Afskedsture på HBS

af Flemming, 19/6 2022, 15:29 (676 dage siden) @ Tommy Nilsson

Hej Tommy

Skinnebustoget er på vej mod Horsens og er fotograferet cirka 700 meter før Vrads Station. Det er givetvis et plantog. Jeg har ingen oplysninger om særtog med skinnebus i perioden.
Fiskedammene i bunden af dalen er der fortsat og udvidet med "Put and Take".

Det skal bemærkes, at der blev gennemført et særtogsarrangement i KLK-regi (så vidt jeg husker) den 4. juni 1967 med DL 202, 1 E-vogn, 2 C-vogne, en hvid godsvogn litra Ib og en åben godsvogn litra P over strækningen Horsens-Brædstrup.

Den videre færd mod Silkeborg og retur til Brædstrup blev gennemført af 1 LM, 1 C-vogn samt 1 LM. Det kneb lidt med adhæsionen op ad bakken fra Bøgelund Banke og op til Fogstrup, men ellers en fantastisk tur med varieret trækkraft.

[image]
Vestbirksøerne passeres på vej mod Brædstrup.

Der blev ganske rigtig afviklet et DJK-særtogsarrangement med damp over strækningen Horsens-Silkeborg t/r den 15. oktober 1967.

Jeg vedlægger nogle billeder heraf. Vejret var betydeligt bedre end ved udflugten den 17. marts 1968.

[image]
Udflugtstoget ved perron i Horsens

[image]
Brædstrup station

[image]
Krydsning i Bryrup

[image]
Skåningbro trinbræt

[image]
Dæmningen ved Virklund.

Det skal endvidere bemærkes, at der blev gennemført 2 juletræstog over strækningen Horsens - Vrads i december måned 1967. Juletræstogene var et enormt tilløbsstykke og var oprangeret af HO L 406, 5 stk. C-vogne, 2 stk. E-vogne, tre åbne godsvogne til juletræer litra P samt som skydelokomotiv DL 202.
Da toget ankom til Vrads blev lokomotivet koblet fra og fortsatte til Silkeborg som solo maskine med henblik på at blive vendt og få nye forsyninger af kul og vand. I den mellemliggende periode rangerede DL 202 rundt om stammen, så det også på hjemturen havde rollen som skydelokomotiv.

Jeg vedlægger et par stemningsbilleder.

[image]
Trængsel omkring juletræerne på Vrads Station

[image]
HO L 406 tilkoblet stammen


Hele emnet:

 RSS Feed af emne


ContecRailBillige jernbane T-shirts

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak