Er/var det et gængs jernbaneslangudtryk, eller er det bare noget, jeg tror?

>

Første gang, jeg stiftede bekendtskab med udtrykket, var omkring 1960, da jeg læste Jens Frederik Lawaetz’s bog Eventyret om Jernbanen – Jespersen og Pios Forlag - MCMXXXV.

Hele Kapitel 13 er en forrygende, helt klassisk journalistisk reportage fra en nat på Københavns Godsbanegård.

Rangerbjerget får naturligvis særlig opmærksomhed. På side 135 i mit lasede eksemplar står der blandt andet:

Og sker det alligevel, at en Vogn kører for stærkt, er der Mandskab ved Strækningsristen, der i en Fart kan løbe hen og give Vognen en en ny Hund ”i Halsen”, kaste en slæde paa Skinnerne foran Vognen, saa et katastrofalt Sammenstød afværges.

”Katastrofalt” (!!) jo, jo. Manden var journalist. I øvrigt blev han senere programdirektør og tv-pioner i Statsradiofonien.

Interessant nok betegner han sporstykket, hvor hunden løber, som en ”Büssing” og manden med hundene som ”Büssingmanden”.

Skildringen af sidstnævnte får heller ikke for lidt:

Büssingmanden forstaar sin Kunst. Han kan se på Vognen, naar den kommer, hvor Hunden skal lægges, saa alle Vognene forlader Büssingen med den helt rigtige hastighed.

Hvis I ikke har læst den bog allerede, så gør det. Den bør være pligtlæsning for sådan nogle som os.

Selve udtrykket ”hund” kommer ganske enkelt af, at den hyler, når den bliver slæbt med.

Det fik jeg at vide af en portør i Buddinge, da jeg – også i 60erne – strejfede rundt og så på rangering sidst på eftermiddagen.

Vi var flere knægte, som havde den interesse – Niels Munch var også i blandt dem, har jeg senere erfaret herinde. Gu’ ve’, om vi har mødtes dengang.

Mange hilsner

Hans-Henrik Landsvig