Spor, men hvor?

af FS1954, 20/10 2023, 10:41 (278 dage siden) @ FS1954

Jeg fandt disse lidt ældre (og ret uskarpe) billeder fra området. Det første viser sporene på Bryggen med afgreningen til sidesporene i smøgen ved Halfdansgade lige foran silotankvognen. Den store bygning i baggrunden var Stadsingeniørens Direktorat, hvor jeg ofte var inde for at hente tælleudstyr, når jeg fungerede som trafiktæller rundt om i byen. I vejledningsmaterialet var der rubrikker for optælling af sporvogne, selvkørende pølsevogne og ligtog, men ingen af dem fik jeg brugt: Sporvognene var nedlagt, selvkørende pølsevogne var endnu ikke 'en vogue', og ligtog var gået af mode.

[image]

Det næste billede kunne vise en hverdagssituation, hvor der stadig var godstrafik på Bryggen, men billedet snyder: Gs-vognen er muligvis den vogn, der senere blev anvendt som 'monument' for godstrafikken, og nye tider har allerede indfundet sig, blandt andet ved, at et skibsskrog er vendt på hovedet for at symbolisere et eller andet (foragt for skibe?).

[image]

Det sidste billede er nærmest overflødigt at vise - det er fra området, hvor forbindelsessporet til/fra Amager lå. Den lange, lyse stribe bagest til venstre er resterne af svingbroen til jernbanen - og i den røde bygning i baggrunden var jeg i en periode bybud for et derværende grossererfirma udi sojaskrå og spegesild (!). Alle tre billeder er fra den 14. februar 1997 - en ret mørk og trist dag.

[image]

Til sidst et mere opløftende billede fra Islands Brygge lidt længere ude. Dette billede samt en stribe af samme motiv har jeg vist før, blandt andet i 'banen', men det afslutter på sin vis denne beretning godt.

[image]

Det viser det selvgroede miljø rundt om denne vognkasse, der havde henstået på Bryggen gennem flere menneskealdre. Det er eller var vognkassen fra HA 2336, der nok havde stået her siden en gang i 1920'erne, hvor den blev udrangeret. Da der ikke var nogen som helst interesse i at bevare vognkassen, blev den fjernet i ét hug omkring år 2000 af en vognmand med en stor kran. Vognkassen faldt fra hinanden med det samme. På gavlene kunne man stadig ane vognnummeret. Og så ikke mere Islands Brygge for denne gang.

Med venlig hilsen,

Flemming Søeborg

P.S. Hvorfor nogle billeder 'vælter', aner jeg ikke, for de er scannet lige efter hinanden og behøvede ellers ikke at blive vendt.

--
FS1954


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak