MY og støjproblemer
Tak til dig, Oversmed, for det interessante materiale, du kan fremlægge i spørgsmålet om de første MY´eres støjniveau, - her vel nok i særlig grad relateret i forhold til de ydre omgivelser.
Jeg mindes, at vi i en tidligere tråd har set indlæg vedr. støjdæmpningsforsøg m.m. på MY.
Min tilgang til spørgsmålet var i første omgang det personalemæssige, og om hvorvidt arbejdsmiljøregler, bedriftslægeindberetninger eller arbejdstilsynsrapporter kom ind i billedet. I hvilket omfang, der er skrevet om støjforholdene i personale- eller fagforeningsblade, er jeg ligesom Oversmeden heller ikke bekendt med. Tiden var jo en ganske anden medio 50´erne, og folk og myndigheder havde nok en lidt mere "robust" tilgang til arbejdsforhold og miljøproblemer på den tid.
Jeg husker dog fra samtaler med ældre lokoførere i 1970´erne, at de havde kendt kolleger, der foretrak at blive i det, der var tilbage af dampturene. Nogle fordi de simpelthen ikke orkede omskolingerne, men andre havde udtrykt modvilje mod støjen og vibrationerne på MY´erne. De har naturligvis været et mindretal blandt førerne.
I de seneste år har jeg ofte set, at på de MY som er overtaget af mindre operatører, og som f.eks. udfører opgaver i forbindelse med sporarbejder og særlige materielflytninger, der har førerne ofte båret decideret høreværn.
mvh
PeterA