Bloch billeder - E-maskiner

af Ladvogn, 13/11 2023, 20:43 (253 dage siden) @ Steen Larsen

Jeg vil gerne give et bud.

Afgangsdampen fra cylinderen blæser fra udgangsrøret op gennem skorstenen. Dette river luften i røgkammeret med sig og derved opstår vacuum i røgkammeret. Dette vacuum "suger" luft op gennem risten, gennem kullene der brænder, ud gennem kedelrørene og op gennem skorstenen.
Sådan virker "alle" damplokomotiver. Jo hårdere lokomotivet arbejder, jo kraftigere vacuum i røgkammeret.

Jo større overflade af dampstrålen fra afgangsrøret til skorstenen, jo kraftigere vacuum. Et kraftigere vacuum giver større luftmængde gennem de brændende kul, dermed kraftigere ild og større varmeudvikling.
Ved at dele dampstrålen i 2 afgangsrør og dermed 2 skorstene, fås en væsentligt større overflade af dampstrålen og derfor et væsentligt kraftigere vacuum af den samme dampmængde.
På billedet fra 987 ses en såkaldt ters i midten af hvert afgangsrør. Tersen deler dampstrålen fra hvert afgangsrør yderligere op, dermed endnu kraftigere vacuum.

Afgangsrørets afstand under skorstenen, skorstenens diameter i forhold til afgangsrørets diameter og skorstenens længde skal afpasses efter hinanden for at fungerer optimalt.
E-maskinens skorsten ser kort ud i forhold til f.eks. den på en K-maskine, men en væsentlig del af E-maskinens skorsten er inde i røgkammeret.

Lemaitre-udgangen på H 783 har 5 små afgangsrør i èn stor skorsten.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak