Medens vi venter på afklaring af, om teglværkssidesporet var mere end en blyantsskitse, kan vi se på værkets historie:

"Rasmus Olsen blev Dyssegårdens sidste ejer af bondeæt. Han solgte i 1896 gården til overretssagfører P. A. Alberti, der her anlagde Dyssegårdens teglværk, hvis bygninger omtrent mellem de nuværende veje Telgværksbakken og Dyssegårdsvej strakte sig mere end halvdelen fra Lyngbyvej til Slangerupbanen. På „Dysseværket”, der fremstillede både mursten og tagsten, beskæftigedes omkring 40 arbejdere, og produktionen lå på ca. 6 mill, mursten årlig. Gårdens landbrug var bortforpagtet.
Efter Alberti’s fald blev Dyssegården med teglværket i 1909 overtaget af aktieselskabet Ny Kalkbrænderi og fra 1912 af Frederiksholms Tegl- og Kalkværker. Seks år senere blev teglværket nedlagt, da teglværksleret på dette tidspunkt var så stærkt udnyttet, at en fortsat virksomhed ikke skønnedes at kunne betale sig. Teglværkets bygninger blev nedrevet, og Dyssegården gled herefter ind i udstykningsspekulationen."

Uddrag af "Gentofte fra Søholm til Ermelunden", Historisk-topografisk Selskab for Gentofte Kommune 1954.

M.v.h.
Niels