Avatar

Bessel-Kok - ex PKL billeder

af Morten Flindt Larsen, København K, 12/3 2025, 20:54 (14 dage siden) @ Per Nielsen
redigeret af Morten Flindt Larsen, 12/3 2025, 21:27

Nej - hverken eller. Forkerte bogier.
B&K's vogn 86-0752101 blev leveret til DK i 1967 fra Intercont/Chr.Olsson (#6879) og løb på tyske bogier type 66x.
At den endte som kosangas nr ...036 er rigtigt nok, men den har fortsat ikke noget med den afbildede svenske vogn at gøre.
Mvh
Per / www.dansk-jernbanearkiv.dk

Tak Per,

Bessel-Kok var et hollandsk distributionsselskab for autogas (LPG), som grundlagdes i 1954 i Amsterdam af brødrene Jan og Wim Veenemans. Selskabets navn er afledt af NV Handelsvereniging v/h Bessel-Kok, som repræsenterede selskabet Renault Oliën (Renault Olier) i Holland. Jan Veenemans var co-partner og hovedejer af Handelsvereniging, mens Wim Veenemans var ansat i selskabet. På dette tidspunkt havde kun én ud af 100 hollændere bil, så med et stort uopdyrket brændstofmarked i udsigt, ville Bessel-Kok LPG distribuere LPG som autobrændstof i hele Benelux.

Ved selskabets opstart fik Bessel-Kok (BK) de eksklusive distributionsrettigheder for Benelux LPG fra Aral-raffinaderiet i Bochum, mens det tekniske knowhow blev erhvervet i USA, hvor man havde stor erfaring med LPG som brændstof til bilmotorer. Et stort problem for BK var, at man måtte etablere et netværk af LPG-tankstationer inden bilisterne skiftede over til at køre på gas. Den typiske blå farve i Bessel-Koks logo var den samme, som anvendtes af det tyske Aral-selskab.

Fra 1955 opererede BK som et uafhængigt selskab, BK-Gas BV, udskilt fra Handelsvereniging. Samtidig havde SHV – et af Hollands største private energiselskaber – planer om at sælge LPG til husholdningsbrug, men BK skulle repræsentere selskabet indenfor autogas. Der blev bygget et antal tankstationer, hvor der udover benzin og diesel under varemærket PAM også skulle sælges LPG. Denne aftale fik dog ingen lang levetid. SHV forsøgte at sælge LP udenom BK og dannede i 1956 selskabet Calpam Vloeibaar Gas (Calpam flydende gas), der antagelig også forsynede de hollandske Caltex’ tankstationer med LPG.

BK reaktion herpå var at etablere rene LPG-tankstationer, med salg og montering af LPG-udstyr til biler, og fra 1955 også aftagelige og udskiftelige "skid tanks"; mobile lagertanke til opstilling hos forbrugerne, med en kapacitet på 12 m³ ##. Dette var især en nyttig nyskabelse for landbruget.

I 1956 optog BK kontakt med firmaet Cargas i Belgien, grundlagt af Gustave Lefèvre og etableret i Frasnes-lez-Gosselies . Cargas havde samme år åbnet sin første LPG-station ved Liege. I Belgien var der dog hård konkurrence fra National Gas Company (Esso), Calor Gas (Shell) og Trading (Caltex).

I Holland begyndte LPG-salget at stige. I 1955 dannedes her Nederlandse Elpegee Vereniging opgericht med Wim Veenemans som formand, som skulle fremme brugen af LPG, hvilket blandt andet skete ved at man sendte magazinet”LPG, Vakblad voor motor-economie” på gaden. I 1960 fandtes der i Benelux 100 BK-tankstationer, i 1970 var der 200 og i 1975 var man oppe på 375. Den årlige omsætning steg fra 60.000 m³ via 100.000 m³ ## til 200.000 m³ ##. I mellemtiden var der også i Holland kommet konkurrence på autogasområdet fra Esso og Caltex (i 1958) og Shell i 1959. Disse selskaber havde alle raffinaderier i Rijnmond-området, der produceret propan og butan, som selskaberne afsatte fra en stor mængde nye LPG-tankstationer.

I 1964 blev BK omdannet til et aktieselskab: NV Bessel-Kok LPG, ligesom man nu havde etableret sig i Danmark og Sverige.

I Danmark stiftedes Bessel-Kok L.P.G. A/S i 1959 som dansk datterselskab af det hollandske Bessel-Kok. Det danske BK-selskab fik hovedkontor på Vangehusvej 14/Vestagervej 1 på Østerbro i København. Selskabets hovedfokus var - ligesom andre danske selskaber, der forhandlede autogas - brændstof til taxaer.

I 1970 gav Shell, som i Holland kun havde en markedsandel på 5 % af LPG-salget, et købstilbud til BK, der på dette tidspunkt sad på 80 % af markedet. Bessel-Kok takkede ja, og alle aktier i BK blev købt af Shell Nederland Verkoopmaatschappij (SNV). Fusionen blev offentliggjort i januar 1971, men da BK frem til 1979 fortsat havde en leveringskontrakt med Aral, kunne SNV kun gradvist overtage LPG-leverancerne. I 1972 omdannedes Bessel-Kok til et NV, som fra 1973 blev en del af BK Shell Petroleum NV. I 1973 blev det hollandske BK’s 24 jernbanetankvogne til gastransport solgt, og i 1977 ophørte jernbanetransporten af LPG helt, i og med at gasdepoterne i Zoetermeer og Onnen blev nedlagt. Forinden var også selskabets logo blevet ændret.

Endnu i 1980 kørte ca. 10 % af Hollands bilpark på LPG, om end lastbilerne i stigende omfang skiftede til diesel. Fra 1980 til 1990 steg BK’s årlige omsætning fra 400.000 til 770.000 m³. Den største leverandør var nu Shell, mens mindre leverancer kom fra Mobil, Aral, Fina, Gulf og Elf. I 1980 var BK’s markedsandel i Holland omkring 30 %. Den største konkurrent var nu Polygas, som var startet i 1957 i Deventer og aftager af LPG fra Aral, Mobil og Gulf, samt Margas i Tiel, en gren af Kistemakers' Handelsvereniging (kistemagernes brancheforening), som markedsførte og distribuerede gas fra Antwerpen.

I 1984 blev de mindre LPG-selskaber Elpee Gas og Benegas overtaget af BP, og i 1985 blev det af amerikanske aktionærer domineree Polygas opslugt af BK. Herved kom Mobil ind i billedet som storleverandør til BK, efterfulgt af Fina. Den største år for BK var 1989 med en omsætning på 760.000 m³ ## og en markedsandel på 49%. Samme år flyttede BK’s hovedkontor fra Amsterdam til Hoofddorp.

I 2007 solgte Shell BK-Gas til Argos Oil, som i 2008 påbegyndte etableringen af LPG-tankstationer i Tyskland, men nu har vi vist bevæget os for langt væk fra BK-temaet.

I Danmark gjorde ændringer afgiftspolitikken i begyndelsen af 1980'erne det af med autogassen. Der var i 1990`erne forsøg i Odense og København med gasbusser, men ellers er det i dag kun trucks, der kører på gas, og mange brugere som eksempelvis entreprenører har selv fyldeanlæg.

--
Med vanlig venlig hilsen
Morten F. Larsen

En pessimist ser en mørk tunnel.
En optimist ser lyset for enden af tunnelen.
En realist ser et godstog.
En lokomotivfører ser tre idioter, der står midt i sporet og stirrer tomt frem for sig.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Danske privatbaner

Læs historien om:
Lyngby - Nærum Jernbane

Vectron

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak