Den hollandske Udstilling 1922 i København
Hej igen,
I en anden tråd kom vi med anledning i det hollandske royale tog ind på dronning Wilhelmina's statsbesøg i Skandinavien 1922. Hendes første stop på turen var i Danmark 5. - 8. september 1922.
Den 7. september blev de hollandske efterkommere m.m.fl. i Store Magleby og Dragør aflagt besøg, som blev et folkeligt tilløbsstykke:
![[image]](images/uploaded/2026021716504769949c674f74e.jpg)
..... og sent på eftermiddagen nåede det royale selskab at kigge ind i Den hollandske Udstilling på det gamle jernbaneareal ved Sankt Jørgens Sø, Gyldenløvesgade og Vester Farimagsgade. Selve udstillingen, der handlede om fødevarer, håndværk & industri, kolonier og så'n, var ikke i sig selv jernbanerelateret, men det var beliggenheden.:
![[image]](images/uploaded/202602171603296994915132968.jpg)
Fra et album i KB billedsamling - Id: Album_110_2p_014.tif. Bemærk bl.a. banegraven nederst t.v.
Her ses, at det gamle remiseanlæg "Tolvkanten" med tilbygninger indgår i udstillingen, til hvilken der bl.a. var adgang via en pompøs portal mod Gyldenløvesgade.
Den ukendte billedsamler sikrede sig et foto af "Tolvkanten" året inden udstillingen, nemlig 04.10.1921:
![[image]](images/uploaded/202602171612276994936bbfd4d.jpg)
..... til sammenligning med dette billede efter udstillingens åbning i sommeren 1922:
![[image]](images/uploaded/20260217161427699493e3707de.jpg)
Begge billeder fra KB billedsamling - Id: Album_110_2p_003.tif.
Desuden var opført div. udstillingspavilloner, og der fandtes inden for portbygningen et hollandsk torv omkranset af hollandske husgavle, udført i bedste "potemkin-kulisse" stil.
![[image]](images/uploaded/20260217162216699495b85223f.jpg)
Endnu en slags overblik. KB billedsamlimg - Id: Album_110_2p_014.tif. Potemkin-kulisserne anes t.h. for Tolvkanten.
Den 8. september 1922 gik turen videre til Sverige med tågfärjan Malmö, hvorpå "de smukke blå vogne" i forvejen var rangeret, kl. 11:30 fra Frihavnsstationen, der ligesom Toldekspeditionsbygningen (se forrige tråd) var gevaldig pyntet i anledning af det hollandske regentbesøg:
![[image]](images/uploaded/202602171628026994971299cd0.jpg)
Royal afskedsforanstaltning ved Frihavnsstationen. Foto: Holger Damgaard. KB billedsamling - Id: DH007203.tif.
Der kan anbefales i Mediastream at finde, hvorledes datidens journalister detaljeret har skildret denne royale begivenhed i floromvundne vendinger, der fuldt ud er på højde med reportagen fra dronning Wilhelmina's efterfølgende besøg i Norge (se link i forrige tråd).
Bedste hilsener
Niels

