Pakhuset i Ribe

af NielsJ_Esbjerg, Esbjerg, 2/7 2026, 16:51 (14 dage siden)

Pakhuset i Ribe er sat i stand og er nu Cafe.
På deres hjemmeside er et historisk tilbageblik over pakhusets historie, men jeg undrer mig. Var der virkelig aktivt toldkontor i Ribe helt frem til 1962? Eller er det en misforståelse?

Der står følgende:
Bygningen på Rosen Alle 2 er tegnet af DSB arkitekt Niels Peder Christian Holsøe (27. november 1826 – 1. januar 1895) og er opført i 1875 og udvidet i 1887.

Det meste af bygningen på Rosen Alle 2 i Ribe, er taget i brug i 1875 samtidig med åbningen af strækningen Bramming-Ribe. Bygningen var inddelt med en 4,5 m lang afdeling med ekspeditionskontorer, og en 15,5 m langt godsrum, og det vil sige at bygningen var i alt ca. 20 m lang. Afstanden mellem portene ud mod sporet passede med længden på den tids nyeste godsvogne, så portene passede med godsvognenes døre, og vognene kørte helt op til ydermuren da der ikke var en perron ved bygningen.

I 1887 bliver Ribebanen forlænget til den nye grænsestation Vedsted/Hviding, og der er derefter grænseoverskridende trafik i retning mod Tønder og Husum. I stedet for at opføre et toldvarehus i Vedsted, vælger man at forlænge varehuset i Ribe mod nord med lokaler for toldvæsenet. Udvidelsen består af en sektion på ca. 5 m med kontorer for toldvæsenet og en sektion på 8 m med toldvarehus, indgangsparti og trapper.

Omkring 1962 er toldvæsenets kontorer flyttet, og arealet indgår nu i varerummet. Varerummets nordligste port er flyttet godt 2 m mod nord, for godsvognene er blevet større. Samtidig har godsrummet fået en tredje port til gadesiden ud for det tidligere kontorområde. Der er nu tre porte med en afstand af ca. 10,5 m ud mod sporet, svarende til tre moderne godsvogne.

Toldvæsenets område bliver måske i 1962, måske senere, reduceret endnu mere og er efterhånden kun det halve af bygningens dybde ud mod gadesiden. Det er uklart, hvornår toldvæsenet helt forlader bygningen.

I 1982 nedlægges DSB’s varehus som selvstændig virksomhed, og var herefter forpagtet til DSB-vognmand Trip fra Skærbæk, der brugte det som basis for udkørsel af stykgods i Ribe i nogle få år.

I begyndelsen af 1990’erne havde Ribe Kommune købt den vestlige side af stationsarealet inkl. Varehuset, af DSB.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak