I begyndelsen af 1990´erne og et par år frem, var jeg ofte i området nord for Achen, netop hvor de KÆMPESTORE vesttyske brunkulslejer – Tagebau – lå og gør det endnu.

Var man ”hjemme” i en weekend brugte man nogen gange noget tid – hvis vejret var til det – til at være turist og besøgte ofte de områder, hvor der blev brudt brunkul i bl.a. Ganzweiler området. Man kunne ikke undgå brunkuls områderne, hvis man skulle til Köln/Düsseldorf.

Der er i dag tre tyske brunkulsområder med industrijernbaner. Alle er normalsporede.

Brunkulsminerne i Ruhr-området betjenes af Rheinbraun, og adskiller sig materielmæssigt fra de to andre, "østtyske", brunkulsbaner.

Fælles for brunkulsbanerne er at banerne er indrettet så togene kan fremføres i begge retninger fra samme førerplads. Når toget "skubbes" ("Schubfahrt") sker det uden personale forrest. Forreste vogn har lys og udsender en advarselslyd, mens føreren sidder i lokomotivet i den anden ende og ser så godt fremad som muligt. Rheinbraun foretrækker dog tilsyneladende at egentlig strækningskørsel sker med lokomotivet forrest.

Rheinbraun anvender lokomotiver med en karakteristisk brovinge, så føreren nogenlunde mageligt kan se langs togstammen. Rheinbrauns vogne er også forholdsvis brede, så kravene til sporafstand må være noget større end ved konventionelle baner. Hovedsignalerne er dubleret således at dubleringssignalet står en maksimaltoglænge før det egentlige hovedsignal. Hvis toget skubbes standses med lokomotivet ud for dubleringssignalet ("Schubsignal"), og vognene er dermed fri af farepunktet. Der anvendes kun i begrænset grad forsignalering da hastigheden jo er lav.

Banerne er selvfølgelig elektrificeret (jævnstrøm). I læsseområderne er køreledningerne naturligvis i vejen, og her anvendes i stedet en sidehængt køretråd med lavere spænding, som tappes ved hjælp af mindre strømaftagere monteret skråt til siden på toppen af lokomotivet.

/Carsten Lundsten