Torsdagsbilleder - Viskum, Vejrumbro og Hauggård

af Holger Sørensen, Hedehusene, 5/9 2013, 17:34 (3883 dage siden)

Så er det tid til en omgang mere med MFVJ.

Bedste hilsener fra Holger og Morten:-)



Viskum T. set fra vest og Viborg. Banen vil nu følge nordsiden af Nørreå de næste små 10 km til Bruunshåb
[image]


Vejrumbro set fra øst.
Sin helt egen i forhold til de tre andre stationsbygninger på strækningen - se f.eks Ørum
[image]

Og set fra vest.
Hvis man går op i petitesser burde stationen egentlig kun hedde Vejrum... Se senere
[image]

[image]

Viborgenden og et kik mod øst
[image]


Løvskalvejen T. Vi ser mod øst og Vejrumbro som ligger omkring 500 m væk.
Efter et godt gammelt atlas fra 1958 er vi nu i det rigtige Vejrum Bro - det er landevejen mod Løvskal
som først krydser banen og lidt til højre (syd) Nørreå. Lidt som Bjerring og Bjerringbro ved Gudenåen...
[image]


Hauggård T. set fra vest
[image]

Med fin udsigt over engene og Nørreå
[image]

[image]
Alle fotos HBDS 19650520

Torsdagsbilleder - Fandt I negativerne?

af Søndenfjords, 6/9 2013, 08:33 (3882 dage siden) @ Holger Sørensen

Tak for endnu en række fantastiske, historiske billeder.
De smukke trinbrætbygninger på den bane var i sig selv et stykke kulturarv.
Håber, det er lykkedes jer at finde de manglende negativer, så vi også vil kunne nyde resten af turen ind til Viborg.
mvh
Søndenfjords

Torsdagsbilleder - Fandt I negativerne?

af Holger Sørensen, Hedehusene, 6/9 2013, 16:50 (3882 dage siden) @ Søndenfjords

De smukke trinbrætbygninger på den bane var i sig selv et stykke kulturarv.

Ja, dejlige bygninger. Desværre er der ikke nogen tilbage?

Håber, det er lykkedes jer at finde de manglende negativer, så vi også vil kunne nyde resten af turen ind til Viborg.

Der er ikke dukket noget op fra gemmerne endnu...
Så indtil videre må vi klare os uden Viborg.


Hilsen fra Holger og Morten:-)

Avatar

Torsdagsbilleder - OT: Overlevende varehus fra MFVJ

af T. Rithmester @, Struer, 6/9 2013, 17:53 (3882 dage siden) @ Holger Sørensen

De smukke trinbrætbygninger på den bane var i sig selv et stykke kulturarv.


Ja, dejlige bygninger. Desværre er der ikke nogen tilbage?

Jo der er vist nok en der har overlevet.
Jeg læste på et tidspunkt i "Tappen", et blad for beboerne i Tapdrup, at et af varehusene skulle være flyttet til nogle spejdere. Så vidt jeg husker skulle det være i Fjends området.
Jeg ved jeg gemte en kopi af denne udgave af "Tappen". Men kan man finde det nu hvor man skal bruge det...næh nej :-(
Men måske andre ved noget ?

Torsdagsbilleder - Viskum, Vejrumbro og Hauggård

af Steffen Dresler, 7/9 2013, 10:09 (3881 dage siden) @ Holger Sørensen

Kære Holger & Co.

Dette jeg skriver nu tilfører ikke billederne eller en eventuel debat noget som helst, men jeg har meget længe haft lyst til at komme med nogle bemærkninger.

Billederne er jo optaget ”lige i går” jernbanehistorisk, og alligevel er verdenen omkring, hvor fotograferet, FULDSTÆNDIG ÆNDRET, ligesom værdier, normer og måden vi bl.a. transporterer os selv og ting på, slet ikke eksisterer som på fotografi optagetidspunktet.

Jeg NYDER at se HBDS billeder og den meget enkle måde de er optaget på, ikke noget hokus – pokus. Sort hvid, giver dybde, detaljer og jeg har svært ved at forstå, at sådan SÅ landskabet ud for år tilbage. Et knips til venstre, et knips til højre langs banelinjen, eventuelt en bygning som supplement. Enkelt og vær så god, det hele serveret let og elegant.

Jeg har meget ofte under statsbetalte ophold de sidste måske 25 år, søgt efter ”dengang” når muligheden gav sig, nogle gange med held, andre gange er alt forsvundet, ploven, byggeri, nyskov, ændring af landskaber mv. Men når man ser HBDS billeder kan man forstå og se livsnerven for samfundet dengang, både socialt og ikke mindst transportmæssigt. Dengang det VAR der, havde jeg ikke tid p.g.a. tjenesten og fordi det jo VAR der! Og som nu ER, er det forsent, hvis man ikke gør noget ved det.

Når man ser på bl.a. denne uges billeder (VISKUM T og HOUGAARD), er der en vidde, en dybde og en tomhed, næsten lidt VLTJ´sk (positivt ment). Det flade tomme landskab og banen, der gennemskærer det hele, men næsten ubemærket. Ser man efter i dag er det hele forandret og ofte meget svært at finde fix-punkter for sammenligning.

Så TAK til HBDS for hver torsdag at køre en tur ”down memory lane” og bare lade os tilskuere nyde landskabet, detaljerne, freden og roen. Selv jeg må konstatere, at der behøver IKKE at være kogende vand for at det skal være interessant!

Fortsat god weekend og til nutidens fotografer, kom så afsted og fyld jeres memory card med indtryk, i morgen er det forsent!

Steff

Torsdagsbilleder - Viskum, Vejrumbro og Hauggård

af Skott, Skanderborg, 7/9 2013, 12:24 (3881 dage siden) @ Steffen Dresler

Kunne ikke have sagt det bedre selv. Er fuldstændig enig med Steffen.

Tak for de ugentlige højdepunkter. Lad det ikke stoppe her :)

Avatar

Torsdagsbilleder - Viskum, Vejrumbro og Hauggård

af Carsten B. Thomsen, Frederikshavn, 7/9 2013, 13:55 (3881 dage siden) @ Skott
redigeret af Carsten B. Thomsen, 7/9 2013, 14:35

Kunne ikke have sagt det bedre selv. Er fuldstændig enig med Steffen.

Tak for de ugentlige højdepunkter. Lad det ikke stoppe her :)

Enig!

Tusind tak til Holger & co. - jeg glæder mig til at du/I kommer længere nordpå i torsdags-føljetonen.

Steffens indlæg bringer mine tanker hen på en diskussion, som der vist endnu ikke er blevet taget hul på her i Danmark, men som drejer sig om noget, der går mig (og sikkert mange andre) meget på.
Når man sammenligner Holger's flotte billeder fra dengang med tilsvarende fotos fra idag, så er der ikke ret meget at tage billeder af idag - forstået på den måde, at de tilbageværende jernbanestrækninger langt hen ad vejen (banen!) er groet til i skov.
Sporet er mange steder omsluttet af grønne korridorer til begge sider - det er naturligvis godt for miljøet, træerne dæmper støjen, og Banedanmark er derved Danmarks største naturforvalter, men kæmper dog også sine kampe med at holde væksten i ave med alverdens maskiner, så fritrumsprofilet kan overholdes.

Men som passager bliver det tit til en meget indholdsfattig tur med toget, når der til begge sider kun er udsigt til træer, som toget haster forbi.
Hvad der kunne have været en flot udsigt ud over en ådal er mange steder i stedet blevet til en grøn væg, som man sidder og kigger ind i.
Af samme årsag har jeg altid en bog med i tasken, eller den bærbare, men her opstår der et andet problem, nemlig stroboskob-effekten, når der er afstand mellem træerne i trærækkerne langs banen - så hellere skygge eller sol, frem for "blinklys".

Og som "svelletosse" er det heller ikke let at komme på ordentlig fotohold af spændende tog - man kan nok høre det, men det gemmer sig inde mellem de grønne vægge.
Så derfor bliver det nu om dage ofte til fotos/video oppe fra en bro, hvorved toget ses direkte forfra (omgivet af træer på begge sider), så man ikke kan se, hvad der er hægtet på krogen.
Der er ikke så mange åbne steder tilbage i landskabet som der har været, og især ikke omkring vores baner - og de steder, der er tilbage, er som regel der, hvor de jernbane- og fotointeresserede flokkes og tager 200 billeder af det samme motiv.

Når man ser Holger's billeder, så er det tydeligt at se, var der større udsyn til verden dengang, så at sige, og at landskabet forekom "større" - idag går vi måske og bliver lidt "snæversynede", fordi øjnene kun sjældent skal indstille sig til langdistance - ofte skal man helst op på en meget høj bakketop, for at kunne kigge henover træerne.
Det er kun godt med træer i landskabet, og jeg holder meget af træer - faktisk har der været en politik omkring skovrejsning for ikke så mange år siden - men vi mister altså vores udsyn, så vi til sidst ser ligeså lidt af himlen mellem de grønne vægge i det "åbne" landskab, som man gør mellem husenes høje mure i det indre København.
Når man ser billeder, som er bare 20, 30 eller 50 år gamle (og det er jo mange træer siden...), så tænker man tit, at: Nå, har der også set sådan ud engang ?.
Dengang var landskabet "ungt" og åbent - idag er det som om, at der er træer "overalt".

En anden diskussion er så de brede motorveje, der fylder godt op i landskabet, og hvor de østeuropæiske lastbiler kører kofanger ved kofanger - men det har jo ikke meget med miljøbevidsthed at gøre og er alt for trist at tænke på, for det var indiskutabelt et dårligt bytte for de førhen noget mere udbredte jernbanespor rundt omkring i det åbne landskab...

Torsdagsbilleder - Viskum, Vejrumbro og Hauggård

af Lars Viinholt-Nielsen, 7/9 2013, 15:37 (3881 dage siden) @ Carsten B. Thomsen

Kære Steffen og Carsten
I har mere end 100% ret. Og jo, jeg skrev faktisk for en halv snes år siden en kronik i Week-endAvisen om "det tilgroede Danmark" plastret til med grimme plantager (man "sælger" godt nok disse under betegnelsen "skov" som et positivt værdiladet ord, men det er falsk varebetegnelse), grimme vindmøller og motorveje.
Siden den gang er det blevet endnu værre. Til gengæld er jeg utrolig glad for at have haft lejlighed til at fotografere i 1960'erne, hvor store flotte, åbne landskaber langs banerne endnu fandtes.
Det er jeg helt sikker på Holger også er glad for, og man kan ikke blive træt af at se på hans dejlige billeder.
venlig hilsen
Lars

Torsdagsbilleder - Viskum, Vejrumbro og Hauggård

af Georg Schmidt, 9/9 2013, 21:14 (3879 dage siden) @ Carsten B. Thomsen

Den megen bevoksning langs banerne har taget en del udsyn, og når man sammenligner billeder fra 70'erne med nu, er der sket meget også på ukrudtsfronten. Når man ser en stor station som f.eks Randers i dag, og tænker tilbage på 70'erne hvor flere MH var beskæftiget nærmest døgnet rundt på blankslidte spor. Foruden rangering i Randers sukkervogne til Bjerregrav, vogne til "begge sider" i Stevnstrup, øl til og kævler fra Hadsten og foder til Hinnerup. Om aftenen fik de sydgående godstog flere hundrede tons med fra Randers. Et sted hvor bevoksningen måske har gavnet er som værn mod snefygning om vinteren. Snehegn som hver vinter blev opsat på kritiske steder, synes jeg ikke man ser mere.
[image]
Tog 947 forår 1971 har netop passeret Hasselager, det er vist ruller med snehegn til højre i billedet. Den fine udsigt over Århus der var fra denne kurve er også blevet mindre god med årene, måske også på grund af byggeri.

Mvh
Georg

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak