Nok vrøvl.
Langesø Plantage ligger nord for Tikøb. Læs fx her en lokalhistorisk beretning

Udsnit, lavt målebordsblad, kilde: historiskatlas.dk

Et luftfoto viser nok garteneriet i 1930'erne:
KB Sylvest 1936/38 L00030_037.tif

Man kan sagtens forestille sig at Mr Langesø flyttede til Fyn (evt med tilskud eller lignende som fx en modelfabrikant), solgt det hele til sommerhusudstykning og fortsatte der.......

I er altså lidt for stationsnavnefixerede

Du har givetvis ret.

Det havde jo været rart om den lokalhistoriske forening udover sit afskrift havde oplyst, hvornår N.W. Larsens virksomhed ophørte, for det var Svend Larsen – antagelig hans søn, der i 1940 stod bag ”gartnervognene” ZO 99 801 og 99 802. N.W. Larsens virksomhed forsvinder ud af Kraks Vejviser i 1942, hvilket stemmer med, at de to ZO-vogne fra 1942 er til disposition for skovfoged Chr. Petersen, Endrupholm pr. Bramming, og får hjemsted Bramming. Hjemstedet må være blevet påmalet vognen, men om ”Langesø Plantage”-teksten også er blevet fjernet, er indtil videre uvist. Skovfogeden lejede samtidig en ZM-vogn af Margarinefabriken Alfa A/S til transport af stødbrænde, så mon ikke også han brugte ZO-vognen til brændetransporter.
Historien bag ZO-vognene er, at benzinmangelen under 2. Verdenskrig skabte et meget stort problem for de danske gartnere. Det hjalp ikke meget, at man i fjerntliggende gartnerier lavede skønne varer, når det var umuligt at få dem ud til kunderne. Mange producenter, som i tillid til bilen havde indrettet deres afsætning på dette transportmiddel, havde fået oparbejdet en kundekreds, der spredte sig over hele landsdele. De havde derfor indstillet deres produktion på denne omsætning. Særlig disse gartnere var allerede i begyndelsen af 1940 hårdt ramt af benzinrestriktionerne, der påførte dem store tab, men også for deres kunder, blomsterhandlerne, var det ubehageligt. Det vanskeliggjorde og fordyrede dispositionerne, når gartneriernes store vogne ikke mere kom til døren.
En af de hårdest ramte gartnere var Svend Larsen, Langesø, der havde en kundekreds fra Skagen til Gedser. Da hans store vogn skulle klodses op, var det et katastrofalt slag, men – ”Nød lærer nøgen kvinde at spinde”, som man dengang sagde. Svend Larsen havde altid været en idérig mand, så efter nogle dages spekulation købte han sig en jernbanevogn (oplyser kilden, men den var rettere lejet), og indrettede den som billederne oppe i tråden.
Vognen kunne kobles til toget og rulle hvorhen Svend Larsen ønskede det – i hvert fald til en station, og den kunne rumme mange flere planter end bilen, de var lettere at overse og var ubeskadigede og friske ved ankomsten, og så var transporten ikke dyrere end med bil.
Blomsterhandlerne i provinsen var sikkert også glade for det rullende gartneri med det store udvalg, og blev omtalt som ”en morsom ny salgsform”.
Efter at N.W. Larsens virksomhed i Tikøb ophørte, er det ikke til at sige, hvornår gartner Svend Larsen dukker op på Fyn. Det står nemlig i 1950’erne ikke i Kraks Vejviser, hvor der kun var nævnt dem i hovedstadsområdet og nogle få i provinsen. Til gengæld kunne vejviserens købere gratis få tilsendt en fortegnelse over landets ca. 4.800 gartnere i provinsen ved at tilsende Vejviserens kontor en af de sidst i Vejviseren anbragte kuponer.