Uheld i Randers

af Hans Stückler, 4/7 2019, 18:52 (1751 dage siden)

Hej deruse.

På Facesbook er der et opslag som indeholder det herunder viste billede, taget i Randers af Carl Bendix Poulsen Calle. Det er MH 341 der ikke fik bremset i tide, og billedet er måske fra 1978-1979.
Nogen der kender mere til det.

[image]

Hans S

Uheld i Randers

af NielsJ_Esbjerg, Esbjerg, 5/7 2019, 08:32 (1750 dage siden) @ Hans Stückler

Fedt billede :)

Det var nu ikke så usædvanligt at opleve uheld, afsporinger osv under rangering.
Det skete hyppigt i min tid i Esbjerg. Jeg har selv påkørt 6 biler under rangering på havnen, afsporet med MH/MY/MZ i Grindsted, Tønder, Bramming og Ribe, og derudover oplevet et hav af afsporinger, ramlinger og væltede vogne i Esbjerg.

Værst gik det for sig i 1988, hvor jeg var med som rangerhjælper på 1. maskine en fredag aften, hvor Intercitytog 159 skulle rangeres bort fra spor 3, efter ankomst ved 20-tiden. Vi gik på bagenden med MH'en, udluftede alle vogne og trak hele toget med 8 B-vogne og en enkelt A vogn ud mod vaskepladsen, og skulle bakke ned med det hele i et tomt spor 7. Da vi bakkede, fik den fuld gas - sporet var jo tomt ...Desværre overså rangerlederen at sporskiftet stod forkert, og vi røg i spor 11 istedet.
I spor 11 stod der forrest en liggevogn, 6 B-vogne og derefter 40 læssede skærvevogne. Vi ramlede med ca 60 km/t. I kan selv tænke jer til konsekvenserne.
Jeg stod i midtergangen i den B-vogn vi ramlede med, og blev kastet tværs i gennem vognen, en anden hjælper hang på siden, og blev ligeledes kastet langt væk.
Rangerlederen stod på jorden - ingen af os kom alvorligt til skade. Det gav et brag der kunne høres over det meste af byen.

B-vognen vi ramlede med, var trykket så meget at den var blevet en meter kortere, og alle skillevægge indeni var kollapset, alt glas var knust, og det samme gjorde sig gældene for de efterfølgende vogne. Liggevognen vi ramte, havde ikke flyttet sig overhovedet. Det havde de 40 skærnevogne den stod op ad, sørget for. Men den var helt krøllet, taget gik i bølger.
9 B-vogne gik til, og det samme med liggevognen. Alle blev skrottet efterfølgende.

Hele rangerholdet blev kaldt til samtale mandag morgen ved stationsforstanderen, men vi fik ingen skideballe, kun et ord om at "det var godt at der ikke var nogen der kom alvorligt til skade".

Mærkeligt nok var der ikke et ord om det i pressen. Intet. Vi fik at vide at det havde været det dyreste rangeruheld i DSB's historie. Idag havde det nok ryddet forsider, men dengang var der ingen der opdagede det, udenfor DSB.

Avatar

Uheld i Randers

af Ove Nygaard, 8/7 2019, 15:08 (1747 dage siden) @ NielsJ_Esbjerg

> Hele rangerholdet blev kaldt til samtale mandag morgen ved stationsforstanderen, men vi fik ingen skideballe, kun et ord om at "det var godt at der ikke var nogen der kom alvorligt til skade".
>

Mærkeligt nok var der ikke et ord om det i pressen. Intet. Vi fik at vide at det havde været det dyreste rangeruheld i DSB's historie. Idag havde det nok ryddet forsider, men dengang var der ingen der opdagede det, udenfor DSB.

Hej Niels J af Esbjerg!

Et lille uddybende spørgsmål: Hvem var stationsforstander i Esbjerg i det Herrens år 1988? Det var jo i Driftsområde Esbjergs storhedsperiode!

Bedste hilsener

Ove af Erritsø
(fhv driftsmrådechef i Do Pa 1973 - 1989 kl. 23.59½)

Uheld i Randers

af NielsJ_Esbjerg, Esbjerg, 9/7 2019, 09:42 (1746 dage siden) @ Ove Nygaard

Hej Ove - det var Harald.V. Thomsen, eller "Thomsen" i daglig tale. Han var ansat ved DSB som elev i 1939, og var der til han blev 70. Han blev afløst af Henning Dürr i 1988/89.

En sjov anekdote er, at da man gennemgik en større rokade, omkring 1988/89, blev Thomsen "fyret", men de måtte trække det tilbage, da han var kongelig udnævnt stationsforstander. Så han blev hvor han var. Han fik et kontor helt oppe under loftet, og blev der til han blev 70 i bar protest. Jeg mener han stoppede i 1993.
Efter hvad jeg ved, lever han stadig - godt oppe i halvfemserne.

Avatar

Uheld i Randers

af Ove Nygaard, 10/7 2019, 08:30 (1745 dage siden) @ NielsJ_Esbjerg

Hej Ove - det var Harald.V. Thomsen, eller "Thomsen" i daglig tale. Han var ansat ved DSB som elev i 1939, og var der til han blev 70. Han blev afløst af Henning Dürr i 1988/89.

En sjov anekdote er, at da man gennemgik en større rokade, omkring 1988/89, blev Thomsen "fyret", men de måtte trække det tilbage, da han var kongelig udnævnt stationsforstander. Så han blev hvor han var. Han fik et kontor helt oppe under loftet, og blev der til han blev 70 i bar protest. Jeg mener han stoppede i 1993.
Efter hvad jeg ved, lever han stadig - godt oppe i halvfemserne.

Hej Niels J.

Jeg kendte godt Harald V Thomsen fra min tid som driftsområdechef i Do Padborg, der jo var "nabo" til Do Esbjerg. H V Thomsen var indtil områdedriften overtrafikkontrollør i Esbjerg, og stationsforstanderen - den senere driftsområdechef - var Aksel Albrechtsen, som var min gode ven og kollega. H V Thomsen blev funktionsleder T (trafik) i Do Esbjerg pr. 01.01.1973 (01.04.1973), og driftsområdecheferne var efter Aksel Albrechtsen, Jørgen Ussing og senest Henning Dürr, som var min medarbejder fra Do Padborg, som jeg "sendte" til Driftsområde Esbjerg som doc. Han var (også) en hædersmand, som dog ikke er her mere! :-( Jeg kan tilslutte mig H V Thomsens glæde over, at der ikke skete personskade ved det omfattende rangeruheld, og I er blevet ualmindeligt godt behandlet af ledelsen, for rangering, som du nævner, med 60 km/t på stationsområdet, hvor rangerhastigheden faktisk ikke måtte overskride 15 km/t, må nok stilfærdigt kaldes for "lidt uforsvarligt". DSB var selvforsikrende den gang, så I har bidraget helt pænt til det pågældende års "driftsresultat", som jo altid i forvejen var "i minus". Driftsområderne ophørte den 31.12.1989 kl. 23.59½ og blev erstattet af regionerne, som nu også er "en saga blot" i DSB regi! Nå, "tak for snakken" og fortsat god sommer.


Bedste hilsener

Ove af Erritsø

Uheld i Randers

af Ole Dinesen ⌂ @, 5/7 2019, 14:44 (1750 dage siden) @ Hans Stückler

Hej deruse.

På Facesbook er der et opslag som indeholder det herunder viste billede, taget i Randers af Carl Bendix Poulsen Calle. Det er MH 341 der ikke fik bremset i tide, > og billedet er måske fra 1978-1979.


Uheldet skete i starten af juli 1979.

DSB MZ1439

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak