Dayton Ohio 1995 (6 illustrationer)

af Niels Munch @, torsdag 11. juli, 2019, 20:20 (4 dage siden)
redigeret af Niels Munch, torsdag 11. juli, 2019, 21:20

G'aften i Forum,

Nogle gode venner var blevet udstationeret til Dayton, Ohio i forbindelse med F-16 projektet, der havde en international repræsentation på Wright-Patterson Air Force Base.

Et besøg derovre fandt sted i sommeren 1995, og da vi nylig har "snuset til" USA her i Forum, har jeg fundet det "naturligt" her at oplægge mine få jernbanerelaterede billeder fra Dayton.

De stammer fra et besøg på Carillon Historical Park, et omfattende og meget seværdigt "frilandsmuseum" viet Daytons Historie.

Fra en særlig "trafikafdeling" stammer disse fotos:

[image]Fra "trafikafdelingen" i Carillon Park, august 1995 (nm).

Fra venstre ses en Dayton-trolleybus nr. 515 (bygget 1949 af Marmon-Herrington).

Derefter Toledo, Port Clinton and Lakeside Railway "interurban" nr. 2 (bygget Kuhlman Cleveland, Ohio 1904). En "interurban" er en "Überlandstrassenbahn" eller på dansk "Light Rail", på hvilke især Ohio (og Indiana) i sin tid var rige, jf. også dette kort:

[image]Ohio og Indiana suburbans (klik på kortet for større udgave).

Derefter dette damplokomotiv:

[image]New York Central RR switcher nr. 6721 (Alco (Schenectady) 12/1913, f.nr. 54075), Carillon Park 08.1995 (nm)..

Lokomotivets tilknytning til Dayton, Ohio er uvis, og måske derfor er lokomotivet tilbage i Utica, NY.

Den grønne, 6-akslede luksus-personvogn t.h. med åben endeperron stammer fra Detroit & Mackinac Ry. og er bygget i 1903 på den kendte Dayton fabrik Barney and Smith Car Company med den triste skæbne.

Det sidste damplokomotiv på startbilledet er dette:

[image]Det B-koblede damplok "ARMCO 1", Carillon Park 08.1995 (nm).

Lokomotivet er bygget af H.K. Porter til Armco Steel Corp. (Middletown, Ohio) i 1881 med byggenr 450 eller 451.

Selvfølgelig var en hel afdeling af parken viet til brdr. Wright, som netop 90 år forinden, i 1905, på Huffman Prairie ved Dayton havde gennemført den første styrbare, motoriserede flyvning med flyet Wright Flyer III:

[image]Wright Flyer III, Carillon Park 08.1995 (nm).

Bror Orville Wright bistod i slutningen af fyrrerne ved restaureringen af flyet, hvori 60 - 85% af stumperne vurderes at være originale.

Herudover er Wright-Patterson AFB ved Dayton kendt for at rumme Air Force Museum, som vi naturigvis besøgte:

[image]B-29 bombeflyet "BOCKSCAR", Air Force Museum, Wright-Patterson AFB 08.1995 (nm).

Flyene stod tæt og lidet fotograferbare i museets hangarer; men et billede af "BOCKSCAR" skulle jeg da have. For på nær få dage var vi der på 50-året for nedkastningen af A-bomben over Nagasaki den 09.08.1945.

Således kom der atter lidt tog og fly fra USA.

PS: Den videre USA-rejse 1995 bragte os til New Orleans, hvor det mest kom til at handle om sporvogne - og jazz.


Bedste hilsener
Niels

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak.







Copyright © 2019 Jernbanen.dk - Alle rettigheder forbeholdes - Om Jernbanen.dk - Kontakt redaktionen