Spanien 1980 Ponferrada – Villablino Del 2

af Steen Larsen, Søborg DK, 24/3 2020, 21:16 (1466 dage siden)

Hej Jernbanens læsere

Del 1 er her

Her i 2 del skal vi kigge på PVs Engerth lokomotiver
Engerths type lokomotiv er karakteriseret ved at tenderens vanger går ud i et med lokomotivet, og tenderens hjulsæt er drejelige. Fordelen ved dette design er at en del af tenderens vægt overføres til selve lokomotivets drivhjul som således forøger sin adhæsionsvægt. Og med de drejelige tender hjulsæt kan lokomotivet stadig klare skarpe kurver.
Typen blev introduceret af Wilhelm von Engerth i 1854 til Semmering banen i Østrig med dets op til 2.5% stigninger. Von Engerth var jernbane ingeniør og endte som generaldirektør for de Østrigske statsbaner.

Efter banen havde fået leveret de 10 Baldwin lokomotiver til banens start krævede driften efterhånden kraftigere lokomotiver. I 1938 købte PV fra Compania de los Ferrocarriles Vascongados to 1C-2T Engerth lokomotiver som blev PV 11 og PV 12. Lokomotiverne var blevet overflødiggjort ved denne banes delvise elektrificering. Engerth lokomotiverne var en succes hos PV og i 1943 kom PV 31 fra Pamplona-Lasarte banen. PV bestilte hos den Spanske lokomotiv producent MACOSA yderligere 4 nye Engerth type lokomotiver som stort set var kopier af PV 11 og 12. Disse lokomotiver blev leveret i to serier; to i 1950 og to i 1956. De to maskiner fra 1950 som blev PV 13 og PV 14 var let genkendelige på deres aflange dom beklædning.
Senest kom i 1961 fra La Robla yderligere 3 Engerth lokomotiver PV 17-19 som oprindeligt var leveret til Vascongados og i 1958 var solgt til La Robla.

PV endte således med at have 10 Engerth lokomotiver; PV 11-19 og PV 31 alle med hjulstilling 1C-2T.

Alle billeder August 1980.

[image]

PV 11 (Krauss; 7626/1921) et 1C Engerth lokomotiv med 2 akslet tender i Ponferrada. PV 11 er bevaret og befinder sig på museet i Ponferrada.

[image]

PV 12 (Krauss; 7630/1920) et søsterlokomotiv til PV 11 i nærheden af Ponferrada. Lokomotivet er bevaret hos ”El Museo Vasco del Ferrocarril” i Azpeitia hvor det er ført tilbage til sin Vascongados tid (Den har dog nu betegnelsen FV 50 selvom den oprindeligt var FV 56. PV 18 som PV købte senere fra La Robla og som oprindeligt kom fra Vascongados var oprindeligt FV 50 !?)

[image]

PV 12 i Ponferrada.

[image]

PV 13 (Devis-Macosa; 101/1950) i Ponferrada

[image]

PV 14 (Devis-Macosa; 102/1950) i Ponferrade. PV 14 blev henstillet i 1989 som et af de sidste PV damplokomotiver men reddet og befinder sig på museet i Ponferrada.

[image]

PV 14 i Villablino. PV 14 og PV 13 var let genkendelige pga deres langstrakte dombeklædning. Fra denne vinkel får man også et rimeligt indtryk af Engerth konstruktionen.

[image]

Det kræver tålmodighed at fylde tenderen på PV 14 (Villablino)

[image]

PV 15 (Devis-Macosa; 150/1956) ved remisen i Ponferrada. Også dette lokomotiv befinder sig på museet i Ponferrada.

[image]

PV 15 bliver tilset ved remisen i Ponferrada.

[image]

PV 16 (Devis-Macosa; 151/1956) i udkanten af Ponferrada.

[image]

PV 17 (Krauss; 6188/1914) i Ponferrada.

[image]

PV 18 (Krauss; 6177/1914) i Ponferrada.

[image]

PV 18 ved remisen i Ponferrada.

[image]

PV 19 (Krauss; 7631/1921) i San Andres. Lokomotivet blev henstillet i 1989 men blev som et af de sidste overført til museet i Ponferrada i 2010.

[image]

Eftermiddagsstemning ved remisen og værkstedet i Ponferrada.
Fra venstre PV 18, 31, 12. Dette blev mit eneste billede af PV 31 (Maffei; 3350/1913) under mit ophold, da det samme dag blev kørt på værksted og adskilt.
PV 31 var i mange år fast maskine på det blandede passager-post tog ”El Correio” som blev indstillet i maj 1980. Lokomotivet hensattes som et af PVs sidste damplokomotiver i 1989. Det blev istandsat og brugt en del til turistkørsler i 90erne mens jernbanen endnu var intakt. Lokomotivet blev i 2011 indsat på museet i Ponferrada.

Og det var slut på 2 del. Hvis det har interesse kan jeg godt lave en 3 del med lidt blandede billeder :-P

Mvh
Steen

Spanien 1980 Ponferrada – Villablino Del 2

af K564, 24/3 2020, 21:23 (1466 dage siden) @ Steen Larsen

Hej > Og det var slut på 2 del. Hvis det har interesse kan jeg godt lave en 3 del med lidt blandede billeder :-P

Hej
Da ville da være en god idé.
Hilsner Keld

Spanien 1980 Ponferrada – Villablino Del 2

af Niels Munch, 24/3 2020, 21:41 (1466 dage siden) @ Steen Larsen

Kære Steen,

Meget gerne en 3. del!

Bedste hilsener
Niels

Spanien 1980 Ponferrada – Villablino Del 2

af Niels, Aarhus, 25/3 2020, 10:12 (1465 dage siden) @ Steen Larsen

Hej Steen

Jeg istemmer de to foregående indlægs begejstring for din beretning og billederne, og ser bestemt frem til fortsættelsen.

Venlige hilsner

Niels H.

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak