17-5-1970, sidste tog opført i TK med damp kørte.

af Steffen Dresler, 15/5 2020, 08:00 (1435 dage siden)
redigeret af Tommy Nilsson, 16/5 2020, 13:48

Go´morn

I dag den 15. maj 2020 er det præcist 50 år siden, at DSB kørte det sidste tog fremført planmæssige med et damplokomotiv, som anført og vist i Tjenestekøreplanen. At der i tiden senere et par måneder frem, blev fremført tog med et damplokomotiv, skyldtes tilfældigheder i.f.m. særtogskørsler med damplokomotiver for jernbaneentusiaster. Så i stedet for at køre et tomt materieltog, anvendtes det valgte damplokomotiv til enten at køre prøvekørsel dagen før den egentlige tur med et tog planlagt fremført med diesel eller anvende damplokomotivet frem til sin udgangsstation, hvor særtogskørslen skulle starte, som togmaskine for et normalt planlagt dieselfremført tog.
Der var egentligt planlagt kørsel med damp frem til og med august 1970, men leveringerne af litra MZ gjorde, at man hurtigere kunne omdisponere trækkraften end forventet og fredag den 15. maj 1970 var man kommet så langt, at skiftet fra damp og til diesel endegyldigt kunne finde sted, selvom dampen officielt først blev udfaset med udgangen af maj måned 1970.

Den sidste kørsel med dampfremført tog fredag den 15. maj 1970:

På denne dag kørte der hele 3 forskellige litra E som togmaskiner for 5 tog, hvoraf 4 var optaget i Tjenestekøreplanen som dampfremførte, mens det sidste (tog 2020) var med litra MX således:

Fredericia Rangerbanegård (Fra)-Nyborg (Ng) og Nyborg-Fredericia Rangerbanegård
DSB litra E nr. 980 tog 2042 (N 960) Fra. afg. kl. 0411 og ank. Ng. kl. 0551.
DSB litra E nr. 980 tog 2043 (N 800/900) Ng. afg. kl. 1158 og ank. Fra. kl. 1557.

Aalborg (Ab)-Aarhus Rangerbanegaard (År)
DSB litra E nr. 974 tog 2020 (MX 800) Ab afg. kl. 1630 og ank. År. kl. 2002.

Fredericia Rangerbanegård (Fra)-Herning (Hr) og Herning-Fredericia Personbanegård (Fa)
DSB litra E nr. 987 tog 2711 (E 400) Fra. afg. kl. 0545 og ank. Hr. kl. 0957.
DSB litra E nr. 987 tog 2740 (E 300) Hr. afg. kl. 1830 og ank. Fa kl. 20.38.

Da tog 2740 med litra E nr. 987 var det sidste dampfremførte tog, der ankom til sin bestemmelsesstation, Fredericia kl. 2038, blev det også Statsbanernes sidste dampfremførte tog som optaget i Tjenestekøreplanen.

En epoke der startede i 1847, sluttede efter 123 år den 15. maj 1970.

Jeg ved at der meget mere udførligt vil blive beskrevet om dampens sidste tid i tidsskriftet ”Spor og Baner”, der udkommer i juni måned, ligesom ”Togfløjten” også har en artikel om dette emne.

Med venlig hilsen
Steffen Dresler

Avatar

17-5-1970, sidste tog opført i TK med damp kørte.

af Michael Deichmann ⌂, Gribskov kommune, 15/5 2020, 20:43 (1435 dage siden) @ Steffen Dresler

Tommy skal lige rette i databasen, for der står at sidste tur var 17. maj.

15-5-1970, sidste tog opført i TK med damp kørte.

af Steffen Dresler, 16/5 2020, 12:23 (1434 dage siden) @ Steffen Dresler

Kære alle

I anledning af det i går den 15. maj var 50 år siden, at DSB kørte det sidste dampfremførte tog optaget i Tjenestekøreplanen, skulle det have været markeret ved at vise ”den sidste damper” DSB litra E II nr. 987 frem for publikum.

Nr. 987 stod jo i lang tid i Tønder, men blev her i vinter/forår 2020, efter aftale med ejeren, flyttet til Gedser Remise, hvor den nu står indendørs sikret mod vejrliget. I den mellemliggende periode og frem til i dag, er den blevet rengjort.

Årsagen er den, at netop i dag lørdag ville den lille gruppe af jernbaneentusiaster, der arbejder i Gedser Remise, have vist E 987 frem for publikum ved et lille arrangement med orientering og billeder om dampens sidste dage. Men det kom jo ikke længere end til planlægningsstadiet p.g.a. sikkerheden omkring den værende corvid-19 pandemi. Men man prøver igen, hvis det er muligt, omkring den 4-5 juli 2020.

Om der til den tid også vil være mulighed for at se MY 1104 vides endnu ikke. Men under alle omstændigheder er jo både E 987 og den på nuværende tidspunkt under istandsættelse store godsmaskine DSB Litra H II nr. 783 begge i remisen.

Herunder to billeder af ”jubilaren”, begge billeder Peter Witthøft-Rasmussen.

[image]
[image]

Med venlig hilsen

Steffen Dresler

DSB MY1126

Jernbanebøger

Med gods på krogen - og andre jernbanemotiver IV

Med gods på krogen - og andre jernbanemotiver IV. Pris 290 kr.

Læs mere

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak