Roslagsbanan 2003-I (7 fotos)

af Niels Munch, 17/5 2020, 14:52 (1411 dage siden)

God søndag eftermiddag,

Kun to dage efter at DSB måtte afgive trafik på det indenlandske marked til ARRIVA, blev startskuddet givet til DSB´s aktiviteter på det udenlandske marked. Premieren foregik tirsdag den 7. januar 2003 på Roslagsbanan (RB) i Stockholm, hvor DSB havde vundet udbuddet sammen med det svenske Tågkompaniet. De to parter dannede sammen Roslagståg AB, som nu skulle forestå driften af denne forstadsbane med en samlet længde på 65 km og knap 10 mio. passagerer om året.

[image]Roslagsbanan, X10p togsæt (styrevogne UBxp nærmest) på Stockholm Östra 04.06.2003 (ckl).

Da jeg dengang sad på ”privatbanernes stol” i bestyrelsen for Jernbaneteknisk Faggruppe under IDA (JEFA, siden JeTra og nu IDA Rail), faldt det i min lod at arrangeret et studiebesøg hos Roslagståg. Det fandt sted 3. - 4. juni 2003 - med X2000 til/fra Stockholm.

[image]Selskabet fra JEFA (vi var i alt 16) samles på Stockholm Östra, 04.06.2003 (leb).

DSBs svenske offensiv var 1. resultat af den da formulerede vision om, at 20 procent af DSBs omsætning i 2007 skulle ligge uden for Danmarks grænser.

[image]RB X10p togsæt på Stockholm Östra, 04.06.2003 (nm).

Da Storstockholms Lokaltrafik (SL) 1. gang udbød trafikken på RB i 1998, vandt CONNEX, som dog ikke høstede megen ros for sin indsats. Roslagståg rettede – bla. gennem sin personalepolitik – op på viderværdighederne og genvandt kontrakten i 2007, men afstod fra at byde i 2012, hvor ARRIVA tog over.

Men tilbage til vort besøg, som her først og fremmest er et øjebliksbillede af RB i juni 2003. På RBs hovedstation Stockholm Östra orienterede dir. Bengt-Erik Johansson om Roslagstågs tilgang til opgaven, hvorefter et særtog ventede:

[image]Museumsmotorvogn X3p nr. 35 (ASEA 1934), Stockholm Ö 04.06.2003 (leb).

Med Roslagstågs trafikchef på førerpladsen (han var aktiv i Roslagsbanans Veterantågsförening) gik turen til Roslagsbanans værksteder i Mörby:

[image]Ved værkstedet i Mörby 04.06.2003 (nma).

Her orienterede Tågia AB, et separat selskab, om vedligeholdelsen af togmateriellet, der jo tilhører SL:

[image]I Roslagsbanans værksted i Mörby, 04.06.2003 (leb).

[image]SL Infrateknik arbejdsvogn nr. 56 (ex motorvogn X7p nr. 56, ASEA 1949) og t.v. X10p 233 på værkstedet i Mörby, 04.06.2003 (nm).

Nr. 56 er siden skrottet efter at være blevet lettet for brugbare servedele til X7p nr. 54, der er bevaret.


Jeg må bryde her ......

Roslagsbanan 2003-II (9 fotos mere)

af Niels Munch, 17/5 2020, 14:57 (1411 dage siden) @ Niels Munch
redigeret af Niels Munch, 17/5 2020, 15:27

..... fortsat:


Medvært var afdelingschef ved SL Infrateknik Bengt Carlsson, der bl.a. fortalte om udviklingen af infrastrukturen, herunder nye Microloc II sikringsanlæg på en række stationer.

[image]Afdch. Bengt Carlsson ved X3p nr. 35 i Mörby, 04.06.2003 (nm).

SL Infrateknik rådede bl.a. over nogle lokomotorer:

[image]Lokomotor Z4p nr. 9702 i Mörby, 04.06.2003 (nm).

Bagved t.h. ses lidt af elrevisionsvogn nr. 60, en ex Hilding Carlsson 891 mm skinnebus fra 1954.

[image]Lokomotor Z4p nr. 9727, den gule bagved er Z4p nr. 9701, Mörby 04.06.2003 (nma).

Mörby Station havde nylig fået Microloc II sikringsanlæg, hvor vi beså sikringshytten, inde som ude:

[image]Mörby St. med tog mod Stockholm Ö og sikringshytten t.h., 04.06.2003 (nm).

[image]Tilbage til Stockholm Ö med X3p nr. 35 fra Mörby, 04.06.2003 (nm).

Tilbage på Stockholm Ö fik vi en gennemgang af det nye fjernstyringsanlæg fra CACTUS AB, som senere skulle levere tilsvarende til Hovedstadens Lokalbaner A/S:

[image]Roslagsbanans Trafikcentral, Stockholm Ö 04.06.2003 (ckl).

Dagen afsluttedes med et kig i remise og klargøringsværksted (bygget i f.m. leveringen af X10p-togene) på Stockholm Östra:

[image]

[image]Remiseanlægget på Stockholm Ö, 04.06.2003 (begge fotos: nma).

Et sidste kig på Stockholm Östra inden hjemturen med X2000:

[image]X10p togsæt på Stockholm Ö, 04.06.2003 (nm).

I 2012 fik ARRIVA kontrakten, hvori der tillige indgik noget busdrift, og i 2021 overgår driften til TRANSDEV (hvori VEOLIA, der opr. var CONNEX, indgik - og så "er ringen sluttet").


På nærværende fora har vi tidligere beskæftiget os med Roslagsbanan:

Roslagsbanan i 1980'erne: https://www.jernbanen.dk/forum2/index.php?id=8778
Roslagsbanan 2017-18: https://www.jernbanen.dk/forum/index.php?id=119888 .

Foruden egen billeder (nm) har følgende gode JEFA-medrejsende med tak bidraget med fotos: Claus Klitholm (ckl), Leif Brandt (leb) og Nils Marke (nma).


Bedste hilsener
Niels

Roslagsbanan (5 fotos)

af K564, 17/5 2020, 18:01 (1411 dage siden) @ Niels Munch

God eftermiddag.
Det er dejligt at se nye foto fra Niels. Roslagsbanan har jeg besøgt kort tre gange. Første og anden gang var på endags ture fra København. I 1997 var det første gang, at jeg var i Stockholm, så det blev kun til et kort besøg på Stockholm Ö, da der andre steder, som også skulle besøges.
I 2000 var der afsat lidt mere tid, så der også tid til en tur med banen. Her er lidt foto fra de tre besøg.

[image]
Roslagsbanan 123 på Stockholm Ö oktober 1997.

[image]
[image]
[image]
3 foto fra stationen i Djursholms Ös oktober 2000.

[image]
Roslagsbanan 122 på Stockholm Ö september 2007.

Alle foto er egne foto.

Hilsner Keld

Roslagsbanan (+3 fotos)

af Niels Munch, 19/5 2020, 14:09 (1409 dage siden) @ K564

Hej Keld,

Mange tak for supplerende billeder.

Begge de gange, jeg har besøgt Roslagsbanan, var vi inviteret på tur med X3p nr. 35 som særtog:

[image]X3p nr. 35, Stockholm Östra 04.06.2003 (nm).

[image]X3p nr. 35 efter tur for IDA Rail, Stockholm Östra 13.10.2018 (nm).

Denne veteranmotorvogn (ASEA 1934) er i Roslagsbanans Veterantågsförenings varetægt sammen med andet bevaret materiel fra Roslagsbanan, se: https://www.roslagsbanan.com/fordon/index.shtml .

Den også omtalte - og senere ophuggede - motorvogn:

[image]Arbejdsvogn nr. 56, ex motorvogn X7p nr. 56 (ASEA 1949) i Mörby værksted 04.06.2003 (nm).

..... leverede som nævnt reservedele til søstervognen X7p nr. 54, der findes hos Stockholms Spårvägsmuseum.


Bedste hilsener
Niels

Roslagsbanan - flere fotos (1981)

af Jens Vesterdahl ⌂, 14/3 2021, 23:04 (1110 dage siden) @ Niels Munch

Jeg har et par billeder fra Stockholm Ö med Roslagsbanans ældre materiel dengang det var i drift.
Billederne er dias, som desværre bærer noget præg af at have været opbevaret på lofter og i kældre, men her er de i hvert fald.
Mine optegnelser fra dengang er mildest talt sparsomme og min bog SLM 1976 har til min ærgrelse forputtet sig i en flytning, men jeg mener at året er 1981 og at de angivne litra er korrekte. Rettelser modtages selvfølgelig gerne.

[image]Bdp nr. 3254, Stockholm Ö, 1981

[image]X3p nr. 36, Stockholm Ö, 1981

[image]X4p nr. 40, Stockholm Ö, 1981

[image]X7p nr. 54, Stockholm Ö, 1981

[image]Yp nr. 883, Stockholm Ö, 1981

Roslagsbanan - flere fotos (1981)

af Niels Munch, 15/3 2021, 08:48 (1109 dage siden) @ Jens Vesterdahl

Hej Jens,

Mange tak for supplerende fotos fra dengang, da der kørte "rigtige" tog på Roslagsbanan.

Lokomotivet Bdp nr. 3254 var et af dem, der i 1988 blev malet blå og kørte loktrukne persontog i stammer med de nye mellemvogne UBp, indtil de nye motor- og styrevogne var klar. Skinnebussen, der har mistet sin "krone", er en "opfindelse" fra SJ-perioden, der jo ophørte 1972 med Storstockholms Lokaltrafiks overtagelse af banen.

Jeg kvitterer med et postkort:

[image]Stockholm Östra 1939.

Yderst t.v. ses et tog komme "nede fra byen", idet Djursholmslinjen i perioden 1895–1960 fortsatte fra Östra og videre i gadeplan 1,2 km til en endestation på Engelbrektsplan ved parken Humlegården, hvor der var omløbsspor. Undervejs krydsedes sporvejens dobbeltspor på den trafikerede Valhallavägen, hvilket i tidens løb gav visse sikringstekniske udfordringer, som Gunnar Ekeving har søgt at skildre her: https://www.ekeving.se/b/rb/djb/engelbrektsg.html .

[image]Roslagsbanan (Djursholmsbanan). På Engelbrektsgatan mot ändstation Humlegården. Foto: Ulf Lövenstierne. Spårvägsmuseet - Dokument id: 2190-403 (Creative Commons). Motorvognen er en X4p.

Der rumsterer planer om at videreføre Roslagsbanan til centrum i tunnel.


Bedste hilsener
Niels

Roslagsbanan - flere fotos (1981)

af Jens Vesterdahl ⌂, 15/3 2021, 09:13 (1109 dage siden) @ Niels Munch

Skinnebussen, der har mistet sin "krone", er en "opfindelse" fra SJ-perioden, der jo ophørte 1972 med Storstockholms Lokaltrafiks overtagelse af banen.

Jeg syntes dengang heller ikke at daddelæsken hørte naturligt til i det selskab

Yderst t.v. ses et tog komme "nede fra byen", idet Djursholmslinjen i perioden 1895–1960 fortsatte fra Östra og videre i gadeplan 1,2 km til en endestation på Engelbrektsplan ved parken Humlegården, hvor der var omløbsspor. Undervejs krydsedes sporvejens dobbeltspor på den trafikerede Valhallavägen, hvilket i tidens løb gav visse sikringstekniske udfordringer ...

Spændende, det vidste jeg ikke :-)

Der rumsterer planer om at videreføre Roslagsbanan til centrum i tunnel.

Jeg undrede mig allerede dengang - med Stockholms glimrende tunnelbanenet in mente - over at Roslagsbanan endte mere eller mindre blindt på Stockholm Ö. Men det er jeg jo så ikke alene om, og glædeligt at høre at der er tanker om at forlænge banen ind til centrum.
Selv om der tydeligvis er sket meget siden mit besøg, og selv om jeg kun befandt mig på selve Östra station, så husker jeg det som en meget charmerende jernbane.

Venlig hilsen
Jens

Roslagsbanan - 1985 - film

af Niels Munch, 15/3 2021, 14:04 (1109 dage siden) @ Claus E. Hansen
redigeret af Niels Munch, 15/3 2021, 14:28

Tak for link, Claus, til en fin film, der skildrer Roslagsbanen, inden "blåvagnerna" kom, men efter indførelse af styrevogne:

[image]Roslagsbanetog - med UBp 116 nærmest - på Lindholmen station 1988. Foto: Welander, Lennart. www.digitaltmuseum.se - ID: JvmKBDM04318 (CC BY-SA).

Roslagsbanan anvendte sine motorvogne, der kunne multiplekøres, med en eller to personvogne imellem og sparede dermed omløb på endestationerne. Men for at køre mere rationelt lod man i 1984 18 personvogne ombygge til styrevogne. Järnvägsinspektionen mente, at banen, med den type koblinger, der benyttedes, højst kunne sætte 2 vogne "på næsen" af en motorvogn.

Derfor kunne man se en oprangering med 4 vogne (heraf 1 motorvogn), som på billedet ovenfor, og endog med 5 vogne, hvor motorvognen gik i midten med en person- og en styrevogn på hver af sine ender. Disse forskellige oprangeringer ses netop på filmen.

Styrevognene, der litreredes "UBp", leveredes for de førstes vedkommende med "BUp" påmalet, hvorfor de fik det blivende kælenavn "Buppar", og et styrevognstog blev et "Bupptåg". Så slap man også for det besværlige "manövervagnar" :-) .


Bedste hilsener
Niels

Roslagsbanan - (webinar)

af Niels Munch, 17/4 2021, 16:42 (1076 dage siden) @ Jens Vesterdahl

Forum for Nordisk Jernbanesamarbejde (NJS), svensk afdeling, gennemfører tirsdag, den 18. maj 2021 kl. 16.30 – 18.00 et webinar om Roslagsbanen, herunder om banens historie samt evt. videreførelse til Stockholm C i tunnel, hvorom der skal træffes beslutning i 2022.

Nærmere om webinaret her: https://drive.google.com/file/d/19ppbLuXgnbhfz4NjoahV3m3JfbwPdvK2/view .

M.v.h.
Niels

Lokomotivfabrikker

Svenska-lok
Billige jernbane T-shirts

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak