En vred prins ...

af NielsJ_Esbjerg, Esbjerg, 20/5 2020, 20:35 (1435 dage siden)

Nogle gange så møder man i tjenesten folk, som ikke er hvad de udgiver sig for - eller rettere: Er mere end de udgiver sig for!

I slutningen af 1980'erne, var der en stor militær øvelse i Oksbøl, og der skulle bl.a. en hel del engelske soldater derud. Der kom soldater fra hele Europa, de fleste med tog til Esbjerg, og videre derfra til Oksbøl/ Nr. Nebel. Mener det var omkring 20.000 soldater i alt.
De engelske soldater kom ind med skib til Esbjerg Havn, og de og deres kampvogne og andre køretøjer skulle læsses på jernbanevogne på Europakajen på Esbjerg Havn.
Vi kørte ned med vogne, der var sat en sær-rangermskine ud en hel nat for at udveksle vogne. Det var over 100 vogne der skulle ned på havnen, læsses og køres op på banegården og videre til Oksbøl.

Der var bygget en midlertidig enderampe til kampvogne, og min rangerleder satte 5-6 vogne ned til den, flere kunne der ikke være ad gangen. Jeg var selv rangerhjælper.Så kom der en engelsk officer og blandede sig, og ville til at bestemme i hvilken rækkefølge vognene skulle stilles, hvorefter min rangerleder på meget lidt pænt engelsk bad ham om at ”klappe i og fise af”
Han blev helt hvid i hovedet og gik i raseri.
Et par dage efter blev vi kaldt op til stationsforstanderen, som meddelte at der var kommet en klage fra det engelske militær, på at vi havde udøvet majestætsfornærmelse. Den tåbelige engelske officer var åbenbart Englands Prins Charles! Han var med som officer, inkocnito. Der skete ikke mere, man kan jo ikke majestætsfornærme en majestæt der er undercover!

En vred prins ...

af Henrik Hansen ⌂, Vejen, 20/5 2020, 22:13 (1435 dage siden) @ NielsJ_Esbjerg

Der gik også en anden historie fra den samme periode, hvor militæret skulle have læsset et antal kampvogne på banevogne for at flytte dem.

De havde surret kampvognene og var klar til afgang, da de måtte omlæsse hele toget, da kampvognene ikke holdt sig inden læsseprofilet og det de var vist heller ikke surret korrekt. Det skulle også have affødt en stærk reaktion fra flere officerer til DSB personalet, men toget blev ikke flyttet en meter for end forholdende var bragt i orden.

En vred prins ...

af Steffen Dresler, 21/5 2020, 00:01 (1435 dage siden) @ NielsJ_Esbjerg

Kære Niels af Esbjerg

Det er da en rigtig god historie, jeg tror bare overhovedet ikke på den.

HRH Prins of Wales er uddannet i Royal Air Force (RAF) og senere i Royal Navy (RN), det sidste sted bestred han aktiv tjeneste som CH for en minestryger.
Hans landmilitære tilknytning er bl.a. som ”Æresoberst” ved The Parachute Regiment og han har gennemgået faldskærms grunduddannelse.

At han skulle have virket som transportofficer eller lignende og ansvarlig for losning af kampvogne ved en NATO eller UKMF øvelse med udgangspunkt i Esbjerg i slutningen af 1980´erne lyder fuldstændig usandsynligt. Hans militære rang i både flyvevåbnet (RAF) som i flåden (RN) i slutningen af 1980´erne var direkte oversat til dansk som Oberst. Og heller ikke i det danske forsvar eller andre hære, sender man en oberst ned på kajen for at stille nogle kampvogne eller pansrede køretøjer op på en bestemt måde, det har man folk til!! I øvrigt var det Landsdelstransportofficerens (Vestre Landkommando) personel, der havde ansvaret med losning efter den fremsendte plan og stillede forbindelsesofficerer til den udenlandske enhed.

Så hvis I har fået at vide at en Prins of Wales skulle være sur, er der nok nogen der har taget en bestemt del på jer og smilet hele vejen hen til messen bagefter;-) .

Med venlig hilsen

Steffen Dresler

NB: Tænk lige på hvilket sikkerheds apparat der skulle stilles på dette tidspunkt (bl.a. terrortruslen fra PIRA mfl.) for at sikre den engelske tronarving:-(

En vred prins ...

af NielsJ_Esbjerg, Esbjerg, 21/5 2020, 09:05 (1435 dage siden) @ Steffen Dresler

Historien er nu rigtig nok.

Hvorfor prinsen var til stede, ved jeg ikke, men han blev genkendt. Tror ikke han havde ansvaret for losning, han gik bare rundt og vigtigede sig, og blandede sig så i vortes arbejde. Om han var observatør eller lignende, aner jeg ikke. Jeg var selv til stede. Så jo, historien er god nok.

Tvivler også på at vores stationsforstander ville tage røven på os, ved at kalde os op på kontoret og give os en skideballe. Han var slet, slet ikke den type. Og som sagt, så var han blevet genkendt. Mener også at det blev omtalt i pressen efterfølgende at han havde været en del af øvelsen, dog ikke vores "sammenstød" med ham.

Vores egen prins Frederik var også soldat i Oksbøl, og han rendte altså rundt i uniform, uden livvagter, uden terrorbeskyttelse, og var som de andre. Han tog endda toget til Esbjerg og videre til Oksbøl, efter hver weekendorlov. Har set og hilst på ham adskillige gange på banegården i Esbjerg.

En vred prins ...

af Steffen Dresler, 21/5 2020, 11:37 (1435 dage siden) @ NielsJ_Esbjerg

Kære Niels

Selvfølgelig tror jeg da dig hvis du siger du så ”Wales senior” i Esbjerg. Men jeg er stadig helt sikker på at, hvis han har være der, har været der som rep. for det engelske kongehus, vise flaget/interesse og IKKE som først beskrevet. Men det glæder jeg mig nu til eventuelt at læse om og blive ”rettet til” når en eventuel avisartikel bliver vist/henvisning.

M.h.t. HKH Kronprins Frederik skal du ikke tro på alt hvad det du ser, eller rettere ikke ser, og selvom yngre dengang, blev der selvfølgelig også passet på HKH også udenfor hegnet. Der er ALTID og naturligt blevet passet på kongehusets medlemmer.

Med venlig hilsen

Steffen Dresler

En vred prins ...

af NielsJ_Esbjerg, Esbjerg, 21/5 2020, 18:07 (1435 dage siden) @ Steffen Dresler

Charles var bestemt ikke officielt i Danmark.

Frederik elskede at stikke af fra livvagterne - det oplevede jeg mere end en gang. Så du har ret i at de altid var der, eller hvertfald prøvede på at være det.

Jernbanebøger

Uniformer ved danske jernbaneselskaber fra 1847 til 1980

Uniformer ved danske jernbaneselskaber fra 1847 til 1980. Pris 280 kr.

Læs mere
DSB ME1535ContecRail

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak