Køge-Ringsted Banens skinnebusser I (i alt 7 fotos)

af Niels Munch, 1/1 2021, 15:50 (1204 dage siden)

God Nytårsdag i Forum,

Jaaamen, vil nogle mene, KRB havde kun én. Tjoe, men alligevel:

I 1918 fik et nystiftet selskab, Strandvejsautomobilet A/S, fra Thriges bilfabrik i Odense leveret 2 danskbyggede omnibusser mrk. "Gefion":

[image]Thrige "Gefion" omnibus på Strandvejen ved Klampenborg (arkivfoto).

Busserne var med deres faste ringe, dårlige affjedring og træsæder en skuffelse for såvel vognmand som passagerer. Den ene solgtes derfor til Hørsholm-Rungsted Automobilselskab, den anden gik tilbage til Thrige, som i mellemtiden havde indskudt sin bilfabrikation i De Forenede Automobilfabrikker (DfA) sammen med 2 andre (JAN og Anglo-Dane), deraf produktnavnet TRIANGEL.

I Odense havde man under indtryk af den stigende automobiltrafik, herunder det indtil videre ganske uregulerede omnibusmarked, som påførte jernbanerne konkurrence, puslet med idéer om omnibusser på jernbanehjul. Man satte derfor jernbanehjul på den hjemtagne "Gefion" og lancerede "skinnebussen", der fra august 1921 til november 1922 prøvekørtes ved en række privatbaner, herunder SFJ og banerne i Hillerød:

[image]Triangel demo med GDS G 1 (senere C 40) på Hillerød Lokal (danskebilleder filnr. 295-90-35-8114-print).

Skønt nogenlunde driftsikker viste vognen sig for lille (17 pl.), og DfA forlængede vognen med ca. 1,5 m (til 20 pl. og med bagperron), hvorefter DSB prøvekørte den bl.a. mellem Aarhus og Brabrand:

[image]Forsøgskørsel med motorvogn Århus-Brabrand 1923. Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv - billede nr. B836. Klikbart.

Ligeledes blev den prøvet på Hammelbanen, der endte med at købe vognen i 1923 som AHTJ M 3.

Køge-Ringsted Banen, der også mestendels havde "ondt i økonomien", lejede vognen juli 1926 - marts 1927:

[image](Postkort forhandlet af DJK).

..... hvor den kørte ca. 30.000 km. KRB valgte dog at motorisere med de mere traditionelle Triangel-vogne.


Fortsættes .....

Køge-Ringsted Banens skinnebusser II (i alt 7 fotos)

af Niels Munch, 1/1 2021, 15:51 (1204 dage siden) @ Niels Munch
redigeret af Niels Munch, 1/1 2021, 16:28

..... fortsat:


Men efter 2VK bød situationen KRB hos Scandia at lade omdanne en rutebil fra 1938, der havde været opklodset siden 1943, til jernbanebrug, og under navnet MIDTSJÆLLÆNDEREN kørte den 2 dgl. togpar i perioden medio 1946 - 1952, slidt op og udrangeret 1953.

Her i Herreværelset er "fototydning" en yndet disciplin, og jeg tydede mig frem til dette udsnit af Ringsted Station:

[image]Udsnit af KB Luftfoto, Sylvest Jensen År: 1946-1969. Id: sylvest_nks_02834.tif. Klik på udsnittet for det originale luftfoto.

KBs tidsbestemmelse, der - som fotografen - er "lidt svævende", kan nu indkredses til 1946-52. På billedet ses ved kulgården én af KRBs oprindelige personvogne (formentlig B 2) samt t.h. for billedmidte MIDTSJÆLLÆNDEREN.

[image]MIDTSJÆLLÆNDEREN i Ringsted o. 1950 (Sv. E. Ersgaard).

Rutebilen var en Bedford model WLG med et tidstypisk karosseri fra Aksel Anderasen, Sorø Karosserifabrik.

I 1956 fik KRB fælles ledelse med ØSJS, hvis dir. Nielsen var vågen for lejlighedskøb af såvel Triangel-vogne fra DSB som skinnebusser, og efter den i 1957 likviderede Vandelbane overtog KRB VVGJs SM 5 og døbte den KRB SM 5:

[image]Vandelbanens skinnebusser afgår her fra Vejle Nord i maj 1957. De to første vogne VVGJ SM 4 og SP 1 skulle til Lollandsbanen i Nakskov og skinnebussen længst væk VVGJ SM 5 til Køge-Ringstedbanen. Blev afkoblet i Ringsted for at køre på egen bane videre til Køge, men skulle til Hårlev for at blive istandsat på Østbanens værksted. Fotograf: Ukendt. Vejle Stadsarkiv - Nummer: B58338. Klikbart.

Skinnebussen overlevede med få brandsår remisebranden i Køge 10.01.1963, og efter KRBs nedlæggelse kom den via SVJ til VaGJ, hvor den så brændte 31.12.1968 :-| .

Trods alle anstrengelser måtte KRB opgive pr. 31.03.1963. Banen blev erstattet af 2 busruter, dels den direkte Køge-Slimminge-Ringsted, dels stationsruten Køge-Ørslev-Ringsted, som blev etableret af Køge, Skovbo og Ringsted kommuner via I/S Køge-Ringsted Kommunale Rutebilselskab (KRKR) og med ØSJS som "entreprenør", der overtog KRBs eneste rutebil, en lille Albion Nimbus/DAB fra 1960.

Med etableringen af Vestsjællands Trafikselskab (VT) i 1981 opløstes KRKR, og Østbanen/Østtrafik fortsatte som entreprenør under VT, indtil ruterne i 1997 efter et VT-udbud tabtes til Bus Danmark.

Således nåede jeg frem til, at der hos KRB har kørt hele 3 skinnebusser, og skulle historien have vakt (yderligere) interesse hos læserne, kan jeg anbefale flg. litteratur:

Michael Sinding: Stransvejsbussen (Sporvejshistorisk Selskab 1986 - ISBN 87-87589-50-8)
Jens Birch: Østbanen-Rutebiler 1926-1931-1991 (Busfronten 1991 - ISSN 0109-8284)
John Poulsen: Skinnebusser - motor materiel 3 (bane bøger 1979 - ISBN 87-88632-23-7)
Thomas Nørgaard Olesen: Køge-Ringsted Jernbane (DJK nr. 55, 2004 - ISBN 87-87050-37-4)
Jens Birch: Busserne ved Køge-Ringsted Jernbane (J-Bog 2003 - ISBN 87-988327-3-5)


Bedste nytårshilsener
Niels

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak