LNJ i 1950'erne (4 postkort m.v.)

af Niels Munch, 21/2 2021, 14:52 (1150 dage siden)
redigeret af Niels Munch, 21/2 2021, 15:14

Min barndoms jernbanelitteratur bestod indledningsvis dels af DSB-siderne bag i det Rich's-samlealbum "Ud i vort skønne Land", jeg havde 'arvet' fra viceværtens Teddy, dels af bogen "Fra Damphest til Lyntog" af Carlo Andersen (1947).

Men engang i 1956 faldt jeg i kiosken på Virum Station over MODELBANENyt, som siden skulle berede mig den åndelige næring udi jernbaneinteressen. Jeg var allerede så småt begyndt at samle postkort med motiver fra købstadsstationer, men denne annonce i MODELBANENyt nr. 7/1956 satte skub i samleriet:

[image]Annonce i MODELBANENyt nr. 7/1956.

I kender sikkert disse retoucherede lokomotivfotos med kunstig røg etc.; men de var et godt tilskud samlingen af jernbanebilleder.

Og så fik jeg anledning til at berette, at Tommy og Ulrik nu har scannet samtlige udkomne numre af MODELBANENyt, og de ligger her: https://www.signalposten.dk/modelbanenyt.php . Mange tak for det!

Min "hjemstation" Buddinge havde ingen postkort, og da godstogene ikke længere blev fremført af ex KSB M 1 - 4, mente min skolekammerat Hans-Jørgen, at vi skulle cykle til Jægersborg, hvor hans onkel var motorfører på LNJ. Dér fik vi en gratis dobbelttur med "Sølvgrisen" og opdagede samtidig, at kiosken på Nærum Station havde postkort til salg - med tog på:

[image]Nærum gl. station (postkort uden nærmere angivelse).

[image]Nærum ny station (eneret stationskiosken Nærum 7152).

[image]LVJ hhv. LNJ (eneret stationskiosken Nærum 7151).

[image]"Sølvgris" på Mølleåbroen (postkort uden nærmere angivelse).

Kortene blev selvfølgelig erhvervet og indlemmet som "samlingens guldkorn". Det var i 1957.

Da jeg senere efterspurgte kortene, forlød det, at frimærkehandleren vist havde købt restoplaget. De 4 kort i min besiddelse betød, at jeg glemte alt om at fotografere "Sølvgrise", indtil det - næsten - var for sent :-( .


Bedste hilsener
Niels


Svenska-lok
DSB ME1515

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak