Nok et anlægslokomotiv med ???

af Niels Munch, 10/2 2013, 19:42 (4085 dage siden)

God aften forum,

Dette anlægslokomotiv:

[image]

... ses angiveligt i f.m. anlægget af Slagelse-Næstved 1889-92, og lokomotivet, der har "firkantet sadeltank" og "fladjernseger" formodes at være en Barclay.

Men billedet rejser mange spørgsmål:

- Hvilken entreprenør anlagde banen,
- hvad er de nærmere lokomotivdata, og sås lokomotivet ved andre anlæg i DK,
- og ikke mindst: Hvad laver befalingsmanden (ved lokomotivet)?

Herren i uniform af sergentgruppen og tilsyneladende med pistolhylster i bæltet, hvad er hans opgave? Er det anlæg af militærsporet ved Næstved? Blev baneanlægget forestået af militære ingeniører (fordi civilingeniørerne ikke fandtes i tilstrækkelige mængder endnu), og har anlægsingeniøren udstukket en befalingsmand som sjakbajs?

Bedste hilsener
Niels

Avatar

OT: Nok et anlægslokomotiv med ??? Sveller

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 10/2 2013, 19:48 (4085 dage siden) @ Niels Munch

[image]

Jeg er ret imponeret over, at én mand kan bakse rundt med en svelle på skulderen. Selv dengang vejede en svelle vel en del?

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen

OT: Nok et anlægslokomotiv med ??? Sveller

af UTJ, 10/2 2013, 20:06 (4085 dage siden) @ Thomas Boberg Nielsen

[image]


Jeg er ret imponeret over, at én mand kan bakse rundt med en svelle på skulderen. Selv dengang vejede en svelle vel en del?

Jo, men hvis det er fyrresveller vejer de betragteligt mindre end end en bøgesvelle. Og det er nok noget af forklaringen.

Bøg 680 kg/m3
Skovfyr 490 kg/m3

OT: Nok et anlægslokomotiv med ??? Sveller

af Winther, 10/2 2013, 20:30 (4085 dage siden) @ Thomas Boberg Nielsen

Hej
En ny impreneret bøge svelle vejer ca 70 kg.
En i fyr vejer ca 50-60 kg.
Til sammenligning leverede bønderne korn i tøndes sække til møllen, som man bar på nakken ud på vognen og fra vognen ind i møllen.
En tønde korn vejer 100 kg.
Så det var nok ikke så slemt den gang, det er jo nok os der er ved at være nogle kagearme :-D :-D
Mvh.
Bent Winther

Nok et anlægslokomotiv med ???

af Peter Andersen, Hedehusene, 10/2 2013, 21:02 (4085 dage siden) @ Niels Munch

Billedet findes (fandtes) sammen et par andre i Næstved LHA (eller hvad det hedder i dag), og skulle være fra strækningen Næstved-Hyllested, som blev anlagt af P. Madsen & Fr. Johannsen. Et af de andre billeder viser lokomotivet ved broen over Susåen.
Afdøde P.S. Eilertsen har for 20 år siden prøvet hos nogle engelske forbindelser at få yderligere oplysninger. Det nærmeste var så vist jeg kan se, at det nok var bygget af A. Barclay & Sons (der var 3 firmaer ved navn Barclay), og at det nok var et af nogle lokomotiver, som var sendt til Amsterdam-kanalen i Holland i 1865-70.
Jeg har for år tilbage i Landsarkivet for Sjælland gennemset kedelpapirerne fra 18..-1890 (da tilsynet lå hos politikredsene), og der fandtes ikke noget om dette lokomotiv.
Der fandtes enkelte uden nærmere data, bl.a. FREMAD, som kørte på ØSJS' anlæg, men ikke nogen hos P. Madsen & Fr. Johannsen.

Nok et anlægslokomotiv med ???

af Niels Munch, 10/2 2013, 21:28 (4085 dage siden) @ Peter Andersen

Der fandtes enkelte uden nærmere data, bl.a. FREMAD, som kørte på ØSJS' anlæg, men ikke nogen hos P. Madsen & Fr. Johannsen.

Hej Peter,

Tak for info!

Maskinen, der kørte på ØSJS' anlæg, var denne:

[image]

Stedet turde være velkendt! Billedet har også været bragt i Østbanens jubilæumsbog 1879-2004.

M.v.h.
Niels

Nok et anlægslokomotiv med ???

af Bent Hansen, 19/11 2013, 10:15 (3804 dage siden) @ Niels Munch

Hej.

Først nu blev jeg gjort opmærksom på dette indlæg.

Lokomotivet er stadig for mig helt ukendt. Jeg har for længe siden opgivet. Måske er der så mange nye britisk entusiaster, at jeg skulle prøve igen?

Jeg har tidlige skrevet en artikel - i Tipvognen var det vist - hvor jeg frejdigt påstod, at Det danske Kedeltilsyn ikke kunne håndtere saddeltanklokomotiver underforstået, at der altid var problemer med dem.

I øvrigt er den andet nævnte lokomotiv, Fremad også en gåde.

I den første sag, Slagelse-lokomotivet har jeg

Barclay & Son 173/1876. 1435 mm. 0B0ST.
18?? - 76 Anlæg af Amsterdamkanalen for brødrene Livingstone Learmouth.
1876 - 76 Udtørringen af Bygholm Vejle for brødrene Livingstone Learmouth.
1882 - 84 Udtørringen af Vesløs Vejle for brødrene Livingstone Learmouth.
1896 Kultransporter på Woodmuir Colliery Co. Ltd. Nr. West Calder.
Bemærkninger
Om brdr. Learmouth var de egentlige ejere, eller det var deres entreprenører, er usikkert. Hvis så, kendes entreprenørerne ikke. Lokoet er formentlig efter arbejdet gået retur til UK, idet der 1896 blev leveret reservedele formentlig til dette loko, der da havde adresse hos et skotsk mineselskab. Det er således næppe sandsynligt, at lokoet deltog i anlæg af Slagelse - Næstved. Lokoet var sandsynligvis også før 1896 ved kulminen.

Barclay & Co. 213/1874. 1435 mm. 0B0ST. Navn: Thy. Nummer: FJ 3.
1876 - 79 Udtørring af Bygholm og Vesløs Vejler for brødrene Livingstone Learmouth.
1880 - 82 Anlæg af Hassing - Thisted på Struer - Thisted Banen for Werner.
1884 Ny kedel?
1893 - 94 Anlæg af Vejle - Give for Gluud, Werner og Winkel.
1895 - 97 Anlæg af Langå - Nyborg på Svendborg - Nyborg banen for Gluud, Werner, Winkel, Madsen og Johannsen.
1897 - 99 Anlæg af Års - Nibe - Svendstrup Jernbane for Johannsen.
1902 - 04 Anlæg af Thisted - Fjerritslev Jernbane for Johannsen.
1908 Gruskørsel i Vassingrød Grusgrav og kørsel på Farum - Lillerød Banen.
1913 Anlægsarbejder i Sverige for Såbye & Lerche.
Bemærkninger
Saddeltankmaskine af lidt speciel udseende med flad top og kurvede sider. Kedelpapirerne angiver fejlagtigt byggenummer til 213/187, idet et 4-tal var faldet ud af byggenummeret. Om brdr. Learmouth var de egentlige ejere, eller det var deres entreprenører, er usikkert. Hvis de ar ejere, kendes entreprenørerne ikke. Den blev synet 1879 i Vesløs Vejle. (Synet på rekvisition af ing. Stevens til “Vesløs Veiles Udtørring”.) 1880 blev den synet for entr. Werner, som da havde erhvervet den, men ikke taget den i brug endnu. Han var også ejer af den i 1881. Den angivet at have været i Vesløs Veile 1882-1884, men det er næppe rigtigt. 1908 skal sikkert være tidligere, da Såbye & Johannsen anlagde grusbanen mellem Lillerød og Farum før Slangerupbanens bygning. I følge AH har Hoffmann & Gunnerson også ejet lokoet og udlejet det til Johannsen, men Johannsen havde dog mærket lokoet med FJ 3 (Frederik Johannsen, loko nr. 3.) Lokoet er sidst synet i Danmark 1909. Lokoet var stadig i Sverige 1919. S&L anlagde: Kävlinge - Barsebäck Järnväg, Warberg - Ätrans Järnväg (WbÄJ) og Borås - Ulricehamn Järnväg.

Mit indlæg taler således ikke for, at det er 176, der var ved Slagelse - Næstved!

Endnu en brite har jeg ved Slagelse, men også med problemer:
Manning Wardle 886/1883. 1435 mm. 13,6 m². 0B0ST.
1883 Entreprenørfirmaet Kirk & Parry, Southend nr. 5.
? Manchester, Sheffield & Lincolnshire Railway.
1906 Baneanlæg mellem af Silkeborg - Laurbjerg. Ukendt ejer.
1910 Jernbaneanlæg ved Slagelse. Ukendt ejer.
1913 F. V. Blom.
Bemærkninger: Lokoet leveredes som nyt til Kirk & Parry, contractors, Southend som nr. 5. Senere solgt til Manchester, Sheffield & Lincolnshire Railway. Der findes et foto af lokoet i Signalposten 6.1970. Fotoet stammer fra Jernbanemuseet.

Når der er serveret her, er det fordi, den har været ved Slagelse!

Det foresvæver mig, at jeg har set et foto fra anlægsarbejdet på Den skæve Bane. Hvor erindrer jeg ikke. måske i mit eget arkiv, måske i Signalposten?

Uden at dette bringer nyt hverken til lokomotiv- eller svelledebatten, håber jeg at have talt varmt for, at det næppe er 176, der ses på første foto? Om det er 886 kan læserne måske hjælpe mig med at be- eller afkræfte?

Mvh. Bent Hansen.

Nok et anlægslokomotiv med ??? og fotos

af Niels Munch, 21/9 2014, 12:18 (3498 dage siden) @ Bent Hansen

Bent Hansen skrev bl.a.:

Endnu en brite har jeg ved Slagelse, men også med problemer:

Manning Wardle 886/1883. 1435 mm. 13,6 m². 0B0ST.
1883 Entreprenørfirmaet Kirk & Parry, Southend nr. 5.
? Manchester, Sheffield & Lincolnshire Railway.
1906 Baneanlæg mellem af Silkeborg - Laurbjerg. Ukendt ejer.
1910 Jernbaneanlæg ved Slagelse. Ukendt ejer.
1913 F. V. Blom.
Bemærkninger: Lokoet leveredes som nyt til Kirk & Parry, contractors, Southend som nr. 5. Senere solgt til Manchester, Sheffield & Lincolnshire Railway. Der findes et foto af lokoet i Signalposten 6.1970. Fotoet stammer fra Jernbanemuseet.

Når den er serveret her, er det fordi, den har været ved Slagelse!
Om det er 886 kan læserne måske hjælpe mig med at be- eller afkræfte?

Jeg har gravet Signalpostens billede frem:

[image]
Anlægslokomotiv ved Slagelse - Jbm./SP 6-1970.

..... til sammenligning med dette udsnit:

[image]

I mine øjne 2 ret forskellige lokomotiver. Så vi er desværre ikke en identifikation nærmere.


Bedste hilsener
Niels

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak