En slags sporvejsbus (4 fotos)

af Niels Munch, 12/6 2021, 14:13 (1042 dage siden)
redigeret af Niels Munch, 12/6 2021, 14:29

Goddag i Forum,

Tillad mig overskriften, som jo har lidt med skinnedrift at gøre og måske gør dette indlæg "stuerent" - tror jeg nok.

I Nyborg fotograferede jeg i min studentikose ungdom dette billede:

[image]Nyborg Bytrafik MM 79.005, Volvo/Ørum-P. 1949, Nyborg St. 26.06.1964 (nm).

Dette særegne karosseri skreg med sin reklameplads over vinduerne "Odense", hvilket var korrekt, idet Odense Omnibus i 1949 bestilte 6 stk. Volvo B513 med karosserier fra J. Ørum-Pedersen i Herning. Tidligere havde man bestilt busser hos Triangel af bl.a. typerne "sneplove", "elefanter" og "trambusser". Fælles for alle var reklamerne i tagkanten.

[image]J. Ørum-Pedersens fabrik - interiør fra Produktionshallen i Bethania gade 22-24. Årstal: 1948. Fotograf: Ukendt. Lokalhistorisk Arkiv i Herning - Nummer: B8274. Klikbart foto.

I begge produktionslinjer ses busser til Odense Omnibus, kendelige på det høje tag (og den rektangulære bagrude), og her en færdig bus:

[image]Odense Omnibus nr. 12, fototraf: E. Christoffersen. Odensebilleder.dk - Billednr.: 28611. klikbart foto.

Disse Volvo-busser indgik i Odense Bytrafik (OB), der afløste Odense Sporveje 1952, og blev lakeret i Bytrafikkens grå/mørkerøde farver.

"Min" bus, ex OO nr. 15, fik OB nr. 7, og solgtes i 1964 til Nyborg Bytrafik, hvor jeg fotograferede den under en af mine sommerekspeditioner med JB-P. I 1970 kom den til Sporvejshistorisk Selskab, som meget snart kan præsentere en færdigrenoveret bus i de oprindelige Odense Omnibus farver:

[image]Odense Omnibus nr. 15 i bushallen på Sporvejsmuseet, 15.10.2019 (nm).


Bedste weekendhilsener
Niels

En slags arkitekttegnet sporvejsbus (epilog, +5 fotos)

af Niels Munch, 14/6 2021, 12:32 (1040 dage siden) @ Niels Munch

J. Ørum-Pedersens Karosserifabrik i Herning byggede hverken før eller siden karosserier med dette design. Det skyldtes nok, at Odense Omnibus efter 2VK havde bedt en arkitekt om at tegne "den nye bus", nemlig arkitekt og grafiker samt fra 1951 professor ved Kunstakademiet Gunnar Biilmann Pedersen.

Det var ikke den eneste gang, en bus til Odense blev arkitekttegnet. Da Odense Sporveje i 1948 åbnede en dieselbuslinie, "Dalumlinien", indsattes her 2 højrestyrede AEC Regal Mk I busser, hvis karosserier var tegnet af arkitekt Jørgen Stærmose, Odense, og bygget på Næsby Karosserifabrik ved Odense. De var fra starten lakeret i de nye grå/mørkerøde farver og indgik i 1952 efter sporvejens nedlæggelse i Odense Bytrafik, som udrangerede dem i 1960.

Bussen var åbenbart så sensationel, at den skulle præsenteres, selv om sideruder, kølergrill og kofanger endnu ikke var monteret:

[image]OS nr. 101 (senere OB 1) som næsten færdig, Fotograf: Fyens Stiftstidendes pressefotografer, Dalum den 28.05.1948 - fynskebilleder.dk - billed-id: 212509.

Og her bussen som færdig ved linjens åbning:

[image]En ny busforbindelse blev indviet efter alle kunstens regler med flag og blomster, bussen blev pyntet, og der stod folk langs hele ruten. Ved ankomsten til Dalum blev bussen modtaget af beboerne i Dalum. Her ses den flotte nye bus. Dato: 05.06.1948. Fotograf: Fyens Stiftstidendes pressefotografer. Odense Stadsarkiv - Nummer: B56608.

[image]Fra indvielsen 05.06.1948. Fotograf: Fyens Stiftstidendes pressefotografer. Odense Stadsarkiv - Nummer: B56592.

Når vi nu har proppen a', bør det nævnes, at Næsby Karosserifabrik byggede karosserier - næppe arkitekttegnede - på højrestyrede AEC Regal chassiser til bl.a. NESA, der dengang (1948) også var sporvejsselskab:

[image]Creme/mørkerød NESA halfcab nr. 78. Foto i NESA's trafikplan 1953. Bussen var sammen med 7 andre bygget i 1948, og her er "AEC-trynen" på ingen måde skjult.

..... og til DSB:

[image]DSB AEC Regal højrestyret rutebil Nyborg-Ullerslev-Odense ved Næsby Karosserifabrik 1949. DJM 01-00003141.

Ingen af disse 3 karakteristiske bustyper er bevaret.


Bedste hilsener
Niels

En slags sporvejsbus (epilog, +2 fotos)

af Niels Munch, 21/1 2024, 13:13 (89 dage siden) @ Niels Munch

Medens Sporvejsmuseet forventer at kunne fremvise en færdigrenoveret OO 15 til bussens 75 års jubilæum i år, kan vi lige kaste et blik på vognen i tjeneste for Odense Bytrafik:

[image]
Bybussen på Flakhaven. Den kører til Tarup. Årstal: 1952. Foto: Fyens Stiftstidende. Paarup Lokalhistoriske Arkiv - Nummer: B1289. P.t. "klikbart".

OB 7 ex OO 15 flager i f.m. Odenses omstilling fra sporvejs- til busdrift. På skiltet i forruden læses: "Rugårdsv. - Tarup".

Når nu proppen er kommet a', skal vi se søstervognen, som også kom til SHS:

[image]
Fruens Bøge. Første bybus den 30. juni 1952. I baggrunden skimtes en sporvogn. Fotograf: Karl J. Rasmussen, guldsmed. Odense Stadsarkiv - Nummer: B104800. P.t. "klikbart".

Bussen er OB 8 ex OO 16, der kom til SHS i 1971, hvor den blev ophugget til reservedele. Sporvognen kan desværre ikke lige identificeres.

M.v.h.
Niels

E-maskinernes sidste tid på Sjælland
E-maskinernes sidste tid på Sjælland

Denne artikel af Henrik Madsen udspringer af en brevveksling vedrørende tenderen til DSB E 978, der i mange år henstod på Godsbanegården. Artiklen fortæller om de sidste E-maskine ture i 1. distrikt og lidt om Kong Frederik den IX´s begravelse.

Læs mere

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak