Lockwitztalbahn

af Steen Larsen, Søborg DK, 14/7 2024, 17:39 (122 dage siden)

Der er sikkert mange der tænker – Lockwitztalbahn, den bane kender jeg ikke, hvor ligger
den?
Og det er forståeligt for Lockwitztalbahn var ikke en jernbane men en sporvogns bane. Den
eneste 1000 mm sporvej ved Dresden. Alle andre var normalsporede 1435 mm.
Jeg er ikke sporvejsentusiast. Har besøgt mange sporvejsbyer på mine tidligere rejser i
Europa fra sidst i 70erne og fremover og det blev blot til et enkelt eller intet billede
(desværre). De dyrebare dias film skulle reserveres til damplokomotiver.
Men for nyligt stod jeg så med en bog i hånden ”Strassenbahnen in Osteuropa” i en forretning her i København
(Bogen indeholder kun sporvognsbaner fra DDR og Polen men det gør nu ikke bogen
mindre interessant). Jeg bladrede lidt i bogen og pludselig så jeg nogle billeder fra en
sporvognslinje jeg genkendte og som jeg havde kørt med for mange år siden ved Dresden.
Nysgerrigheden var vakt. Jeg købte bogen og hjemme ledte jeg mine billeder igennem fra
min Dresden rejse i 1975 – og ganske rigtigt. Jeg havde et fra linje 31s remise ved
endestationen i byen Kreischa lidt uden for Dresden.

[image]
Linje 31. Remisen i Kreischa 1975 med vogn 240 001-7 og 290 009-2.

Jeg var 16 år og i mit meget beskedne jernbanebibliotek som bestod af en halv snes bøger,
var bogen ”Små tog på spinkle skinner”. Især smalsporsbanerne i DDR havde min store
interesse og da jeg i foråret 75 i et af det lokale biblioteks tyske modelbaneblade kunne læse
at de Østtyske smalsporsbaners fremtid var usikker, måtte jeg ned og besøge nogle af disse
baner før det var for sent. Valget faldt på Dresden for der var jo to baner; Radebeul Ost –
Radeburg og den sydlige Freital-Hainsberg -Kurort Kipsdorf. Da mine forældre hørte om
mine planer var det klare svar ”Ikke tale om”. Den almindelige formodning om hvad der
foregik bag jerntæppet var ikke positiv. Jeg blev ved med at plage og til sidste sagde mine
forældre at jeg kunne rejse hvis jeg kunne finde en rejsekammerat, sikkert overbevist om at
det ville være umuligt. Men en af mine klassekammerater som ikke var toginteresseret
syntes det kunne være spændende at rejse til DDR og så måtte mine forældre jo bøje sig.

Så var det ind på DDRs rejsebureau som lå på Vesterbrogade og da vi var mindreårige fik vi
anvist plads på et vandrehjem i Radebeul. Jeg skal undlade at kede læseren med at
vandrehjemmet lå lige op af hovedbanen fra Dresden til Berlin og fra spisestuen kunne man
se den ene 50, 52, 35 og 01 passere hvert andet minut. Ak, hvem der havde haft et digitalt
kamera!
Men tilbage til Lockwitztalbahn. En af dagene skulle vi besøge Freital-Hainsberg (FH) banen
og af en eller anden grund som jeg ikke kan huske i dag 50 år efter, tog vi sporvognen linje
31 med formodning om at den gik til FH. Vi må have fået forkert information på
vandrehjemmet eller misforstået samme muligvis fordi linje 3 gik til FH. Jeg husker dog turen
med sporvognen som gik fra Dresden Niedersedlitz gennem landlige omgivelser og små
byer. Da vi kom til endestationen i Kreischa var vores forbavselse stor over at vi slet ikke var
i FH. Det var så her jeg tog billedet af remisen ved endestationen. Vi måtte så videre med
bus til FH og havde i øvrigt en pragtfuld tur frem og tilbage med banen.

Man kan finde en del informationer om Lockwitztalbahn på nettet, så jeg vil ikke redegøre for
yderligere oplysninger om banen, men blot afslutte med at fortælle at den blev lukket i 1977.
Der var 9 vogne på linje 31 men sporvognenes fabrikat og byggeår er mærkeligt nok ikke
nævnt i omtalte bog som ellers lister alle andre sporvogne fra Dresdens normalsporede
sporvognslinjer. Jeg har prøvet at finde oplysninger om linje 31s vogne på nettet men kan
kun komme frem til at 8 af de 9 vogne blev overført fra Erfurt i 1961 og blev parret med 8
omsporede bivogne fra Dresden systemet.
Og et billede fra Dresden fra samme tur.

[image]
Linje 5 Dresden 1975. Vognen er en LOWA type 51 fra 1956.

Til sidst en interessant video fra banen:
Lockwitztalbahn

Mvh
Steen

Lockwitztalbahn

af Martin Wilde, 14/7 2024, 21:03 (122 dage siden) @ Steen Larsen

Der er også udgivet et bind 2 i den lille bogserie på 2 bind om Strassenbahnen in Osteuropa.
Bind 2 omhandler de øvrige østeuropæiske lande.

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak