Da dronning Wilhelmina og prinsgemal Heinrich i september 1922 ikke bare var på gennemrejse i Danmark, men også aflagde statsbesøg, skal vi - i dagens anledning - dvæle en smule mere ved begivenheden.
![[image]](images/uploaded/2026021613353669931d286a776.jpg)
Dronning Wilhelmina i sin salonvogn (bygget 1903 af Beijnes). Ukendt tid, sted og fotograf.
Under besøget havde de hollandske royale lejlighed til at bese "Den hollandske Udstilling", der var arrangeret på det tidligere jernbaneareal ved Gyldenløvesgade i København, samt "Hollænderbyen" i Store Magleby.
Det hollandske kongetog, der i øvrigt ankom til Kh trukket af en P-maskine, kom næppe på Amagerbanen, og de royales forskydning fra Store Magleby til Dragør skete i åben karet under stor bevågenhed:
![[image]](images/uploaded/202602161258526993148c9669a.jpg)
Dronning Wilhemina og kong Christian X på vej fra Store Magleby til Dragør på Kirkevej 08.09.1922. Historisk Arkiv Dragør - B12298.
I Dragør blev bl.a. diverteret med den traditionelle "tønderidning", der ellers kun finder sted til fastelavn:
![[image]](images/uploaded/20260216130355699315bb16ca0.jpg)
Tønderidning på Vestgrønningen under det royale besøg. Historisk Arkiv Dragør B12921.
Blik er mod nord i retning af Dragør Station (som dog ikke ses). Og da det hele var overstået, kunne dronning Wilhelmina med følge ledsages til Frihavnsstationen i København og færgen til Sverige:
![[image]](images/uploaded/2026021613154469931880dae43.jpg)
Den hollandske dronning ledsages af kong Christian X. KB billedsamling, Id: DH007202.tif.
Det ses, at Frihavnsstationens Toldeftersynsbygning er oppyntet med bl.a. bannere i nationalfarver og et gigantisk, stiliseret vingehjul.
Da det jo er fastelavns mandag i dag, bør det nævnes, at traditionen med at slå katten af tønden fra hesteryg lever i bedste velgående, idet der søndag rides i Dragør og mandag i Store Magleby - under næsten lige så stor bevågenhed som dengang.
![[image]](images/uploaded/2026021613235969931a6f6988a.jpg)
Fastelavnskortegen holder pitstop (og får serveret punch) rundt i sognet, her på Vestgrønningen i Dragør, 15.02.2026 kl. 09:29 (nm).
Det er ca. samme sted som billedet fra 1922, og i char-à-banc'en ude t.v. sidder "messingsuppen". Kortegen holder punch-pitstop - og kvitterer med en sang
- mindst en halv steds steder (!), inden selve tønderidningen starter kl. 16.
Vandtårnet i baggrunden blev opført 1924 og er i sig selv tørlagt. Det er dog benyttet af den lokale brandstation som slangetårn.
Bedste fastelavnshilsener
Niels