Også en togbus ..... (5 illustrationer)

af Niels Munch, 22/4 2026, 17:55 (29 dage siden)

Kære Flemming (FS1954) og øvr. i Forum

Man kunne faktisk blive på Fyn - og ikke rejse til Nørrebrogade/Fælledvej i København - for at opleve en andepassage:

[image]
På sin vej gennem Faaborg måtte denne DSB-rutebil holde tilbage for otte sorte ænder med hvide pletter, som var i færd med at krydse vejen. Dato: 16.08.1956. Foto: Fyens Stiftstidendes Pressefotografer. Odense Stadsarkiv - Nummer: B58676. P.t. "klikbart".

..... og endda uden ordensmagtens deltagelse ;-) .

DSB bussen er skiltet "FÅBORG stationsruten" og er med reg.nr. M 17.903 identificeret som en Volvo B638 med karosseri fra Smith, Mygind & Hüttemeier (SMH) i Svendborg, leveret til DSB Svendborg 1954. Og da typen virker særlig bekendt, vil jeg dvæle lidt ved den.

[image]
DSB erstattede toget med 45 personers Volvo-busser. Odensevej ved Karendalsvej mellem Nr. Broby og Jordløse 1954. Fotograf ukendt. Jordløse-Trunderup Lokalhistoriske Arkiv - Nummer: B944. P.t. "klikbart".

Da ONFJ og SFB, som DSB jo havde overtaget i 1949, blev nedlagt samtidig i maj 1954, indsatte DSB busser, og dertil havde man anskaffet i alt ni Volvo B638 rutebiler til 45 personer som den viste.

"Rugbrødskarosseriet", som var nyudviklet af SMH, var opbygget af stålprofiler beklædt med karosseriplade af aluminium. I "Ingeniøren" nr. 1/1953, side 38 er dette nærmere beskrevet.

[image]
Annonce i "Polyteknikeren" nr. 1/1955, side 31.

Yderligere to DSB rutebiler med tilsvarende SMH-karosseri, men bygget på Volvo B617 chassis, blev indsat på Sjælland efter nedlæggelsen af Farum-Slangerup strækningen, ligeledes i maj 1954.

Vognene forblev deres liv ud ved DSB bortset fra tre B638, der kom til Kertemindebanen, hvoraf 2 kan ses her:

[image]
OKMJ busser samlet i Kerteminde ved banens nedlæggelse 1966 (foto: HGC slg.: nm).

..... og de to B617 fra Slangerup, der kom til Lollandsbanen, hvor Joen Jensen fotograferede én:

[image]
Lollandsbanens LR 80.002 (internnr. 26) i Nakskov som "shuttlebus" til Langelandsfærgen (foto: Joen Jensen).

Mig bekendt kom der ikke andre "rugbrøds-Volvo'er" fra SMH til privatbanerne.

Det særligt bekendte ved "rugbrødskarosseriet" beror på, at jeg som Tekno-samler i drengeårene fik Tekno's udgave af DSB-bussen, som dér på gulvtæppet udførte "alternerende buskørsel" for "Pionér Ekspressen" :-D . Og inkarnerede Tekno-bilsamlere kan her læse om de mange udgaver, bussen faktisk blev udført i, men hvor DSB's var tættest på virkeligheden: https://www.teknosamleren.dk/volvo-bus-nr-850/ .

Meget tættere på en "togbus" kommer man vel næppe :-P ?

Litteratur: Birch og Ersgaard "Busserne fra Svendborg" (J-Bog 2012 - ISBN: 978-87-991540-7-4).

Bedste hilsener
Niels

Også en togbus ..... (5 illustrationer)

af Steffen Dresler, 22/4 2026, 20:10 (29 dage siden) @ Niels Munch

Godaften

Se, SÅ er det jo interessant at læse om togbusser, og ovenikøbet her noget man kan relatere til.

Og jeg som troede, at mine Teknobusser bare var en gul KS strøgbus og en rød DSB rutebil. OK kendte godt til "sparebøsse" modellen og et eller flere af de andre, men aldrig noget om forbillederne.

Men jeg kan jo godt se på "Tekno vennerne", at jeg nok lige skal gennemlæse og se på overføringsbilleder og hjulfælge en gang eller ti til, for at finde ud af, hvad det er jeg har stående i "Raritetskabinettet"!

Kære NM, tak for henvisninger og foto.

Fortsat god aften til alle

Steff

NB: Var godt klar over, at "Strøgbussen" (virkelighedens forbillede) aldrig var omkring Strøget, før den blev til "Gågaden", men hvad, det var en gul KS bus!!

Også en togbus ..... (5 illustrationer)

af PeterA, 23/4 2026, 16:43 (28 dage siden) @ Niels Munch

Hej Niels

Fine billeder af "Tekno-bussen". Den var manges legetøj i sin tid.

Man kunne også tage en afstikker til Hørsholm og senere Bornholm for at se "togbusser".
Ved de nye DSB-garager i Hørsholm samledes i sensommeren 1968 de nye Volvo-busser, som
DSB indsatte ved DBJs lukning i slutningen af september

De var alle Volvo B 58/Aaabenraa-busser. To af dem dog en smule kortere.

mvh PeterA
[image]

Også en togbus ..... (5 illustrationer)

af Niels Munch, 23/4 2026, 19:31 (28 dage siden) @ PeterA

Tak for billedet, Peter.

DSB indsatte i starten i alt 21 fabriksnye rutebiler på Bornholm, heraf 10 på 12 m (B58-60) og 11 på 10,5 m (B58-55). Ingen af DBJ's rutebiler blev overtaget af DSB.

Bedste hilsener
Niels

Også en togbus ..... (5 illustrationer)

af PeterA, 23/4 2026, 21:01 (28 dage siden) @ Niels Munch

Jah men, der var jo nok et vigtigt politisk signal i at indsætte helt nyt materiel på øen, når nu
store DSB skulle varetage al rutekørsel. Kun Strandvejslinien blev efterfølgende kørt af lokale
vognmænd.

Men Chr. Lynge, så langt væk som i Vesløs i Nordjylland, kunne godt bruge aflagte vogne fra DBJ.
På billedet ses ex DBJ 30+31, Bedford SB/Ørum-P årgang 1954 i Vesløs vinteren efter DBJs lukning.
Foto: Ole Iskov
mvh
PeterA
[image]

Også en togbus ..... (+3 illustrationer)

af Niels Munch, 24/4 2026, 13:28 (27 dage siden) @ Niels Munch
redigeret af Niels Munch, 24/4 2026, 14:18

Hej igen,

Når vi nu har proppen a', skal vi dvæle ved Peter Petersen's Aabenraa Karosserifabrik, som udviklede et karosseri, hvor såvel stel som beklædning var af aluminium. Dette er nærmere beskrevet i "Aluminium-Nyt" nr. 8, marts 1954 side 3.

Første busser bygget i Aabenraa efter dette princip var på MAN 20MKH3-hækmotorchassis'er til Amagerbanens Omnibusruter:

[image]
AB nr. 32, leverancefoto 1953 (slg.: nm).

AB's busser fulgte Københavns Sporvejes bemalingsmønster, dog med gul og grå i noget mørkere nuancer

[image]
En MAN/AaK ved AB's garager på Kastrup Station 1961. Foto: K.E. Jørgensen. Historisk Arkiv Dragør - Nummer: B18042. P.t. "klikbart".

Altså også en "togbus", og af typen modtog Amagerbanen i 1953-54 i alt seks vogne (internnr. 32 - 37), som forblev ved AB deres liv ud. De var de eneste busser af denne art i DK, men fabrikken i Aabenraa fortsatte med at bygge aluminiumsbusser, nu til DSB og på Scania Vabis hhv. Volvo frontmotorchassis'er.

[image]
AB nr. 32 på Sundbyvester Plads (naboen er en Büssing/DAB), arkivfoto (slg.: nm).

Den interessante hovedartikel i nævnte Aluminium-Nyt, "Aluminium i Nærtrafikken", beskæftiger sig tillige med anvendelsen i jernbanemateriel.

Litteratur: Per Goe Jakobsen "Amagerbanens Omnibusruter" (SHS 2001 - ISBN 87-87589-75-5).

M.v.h.
Niels

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak