NB: Hvis man var længere østpå kunne man lugte, at man nærmerede sig en større by, en sødlig meget gennemtrængende lugt og ALT var støvet brunt og fedtet .

Ja, man mindes Georg Schmidt's vinterfotos herinde fra DDR-byer, hvor man nærmest kunne mærke den sure røg fra de brunkulsfyrede centralvarmeanlæg rive i næsen.

God eftermiddag

I begyndelsen af 1990´erne og et par år frem, var jeg ofte i området nord for Achen, netop hvor de KÆMPESTORE vesttyske brunkulslejer – Tagebau – lå og gør det endnu.

Var man ”hjemme” i en weekend brugte man nogen gange noget tid – hvis vejret var til det – til at være turist og besøgte ofte de områder, hvor der blev brudt brunkul i bl.a. Ganzweiler området. Man kunne ikke undgå brunkuls områderne, hvis man skulle til Köln/Düsseldorf.

Husker tydeligt en weekend, hvor man ”lige skulle flytte” en ca. 12.000 tons gravemaskine (har jeg senere fundet ud af) bl.a. over en motorvej. Noget videre imponerende, højere en Rundetårn!!
Hele området var gennemkrydset af normalsporede jernbaner med elektriske lokomotiver sikkert magen til viste i denne tråd.

Det er måske den samme begivenhed, som jeg fik fortalt om i starten af 90'erne, hvor jeg besøgte min daværende arbejdsplads' tyske filial i Jülich. Vi besøgte i en ledig stund det nærliggende Tagebau Dambach, som allerede dengang var kolossalt stort.
De lokale fortalte en historie om flytning af netop en af de store "Baggere", som altså kørte selv, hvis man kan bruge det ord. Proceduren medførte angiveligt spærring af motorveje, rydning af jernbanespor, nedtagning af køreledninger, omlægning og rørføring af en flod og afbrydelse af radiosenderen Deutsche Welle, for at udstrålingen derfra ikke skulle beskadige maskinens elektronik. Men alt det ståhej var stadig billigere end en ny gravemaskine !

Mvh
Jens

I begyndelsen af 1990´erne og et par år frem, var jeg ofte i området nord for Achen, netop hvor de KÆMPESTORE vesttyske brunkulslejer – Tagebau – lå og gør det endnu.

Var man ”hjemme” i en weekend brugte man nogen gange noget tid – hvis vejret var til det – til at være turist og besøgte ofte de områder, hvor der blev brudt brunkul i bl.a. Ganzweiler området. Man kunne ikke undgå brunkuls områderne, hvis man skulle til Köln/Düsseldorf.

Der er i dag tre tyske brunkulsområder med industrijernbaner. Alle er normalsporede.

Brunkulsminerne i Ruhr-området betjenes af Rheinbraun, og adskiller sig materielmæssigt fra de to andre, "østtyske", brunkulsbaner.

Fælles for brunkulsbanerne er at banerne er indrettet så togene kan fremføres i begge retninger fra samme førerplads. Når toget "skubbes" ("Schubfahrt") sker det uden personale forrest. Forreste vogn har lys og udsender en advarselslyd, mens føreren sidder i lokomotivet i den anden ende og ser så godt fremad som muligt. Rheinbraun foretrækker dog tilsyneladende at egentlig strækningskørsel sker med lokomotivet forrest.

Rheinbraun anvender lokomotiver med en karakteristisk brovinge, så føreren nogenlunde mageligt kan se langs togstammen. Rheinbrauns vogne er også forholdsvis brede, så kravene til sporafstand må være noget større end ved konventionelle baner. Hovedsignalerne er dubleret således at dubleringssignalet står en maksimaltoglænge før det egentlige hovedsignal. Hvis toget skubbes standses med lokomotivet ud for dubleringssignalet ("Schubsignal"), og vognene er dermed fri af farepunktet. Der anvendes kun i begrænset grad forsignalering da hastigheden jo er lav.

Banerne er selvfølgelig elektrificeret (jævnstrøm). I læsseområderne er køreledningerne naturligvis i vejen, og her anvendes i stedet en sidehængt køretråd med lavere spænding, som tappes ved hjælp af mindre strømaftagere monteret skråt til siden på toppen af lokomotivet.

/Carsten Lundsten

Den mindste brunkulsbane i Tyskland er MIBRAG, MItteldeutche BRaunkohle AG. Banen betjener Tagebau Profen, lidt sydvest for Leipzig.

Her kommer et tomt tog fra kraftværket ved Buna. Toget køres til Wählitz af MEG, hvorfra de tomme vogne hentes af MIBRAG, læsses ved Profen og leveres tilbage til Wählitz. 18 vogne så vidt jeg husker og med dobbelttraktion af EL-2, som var det Østtyske standardlokomotiv.

MIBRAG bruger ikke tid på at vende togene, så det læssede tog ser ikke meget anderledes ud, men kører selvfølgelig væk fra kameraet. I Østtyskland bekymrede man sig ikke så meget om arbejdsmiljø, så føreren må blot stikke hovedet ud af vinduet når toget skal skubbes...

Der er en krydsningsstation mellem Wählitz og Profen, og her ses dubleringssignalerne tydeligt. De viser det samme som de "rigtige" signaler, dog vises "Stop" som to blå ved siden af hinanden i stedet for rødt.

Ved Wählitz ligger også et lille brunkulskraftværk. Togene hertil er korte og vendt modsat af "Buna Pendelen". Toget her er læsset og kører væk fra kameraet, men man fornemmer lidt ekstra "grej" som bl.a. er akustisk advarsel når der køres med lokomotiver bagerst.

Indtil for nogle år siden var der også en sidebane fra Profen til briketfabrikken ved Deuben, men den er siden lukket. MIBRAG henter og bringer også tog til fra/til Bf. Profen, som ligger nær læsseanlægget.

/Carsten Lundsten

Det tredie tilbageværende net af brunkulsbaner i Tyskland findes længst mod øst. Lausitz Energie AG hedder det nu til dags, ved mit første besøg (ca. 1993) hed det LAUBAG (Lausitzer Braunkohle AG), senere blev det til Vattenfall, som også var navnet ved mit 2. besøg (i 2015).

LEAG har et temmelig stort banenet, som betjener 4 brunkulsminer (Welzow-Süd , Nochten , Reichwalde og Jänschwalde) og 3 kraftværker (Schwarze Pumpe, Boxberg og Jänschwalde). Ved mit besøg i 2015 var også Tagebau Cottbus Nord i drift, men dette var udtømt og lukkede ved udgangen af året. Nu er det - som så mange andre tidligere brunkulsminer - en sø og et rekreativt område.

LEAG benytter sig også af EL-2 som trækkraft, og brunkulstogene er normalt på 16 vogne. Lokomotiverne blev moderniseret af ABB/Adtranz efter genforeningen. Vognene er dels specielle ved at tillade "skubbedrift", dels ved at de har varme i siderne. Brunkul har et meget højt vandindhold, og i frostvejr er det nødvendigt med togvarme hvis man ikke vil køre tilbage til minen med det meste af lasten. I meget koldt vejr kan hele toget køres ind i en hal hvor det bliver varmet op af damp fra kraftværket, og derefter hurtigt hen til tømning.

Banernes signalsystem blev efter genforeningen udskiftet til et centralbetjent elektronisk sikringsanlæg fra Siemens. I modsætning til MIBRAG anvender LEAGs "Schubsignale" et gult lys som stopbegreb, i modsætning til de to blå som traditionelt har været anvendt og som MIBRAG stadig bruger. Her ses Schubsignale på hovedstrækningen mellem Tagebau Welzow-Süd og Kraftwerk Schwarze Pumpe. Togene kørte ca. 20-minuttersdrift i sommeren 2015.

På denne strækning fremførtes togene normalt retvendt. Kraftwerk Schwarze Pumpe ligger i en stor sporsløjfe som vender togene. Ved minen vendes på en sportrekant ved læsseområdet. Alle minerne fører brunkullene op på transportbånd og læsser dem på togene ovenfor selve minen. Her er det ved Welzow-Süd.

Banernes infrastruktur lader egentlig ikke Statsbanerne meget at høre. Her er en banegård ved Cottbus Nord.

Tidligere blev togene læsset direkte fra gravemaskinerne i bunden af minen, hvor der var udlagt flytbare spor med køreledninger osv.. Cottbus Nord var den sidste mine med direkte læsning. Desværre lykkedes det ikke at få et billede af det - den dag vi var der blæste det en stiv pelikan med sandflugt osv, så fotografens tålmodighed var lidt udfordret...

Foruden brunkul kører banerne også aske fra kraftværkerne. Brunkul genererer en hel del af slagsen. Her er et asketog fra Kraftwerk Schwarze Pumpe.

Endelig skal det nævnes at LEAGs miner anvender en anden gravemaskinteknik end øvrige miner. Der anvendes en såkaldt "Förderbrücke" som kører frem og tilbage i minen mens et par enorme spandekædegravemaskiner graver overjorden af. Jorden transporteres over udgravningen og losses på den anden side. Den ene gravemaskine graver 25 nedad, mens den anden graver 25 m af skrænten bagved, dvs. i alt 50 m i dybden. Da jeg besøgte området første gang var der en tredie gravemaskine på denne Förderbrücke så der kunne graves i alt 75 m, men den er siden blevet afmonteret. Selve broen er 500 m lang, bare for at give lidt perspektiv.

Det var i 2015 muligt at komme på tur i Welzow-Süd minen. Hvis det stadig er muligt er det klart anbefalelsesværdigt hvis man skulle komme på de kanter.

/Carsten Lundsten