Pakhuset i Ribe

af NielsJ_Esbjerg, Esbjerg, 2/7 2026, 16:51 (14 dage siden)

Pakhuset i Ribe er sat i stand og er nu Cafe.
På deres hjemmeside er et historisk tilbageblik over pakhusets historie, men jeg undrer mig. Var der virkelig aktivt toldkontor i Ribe helt frem til 1962? Eller er det en misforståelse?

Der står følgende:
Bygningen på Rosen Alle 2 er tegnet af DSB arkitekt Niels Peder Christian Holsøe (27. november 1826 – 1. januar 1895) og er opført i 1875 og udvidet i 1887.

Det meste af bygningen på Rosen Alle 2 i Ribe, er taget i brug i 1875 samtidig med åbningen af strækningen Bramming-Ribe. Bygningen var inddelt med en 4,5 m lang afdeling med ekspeditionskontorer, og en 15,5 m langt godsrum, og det vil sige at bygningen var i alt ca. 20 m lang. Afstanden mellem portene ud mod sporet passede med længden på den tids nyeste godsvogne, så portene passede med godsvognenes døre, og vognene kørte helt op til ydermuren da der ikke var en perron ved bygningen.

I 1887 bliver Ribebanen forlænget til den nye grænsestation Vedsted/Hviding, og der er derefter grænseoverskridende trafik i retning mod Tønder og Husum. I stedet for at opføre et toldvarehus i Vedsted, vælger man at forlænge varehuset i Ribe mod nord med lokaler for toldvæsenet. Udvidelsen består af en sektion på ca. 5 m med kontorer for toldvæsenet og en sektion på 8 m med toldvarehus, indgangsparti og trapper.

Omkring 1962 er toldvæsenets kontorer flyttet, og arealet indgår nu i varerummet. Varerummets nordligste port er flyttet godt 2 m mod nord, for godsvognene er blevet større. Samtidig har godsrummet fået en tredje port til gadesiden ud for det tidligere kontorområde. Der er nu tre porte med en afstand af ca. 10,5 m ud mod sporet, svarende til tre moderne godsvogne.

Toldvæsenets område bliver måske i 1962, måske senere, reduceret endnu mere og er efterhånden kun det halve af bygningens dybde ud mod gadesiden. Det er uklart, hvornår toldvæsenet helt forlader bygningen.

I 1982 nedlægges DSB’s varehus som selvstændig virksomhed, og var herefter forpagtet til DSB-vognmand Trip fra Skærbæk, der brugte det som basis for udkørsel af stykgods i Ribe i nogle få år.

I begyndelsen af 1990’erne havde Ribe Kommune købt den vestlige side af stationsarealet inkl. Varehuset, af DSB.

Pakhuset i Ribe

af ivar, 2/7 2026, 19:29 (14 dage siden) @ NielsJ_Esbjerg

Et hurtigt opslag på Rigsarkivet viser to arkivserier for Ribe Toldkammer med slut op i tresserne, Så svaret må vel næsten være ja.

Jeg husker selv - til min den gang store forundring - at der var toldkammer i Hjørring i tresserne.

Vh
-ivar

Avatar

Pakhuset i Ribe

af Michael Deichmann ⌂, Gribskov kommune, 3/7 2026, 21:26 (13 dage siden) @ ivar

Der var toldkammer i mange byer. Toldvæsenet havde jo andre opgaver end lige tolddeklarering i havnene og ved grænsevergange. Siden 1924 varetog Toldvæsenet også opkrævning af "Omsætningsafgift for Motorkøretøjer" - det som senere kaldes "Registreringsafgift". Når et nyt køretøj skulle indregistreres skulle man først forbi toldvæsnet og betale omsætnings-/registreringsafgift. Så udstededes en Toldattest. Dernæst forbi en forsikringsmægler og få et forsikringsbevis (der dokumenterer at det pågældende selskab vil ansvarsforsikre køretøjet) og til sidst til politiet og få udleveret nummerplade hvor der så udstedes en registreringsattest.
Bl.a. derfor.
Her er en oversigt over toldstederne (kontorerne) - Ribe har nummer 68:
[image]
[image]

--
Venligst

Michael Deichmann
Kurator for Ingeniørernes Danmarkshistorie

[image]

Pakhuset i Ribe

af Jens Bruun-Petersen, 5/7 2026, 22:54 (11 dage siden) @ Michael Deichmann

Det var allerførst i 1980'erne, at jeg opmålte varehuset i Ribe på søndage, hvor min datter var i skolebio (eller tilsvarende forestillinger for børn). Den nordlige ende af varehuset var utilgængelig, så måske var der lidt toldaktivitet endnu i et mindre lokale ud mod gaden. Rummene ud mod sporet var inddraget til DSB's brug på det tidspunkt. Det forekommer mig også, at toldvæsenets skilt endnu dengang hang over trappen op til toldlokalerne. Det skilt er nu kommet op at hænge i "Den gamle toldbod" i hovedgaden lige overfor Skibbroen. Jeg aner ikke, hvor man går hen, hvis man skal have fortoldet noget i Ribe i dag, men man skal nok til Esbjerg. Eller også lader man helt være?

Så meget er sikkert: Både varehuset og remisen har fået nyt liv som spisehus henholdsvis bryghus - prøv selv!

Venlig hilsen
Jens

Pakhuset i Ribe

af Niels Munch, 6/7 2026, 10:38 (11 dage siden) @ Jens Bruun-Petersen

.....
Jeg aner ikke, hvor man går hen, hvis man skal have fortoldet noget i Ribe i dag, men man skal nok til Esbjerg. Eller også lader man helt være?

Kære Jens,

Det er kun varer, der kommer fra ikke EU-lande, der skal egentlig toldklareres, og det sker elektronisk ved "fragtførerens" foranstaltning. Fragtføreren opkræver herefter toldbeløbet hos varernes modtagere.

DSBs brug af toldpakhuse på jernbanestationer ophørte vel med stykgodstransporternes ophør.

Et kuriosum: Jf. Østbanens oprindelige koncession havde banen pligt til på sine stationer at huse told- og postetaterne, såfremt disse måtte ønske det. Denne formulering gjaldt stadig, da en borger købte en frastykket stationsforstanderbolig med den tinglyste servitut, at han til enhver tid skulle tåle de gener, som banedriften evt. måtte påføre. Da han så klagede over postbilerne, der "i embeds medfør" tilkørte stationen, måtte han acceptere, at denne postaktivitet stadig var en del af banedriften.

Bedste hilsener
Niels

Gørlev Sukkerfabrik
Gørlev Sukkerfabrik

I 1911 stiftede en kreds af sjællandske landmænd Sukkerfabrikken Vestsjælland A/S. Her er historien om Gørlev Sukkerfabrik og det tilhørende omfattende banenet på over 87 kilometer smalspor, der blev befaret af 7 damplokomotiver og 7 diesellokomotiver.

Læs mere
DSB MH302

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak