Avatar

Noget om rejseruter og priser

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 24/1 2017, 09:55 (2651 dage siden)

[image]Forside.

[image]Bagside.

I dag skal vi kigge på en billet fra Sønderborg til en station på strækningen Hobro-Skørping (Hobro, Øster-Doense, Arden eller Skørping).

Billetten er stemplet 27. juni 1959 og kostede kr. 49,80. Mit eksemplar af køreplanen gyldig 31.05-1959-03.10.1959 er uden takster (blev udsendt i et særligt hæfte i begyndelsen af juni 1959), så vi kan ikke tjekke prisberegningen. Men hvis vi kigger i køreplanen, der gik forud (28.09.1958-30.05.1959), kan vi se, at prisen på kr. 49,80 stemmer.

Kilometerberegningen er følgende:

Sønderborg H-Tinglev 42 km
Tinglev-Fredericia 96 km
Fredericia-Hobro 201 km
Fredericia-Øster-Doense 210 km
Fredericia-Arden 216 km
Fredericia-Mosskov 220 km
Fredericia-Skørping 224 km

I alt Sønderborg H-Hobro 339 km
I alt Sønderborg H-Øster-Doense 348 km
I alt Sønderborg H-Arden 354 km
I alt Sønderborg-Mosskov 358 km
I alt Sønderborg-Skørping 362 km

På dette tidspunkt opererede DSB med "bælter" rent kilometermæssigt, når man kom ud over 50 km. Aktuelle bælter i dette tilfælde er:

301-330 km, dobbeltbillet = kr. 48,00
331-360 km, dobbeltbillet = kr. 49,80
361-390 km, dobbeltbillet = kr. 51,80.

Den viste billet ligger i bælte 331-360 km.

Men der er noget galt! Hvordan pokker har Skørping sneget sig med? Den ligger jo 362 tarifkilometer fra Sønderborg H og billetten til Skørping burde således have kostet kr. 51,80. Og hvorfor er Mosskov ikke medtaget på bagsiden af billetten. Den ligger jo på strækningen?

En anden spøjs ting:

Billetten er gyldig Sønderborg H-Skørping over enten Fredericia eller over Tønder-Grindsted-Gern. Den sidste rejserute kan umiddelbart undre. Kilometerberegningen for sidstnævnte rute er:

Sønderborg H-Tønder H 68 km
Tønder H-Bramming 64 km
Bramming-Randers 165 km
Randers-Hobro 32 km
Randers-Øster-Doense 41 km
Randers-Arden 47 km
Randers-Mosskov 51 km
Randers-Skørping 55 km

I alt Sønderborg H-Hobro 329 km
I alt Sønderborg H-Øster-Doense 338 km
I alt Sønderborg H-Arden 344 km
I alt Sønderborg-Mosskov 348 km
I alt Sønderborg-Skørping 352 km

Se det var jo noget af en overraskelse - i hvert fald for mig: Hvis man i 1959 stod i Tinglev og skulle til Randers, var det 10 km. kortere at rejse over Tønder-Grindsted-Gern end over Fredericia-Aarhus.

Den opmærksomme læser vil herudover have opdaget, at hvis man skulle fra Sønderborg H til Hobro og absolut ville rejse over Tønder-Grindsted-Gern, ville det være en dårlig ide at blive udstyrret med en af de viste billetter til kr. 49,80, når Hobro faktisk ligger i et billigere bælte og man således kunne nøjes med at betale kr. 48,00! Mon man kunne forlange, at den arme billetsælger på Sønderborg H skulle have ulejlighed med at udfylde en blancobillet over Tønder-Grindsted-Gern til kr. 48,00, i stedet for blot at snuppe en fortrykt billet i billetskabet til kr. 49,80?

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen
På vej med en bog i 2019 om 150 år for Støvring station - og strækningen Randers-Aalborg


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak