Sommerdag i 1973 på Over Jerstal station

af kbayer, 28/1 2017, 14:07 (2648 dage siden)

Sommeren 1973 var den første "rigtige" sommerferie i mit liv, forstået på den måde, at jeg nu havde sommerferie fra mit arbejde som nyansat lærer i - dengang - Grindsted kommune. Jeg brugte en del af ferien på at tage rundt i Jylland og fotografere jernbanestationer.

Min bonusdatter er en meget dygtig psykolog, og sammen har vi prøvet at finde ind til de mekanismer i en mands hjerne, der gør, at han kan finde på at bruge en sommerferie på at gå og kigge på tog og jernbanestationer. Jeg har forklaret, at der opstår en ganske speciel stemning, som jeg elsker. De almindelige arbejdslyde på en station, snak med ventende passagerer, toget, der dukker op ude i horisonten, signaler, der stilles, duften af dieselolie og tjære fra tog og sveller og livet i al almindelighed på en travl jernbanestation.

Der blev stillet en forsigtig diagnose: uhelbredelig jernbanenørderi :-)

Nu skal I med til Over Jerstal i Sønderjylland en sommerdag i 1973. Nærmere bestemt den 27/6 1973, og jeg har noteret i mine papirer, at jeg undrede mig over arbejdet med at kalke den flotte stationsbygning, for et eller andet sted havde jeg læst, at stationen var nedsat til trinbræt pr. 3/6 1973. Om det er korrekt, kan I sikkert oplyse mig om.

Jeg har ingen kommentarer til mine fotos ud over, at jeg nød at gå og kigge på aktiviteterne. Desværre kom der ingen tog under mit besøg, det var en skuffelse!

[image]

[image]

[image]

[image]

[image]

[image]

I næste ombæring vil jeg tage jer med til skinnearbejde på Hjordkær station engang i 70'erne. Tak for nu!


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak