Avatar

Ned mod Funder station

af Ove Nygaard, 16/7 2018, 16:45 (2111 dage siden) @ kbayer

Allerførst tak for jeres mange indlæg vedrørende både overkørsler og forkortelser i mit sidste indlæg. Og i særdeleshed mange tak for flere fotos fra strækningen. Jeg har set fotos fra Gunnar W, Holger og Erik V. P. fra strækningen mellem Funder og Brande. Holger har ligeledes i anden sammenhæng lagt fotos af Drantum ind på Forum, men desværre ikke fra sporsiden. Mon der findes fotos af Drantum station fra sporsiden fra deltager i dette Forum?

Her kommer i hvert fald sidste del af min tur fra jernbanebroen over Herning-Silkeborg banen og ned til Funder station, som jeg af en eller anden grund godt kunne lide. At forestille sig, at godstog og større passagertog her skulle ind på det rigtige spor for at komme til Brande/Grindsted/Esbjerg var lidt fascinerende.

[/b]

Hej kbayer.
Her et lille svar på dit "fascinerende" spørgsmål vedr. Funder. Det er en lille anekdote fra den tid, hvor jeg var lidt mere produktiv. Nu er jeg mere "til genbrug"!:

Hvor er vi nu?
af Ove Nygaard , Fredericia, mandag 08. november, 2010, 13:14 (2807 dage siden) @ Holger Cordtz
Hej Holger m. fl.
Ja, jernbanebroen vest for Funder er et flot stykke bygningsværk og i virkeligheden udtryk for en genial trafikplanlægning i fortiden omkring baneudfletningen for de to baner, Midtbanen til Herning og Diagonalbanen (den "skæve") til Brande. Og den tidligere banestrækning mellem Christianshede og Funder, incl den flotte jernbanebro, løber igennem et af de smukkeste stykker natur i Danmark. "Den skæve bane" blev nedlagt ved "banemassakren" den 22.maj 1971, som gik hårdt ud over Jylland, medens Sjælland "som kompensation" ved samme lejlighed måtte se strækningerne Slagelse - Værslev (Kalundborg) og Slagelse - Næstved nedlagt - eller rettere sagt ophør af persontrafik, som det så smukt hed.
Og tilbage til den trafikale funktion af baneudfletningen vest for Funder, som indtil 22. maj 1971 var et "jernbaneknudepunkt". Midtbanen og Diagonalbanen havde som bekendt en enkeltsporet fællesstrækning mellem Silkeborg og Funder, og her var toggangen efter datidens forhold ret så intensiv, ikke mindst i de køreplansperioder fra sidst i halvtredserne, hvor "Iltogene" Århus - Skanderborg - Silkeborg - Herning - Holstebro - Struer - Thisted og omvendt(i "folkemunde" kaldet "Thyfonen") to gange om dagen korresponderede i Silkeborg med "Iltogene" Randers - Silkeborg - Brande - Grindsted - Bramming - Esbjerg og omvendt(i "folkemunde" kaldet "Hugormen"). Der var ultrakort overgangstid mellem forbindelserne, og for at afvikle trafikken hurtigt (og sikkert), var der for begge køreretninger etableret automatisk linieblok med et enkelt mellembloksignal på strækningen Funder - Silkeborg, så togene kunne følge efter hinanden med ca 3 min mellemrum (i begge retninger, men naturligvis "skiftevis"!). Når så den store knudestation Silkeborg "pumpede" de to iltog afsted i tæt togfølge mod Funder, var det med at "holde tungen lige i munden", når man som afløser (selvfølgelig også de faste folk på stationen) i Funder skulle "vælge" til hvilken side, man skulle sende det aktuelle tog, som var gennemkørende: Baneudfletningen betød nemlig, at togene mod Brande lidt "ulogisk" i forhold til "den indre geografi" skulle køre gennem stationen og til højre, og togene mod Herning lige så "ulogisk" skulle køre gennem stationen og til venstre. Selvfølgelig var der (også den gang) styr på togfølgen og procedurer for meldinger, hvis den blev ændret. Indkørselssignalet "med forgreningsangivelse" foran Funder fra Silkeborg har dog nok et par gange givet anledning til, at en lokomotivfører har måttet kontakte stationsbestyreren i Funder via signaltelefonen og spørge med den blide stemme, som er et særkende for de gæve lokomotivfolk:" Hvor har du tænkt dig, at jeg skal hen"?

De omtalte iltog var iøvrigt populære og havde ikke mindst i weekenden flotte passagertal. De var fremført af de uopslidelige MO og standsede kun på de store stationer, og dermed ikke i Christianshede og andre såkaldt mindre stationer.
Selv om "Hugormen" er fredet i Danmark, var det ikke nok til at redde "den skæve" fra at blive ofret i føromtalte "banemassakre" den 22.maj 1971.
Bedste hilsener til alle, der har medvirket til at bringe "den skæve" frem i lyset igen, symboliseret ved den smukt renoverede stationsbygning i Christianshede - og jernbanebroen ved Funder.
Ove Nygaard
afløser i Funder i flere omgange i årene 1958 - 1960, hvor jeg dog aldrig var i tvivl om, "hvilken side jeg skulle vælge"


(PS: Hugormen er fredet, men det var vi nogle stykker, der ikke var fra "en klapperslange":-D )


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak