Meget spinkle skinner og meget "discount" agtigt og alligevel med stor fokus på sikkerhed. Tænker på sporskifteviser.
Dog med normale sveller på tværs, ikke på langs eller gryder.
Bemærk der er 2 låsebeslag til aflåsning af sporskiftet, billede 1 viser et beslag der låser "osten", mens billede 2 viser overfald der låser tungen.
De to beslag låser til hver sin side, overfald til ret spor, mens osten låses til afvigende spor. Er der to togveje, eller er det en opgradering af sikkerhed?

Mit gæt:

Privatbane.
Sidespor på fri bane, eller i f m trinbræt.
Men hvem kan genkende det primitive sporskiftesignal? - en "sporskiftelygte" uden lys
De var jo forskellige fra privatbane til privatbane.
Den primitive aflåsning af tilligende tunge ligner jo det man ved DeStoreBaner kalder en togførerlås, dog her suppleret med en hængelås. En togførerlås er normalt en midlertidig, hurtig aflåsning af et skifte, der kan pålægges af togpersonalet, f eks i fejlsituationer, hvor sikringsanlægget ikke har kontrol på sporskiftets stilling, eller fjernstyringen er brudt ned. Skiftet må så kun passeres ved rangering, men er i det mindste fastholdt.
Gætter på at reglementet på denne bane foreskrev at nøgler til begge låse (også til osten) skulle være i en nabostations stationsbestyrers varetægt, inden der måtte gives afgangssignal fra nogen af nabostationerne.
Og et vældig tiltalende princip for styringen af sporskiftesignalet. I øvrigt jo det samme der benyttes ved betjente sporskifter (altså med drev).

Mvh
Søren

13/7-1949 på/ved Haraldskær fabrik.
Skinnerne er 17 kg/m.

-S

Apropos Vejle-Vandel-Grindsted Jernbane:

Tjenestekuvert: "Forsiden." -- "Heri tilbagegående Efterkravs Følgesedler" (Br. 130 x hø 190 mm)
.

Fragtbreve til gods afsendt med efterkrav, var forsynet med et ekstra "blad/fløj", en eftrrkravskupon. Denne attesterede modtagelsesstationen når forsendelsen var indløst (betalt), herunder efterkravet). Kuponnen blev herefter sendt tilbage til afsendelsesstationen, der så kunne udbetale efterkravsbeløbet til afsenderen.

Jernbaneselskaber har vist altid -måske påvirket af deres situation- været meget sparsommelige. Her gik (ofte) ikke meget til spilde. Papiret blev anvendt på begge sider (ubrugte, forældede blanketter endte som notesblokke og lign.)

Således havde man også små og store tjenestekuverter samt ovenviste kuverter til efterkravskuponer. Disse sidste skulle behandles lidt mere omhyggeligt end almindelige tj.kuverter. Det ville næppe være populært, hvis en sådan kuvert med indhold havnede i en stabel almindelige, gamle, tj.kuverter, der lå og afventede indsendelse til Billet- og blanketforvaltningen. Her samlede man alle overflødige kuverter og sendte dem ud, bundtvis, til andre stationer, der manglede.
Derfor "efterkravskuverternes" lidt afvigende udseende (flere forskellige typer) - alt efter bane.

"Bagsiden." -- De skulle genbruges, så det nyttede ikke, at man klæbede dem til.
.

Erik V.
www.evp.dk

.