De Smithske Jernstøberier - som lokomotivfabrik?

af Niels Munch, 25/3 2024, 11:09 (34 dage siden)

G'da' i Forum,

I kender det sikker, at "falde over" et billede og blive nysgerrig:

[image]
VVGJ motordræsine 1933. Vejle Stadsarkiv - Nummer: B75624. P.t. "klikbart".

Billedet (ledsaget af en tegning) findes på side 95 i Hejlesen og Rasmussen m.fl. "Vandelbanen 1897-1957" (Vejle Kulturhistoriske Museum 1987 - ISBN 87-982578-1-1). Her er fotografen identificeret som "Hess Petersen", godsvognen som "P 108" og stationen som "Ravsted", hvor arkivet mener "Vingsted".

Ellers er man enige om, at motordræsinen er bygget i 1915 på De Smithske Jernstøberier og Maskinværksteder i Aalborg, hvilket fangede min interesse.

Firmaet "De Smithske A/S", en af Aalborgs betydende industrier og ét af Danmarks ældste aktieselskaber, eksisterer i form af koncernen DESMI A/S, som på verdensplan beskæftiger sig med pumpesystemer og havmiljø.

I perioden 1900-1970 specialiserede man sig f.eks. i støbning - og stemning - af kirkeklokker:

[image]
Klokker fremstillet af kanoner hos De Smithske Jernstøberier, Algade. Årstal: 1921. Fotograf: F. Karner. Aalborg Stadsarkiv - Nummer: B46085. P.t. "klikbart".

En særlig produktion var omstøbning af gamle malmkanoner til kirkeklokker til de "nye" sønderjyske sogne: I forbindelse med Genforeningen i 1920 overlod Krigsministeriet 60 gamle malmkanoner til Nationalfondet til støbning af nye kirkeklokker til en række sønderjyske kirker. Det blev til i alt 44 nye klokker, som blev støbt (og stemt) hos A/S De Smithske Jernstøberier og Maskinværksteder i Aalborg.

Omkring 2VK fandt selskabet en "niche" i form af allehånde maskiner til tørveindustrien, herunder transportører og gravemaskiner, maskiner til fremstilling af tørvebriketter, tipvogne og spormateriel m.v., og en eksport til Finland, Holland og Irland fortsatte i årene efter krigen.

[image]
De Smithske Jernstøberier, Annebergvej, tipvogne. Dateringsnote: Marts 1943. Fotograf: Karner. Aalborg Stadsarkiv - Nummer: B25510. P.t. "klikbart".

[image]
De Smithske Jernstøberier & Maskinværksteder, Annebergvej. En af de industrier i traditionel forstand, der holdt længst ud, var De Smithske, der producerede alt fra jernbaneskinner til kirkeklokker. Datering: 1955-65. Fotograf : Clausen Commerciel Foto. Aalborg Stadsarkiv - Nummer: B25970. P.t. "klikbart".

Og her kommer så rosinen i pølseenden:


[image]

De Smithske Jernstøberier. Diesellokomotiv opstillet på prøvespor. Periode: 1935 - 1940. Fotograf: Ukendt. Aalborg Stadsarkiv - Nummer: B44548. P.t. "klikbart".

Lokomotivet, der bærer De Smithske's egen fabriksplade (og formentlig et gengasanlæg), kan minde om en Pedershaab BWE - uden at være det. Det kan være en éner og bygget til internt brug.

Der er eksempler på, at f.eks. entreprenørfirmaet Hoffmann & Sønner på eget værksted byggede lokomotiver efter Pedershaab forlæg og med stumper derfra. Om det har været tilfældet for De Smithske, vides ikke, og de gode folk fra Industribaneklubben har angiveligt været De Smithske's ordrebøger igennem uden at finde "lokomotiver".

Så om "De Smithske" skal optages under "lokomotivfabrikker" (hvor Hoffmann & Sønner findes), må være op til Webmaster. Internettet, herunder arkiv.dk, "bugner" med info om firmaet.

Bedste hilsener
Niels

De Smithske Jernstøberier - som lokomotivfabrik?

af Martin Wilde, 25/3 2024, 11:22 (34 dage siden) @ Niels Munch

VVGJ's motordræsine kan man læse mere om i en artikel om netop denne motordræsine i Togfløjten nr. 2, 2019.
Her kan man også læse, at billedet af dræsinen er taget på Ravning Station og ikke hverken Vingsted eller Ravsted - sidstnævnte eksisterer jo slet ikke som stationsnavn på Vandelbanen eller på andre danske baner.
Martin

De Smithske Jernstøberier - som lokomotivfabrik?

af Niels Munch, 25/3 2024, 11:32 (34 dage siden) @ Martin Wilde
redigeret af Niels Munch, 25/3 2024, 11:47

VVGJ's motordræsine kan man læse mere om i en artikel om netop denne motordræsine i Togfløjten nr. 2, 2019.
Her kan man også læse, at billedet af dræsinen er taget på Ravning Station og ikke hverken Vingsted eller Ravsted - sidstnævnte eksisterer jo slet ikke som stationsnavn på Vandelbanen eller på andre danske baner.

Tak for info, Martin.

"Ravsted" var min tumpede læse-/skrivefejl; Vandelbanebogen siger naturligvis "Ravning".

PS: Genforenings-interesserede kan se om "Nationalfondet" *her*.

M.v.h.
Niels

Avatar

De Smithske Jernstøberier - som lokomotivfabrik?

af VVGJM2, 25/3 2024, 15:04 (34 dage siden) @ Martin Wilde

I den artikel, Martin Wilde henviser til kan man læse, at virksomheden havde andre jernbane relaterede produktioner. Blandt andet kan nævnes væsentlige leverancer til den første jernbanebro over Limfjorden, som åbnede 16. august 1879. Inden da havde virksomheden bygget jernoverbygningen til en lang række jernbanebroer i Himmerland under bygningen af jernbanen til Aalborg, som åbnede i september 1869. Herefter leverede virksomheden også overbygninger til flere broer i Vendsyssel på jernbanestrækningen til Frederikshavn, som åbnede i 1871. De Smithske leverede også 10 drejeskiver til Københavns Frihavn.

Virksomheden udførte også en del jernbanerelaterede reparationsopgaver som for eksempel skinnearbejder for Stats- og privatbanerne samt maskin- og kedelarbejder på lokomotiverne.

Man kan læse mere om virksomheden i
Bender, Henning: ”Fra fødsel til global ekspansion – De Smithske 1843-2009 – Metalindustri i 175 år”, DESMI, 2009, som kan findes i en pdf-version på firmaets hjemmeside.

/Nielsen

De Smithske Jernstøberier - som lokomotivfabrik?

af Niels Munch, 25/3 2024, 15:15 (34 dage siden) @ VVGJM2

Man kan læse mere om virksomheden i
Bender, Henning: ”Fra fødsel til global ekspansion – De Smithske 1843-2009 – Metalindustri i 175 år”, DESMI, 2009, som kan findes i en pdf-version på firmaets hjemmeside.

Kære Nielsen,

Mange tak, og det direkte link er her: https://henningbender.dk/uf/80000_89999/85186/de2f40e0e100ab61669818f1df56710a.pdf .

Absolut en særdeles interessant virksomhed at læse om; men lokomotivproduktionen synes at have været absolut "minimal".

Bedste hilsener
Niels

Jernbanebøger

Nye jernbanestationer på Roskildebanen

Nye jernbanestationer på Roskildebanen. Pris 110 kr.

Læs mere

Billige jernbane T-shirts

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak