Citat fra: Svend Dato 30/08-23, 13:50Har du undersøgt, om der er plads til to ekstra spor ved siden af de eksisterende hele vejen fra før Jægersborg frem til et sted omkring Virum.
Ikke på videnskabelig vis, men jeg havde kigget igennem på Google Maps. Nu har jeg så kigget igennem Geodatastyrelsens matrikelkort, og det viser sig faktisk at situationen er endnu bedre end jeg troede.
Jeg skrev desuden forkert før - jeg vil mene at det er muligt at lave en 'glidende overhaling' bare fra Jægersborg til Sorgenfri, så det er kun på denne strækning der ville være behov for fire spor, inklusive på stationerne.
Her følger en hurtig gennemgang af situationen:
- Fra Bernstorffsvej til Gentofte er der plads til fire spor næsten hele vejen - der er kun et enkelt sted hvor en del af matriklen er blevet solgt fra til et hus, som skulle eksproprieres for at få plads. Der står en del kolonihave-agtige huse på området mellem villaerne og banen, men disse befinder sig 100 % på jernbanens matrikel.
- Fra Gentofte til Jægersborg er der plads det meste af vejen - man ville skulle ekspropriere noget plads, men der er en tyk bræmme af træer/bar jord i enten den ene eller den anden side af jernbanen, hele vejen mellem de to stationer. Gentofte station vil dog kræve en ekspropriering af parkeringspladser til erhvervsbyggeri, hvis man vil udbygge den til fire spor.
- Fra Jægersborg til Lyngby er der også plads (omend træbræmmen mellem jernbanen og villaerne vil forsvinde), og broerne lige syd for Lyngby station er klargjort til fire spor. Lyngby Station vil kræve noget udvidelse mod syd/vest hvis man laver den billige løsning med én ø-perron og to sideperroner (a la Hedehusene St.) - der er plads til det ekstra spor, men ikke til perronen med mindre man eksproprierer en parkeringsplads. Man kan måske undgå at udvide hvis man i stedet ombygger til to ø-perroner (a la Trekroner St.)
- Fra Lyngby til Sorgenfri er der plads hele vejen, bortset fra de sidste 100 meter før Sorgenfri hvor man vil blive nødt til at ekspropriere en stribe af ubenyttet land, hvor matrikelgrænsen har en meget mærkelig facon. Sorgenfri station har god plads til overhalingsspor.
- Fra Sorgenfri til Virum er man nødt til at ekspropriere to huse, og også en eller to ejendomme rundt om Virum Station.
- Fra Virum til Holte er der fint med plads, der ligger dog fire huse inde på jernbanens matrikel på denne strækning.
---
Kigger man på Frederikssundbanen er der plads mellem Langgade og Flintholm til at bygge ekstra spor uden at skulle udvide matriklen, men det er så også det. I de ydre dele ville det selvfølgelig være relativt let at ekspropriere markarealer, men i den indre del vil det blive en meget bekostelig affære at udbygge til firedobbelt spor.
---
På Køge Bugt-banen mellem Avedøre og Brøndby Strand vil man være nødt til at ekspropriere ~10 huse fuldstændigt. Derudover vil man være nødt til at ekspropriere mindre dele af tre forskellige ejendomme, men ved kreativ brug af spuns vil man kunne holde sig inden for det areal der i dag bliver brugt til banedæmning (skråningerne på banedæmningen er på dette sted ikke en del af banens matrikel, men af naboernes). Jeg har ikke gennemgået resten af Køge Bugt-banen - men generelt er der mindre plads end på Nordbanen, men betydeligt mere end på Frederikssundbanen. Mange steder kan man faktisk udbygge til tripelspor uden at skulle ekspropriere, men tripelspor gør ikke særligt meget gavn.