Nå, diskussionen blev lidt for off-topic i den anden tråd, og den tidligere tråd om øresundsforbindelser er låst... så jeg opretter en ny tråd her og lægger mit indlæg her. Pointen er at man så kan bruge den som en ny tråd for HH-forbindelsen, og alt hvad der må komme af nyt om den i fremtiden, men jeg kommer nok selv til at gå lidt off-topic allerede i det første opslag her.
Svar til tgsen fra den anden tråd:
Citat fra: tgsen Dato 6/11-23, 23:03Ikke alt, bare det der skal gøre Kystbanen unik.
Og ideen med at det ekstra stikspor på CPH Kastrup skal bruges til at vende svenske tog er da vist ganske officiel nu.
CitatOg altså kun Kystbanen - resten af landet er åbenbart ikke så vigtigt for de høje, hemmelige konspiratorer i embedsværket.
Kystbanen er speciel. København-medierne kender den. Ikke så meget baner i Jylland.
CitatÅbningen og kommercialiseringen kommer under alle omstændigheder. Det er EU-regler som Danmark ikke kan gå imod.
For fjernbaner. Kbh's S-baner bliver et unikum. Deraf ombygningen.
CitatEn HH-tunnel (som jeg ved tgsen er stor fortaler for) er i bund og grund bare ikke et godt projekt, med mindre man anlægger en hurtigbane fra København til Helsingør.
Virkelig?
CitatHvis HH skal betjenes med tog der føres videre fra Kystbanen, bliver rejsetiden til/fra de mulige destinationer i Sverige alt for lang, og det eneste sted man ville få en betydelig mængde pendlere fra ville være Helsingborg, og måske et par få passagerer fra Åstorp.
Ikke Åstorp (ca. 10.000 indbyggere), men Ängelholm (23.000 indbyggere).
Med existerende tider:
København - Helsingborg via Malmö 79 minutter
København - Helsingborg via Helsingør 50 minutter (4 minutter under Sundet)
37% hurtigere.
CitatMere eller mindre det samme resultat som med S-tog i HH-tunnelen... og begge disse scenarier er en dårlig ide, da de ikke tiltrækker nok passagerer til at retfærdiggøre investeringen.
Du har gennemført en undersøgelse?
Helsingborg (114.000 indbyggere), 4 minutter fra Helsingør (48.000 indbyggere)
CitatHvis i stedet man koblede HH-tunnelen til en hurtigbane mod København, så er det ligegyldigt om der er S-tog eller regionaltog på Kystbanen, og man ville kunne bruge den til at komme hurtigt mod Gøteborg, men den løsning vil også være meget dyrere.
Det kan man altid gøre siden.
CitatS-tog på Kystbanen er bare generelt set en rigtig god ide for hovedstadsområdets trafik og sammenhængskraft. Men tgsen ser det som et udtryk for en forskruet insisteren på at Kystbanen skal forblive drevet af danske tog, blandt mørke kræfter i embedsværket.
Jeg dæmoniserer dem ikke, de handler ganske rationelt.
Nu svarer jeg bare lige på det hele i én blok:
Der blev lavet indledende beregninger af en HH-tunnel for et par år tilbage, under Benny Engelbrecht. Disse beregninger antog at tunnelen kun skulle føres til Helsingborg, og ikke tilsluttes til det svenske jernbanenet - vi kan kalde det for Scenarie 1. Dette ville gøre projektet betydeligt billigere (da man så slipper for en del gravearbejde i Sverige) - men det ville ikke kunne svare sig samfundsøkonomisk, selv med de 100.000 indbyggere i Helsingborg der nu ville få meget kortere til København. 37 % hurtigere, ja, men der er simpelthen ikke nok passagerer i Helsingborg alene til at det kan retfærdiggøre tunnelen.
Herfra kan vi så lave vores egne gisninger. Man kunne jo lave en tilslutning til det svenske jernbanenet og så køre togene videre til Ängelholm, det kalder vi Scenarie 2. Men rejsetiden til Ängelholm fra København bliver ca 65 minutter, og det er kun 5-10 minutter hurtigere end i Scenarie 1 - så forbedringen i forhold til Scenarie 1 er ikke særlig stor. Dertil kommer at projektet bliver noget dyrere på grund af mere gravearbejde. Altså: med al sandsynlighed er Scenarie 2 ikke samfundsøkonomisk rentabelt.
Det fører os til Scenarie 3: hvis man vil bygge en HH-tunnel, skal der være en hurtigbane mellem Helsingør og København også. Ikke som en senere tilføjelse, men til at begynde med. Det er ikke så meget for hastighedens skyld, men for kapacitetens skyld, så man kan køre fjerntog til Göteborg og forhåbentlig også køre godstog på ruten. Godstog vil dog formentlig skulle via en Ring 5-jernbane. Under alle omstændigheder, så er det ret ligegyldigt om Kystbanen er på S-togs- eller fjerntogsstandard, når der eksisterer en hurtigbane i parallel. Hurtigbanen kan blive lidt besværlig at bygge på grund af rige nordsjællændere, og på grund af behovet for tunnelboring ind under København nordfra.
Altså, HH-forbindelse: ufordelagtigt uden en ny bane København-Helsingør. Kunne godt være en god ide med hurtigbane og Ring 5, men så er Kystbanen ude af billedet.
---
Der er ingen der anfægter at embedsværket gerne vil bygge S-tog på Kystbanen - der bliver også lagt rimelig stærkt op til det i den seneste screening om Kystbanens forbedring. For mig at se vil man omlægge Kystbanen til S-tog fordi det giver en bedre betjening af Kystbanens stationer og bedre sammenhæng i hovedstadens transportnetværk. Men du bliver ved med at så tvivl om motivet, og siger at man vil gøre det for at holde den på danske hænder. Og hidtil har du ikke givet nogen begrundelse for hvorfor du tror at deres motiv er anderledes end bare at gøre hvad der er samfundsøkonomisk mest favorabelt. Jo, du peger da på et par projekter som vil forhindre svenske tog i at køre op ad Kystbanen... men alle de projekter ville give god mening at anlægge, selv hvis man ikke havde skjulte motiver. Så det beviser ikke rigtig noget som helst, og bliver lidt fjollet at høre på i længden.
---
Det nu skrinlagte projekt om et stikspor ved Kastrup var primært tiltænkt at vende forsinkede tog fra Sverige, som ikke skulle længere end til København alligevel. Dette ville komme svenske operatører til gode, da det ville muliggøre 'tidlig vending' og dermed gøre det lettere at genoprette driften i tilfælde af forstyrrelser. Det er jo noget som DSB allerede gør på mange af deres linjer, hvis et tog er tilpas forsinket. For eksempel et Kystbanetog der vender ved Rungsted Kyst i stedet for i Nivå. Der er altså ingen grund til at tro at det er for at holde svenske tog på armslængde - tværtimod vil det forbedre trafikken fra Sverige til København. Derudover er der jo i planerne om forsimpling af København H også afsat meget plads til tog fra Sverige, Øresundsperronerne på Ny Ellebjerg er tiltænkt svenske fjerntog der skal igennem Danmark, og omdannelsen af Kystbanen til S-tog er tilstrækkeligt begrundet i at forbedre togtrafikken, uden at man behøver at indføre motiver om at holde svenske tog væk.