Citat fra: Thomas Boberg Nielsen Dato 29/06-22, 19:46Citat fra: vestjyden Dato 29/06-22, 19:28https://folketidende.dk/artikel/nyt-pres-for-direkte-tog-nakskov-k%C3%B8benhavn
Når hun nu er i gang, hende ministeren, med at sortere i ønskerne om direkte tog til/fra København, skal hun ikke glemme Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Thisted, Struer, Vemb, Ringkøbing, Skjern, Varde, Holstebro, Herning, Brande, Give, Skive, Viborg, Bjerringbro, Silkeborg, Ikast og Tønder (med mange flere), der alle har haft - eller står til at miste - direkte forbindelser til/fra København.
Med uvenlig hilsen
Thomas Boberg Nielsen
Der er ingen grundt til at blive "hvis de må, hvorfor må vi så ikke"-jydefornærmet her. Det er to helt forskellige situationer driftsmæssigt, og derfor heller ikke overhovedet det samme problem.
For det første er trafikken fra Lolland præget af pendlertrafik mod København og resten af Sjælland. Daglige eller i hvert fald flere gange ugentlige brugere. Det gælder næppe fra Struer. Det var passagersynsvinklen.
Men vigtigere er at direkte tog til Nakskov kan indføres uden at der skal hverken samles og skilles undervejs eller indføres flere tog ind mod den kapacitetsudfordrede hovedbanegård i København. Det drejer sig simpelt hen om at forlænge eksisterende regionaltogsløb. Det kan klares ved at anskaffe batterimateriel. Temmelig enkelt, men måske alligevel ikke klogt. Det kommer jeg tilbage til.
Problemet på sidebanerne i Jylland er noget helt andet. Jylland har jernbanemæssigt form som en vifte, hvor baner fra hele halvøen samles i trekantsområdet og togene derfra skal videre ad samme bane mod Fyn og Sjælland/København. Det giver tre muligheder: Hvis folk skal have direkte tog, enten en kraftig forøgelse af antallet af tog over Fyn og ind til København, eller driftskobling, hvor banerne samles (Fredericia, Århus m.fl.). Alternativet er skift de samme steder.
Den første løsning er kapacitetsmæssig umulig og økonomisk ubæredygtig. Den anden blev brugt i mange år og selv med tog, der er designede til det, så tager det tid og er først og fremmest sårbart over for forsinkelser, når flere linjer skal samles. Den tredje giver - nå ja - skift. Med deraf følgende besvær og risiko for ikke at nå sin forbindelse.
'
Hvilken løsning der vælges er et politisk og økonomisk valg, men det har altså ikke det fjerneste at gøre med om man kan/skal køre direkte tog til Nakskov.
Problemet ved at køre til Nakskov (eller tilsvarende fx Nyk. Sj.) er i stedet om det giver tilstrækkelig belægning på yderstrækningerne i de meget større tog, som man vil komme til at køre med sammenlignet med i dag, og overkapacitet er dyrt. Man har det samme problem på flere andre "yderender" som fx Kalundborg, men det bliver værre, jo mindre by der ligger som yderste ankerpunkt.
Det er også spørgsmålet om det ville give meget bedre service til dem, der faktisk skal hele vejen Nakskov-Kbh. Det vil givet blive regionaltoget, som bliver forlænget, både fordi et kommende hurtigtog/IC-tog til Nykøbing nok vil køre videre mod Tyskland og fordi en betydelig del af de gennemgående passagerer fra Lolland skal til andre stationer på strækningen end København H. Så hvis man skal hele vejen ind, så er et veltimet skift til det gennemgående tog i Nykøbing formentlig hurtigere.