Jernbaneartikler på Jernbanen.dk

Lyntogenes triumftog mod Lillebælt
Af: Lars B. Christensen

Tirsdag den 14. maj 1935 var en stor dag i statsbanernes historie. Denne dag kunne banerne med generaldirektør Peter Knutzen i spidsen tage den nye Lillebæltsbro i anvendelse. Men lige så betydningsfuld var indsættelsen af de splinternye strømlinede lyntog, som de to virksomheder Frichs og Scandia havde bygget. Allerede nogle år tidligere havde man syd for den danske grænse – hos de tyske rigsbaner – taget en lignende togtype i brug og nu var turen altså kommet til Danmark. Det var derfor nærliggende, at anvende de nye MS-lyntog, da man tirsdag den 14. maj 1935 skulle køre landets fremmeste mænd og kvinder fra København til Lillebælt, således at de kunne deltage i indvielsen af den ny Lillebæltsbro. Hos avisredaktionerne var indvielsen af Lillebæltsbroen og indsættelsen af de nye lyntog en begivenhed, som skulle dækkes. Hos statsbanerne havde man også inviteret en del af pressen med på turen i de to indvielsestog, der om formiddagen den 14. maj 1935 afgik fra Københavns Hovedbanegård. I det følgende skal vi følge to af de inviterede aviskorrespondenter. Den første journalist er fra Fyens Stiftstidende, som var blevet sendt til København for at følge med indvielsestoget. Mens den anden korrespondent er fra et af de store blade, nemlig Berlingske Tidende:

Lyntogenes Triumftog mod Lillebælt
I Lyntoget, Tirsdag. Fra vor udsendte Medarbejder.
Fyens Stiftstidende den 14. maj 1935

Københavns Banegaard aabnede Lillebæltsfesten i Drømmen om Statsbanernes Renaissance. – Kun een Skygge over Lyntogenes Triumftog over Sjælland.

Det blev allerede fra Morgenstunden den store Dag i Statsbanernes Historie. Naturligvis maatte og skulde Lillebæltsbroens Indvielse begynde i København og i Virkeligheden begyndte ”Indvielsen” allerede længe før de officielle Tog gled af Sted ved 10-Tiden. Nemlig allerede i den tidlige Morgen, da rejseglade Københavnere stormede de tidlige Morgenhurtigtog og deres Dobbeltgængere for at naa frem til det højtidelige øjeblik, da Snoren over den store Bro skulde brydes.

Broen, kun Broen taltes der om paa Københavns Personbanegaard, og det var ligesom den pudsige undersætsige Bygning, der har gemt sig under Jorden, ligesom skød sig i Vejret, som vilde den sige: - Idag er det mig, der er Midtpunktet, for saa vidt jeg er DSB.

Flagene vejede, jernbanemændene var i Festhumør og ved 9½-Tiden rangeredes de to Lyntog, der skulde føre de Indbudte til Broen, frem foran Perron 4. Det var ”Kronjyden” – naturligvis det fornemste af alle rigtige Lyntog – og ”østjyden”, det mere beskedne, der tager med paa Vejen, hvad ”Kronjyden” glemmer, medens ”Vestjyden” havde faaet en Plads i Skammekrogen. Det var nemlig sendt i Forvejen til Roskilde, hvorfra det skal føres videre til Nyborg, hvis der skulde blive Brug for det. ”Vestjyden” er forstaaeligt nok ikke helt dristig ved at vove sig til Fyen, før det er strengt nødvendigt, thi Samvittighedens Røst byder det at standse i Odense, medens Generaldirektørens Vilje byder det fare forbi.

Postkortmotiv fra Slagelse

Afrejsen fra København

Afgangshallen paa Københavns Personbanegaard er et af de steder, hvor den, der forstaar at opleve, har Lejlighed til at opleve mest. Det er Afskedens Hal, hvor Moér siger Farvel til den store Dreng, der skal ud i den store Verden. Det er Glædens Hal, hvor de otte eller fjorten Feriedage lokker. Og idag var det Festens Hal, hvor alt, hvad der duer i dette lille Land af alt fint og fornemt drog igennem til den store Begivenhed: Lillebæltsbroens indvielse.

I Hallen gjorde en munter Børnehjælpstrio mægtige Forretninger. Den var anbragt ved Nedgangen til Perron 4, og hver Gang en rigtig fin Uniform skulde passere, spillede den løs… naturligvis med det Resultat at Portemonnaien kom op af den uvante Uniformslomme og en Slant faldt i en smilende Børnehjælpspiges Bøsse. Men dermed var alle Udgifter ogsaa Slut for den Dag. Statsbanerne var en straalende Vært for sine Gæster, og ved Indgangen ventede Trafikminister Friis Skotte – civil – og Generaldirektør Knutzen i Uniform. Man forstod en Udtalelse fra Generaldirektøren forleden om, at han ikke yndede at gaa i Uniform. Det var et pragtfuldt Skue, ikke mindst ”den trekantede” i moderne lyntogs-streamline Facon. Men det var forøvrigt helt igennem et pragtfuldt Skue. Hvem var der? Det er let besvaret – ingen manglede.

I den forreste Vogn i A-Toget tog de kongelige Gæster Plads. Prinserne Harald, Gustav og Axel, desuden saas alle Statsbanernes højeste Embedsmænd, Ministeriets Medlemmer, hvoraf Socialminister Steincke demonstrerede sin kendte Forsigtighed ved at møde i Pels, Rigsdagens Medlemmer, og af de udenlandske Gesandter saas Mrs. Ruth Bryan Owen, Minister Richthofen, Minister Gurney, den finske og den svenske Minister og den franske Charge d´ Affaires Petit. De tyske rigsbaner var repræsenteret ved Reichsbahninspector Schaber, de finske Statsbaner ved Generaldirektør Kastrén, medens baade den norske og den svenske Generaldirektør havde maatte sende Afbud paa Grund af Sygdom.

Desuden saas Repræsentanter for alle de førende Erhvervsorganisationer, bl.a. Grosserer Lauge-Petersen og Arbejdsgiverforeningens Formand Ingeniør Julius Madsen, den nye turistpropagandaleder – hvorfor finder man ikke en ordentlig Titel til ham – Mogens Lichtenberg, der repræsenterede Direktør Chr. H. Olesen, Direktør Kørbing, D. F. D. S., og hans Kollega Direktør Normann, hvis Arbejde det skyldes, at Englandsforbindelsen er blevet omlagt, og sammen med dem saas en Repræsentant for London North Eastern Railway, der besørger Trafikken fra London til Harwich. Kort sagt, der manglede ingen.

Præcis 10,04 steg Trafikministeren og Generaldirektøren ind i Lyntog A og paa Slaget 10,05 gled Toget ud fra Perronen fulgt af et muntert Hurra, og ti Minutter senere fulgt af Lyntog B, hvor Trafikchef Hyllestad fungerede som Vært.

I Hurraraabenes Tegn

Turen over Sjælland skete i Hurraraabenes Tegn. Det begyndte i København, hvor ivrige Tilskuere belejrede Ramperne omkring Tietgensbroen, fortsattes langs Ingerslevsgade, hvor mange af Beboerne havde Flagene ude paa Altanerne, og saadan blev det hele Vejen over Sjælland. Ved hver Station var der sort af Mennesker, ved hver Niveauskæring tæt med Biler, og paa Marker og Stier stod Gaardenes Folk for at se de to Lyntog passere. Der blev vinket og raabt. Det var en stor Tur over Sjælland

Et trist Uheld Men den skulde ikke forløbe helt uden Uheld. Planmæssigt og nøje holdt de to Lyntog deres Tider. Lidt udenfor Frederikslund Station ved Sorø, da Lyntog A kom kørende paa fri Bane med klare Signaler, opdagede Føreren pludselig en Mand, der sprang foran Toget. Bremserne smækkede i for fuldt Kraft. Men der var intet at gøre. Han ramtes af Toget, som det tilsyneladende var hans Hensigt. Han var dræbt paa Stedet! Det gav et Ophold paa et Kvarter, men Togene hastede videre, og den dræbte førtes til Sygehuset i Slagelse. Saavidt det har kunnet Oplyses har den paagældende selv aabnet Leddet ind til Banen og har søgt Døden under Lyntoget. Han identificeredes senere som en 45-aarig fhv. Vognmand P. A. Hansen fra Slagelse.

Naturligvis kastede det en Skygge over Dagen, men Toget maatte haste videre. Korsør ventede. Der var sort ved Perronen og ved Færgen, da de to Lyntog gled ind med korte Mellemrum, førtes direkte Ombord paa deres Færger og med kun smaa fem Minutters Forsinkelse gled videre.

De fem Minutter blev sejlet ind

Der blev set paa Urene i Korsør, og de fem Minutter lod sig ikke bortforklare, men de lod sig borteliminere. Gennem B-Togets Højtaleranlæg advarede Overassistent Hedegaard Gæsterne ikke blot at stige ud af Toget – man er jo vant til med selv med de gennemgaaende Vogne at have lidt god Tid i Korsør – men ogsaa imod at stikke Hovedet ud af Vinduet. – Mon det er for Lufttrykkets Skyld naar vi skal Ombord? Spurgte en Gæst Statspolitichef Thune Jacobsen, men svaret kom ikke, thi Rangeringen foregik saa rapt, at man næppe fik tænkt sig om før Toget var om Bord. Det var de fem Minutter der nagede… Tempoet var saa stærkt, at ikke fem Minutter efter, at Lyntoget var standset i Korsør, gled den store Færge ud af Lejet, tæt efter sin Forgænger med Lyntog A.

Og Gæsterne steg ud, omsorgsfuldt fordelt i ”Den blaa Salon” og ”Den røde Salon”, hvor henholdsvis Trafikchef Hyllestad og Distriktschef Herschend fungerede som Værter, medens paa ”Nyborg” Trafikministeren og Generaldirektøren havde løst disse Opgaver. De var ikke vanskelige. Et festligt Smørrebrødsbord ventede, dansk-nationalt i rød-hvide Farver, og Værtspligten indskrænkede sig til at byde Velkommen og paaminde om, at der kun var levnet fem Kvarter til Frokosten. Det var heller ikke for meget. Næppe var Kaffen og Smørkagen – der var Smørkage til alle og mere til – fortæret, førend Færgen lagde til… endnu nogle Minutter, medens en forsinket Gæst steg ind … ti Sekunder da en ukendt Nyborgerinde kom med en Buket ”til Lyntoget”, og saa gled Kronjyden og østjyden ud paa det sidste stræk til Broen.”.


Lyntog et sted i Danmark

Men lad os springe nogle timer tilbage tirsdag den 14. maj 1935 – til Københavns Hovedbanegård – og følge i sporene på Berlingske Tidendes journalist:

Med Indvielses-Lyntog gennem det festklædte Sjælland og Fyn.

Mellem 700 glade Gæster i ”Kronjyden” og ”østjyden” paa Vej til Broens Premiere. Fra vor udsendte Medarbejder, Fredericia Tirsdag

Bortset fra Begivenhederne ved det blaa Bælt, tog Broindvielsen sin egentlige begyndelse under Københavns Hovedbanegaards Glastag i Morges. Her holdt ved Perron 4 de to røde Lyntog ”Kronjyden” og ”østjyden”, der skulde føre Trafikminister Friis-Skottes og Generaldirektør Knutzens 700 Gæster til Middelfart. Her samledes uniformerede og ikke-uniformerede Notabiliteter. Her udveksledes de første Lykønskninger, og her startede Hr. Knutzen sin Dag i et solidt solbeskinnet Humør, som holdt sig gennem alle Strabadserne til et godt stykke hinsides Skumringen.

Distriktschef Herschend indfandt sig paa Perronen allerede Kl. 9½, og lidt senere kom Knutzen selv, iført trekantet Hat, Kaarde og Kappe. Man lagde Mærke til, at Generaldirektøren ikke som de andre uniformerede Herrer gjorde Honnør, men tog Hatten af, naar han hilste paa folk. Det saa demokratisk ud.

Kl. 10,05 gik ”Kronjyden”. 10 Minutter senere ”østjyden”. Om Bord i disse to hurtigfarende, trafikale Vidundere befandt sig det meste af det Danmark, som daglig nævnes ved Navn i Aviserne. Hele Regeringen sad der. Hele Rigsdagen, eller i hvert Fald alle Udvalgsmedlemmer, hvilket er omtrent det samme. – Er der nogen som ikke er her? Spurgte en Partifælle Minister Steincke. – Jeg savner ingen, svarede Ministeren. I den midterste Waggon i hvis Kupeer Plydssæderne har hvide Blondeovertræk, havde de fremmede Ministre Plads. Mrs. Bryan Owen, et pelsklædt Smil med Markishat, den engelske Minister Hugh Gurney, den tyske Friherre von Richthofen, den svenske Minister, Friherre Hamilton, der i et Hjørne stillede Generaldirektøren et Par Spørgsmaal angaaende Lyntogets Rentabilitet.

I den midterste af Togets Kupeer fik Rejsens fornemste Deltagere sæde. Det var Prinserne Valdemar, Gustav, Axel og Prins Georg af Grækenland, alle i Uniform. I Nabokabinerne saas Direktøren for Polyteknisk Læreanstalt P. O. Pedersen, Folketingets Formand Hans Rasmussen og flere. De danske Ministre rejste paa Fællesklasse ligesom Amtmændene Saxild og Ammentorp, Admiral Reichnitzer og Direktøren for Krigsministeriet, Oberstløjtnant v. Steeman.

Steinckes Humør slog Gnister

- Skynd dig Borgbjerg! Sagde Socialministeren, som kom vandrende ned gennem Midtgangen i Pels og høj Hat – der maa være Plads til to Ministre paa den Bænk! Minister Friis-Skotte, der tog sig Værtskabets Pligter paa, stak en Gang imellem Hovedet indenfor og spurgte til Gæsternes Befindende, der konstant var godt. Det er maaske paafaldende, at jeg nu for tredje Gang nævner Socialministeren, men det kan ikke nægtes, at Hr. Steincke gjorde sit til at give Rejsen det særlige Præg, den fik. Ministeren var i storartet Humør og sagde derfor en Mængde vittige og ondskabsfulde Ting om sine Medmennesker: -Hvorfor skulde jeg ikke have lov til at fornærme Borgbjerg? Spurgte han Selskabets Journalister, som han slog sig ned hos. –Folk jeg kan lide, fornærmer jeg af og til, og Folk jeg ikke kan lide fornærmer jeg ogsaa. Hver Gang jeg holder Tale ved et Partimøde paa Rigsdagen fornærmer jeg mindst en af de 63 Meningsfæller. Hvad gør det? Manden vil selv komme til at more sig over mine følgende 63 Taler!

Ogsaa Undervisningsminister Borgbjerg var vel til Mode, medens Kirkeminister Dahl syntes tankefuld og lidet nærværende. Finansminister H. P. Hansen lagde en rolig Værdighed for Dagen, sømmelig for den, der trods alt betaler Gildet, og Handelsminister Hauge saa ud, som om han ikke rigtig havde Tid til at være med. Da vi med 108 Kilometers Fart passerede Odinstaarnet, der er mere højt end smukt, bøjede Steincke sig over mod sin Kollega Borgbjerg og sagde med kraftig Stemme: ”Har du set Mindesmærket for Hauge?”. Som Svar citerede Undervisningsministeren en Linie af et Digt han selv havde skrevet til et Partijubilæum, og som omhandlede Hauge: ”Valgt paa Fyn og født paa Fur. Han spiller i baade Moll og Dur.”.

Ved Frokosten om Bord pa Færgen ”Sjælland” præsiderede Generaldirektør Knutzen i den røde Salon. Maskinchef Munck i den blaa.

Et Triumftog mod det blaa Bælt

Saaledes levedes Livet behageligt indendørs i det strømlinede Hurtigtog. Udenfor stod Folket. Langs Jernbanen fra København til Korsør fra næsten alle Marker, ved næsten alle Vejoverskæringer, fra næsten alle Vinduer vinkede og raabte glade Mennesker, som syntes, at Lyntog og Lillebæltsbro gør Verden bedre at leve i. Og paa de grønne fynske Agre stak røde Kalve i Galop, da de saa det glidende Lyn komme nær. Børn og Mødre skreg sig hæse af Begejstring og Hæsheden blev værre og værre, jo tættere vi naaede paa Middelfart og det blaa Bælt. Flaget smeldede i de smaa Husmandshaver. Kaade Knægte hang højt i Træerne og svingede med Arme og Ben og Kasketter. ærværdige Ledvogtere stod ret i Forbifarten. Degne med hele Skoleklasser i stram og stille Opmarch og hilste Toget og Prinserne og Knutzen og Landets Ministre med oprakte Hænder. Fyn havde en stor Dag, som gjorde øen større end den i Aarhundreder har været.

Vi nærmede os Kl. 2 og vi nærmede os Middelfart. Flagene blev tættere, blev mere nye, blev til Alleer og til hele Regimenter af Dannebrog, som stod stivet paa spændte Stænger i den friske Nordvestenvind. Saa holdt vi. Vi steg ud og gik rundt paa den flunkende nye Perron for at vente paa Kongen. Steincke lagde sin Uldhue til side og tog høj Hat paa igen.

Hans Majestæt ankom som sædvanlig nøjagtig t til den opgivne Tid. Kongen bar Admiralsuniform. Han modtoges paa den nye Banegaard af Distriktschef Aalborg, Trafikinspektør Plesner og Stationsforstander Kyed, en Broder til Folketingsmanden, der ogsaa var med Toget. I Majestætens Følge saas Statsminister Stauning, Stiftamtmand Neumann, Odense, Amtmand Rudolf Larsen, Svendborg, Kabinetssekretær, Kammerherre Krieger, Ceremonimester Greve Trampe, General With, Generalerne Lasson og Leschly, Baneingeniør August Jørgensen samt Middelfart Byraad med Borgmester Ehlert Nielsen i Spidsen. Efter at Kongen havde hilst paa et halvt Hundrede af de Tilstedeværende, steg han ind i Toget, og fem Minutter senere holdt vi foran ”Restaurant Knutzen”, der som Amtmand Saxild bemærkede, saa bedre ud end sit Rygte.

Lillebæltsbroen 2004

Over Bæltet i 33 Meters Højde

Efter at Højtideligheden paa selve Broen var til Ende, steg Kongen og hans Følge atter ind i deres Kupeer, og saa gled Toget fremefter, meget langsomt i Begyndelsen, som om det følte sig for med Foden. Kan Broen bære? Smaa og ivrige som Myrer pilede Fynboerne op ad Dæmningens Sider, foragtede alle Politiforbud og alle statslige Advarsler. De hængte sig over Traadgitret. Leende trinde Bønderkoner bøjede sig frem og rakte Armene ud for at røre ved Lyntoget, og ældre adstadige Mænd fægtede med Stokken, dels af Henrykkelse, dels for at holde paa Balancen paa den stejle Dæmning. Adskillige trimlede en Snes meter nedefter.

Men vi, der befandt os om Bord i dette første fornemme Bro-Tog, saa Bæltet brede sig, blaat som en Flage af Foraar himlen, dybt under vore Fødder, og vi syntes, at vi lydløst gled lige ud i den høje Luft. Saa sprængtes den dannebrogsfarvede løvbehængte Silkesnor. Broen var aabnet. Vi gled videre. Flagsmykkede Færger, flagsmykkede Dampere, festklædte Lystbaade pulserede under os, mens Lyntoget skød fremefter paa sin luftige overlegne Linedans over det Vand, som for to-tre Aar siden var Tumleplads for cementgraa, gigantiske Sænkekasser. Nu laa Uhyrerne lænkede paa Bæltets Bund. Broen træder paa dem og holder dem nede, og et rødt, stilfærdigt summende Lyntog og en Kortege af røde Rutebiler gled frem over Brobuernes flade Rygge. Alle Dampfløjter paa Bæltet forenede sig til en mangestemmig Ouverture, en Teknikkens Sejrshymne, udsat for Kul og Olie, Beton og Staal. Togets Fart paa Broen var næppe mere end 30 km i timen. Paa Autobane, Side om Side med det røde Motortog, kørte Bilkortegen. I den første Vogn sad Departementschef Hoskiær, Ministeriet for offentlige Arbejder, Overvejinspektør Helsted og Vejinspektør Madsen, i den anden Vogn Prins Axel, Kaptajn, Generalsekretær Ipsen og Orlogskaptajn Jørgensen fra Kgl. dansk Automobilklub, i den tredje Apoteker Scheel, Direktør Kyhl med flere. I Nærheden af Jylland stod med 20 Meters Mellemrum en Statsbetjent i stiv Honnørstilling.

I Jylland

Og saa var det pludselig Jylland. Vi havde krydset Lillebælt ad Luftvejen. Nede til højre laa med Broen dybt begravet i det blaa Vand en lille sort ramponeret Færge med farvede Klude spændt ud mellem sine lave Master. Den lod sin Fløjte skingre. Det lød som om den græd. Til venstre stod nogle Geledder sportsklædte, solbrændte Piger og raabte Hurra. Det var Elever fra Snoghøj Gymnastikhøjskole.

Paa Fredericia Banegaard modtoges Kongen og Selskabet af Amtmand, Kammerherre Valløe, Borgmester Frants Hansen, Dommer Valentiner-Branth, Politimester Lorentzen og en Række andre prominente Jyder. Den nye Bangaard var pyntet med Flag og Guirlander, og adskillige Fredericianere, Vejlensere, Koldingensere ventede paa Banegaardspladsen, medens selve Indvielseshøjtideligheden fandt Sted. Mellem de særligt Indbudte, som ogsaa var til Stede her, bemærkedes Ingeniør Fibiger af Firmaet Fibiger & Villefrance, og Entreprenør Carl Jensen, der har flyttet ca. en kvart Million Kubikmeter Jord bort fra det Sted, hvor nu det nye Banegaardsanlæg er placeret.

Generaldirektørens Tale i Fredericia

Generaldirektør Knutzen begyndte sin Tale med en Tak til alle dem, der har skabt dette store Anlæg. Til Statsbanernes Teknikere, Banechef Flensborg, Overingeniør Engqvist, Overarkitekt Seest og Baneingeniørerne Hertsum og Aug. Jørgensen. Dernæst takkede han de Entreprenører og Haandværksmestre, som har udført Arbejderne, og de lokale Arbejderformænd og Arbejdere.

En Epoke i dansk Transport-Historie gaar i Graven

Generaldirektøren fortsatte: Det er ikke en almindelig Banegaard vi indvier i Dag. Naar det sidste Tog i Nat er ekspederet fra den gamle Banegaard og den sidste Færge fra de gamle Færgelejer, naar Sporene afbrydes samtidig med, at Forbindelserne etableres til den nye Banegaard, gaar en Epoke i dansk Transporthistorie i Graven og en ny tid fødes. Den gamle tid har tjent det danske Samfund godt og tro. Lad os haabe, at det nye trods Tidens Vanskeligheder vil bringe os længere frem. Nedsættelsen af Rejsetiden i de vigtigste Forbindelser til ca. Halvdelen. Indførelse af nye gennemgaaende Forbindelser til Ind- og Udland, større Rejsebekvemmeligheder, hurtigere og sikrere Godsforbindelser, det er den nye Tids Kendemærker.

Lyntogene, Prikken over I´et Jeg vil ogsaa gerne minde om, at vi i Dag ikke alene indvier Anlægene her ved Lillebælt, men samtidig en helt ny Togtype, Lyntogene, som skal betyde Prikken over I´et, idet de er den nødvendige Betingelse for, at vi kan faa den fulde Gavn af Broen. Jeg takker Statsbanernes Maskinchef Hr. Munck, for Arbejdet med Planlægningen af disse Tog., og jeg takker Frichs Fabrikker i Aarhus, og Scandia i Randers for Arbejdet med Togenes Fabrikation. Jeg haaber, at dansk Maskinindustri altid vil være i Stand til at løse Tidens Opgaver, som jeg føler mig overbevist om, at de har gjort det i denne Sag.”.


Interessen for de nye lyntog aftog ikke lige med det samme og pressens bevågenhed overfor de nye tekniske vidundere holdt sig i månederne fremover. Da julen 1935 nærmerede sig besluttede Randers Amtsavis, at sende en journalist med lyntoget "Kronjyden" der afgik fra Randers Banegård om aftenen den 7. december 1935 for at tage med på turen til København - i måneskin. Journalisten C. E. Klessens beskrivelse af rejsen i lyntogets førerrum var amtsavisens julegave til læserne og blev bragt i julenummeret den 24. december 1935.

Der hersker Travlhed paa Randers Jernbanestation, naar Klokken nærmer sig 18 og Lyntoget ”Kronjyden” kan ventes fra Aalborg. De rejsende staar med Bagagen i Haanden og tripper nervøst omkring; thi Lyntogets Ophold i Randers varer kun tre Minutter, og i den Tid skal eventuelle rejsende nordfra sættes af og de rejsende fra Randers indtage deres Pladser i Vognens blaa, læderbetrukne Hynder. Endelig høres Lyntogets brummende Motorer, og præcis Kl. 18,01 ruller ”Kronjyden”s gnistrende røde Vognstamme ind paa Perronen.

Forsynet med en særlig Tilladelse, der kun udstedes af Generaldirektoratet efter lange og indgaaende Forhandlinger, hvorunder jeg blandt andet maa fraskrive mig enhver Bet og Erstatningskrav, hvis jeg kommer til Skade under Kørslen, entrer jeg ”Kronjyden”s strømlinieformede Førerrum for at gøre den lange Tur med til Hovedstaden. Motorfører Christensen, der fører ”Kronjyden” fra Aalborg til Aarhus, hilser paa mig og byder mig Plads paa en Klapstol, der lige akkurat er Plads til i det trange Førerrum, hvorefter han beredvilligt giver sig til at forklare mig lidt om de mærkelige Knapper og Haandtag paa Styrebordet foran ham, hvorfra ”Kronjyden”s 1000 Hestekræfter dirigeres. ”Kronjyden”s Indretning er først og fremmest præget af Sikkerhed. Midt paa Bordet i Førerrummet findes et Haandtag, der ligner et Bilrat, og med hvilket Motorerne kobles til. Toget kan paa forbavsende kort Tid drives op til en anseelig Fart, og ved at dreje paa fire af Styrebordets Knapper sættes Togets fire elektriske Motorer i Gang og en lille grøn Lampe markerer hver enkelt af Motorernes Igangsættelse. Motorføreren forklarer mig, at alle fire Motorer bruges paa een Gang, da dette er det mest økonomiske. Man kan godt nøjes med at bruge mindre Motorkraft, men saa skal Motorerne anspændes til det yderste, og det betaler sig ikke i det lange Løb. Alt i Førerrummet er indrettet overordentlig praktisk og navnlig er der gjort meget for, at Sikkerheden skal blive saa stor som muligt. Der anvendes et særligt effektivt Trykluft-Bremsesystem, der virker meget bedre end f. Eks. Vakuum Bremserne paa et almindeligt Damptog, og som Reserve findes en elektromagnetisk Skinnebremse, der er saaledes indrettet, at to Elektromagneter paa hver Bogie kan sænkes ned mod Skinnerne, hvor de suger sig fast til disse og derved frembringer en meget effektiv Bremsning, udover hvad det øvrige Bremsesystem præsterer. Denne særlige Bremse tjener som en supplerende Nødbremse. Endelig er Togene forsynet med Haandbremse, ”Dødmandsknappen”. Inden for Statsbanernes Tjenestemandsorganisationer har man som bekendt forlangt to Mands Betjening i selve Førerrummet, men Lyntoget er imidlertid sikret ved Enmandsbetjeningen gennem en saakaldt ”Dødmandsknap”, der hele Tiden skal være trykket ned for at Lyntogets Motorer kan gaa. ”Dødmandsknappen” er delt i to Afdelinger. Dels findes der en stor rund Knap, der kan trykkes ned med Haanden, dels kan Føreren træde paa en Fodpedal, der erstatter ”Dødmandsknappen”. Denne er saaledes indrettet, at Toget naar det kører over 20 Kilometer i Timen, kun kan køre naar ”Dødmandsknappen” holdes nede. Slipper man den, vil Toget lige meget hvilken Fart det end har, standse øjeblikkelig. Det betyder, at hvis Lyntogets Fører skulde blive syg eller utilpas, standser Toget straks i Stedet for at rase videre uden betryggende Førerskab. Lyntogsføreren, der sidder paa et Sadellignende Sæde midt for Bordet med de mange Apparater, kan saaledes ikke forlade sin Plads blot en brøkdel af et Sekund under Farten, idet han som Regel bruger Fodpedalen.

I Førerrummet findes desuden Sandspredere, elektriske Signalhorn og Trykluftsfløjte, Hastighedsmaaler, Trykmaaler til Bremse, Olietilførselsmanometre, Sporkontakter til Toget og Telefonforbindelse til det bageste Førerrum. I dette findes en anden Motorfører, der skal sørge for Olietilførsel, passe Centralfyret etc. og iøvrigt staa til Raadighed for Føreren, hvis denne skulde faa Brug for dennes Assistance. Vinduerne til ”Kronjyden”s Førerrum er af splintfri Glas og er beskyttet af et Jerngitter for at forhindre at Fugle ved at flyve mod Toget knuser Ruderne. Midt paa Ruden findes en trykluftdrevet Vinduesvisker, der visker Regnen bort og desuden kan Ruden oversprøjtes med Vand for at afskylle Smuds.

Med 100 Kilometers Fart ud i Natten

Klokken er 18,04 og nu tændes det grønne Afgangssignal paa Randers Banegaard. De to Motorer bag os synger og giver Genlyd fra Banegaardshallen, og nu slipper Motorføreren Hestekræfterne løs, og næsten umærkeligt glider ”Kronjyden” ud fra Perronen. Inden vi er naaet ud til Vandtaarnet for Enden af Perronen er Farten oppe paa 40 Kilometer i Timen, ved Vesterled er den 60 og næppe er vi passeret Hornbæk før Toget farer af Sted med 100 Kilometers Fart i Timen. Det er Fuldmaane og et herligt Panorama breder sig foran os – Gudenaadalen. Vi sætter os mageligt til rette og nyder Natten. Toget gaar støt og sikkert, og i Førerrummet mærker vi ikke meget til Rystelser. Derimod bevirker Spektaklet fra Motoren, at vi maa raabe højt, naar vi vil Tale sammen.

Kun faa Minutter efter Afgangen fra Randers, møder vi det første Signal ved Stevnstrup. Jo, begge Signalerne viser grønt, der er Gennemkørsel, og vi raser gennem Stationen og faar lige et Glimt af Stationsmesteren paa Perronen at se. Gennem Langaa maa vi køre med nedsat Fart paa Grund af de mange Sporskifter, men allerede da vi passerer Stationsbygningen sættes Farten op paany. Imidlertid maa vi ikke køre over de 100 Kilometer paa denne Side af Aarhus, da Sporene endnu ikke er udbygget til at kunne tage den hurtige Fart. Hvert Øjeblik ser vi forud en lysende Lampe og da jeg raaber til Føreren, hvad det er for noget, svarer han mig, at det er Ledvogterne ved Overkørslerne, der melder at, at der er ”klar Bane”. Ved hver eneste Station, vi passerer, tager Føreren sit Statsbane-Kronometer op af Lommen og kontrollerer Tiden med en Tjenestemandskøreplan han har liggende foran sig og paa hvilken er opnoteret de Tider da Lyntoget normalt skal passere de paagældende Stationer. Køreplanen er meget nøjagtig udregnet med indtil et halvt Minuts Nøjagtighed for hver Station, og Føreren skal hele Tiden regulere Lyntogets Fart, saaledes at Kørselstiderne for hver enkelt Station saa vidt muligt overholdes. Det kan være vanskeligt naar Toget maaske bliver opholdt paa en Station eller skal køre med nedsat Hastighed over Strækninger der er under Reparation og det gælder da om at indhente det forsømte saa vidt det lader sig gøre og under Hensyntagen til, at Farten ikke overskrider Maksimum for den paagældende Banestrækning.

To gange paa Turen fra Aalborg til København faar Føreren udleveret et Kontrolskema, som han skal kvittere for hver Gang, og som indeholder en Oversigt over de Steder, hvor han skal køre med nedsat Hastighed. Første Gang vi skal sætte Farten ned, er efter at vi har passeret Brabrand. Her er man for Tiden i Færd med at udbedre Sporlegemet i Forbindelse med Dobbeltsporet fra Aarhus til Laurbjerg, og her maa kun køres med 45 Kilometers Hastighed. Ogsaa ind gennem det mægtige Banegaardsterræn i Aarhus med de Hundreder af lysende Sporskifter skal der køres med nedsat Hastighed, men vi har kørt godt paa Turen fra Randers, og nøjagtigt paa Klokkeslettet ruller vi ind paa Aarhus Banegaard.

Danmarks højeste Bakke ”tages” med 80 Kilometers Fart

Saa snart vi er standset, aabner Motorføreren Vinduet, tager de løse Haandtag paa Instrumentbordets forskellige Afdelinger af og giver dem til en ny Motorfører, der skal føre ”Kronjyden” videre til København. Det er Lokomotivfører Borcker og sammen med ham skynder jeg mig ud i den anden Ende af Lyntoget, hvor Motorrummet gøres klar til Starten. Efter fire Minutters Forløb er alt i Orden. Togførerens Signal lyder til Afgang og atter glider vi ud fra Stationen. Vi er nu kommet til Danmarks højeste Bakke, den berygtede Hasselager-Bakke, der er saa lang, at det tager 16 Minutter for et Eksprestog at forcere den, naar Lokomotivet sætter fuld Damp paa. Jeg synes det gaar lidt trægt, men da jeg ser efter paa Speedometeret ser jeg til min store Forbavselse, at Viseren staar ved 80 Kilometer i Timen, og længe varer det ikke, før det paany gaar nedad, og nu sætter Føreren fuld Kraft paa Motorerne. Paa Strækningen mellem Aarhus og København er Sporene af en saadan Beskaffenhed, at Lyntoget maa køre indtil 120 Kilometers Hastighed, og næsten umærkeligt glider Viseren paa Hastighedsmaaleren fra 100 op paa 110, 115 indtil den staar stille ved de 120. Vi suser ind i en Kurve; Hjulene hamrer mod Skinnerne, og Motorvognen begynder at ”slaa” i Sporene. Føreren bremser ganske svagt og ”gruser” med det elektriske Grusningsapparat. Før vi aner det, er vi ude af Kurven og atter paa lige Linie. Station efter Station farer forbi, og hvert Sted aner vi foran de oplyste Stationsruder Skyggen af den fungerende Stationsforstander, der staar paa Perronen med den lysende Lygte. Vi sidder og hygger os i Førerrummet og tænder en frisk Cigar. Det er mørkt herinde, selv om den elektriske Pære i Loftet er tændt, men den er omhyggeligt skjult bag en Hætte, som kun slaas til Side, naar Føreren har Brug for Lyset. Foran os lyser den kraftige og langtrækkende Lanterne, og Skinnerne jager imod os som to lysende Streger.

DSB MS 1, Frichs 1935

Gennem Skanderborg raser vi med 120 Kilometers Fart, og engang imellem skifter Føreren om paa Motorens Omdrejningstal for at regulere Farten. Med Uret i den ene Haand og Køreplanen i den anden konfererer han stadig for hver station Tiden, jo, vi er da rettidige endnu. Da vi har passeret Horsens maa vi sætte Farten ned paa Grund af Sporarbejder, og det samme gentager sig i Pjedsted mellem Vejle og Fredericia. Herved gaar et Par kostbare Minutter tabt, og da vi ruller ind gennem den store, flotte Banegaard i Fredericia, hvor Tusinder af Lys i hvidt, gult, grønt og rødt vinker os i Møde, er vi stadig bagefter. Gennem de store Udgravninger sættes Kursen nu mod Lillebæltsbroen, der med sine lysende Lamper ligner en funklende Perlesnor paa Afstand.

Over Lillebæltsbroen paa et halvt Minut

Da vi er naaet hen til Broens Staaldragere er Farten oppe paa 90 Kilometer i Timen. Det dundrer hult i Staalkonstruktionerne, medens vi kører over den over 800 Meter lange Bro, men efter et halvt Minuts Forløb passerer vi Restaurant ”Broen”s lysende Vinduer og er paa fynsk Grund. Turen over Fyn med de lange, lige og jævne Strækninger frembyder ikke spændende Momenter af nogen Art. De to Minutter vi er bagefter i Fredericia er for længst indhentet inden vi naar Nyborg, og præcis efter Køreplanen ruller vi ned til Havnestationen. Her springer en Portør op paa Trinbrættet til Førerrummet, rækker en Kontrolseddel gennem Vinduet, faar Kvittering og dirigerer derefter Lyntoget om Bord i Færgen. Det sker ganske langsomt.

”Kronjyden”, der tidligere maatte køre med 20 Kilometers Hastighed ned til Færgen, maa efter et for nylig udsendt Reglement nu kun køre med 10 Kilometers Fart, efter sigende fordi Portørerne klagede over, at de blev forkølede hvis Farten var 20 km (!), og for at give Plads til Biler og Motorcykler skal vi køre saa langt frem som overhovedet muligt. Det kunde næsten se ud som om Føreren vilde køre i Vandet, men i sidste Øjeblik slaar han Bremserne i, hvorefter travle Matroser begynder at surre ”Kronjyden” fast med lange Staaltrosser, der gøres fast i Kroge paa Færgens Dæk. Føreren giver Motorerne et hastigt Eftersyn, og sammen gaar vi derefter med Makkeren i det bageste Førerrum ned i Færgens Saloner og faar en Bid Mad.

Taagen er Lyntogsførerens værste Fjende

Her fortæller Føreren mig, at Taagen er den vanskeligste Hindring for Lyntogenes Fremførelse. Regn og Slud, ja selv den værste Snestorm er for intet at regne mod den snigende Taage, og i et saadant Vejr maa Lyntoget nedsætte Farten ganske betydeligt, da Signalposterne først kan ses paa ganske kort Afstand. I Regn og Snevejr kan Føreren betjene sig af den elektriske Vifte paa Ruderne. Paa mit Spørgsmaal om Lyntoget ihjelkører mange Dyr, svarer Lyntogsføreren Nej. Der gaar ganske vist en Del Fugle og enkelte Harer, men det er ikke mange. Værst er det for Harerne, der, naar de først er kommet ind i Lyskeglen paa Banelinjen, ikke kan komme ud igen, men piler af Sted, alt hvad de kan mellem Skinnerne, men over for Lyntogets Fart kan de ikke hamle op, og det ender altid med, at de maa lade Livet.

Lokomotivfører Borcker, der tidligere har kørt med Damplokomotiver, er nu en svoren Tilhænger af Lyntogene. ,,Lad alle de langsomme Tog forsvinde og sæt Lyntog ind overalt”, lyder hans Ord, og selv om det er Fremtidsmusik, viser det dog, at ogsaa blandt Statsbanernes Tjenestemænd er Begejstringen stor for Generaldirektør Knutzens Opfindelse. Samtidig fortæller Hr. Borcker mig, hvad maaske mange ikke ved, at Lyntogene er overordentlig billige i Drift. Paa en Tur København-Aarhus og retur bruger et Lyntog kun for ca. 36 Kroner Olie, eller lige saa meget som to Fællesklassebilletter næsten koster fra Randers til København. Et damptog bruger Kul for mange flere Penge, og dertil kommer, at Damplokomotivet til Stadighed maa indtage Kul og Vand, ligesom det slet ikke kan holde den Fart, som Lyntoget kan opnaa.

Inden Ankomsten til Korsør skiftes der paany Førerhus, idet Færgen som bekendt drejer i Bæltet, og efter at alt er gjort klar ved Motorerne, og Landgangsbroen er sat, sættes Motorerne paany i Gang, hvorefter ”Kronjyden” langsomt glider op fra Færgen til Korsør Station. Herfra gives der Afgangssignal med det samme, og længe varer det ikke før de syngende Motorer har bragt Togets Fart op paa de 120 Kilometer igen. Vi raser forbi Slagelse, Sorø, Ringsted og Roskilde og nærmer os nu København. Strækningen fra Roskilde til København er en af de vanskeligste paa hele Turen, fortæller Lyntogsføreren mig, fordi den er saa overbelastet, og det hænder jævnligt, at der er saa mange Tog paa Linien, at Lyntoget bliver forsinket. I Aften er vi imidlertid heldige. Der er klar Linie overalt, hvor vi kommer frem, og snart begynder vi at kunne skimte Hovedstadens Millioner af Lys forude.

Indtil Roskilde har vi været rettidig, men ind mod København begynder vi at vinde Tid, og da vi ruller ind over det mægtige Jernbaneterræn med Tusinder af Lys og Signaler, som er en hel Labyrint for ikke-sagkyndige, er Klokken godt halvtolv, og da vi endelig standser paa Hovedbanegaarden og Passagererne myldrer ud fra Toget, viser Uret 11,57, tre Minutter før Ankomsten normalt skal finde Sted. Sig saa ikke, at Statsbanerne altid kører med Forsinkelser.


Kommentarer, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak.
Lyntogenes triumftog mod Lillebælt






Copyright © 2018 Jernbanen.dk - Alle rettigheder forbeholdes - Om Jernbanen.dk - Kontakt redaktionen