B & W
Burmeister & Wains maskin- og skibsbyggeri A/S, København, Danmark
Retur til oversigt

Den 37-årige Hans Heinrich Baumgarten grundlagde i 1843 et mekanisk værksted i Købmagergade i København. Baumgarten stammede oprindeligt fra hertugdømmet Holsten, hvor han var vokset op på en lille gård i landsbyen Holstenbech tæt ved Pinneberg. Oprindeligt havde Baumgarten uddannet sig til snedker, og det var også indenfor dette fag han arbejdede efter han i 1828 kom til København. Men efter et længere udenlandsophold i 1832-39 blev han praktisk maskinbygger, og da han i 1839 atter kom til København blev han ansat som maskinmester i Det Berlingske Bogtrykkeri og senere Jernstøber Lunds Maskinværksted i Nørre Farimagsgade.
I februar 1843 grundlagde han sin egen virksomhed, og indgik i 1846 partnerskab med den noget yngre Carl Christian Burmeister. Ved denne lejlighed udvidedes den mekaniske virksomhed med et større jernstøberi, ligesom virksomheden fik navnet Baumgarten & Burmeister og flyttede til Overgaden neden Vandet på Christianshavn. I de følgende år undergik virksomheden en hastig udvikling, således at man i 1848 kunne levere den første selvproducerede dampmaskine, og i 1854 byggedes det første skib, S/S Hermod, der var bestilt af postvæsenet.

I 1861 forlod Baumgarten firmaet, og Burmeister indgik nogle år efter partnerskab med Orlogsværftets underdirektør, englænderen William Wain, hvorefter firmaet skiftede navn til Burmeister & Wain. En af de mere dramatiske episoder i virksomhedens historie indtraf i 1871, da der udbrød strejke, ligesom fabrikken ramtes af kapitalmangel. Strejken udbrød ved månedsskiftet september-oktober 1871, da fire såkaldte ”Kvartermænd” (underofficerer fra flåden og underordnede funktionærer på Orlogsværftet, der havde fulgt William Wain med over til B&W i 1865) overfaldt en værftsarbejder. Der var i virkeligheden tale om en konflikt mellem to arbejdskulturer, nemlig den civile og den militære. Efter krav fra arbejderne blev to af kvartermændene fyret, ligesom også værftsarbejderen fik fyresedlen. Arbejderne var dog ikke tilfredse med at det kun var de to kvartermænd som blev straffet, mens de to andre slap, og den uro som fulgte i kølvandet på overfaldet fortsatte. Arbejdernes talsmand, der havde blandet sig i konflikten, blev kort efter afskediget, og snart efter fulgte også fyringen af alle 320 værftsarbejdere. Hvad baggrunden var for denne pludselige masseafskedigelse kendes ikke, dog kan det tænkes at Burmeister & Wain ønskede at statuere et eksempel overfor arbejderne. Men muligvis hang massefyringen også sammen med det faktum, at værftets hoveddampmaskine var gået i stykker kort forinden, og derfor skulle gennemgå en omfattende hovedreparation inden arbejdet på værftet kunne genoptages. Under alle omstændigheder medførte afskedigelserne massive protester fra den gryende socialdemokratiske bevægelse. Kort efter blev flere af arbejderne dog genansat, og allerede en uge efter masseafskedigelsen var halvdelen af de over 300 fyrede atter ansat på skibsværftet.
Året 1871 blev i øvrigt også det år, hvor Burmeister & Wain byggede sine to eneste damplokomotiver. De to maskiner, der var bestilt af Sjællandske Jernbane-Selskab (SJS) var af den såkaldte Ymer-klasse (SJS E 36 og SJS E 37). Begge damplokomotiver var blevet anskaffet til åbningen af jernbanestrækningen Roskilde-Køge-Næstved-Masnedsund. Den ene af de to leverede maskiner – SJS E 36 (Hørdur) – blev i 1872 udstillet ved den store industriudstilling i København, hvor virksomheden også kunne indkassere en medalje for lokomotivet. Selvom de to maskiner kørte upåklageligt, så blev de to sjællandske maskiner de eneste damplokomotiver som Burmeister & Wain kom til at bygge.

Omtrent samtidig med storstrejken foreslog finansmanden C. F. Tietgen at omdanne selskabet til et aktieselskab med ham selv som formand for bestyrelsen og med Burmeister og Wain som direktører. Ved årsskiftet 1871-72 var aktieselskabet en realitet, og i det kommende år overflyttedes skibsværftet til nye bygninger på Refshaleøen. Gennem årene byggedes på værftet utallige skibe, herunder hjuldamperen Hjejlen, der i dag sejler på Silkeborgsøerne, det danske kongeskib ”Dannebrog” fra 1879-80, og den russiske kejseryacht ”Standard” i 1890erne. Opsigt vakte det også da værftet i 1912 kunne søsætte det første store søgående dieselmotorskib ”Selandia”. Sideløbende med skibsproduktionen havde B&W også godt fat i maskinværkstedet. Omkring 1880 blev produktionen af mælkecentrifugeanlæg en vigtig indtægtskilde, og i 1904 opkøbte man firmaet Frederiksberg Metalvarefabrik, der fremstillede mælketransportspande. Dertil kom at virksomheden havde en stor stålproduktion, der eksporteredes til England, Rusland og Norge.

I november 1911 offentliggjordes i Berlingske Tidende oplysningen om at B&W gennem længere tid havde puslet med planer om at indbygge en dieselmotor i et lokomotiv. Imidlertid var firmaet i jernbanekredse stødt på forskellig modstand, og måtte derfor skrinlægge planerne. Først i 1927 tilbød B&W Statsbanerne et dieselelektrisk lokomotiv på 1000 hk, men tilbuddet blev afslået af DSB med det argument at lokomotivets vægt ville medføre, at det kun kunne anvendes på hovedstrækningerne, og at man havde rigeligt med store damplokomotiver. Der gik dog ikke mange måneder førend at DSB indgik kontrakt med B&W om bygning og levering af et noget mindre diesellokomotiv på 400 hk. Allerede den 19. maj 1928 kunne kontrakten underskrives mellem de to parter, og en måneds tid senere bestilte Statsbanerne yderligere et lokomotiv (MW 117 og MW 118). De to lokomotiver blev samlet på virksomhedens motorfabrik på Christianshavn, og da maskinerne skulle leveres i foråret 1929 måtte de derfor bugseres over havnen ved hjælp af en flydekran og sporsættes på havnesporene ved Kalvebod Brygge.

MW 117
Det første MW-lokomotiv under transport over Københavns havn.


















I den første tid kørte maskinerne fint, men hurtigt meldte problemerne sig – især var det galt med eludrustningen, brændstofspumpen og udstødsgliderne. Alle problemerne bevirkede, at maskinerne i midten af 1930erne kun anvendtes ganske sporadisk. Inden disse problemer havde også den private København-Slangerup Banen (KSB) bestilt to diesellokomotiver i foråret 1929. Det er muligt at Slangerupbanens tidligere bestyrelsesformand, der var trådt tilbage kort tid inden ordreafgivelsen, havde haft en finger med i spillet, idet han også var medlem af B&W´s bestyrelse. Det særlige ved de to lokomotiver som Slangerupbanen bestilte var, at maskinerne kunne fjernstyres fra en styrevogn, således at omløb på endestationerne kunne undgås. Efter nogle begynderproblemer efter leveringen af KSB M 1-2 i 1930 fungerede lokomotiverne upåklageligt, og kom til at køre på banen i flere år.

I begyndelsen af 1930erne indledte B&W desuden et samarbejde med en anden aktør indenfor produktion af jernbanemateriel, nemlig Triangel i Odense. I fællesskab udvikledes et projekt med en stor dieselelektrisk motorvogn, som gik hen og blev en succes med afsætningen af 13 motorvogne til Sydfynske Jernbaner og Vemb-Lemvig-Thyborøn Jernbane (VLTJ). Dertil kom at B&W også leverede motorerne til flere mindre rangertraktorer til Københavns Frihavns Aktieselskab. Senere fulgte også bestillingen af diesellokomotiver og motorvogne til blandt andet Slangerupbanen (KSB), Hornbækbanen (HHGB), Kolding Sydbaner (KS) og Kalvehavebanen (KB). Efter Statsbanernes offentliggørelse i 1933 af planerne om at indsætte lyntog (litra MS) i landsdelstrafikken henvendte B&W sig til maskinafdelingen for at få del i denne ordre. Ordren på lyntogene kom dog til at gå til Frichs i Århus med hvem Statsbanerne havde samarbejdet intensivt i de foregående år. Dog blev der talt om, at B&W kunne levere to motorvogne (litra MO) for overfor et udenlandsk publikum at vise, at også de statslige jernbaner i Danmark afgav ordrer til firmaet. Derfor bestiltes to MO-vogne i februar 1935, men det blev dog understreget fra Statsbanernes side, at firmaet ikke måtte forvente yderligere ordrer på jernbanemateriel. Vognkasserne byggedes af Scandia, mens motor og transmission leveredes af B&W. MO 211 og MO 212 blev dog ikke den succes som firmaet havde håbet på, og der var i det hele taget store problemer med de B&W-producerede MO-vogne. Sagen endte til sidst med at B&W-motorerne måtte udskiftes med Frichs-producerede motorer.

KSB M 1
KSB M 1 under passage af Langebro i 1930.


















I slutningen af 1930erne var produktionen af jernbanemateriel ved at være et overstået kapitel i B&W´s historie. Efter forhandling mellem B&W og Frichs var man i 1938 nået frem til en aftale, hvor Frichs skulle tage sig af produktionen af jernbanemateriel, mens B&W skulle koncentrere sig om skibsmotorer. Kort forinden havde Frichs ønsket at levere motorer til en større DSB-færge, hvilket B&W så som en trussel mod virksomhedens interesser.

Under den tyske besættelse i perioden 1940-45 var medarbejderstaben, der talte en tusindtallig skare, en betydelig magtfaktor. I fagpolitiske spørgsmål og konflikter lagde de øvrige københavnske arbejdspladser såvel før, under som efter besættelsen stor vægt på hvad den fremherskende stemning var blandt arbejderne på B&W. Således fulgte de københavnske arbejdere trop, da de B&W-ansatte i sommeren 1944 nedlagde arbejdet som følge af besættelsesmagtens indgreb i det offentlige liv. Folkestrejken i 1944 var dog kun en af mange faglige og politiske aktioner som tog sit udgangspunkt på B&W. I 1950erne samarbejdede B&W en overgang med Frichs i forbindelse med leveringen af to dieselelektriske lokomotiver (MY 1201 og MY 1202) til Statsbanerne. Imidlertid opstod der så mange problemer med de to lokomotiver, at det kun blev ved de to prøvemaskiner, og ordren på større lokomotiver overgik til NOHAB i Sverige med leveringen af litra MY og MX i de følgende år.

I begyndelsen af 1970erne var selskabet inde i en kriseperiode, men i 1974 fik Jan Bonde Nielsen kontrollen over B&W. Bonde Nielsens strategi var at satse på produktionen af bulkcarriers. Samtidig blev koncernen udvidet med virksomhederne Glud & Marstand og Grenada, der blandt andet ejede Grenaa Dampvæveri. I slutningen af 1970erne var Jan Bonde Nielsen genstand for megen medieomtale, men i 1979 kom selskabet i likviditetsproblemer, og halvdelen af B&W Motor måtte sælges til den tyske industrikoncern MAN. Året efter gik B&W konkurs, og resterne solgtes ligeledes til MAN. De dramatiske begivenheder som følge af B&W´s konkurs medførte at Jan Bonde Nielsen af Bagmandspolitiet blev tiltalt for groft mandatsvig for 146 millioner kroner. Sagen mod Bonde Nielsen endte dog med, at han i 1986 ved Københavns Byret blev frikendt. Senere blev det forsøgt at stable en ankesag på benene, men efter frikendelsen var Jan Bonde Nielsen rejst til England, hvor han havde bosat sig. Da Jan Bonde Nielsen ikke ønskede at komme hjem for at deltage i en ankesag, og da han ikke kunne udleveres fra England faldt ankesagen til jorden. Siden hen har Jan Bonde Nielsen med udgangspunkt i London med held beskæftiget med ejendomshandel i Storbritannien.

De økonomiske vanskeligheder som B&W var kommet i medførte at virksomheden i 1995 gik i betalingsstandsning efter flere års drift på vågeblus. Et rekonstruktionsforsøg mislykkedes, og i 1996 gik firmaet konkurs.

Kilder:
MM6. Motormateriellet fra danske fabrikken før 1932” af P. Christensen og J. Poulsen. BaneBøger 2005.
”Stormogulen” af Ole Lange. Gyldendal 2006
Tidsskriftet Lokomotivet nr. 55/1999.
Salomonsens Konversationsleksikon
Dansk Biografisk Leksikon
(LC)
Byggenummer År Enhed Tegning
1871SJS E 36SJS E 36
1871SJS E 37SJS E 37
11929DSB MW 117DSB MW 117
21929DSB MW 118DSB MW 118
31930KSB M 1KSB M 1
41930KSB M 2KSB M 2
51932KSB M 3KSB M 3
61932KSB M 4KSB M 4
71935DSB MO 551DSB MO 551
81935DSB MO 552DSB MO 552



Kommentarer, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak.
Lokomotivfabrikker - B & W






Copyright © 2018 Jernbanen.dk - Alle rettigheder forbeholdes - Om Jernbanen.dk - Kontakt redaktionen