Destruktion af R 946 (Generelt)

af LokSmed, torsdag 18. oktober, 2018, 22:33 (31 dage siden)

Kære Jernbanevenner og andre, det er med sorg jeg må meddele at R946 ikke er mere.

Som alle ved havde Jernbanemuseet fundet ud af at der ikke i samlingen var plads til 4 My lokomotiver, en Mx og en Mz OG R 946. Derfor ville DJMs ledelse skrotte R 946 efter at have gemt kedlen og tenderen af vejen til brug for R 963. Tilsammen fylder kedel og tender meget mindre end en hel samlet R-maskine. De to R-maskiner var jo også ens, fremgår det af DJMs skrift om udskillelse.

En lille gruppe interesserede besluttede at gøre et sidste forsøg på at redde det der var tilbage, dvs lokomotivet uden kedel og tender. Vi skrev til DJM, i overensstemmelse med de regler DJM havde fastsat. Der var projektbeskrivelse, en foreløbig tidsplan - og selvfølgelig intet budget og ingen navne andre end mit eget. Ikke at dette egentlig vedkom DJM.

Sagen er nemlig den at mange andre der gerne ville engagere sig i et redningsforsøg af deres respektive klubber havde fået besked på at ingen af klubberne ønskede at lægge navn til, af hensyn til deres gode forhold til DJM. Vi oplyste ikke om budget fordi vi ikke anede hvad projektet ville koste - vi havde nok til at købe resterne

Det korte af det lange er at DJM, ved at henvise til at der blev forhandlet om R 946 til anden side, trak tiden ud. Jeg bad om at blive forbundet med disse andre mennesker, men DJM svarede aldrig på dette.

For ca 14 dage siden kom der endelig en mail fra DJM. Ansøgningen var afvist fordi vores projektbeskrivelse ikke var god nok. Samme dag fik jeg besked om at førerhuset var destrueret - og må formode at resten er fulgt med.

Efter et sådant forløb ville trangen til at lade sin vrede få frit løb være stor. Men Jernbanemuseet er en institution og det er reelt kun museets ledelse der fortjener vrede reaktioner. Alle de andre der har forholdt sig tavse kunne have nægtet at udføre destruktionen. Det ville have kostet dem et job, men de havde haft mere ro i sjælen.

Ledelsen for DJM har det hårdt. Masser af køretøjer er blevet destrueret. De ville aldrig kunne bevares eller udstilles. De skulle udryddes. Ledelsen gjorde hvad den fik besked på af bestyrelsen. Men oplægget til bestyrelsen har ledelsen det fulde ansvar for.

Jeg behøver ikke at nævne at der på horisonten er masser af svære problemer for DJM. Museet i Odense ligger på en af de mest værdifulde grunde i Odense. Remiserne i Roskilde og Randers og det store lager samme sted lider af stort set samme problem. Rygtet vil vide at det hele skal flyttes ud på Lars Tyndskids mark, som ligger et sted øst for Odense. Måske er destruktionen af R 946 kun en forsmag på hvad der er i vente. P 917 er en dublet. Det er E 991 og D 802 og D 871 og My 1159, My 1135 og My 1112 også.

Det er mere sandsynligt at Pr 908 ryger med - dette lokomotiv er et tenderløst misfoster (misfosteret kan DJM ikke klandres for men historisk er typen - præcis som R 946 var det) som kun er til besvær fordi det er totalt skilt ad. Dette med at adskille køretøjer er måske noget af det farligste der kan ske - det er kostbart at samle dem uanset hvad deres videre skæbne skal være - og det var formentlig også dette der førte til den planlagte destruktion af H 783.

I forlængelse af dette er DJMs optræden endnu mere mærkelig. Ville museet uden ballade skaffe sig af med de køretøjer der ansås for overflødige, kunne museet blot have overladt dem til andre. Disse andre ville så have haft al hovedpinen med at finde opbevaringssteder, lave projekter og måske til slut ende med at skrotte køretøjerne. Længe efter den nuværende ledelse var glemt og borte.

Den nuværende ledelse bør i fremtiden omtales som det den er, "skrottere". Den har en svær opgave men den har ikke løst den godt nok indtil videre. Noget af det værste ledelsens beslutninger har ført med sig er at den har drænet DJMs organisation for frivillige, dem der lavede meget af den løbende vedligeholdelse af køretøjerne.

Om man har lyst til at samarbejde med den nuværende ledelse af Jernbanemuseet må man gøre op med sig selv. Jeg synes DJMs ledelse har været stærkt styret af opportunisme og meget lidt af faglige argumenter. Evnen til at svare på seriøse henvendelser har været ringe og viljen til at bruge halve og kvarte sandheder har været påfaldende, ikke kun i den konkrete sag om R 946, men i en lang stribe sager.

Egentlig burde ledelsen udskiftes. Jeg tror ikke selv jeg kommer til at sætte mine ben i museet, eller lægge penge i dets kasse, før det sker.


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

3 advokat tilbud


Kommentarer, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak.
Mail til Jernbanen.dk






Copyright © 2018 Jernbanen.dk - Alle rettigheder forbeholdes - Om Jernbanen.dk - Kontakt redaktionen