Skrevet af manden der indspillede jinglen. Hans navn er forsvundet, desværre.

------------

Her er historien om hvordan den blev til:

Statsbanernes kaldesignal bruger tonerne D, S og B:

Jo, du kender sikkert godt den lille, simple melodi, som i de sidste 20 år er kommet ud af DSB's højttalerne med samme xylofon-lignende klang.

Melodien bestod ganske enkelt af tonerne D, S(Eb) og B(Bb), akkompagneret af (modalt) parallelle tertser/sekster i tonearten Bb-dur. Præcis den samme strofe, blev herefter gentaget en heltone dybere, altså som tonerne C, Db og Ab i Ab-dur.

Men historien om, hvordan melodien blev til kaldesignal er særlig sjov for mig, fordi jeg selv var med til at gøre den landskendt!

Den noget excentriske og maniodepressive komponist Niels Viggo Bentzon, som i mange år var Statsbanernes "hofkomponist", skrev det melodiske tema helt tilbage i midten af 50'erne - vist nok i forbindelse med en festlig indvielse af et eller andet stort DSB-projekt, hvor Statsbanernes eget harmoniorkester blev indbudt til at spille en flot fanfare.

Siden blev melodien glemt i 25 år. Indtil DSB i 1980 besluttede, at man med fordel kunne bruge et let genkendeligt tonesignal som "pausemelodi" ved alle telefoniske opkald til DSB. Den samme strofe skulle så også tjene som melodisk identifikation i togene, på perronerne, ved og i DSB's færger, i kantiner osv - kort sagt alle steder, hvor DSB havde brug for akustiske signaler.

En ældre herre i DSB's ledelse huskede pludselig Niels Viggo Bentzons sjove DSB-fanfare og foreslog, at den skulle genbruges.

DSB fik kontakt med komponisten og bad ham indspille den på en xylofon eller et klokkespil. Niels Viggo Bentzon, som var en mand af format, var glad for udfordringen og komponerede nu et nyt storslået arrangement af strofen udsat for et helt xylofon-orkester. Men denne komplekse klang viste sig desværre helt uegnet til afspilning i telefoner og over perron-højttalere, så DSB bad Bentzon om at forenkle både melodi og arrangement.
Komponisten brød nu helt sammen, og hans meget dominerende og temmelig hidsige kone - som i hverdagen havde sit hyr med at holde sammen på Niels Viggo Bentzons skrøbelige liv - måtte meddele DSB, at komponisten ikke længere så sig i stand til at løse opgaven, fordi han havde fået et nervesammenbrud. Ideen blev skrinlagt.

I 1981 meldte Niels Viggo Bentzon sig pludselig klar med et nyt, simpelt klaver-arrangement af den lille melodi. Konen havde indspillet arrangementet på kassettebånd og sendt det til DSB's ledelse. Af lutter medfølelse accepterede man forslaget og besluttede nu at indspille det med brug af kun en xylofon.
Men heller ikke her var klangen egnet til perronernes og telefonernes skrattende højttalere. Så man besluttede at prøve med et elektrisk instrument, nemlig et Fender Rhodes elpiano. Her var resultatet bedre, men alligevel ikke tilfredsstillende.
Situationen var noget anspændt, og Niels Viggo Bentzons følsomme temperament (og især hans kones hidsighed!) var på ny ved at true projektet.
Så foreslog lydproducer Niels Erik Lund fra det daværende Easy Sound lydstudie på Østerbro, at man skulle hidkalde en synthesizer-programmør, som tidligere havde arbejdet for studiet i forbindelse med popproduktioner. Det var mig, som har skrevet denne historie.

Jeg havde kort forinden eksperimenteret med en kostbar synthesizer, den amerikanske Sequential Circuits Prophet Five, som der kun var et eneste eksemplar af i Danmark. Så mange ting kunne jeg programmere synthesizeren til, at jeg blev kaldt Phophet Five-doktoren. Nu blev jeg engageret til at løse opgaven med at programmere en helt simpel, elektronisk, lyd, der skulle klinge som en mellemting mellem en xylofon og et klokkespil, blot en oktav dybere, så den passede til det toneområde, hvor DSB's højttalere og alle telefoner fungerer bedst!

En varm tirsdag eftermiddag i foråret 1981 indfandt jeg mig i Easy Sound sammen med Niels Erik Lund, Niels Viggo Bentzon og hans hysteriske kone samt fire mand fra DSB's ledelse.

Niels Viggo Bentzon indspillede her melodien mindst 50 gange - og med forskellige rytmiske fraseringer, som hans tossede kone dikterede. Men han var ikke tilfreds med rytmen.
Situationen stressede Bentzon så meget, at han - efter at have røget flere pakker cigaretter i træk - måtte give fortabt. Han var nu helt ude af stand til selv at indspille melodien!
Producer Niels Erik Lund bad DSB-ledelsen og fru Bentzon om at tage hjem, så kun komponisten, undertegnede og produceren var tilbage. Så lånte jeg noderne og indspillede tonerne helt lige og "mekanisk", således som de var noteret på nodearket.
Ført i en langsom variant, siden i en hurtig. Og begge i både den lange og korte udgave, altså med og uden C, Db, Ab.
"JA, SÅDAN!", råbte den ellers fåmælte Bentzon pludselig. Han var gråden nær af glæde. Og der blev budt på kaffe og kage i det glohede lydstudie.

Denne indspilning af Niels Viggo Bentzons DSB-tema har siden været anvendt af DSB i 25 år.