Naturligvis skal vi jernbaneentusiaster overholde love og regler, og er man i tvivl om adgangsforhold og lignende, skal man spørge. Men jeg har indtryk af, at der gennem tiden er sket en stramning. I de gode gamle dage kunne banernes personale udvise fleksibilitet og situationsfornemmelse. Hvis man spurgte pænt om lov, kunne de godt se, at man var en ven, som ikke ville ødelægge noget, og som var i stand til at tage vare på sig selv. Så de slap én ind, hvor man ellers ikke havde adgang.

Fra en lidt anden boldgade: I de gode gamle dage gik jeg ofte tur i Aarhus havn for at se, hvad der skete, men nu standses man af skilte, der truer med allandsens ulykker, hvis man går ind på området uden et specifikt ærinde, behørig legitimation o.s.v..

Bevægelsesfriheden er mere begrænset nu. Der kan være gode grunde til det, men jeg kan ikke altid få øje på dem. Vil man holde sine fjender ude på den måde, går det ud over ens venner. Desuden er overvågningen skærpet. Man er ufrivillig ”TV-stjerne”, hvor man står og går, og selve internettet udgør en problematik for sig:

Her er en lille historie fra det store udland: Forrige år ville jeg ind og fotografere en stationsruin i Antofagasta i Chile, men vagterne på stedet sagde: ”Hvis vi lukker dig ind, lægger du bare dine billeder ud på nettet, og dér ser vores chefer dem. Derpå kommer de farende og skælder ud!” Så det er ikke blot NSA, der bruger internettet til overvågning og kontrol - Gud og hvermand kan gøre det. Men, som Johnni skriver, er det ikke alle, der tænker på det, inden de upload'er noget.

Bevægelsesfriheden indskrænkes og overvågningen øges. Vi må trøste os med, at det sker for at forsvare friheden...