Jeg skal bruge en solid kilde der kan fortælle mig hvor mange tons kul en E-maskine bruger i timen, så jeg tænkte der var nogle der kunne hjælpe herinde ;)

Det kommer meget an på hvor hård belastet lokomotivet er......kører loko tom eller med størst mulig togvægt?

Anyway, tillad et kvalificeret bud.
Kuls nedre brændværdi er henad 23.100 kJ/kg.
Antages at der fordampes 11.000 kg/h, at vandet ved indgang til kedlen er 20 grader Celsius og at konditionen ved ankomst til gliderkassen er 9 bar, 280 grader Celsius (overhederen er ikke specielt god), da fås Pdamp = 3009-(4,19x20)x3,056 -> 8938 kJ/s
Sættes virkningsgraden af kedel til 0,8 (jeg aner ikke hvad den reelt er, men god er den næppe), fås at 11.172,625 kJ/s skal tilføres med kul.
Da kullenes brændværdi er angivet, så er det bare til tasterne og regne sig frem.
Det tal er så i den pænt høje ende og tager på ingen måde højde for stop mm.
Ældre SJ optegnelser angiver at kørsel over Hallandsåsen krævede ca. 20 kg kul/km og normal kørsel ca. 14 kg/km.

Tror du skal have fat i din fysiklærer om det her (og en damptabel).

Hej jeg skriver engelsk synopse i gymnasiet om Jernbanen. (ikke hjemmesiden)

Jeg skal bruge en solid kilde der kan fortælle mig hvor mange tons kul en E-maskine bruger i timen, så jeg tænkte der var nogle der kunne hjælpe herinde ;)

Kære Emil

Det er meget svært at give dig et entydigt svar på dit spørgsmål og du kan allerede se på de allerede givne svar, at det er vanskeligt. Der er så mange faktorer der spillere ind og yderligere var ikke en maskine ens, de dampede forskelligt og endelig blev de kørt meget forskelligt af deres ”sæt”. Nogle førere kørte hårdt (stort dampforbrug) og nogle fyrbødere kunne ikke ”læse” kullene i fyrkassen eller lavede forkerte indfyringer mv. Altså alt i alt svært med et korrekt svar.

I målinger kunne E II kedlen give ca. 11400 kg. damp/timen, hvilket svarede til at dampmaskinen havde en effekt på ca. 1340 HK. Men igen afhængig af hvilket arbejde maskinen skulle udføre og under hvilke forhold.

E I (de svenske) havde i nogle sammenligningsmålinger et forbrug på 35 kg/kul pr. 1000 ton km., hvilket igen kunne udregnes med et vandforbrug i kedlen til 250 kg/km med et 485 tons tog med aktiv dampvarme. Disse tal er jo svære at forholde sig til, men jf. udregninger gennemført ved Overmaskiningeniør Haldbo ved 2. Distrikt (Jylland og Fyn) i 1951 vedr. de danskbyggede E II, ligger tallet på et sted mellem 14 – 16 kg. kul pr. km!! Og dette tal er jo nok det mest gennemsnitlige brugbare jeg kan finde og give dig.

Altså et gennemsnitligt kulforbrug på 14 – 16 kg. kul/km.

Så med et stort eksprestog fra Århus og til Nyborg Færge kan du hurtigt regne ud, at fyrbøderen skovlede tenderen næsten tom (6500 kg). Så det romantiske ved damplokomotiver findes kun nu om dage. I virkeligheden et overordentligt hårdt og krævende arbejde, hvilket man jo ikke tænker på med landskabet flyvende forbi i en varm kupe.
Håber du kan bruge dette til noget.

Med venlig hilsen

Steffen Dresler.

At det at være fyrbøder tiltider har været et hårdt fysisk arbejde er der ingen tvivl om, undtaget hvis lokomotivet var oliefyret eller havde stoker, men det havde de danske lokomotiver som bekendt ikke. Men distancerne var jo heller ikke så lange. Men jeg kan da huske at min nu afdøde onkel fra Struer som var fyrbøder i damptiden, klagede over N maskinernes glubbende appetit.

Følgende lille beretning stammer fra bogen ”The Great Steam Trek” af A. Jorgensen (Jo uden dansk ø) og C.P. Lewis. En fantastisk flot billedbog med gode tekster om Sydafrikas jernbaner og damplokomotiver.

For many years the Rosmead 19Bs (Steen: 2D1 lok) worked a diagram involving running between Klipplaat and Neupoort. From Kendrew there is a continuous ramp of 84 miles to Lootsberg summit with a vertical climb of 3712 feet (Steen: Circa 1200 meter) followed by a descent to Rosmead and then another climb of 1180 feet in 21 miles to Carlton.
Handfiring an engine up nearly 5000 feet (Steen: circa 1600 meter) in one day is a feat which should qualify the Rosmead firemen for an entry in The Guiness Book of Records, especially when one remembers the coal was of poor quality and the 19Bs had short travel valves and voracious appetites.
Once we rode on the footplate of No 1413 on a northbound freight out of Graaff-Reinet. At 330 tons we were 15 tons overloaded for the 1:40 grade, and with driver Strauss in charge we knew we were in for an interesting ride.
The first 4 miles are solid 1:40 against the engine and we barely held walking pace. In spite of a huge build-up of 1413s fire before leaving, the young fireman was soon shoveling hard, sweat running down his neck. There was to be no respite for him for the next over four hours except at the water stops at Pretoriuskloof and Koloniesplaas. At Blouwater, where the last 1000 feet to the summit begins, driver Stauss reached into his seat box and pulled out a chunk of ballast which he jammed into the regulator quadrant. This held the lever full open against the vibration of the engine. Seeing our surprise when the fireman collapsed onto his seat and Strauss grabbed the showel and shouted above the roar of the exhaust; “Ek stook maar die berg uit”. There was apparently an understanding amongst some Rosmead crews that the last nine miles to the summit should be fired by the driver.

Samme bedrift omtales iøvrigt også på Wikipedias site vedr SARs 19B lokomotiv. link

Jeg mødte forøvrigt Jorgensen på min tur til Portugals smalsporsbaner i 1977. Vi havde et par interessante dage sammen på Corgo linien og han lærte mig et og andet om fotografering. Bl.a. når jeg bare stillede mig op og var klar til at tage et billede, gik han rundt i landskabet foran motivet og kiggede på beplantningen og andre ting for at finde den helt rigtige vinkel. Hist og her stampede han en lille busk ned eller brækkede en gren af som han syntes var i vejen paa billedet. Hans bog som jeg omtaler, er efter min mening den flotteste billedbog med damplokomotiver og landskaber som jeg kender. Absolut anbefalelesværdig!
Mvh
Steen