(Copyright: Hans Christian Davidsen)

Over 800.000 mennesker kører hver dag på kryds og tværs gennem Berlin ad skinneveje. I første sals højde, dybt nede under jorden, på gadeplan - få meter fra andre berlineres køkkenvinduer, over Spree-flodens forgreninger, ind mellem de klassicistiske bygninger på Museumsinsel og tværs over de tidligere dødszoner, hvor jorden var mineret, og grænsevagter stod klar med maskingeværerne.
Berlins S-baner, U-baner og sporveje er ikke blot den billigste og nemmeste måde at komme rundt i byen på. De er en attraktion i sig selv. Her lever og ånder Berlin. Berlineren får sin morgenbolle i bagerforretningen på Bahnhof Alexanderplatz på vej til arbejde. Sigøjnere og russere stiger på fra Bahnhof Friedrichstraße og serverer melankolske toner på harmonika, mens toget gynger på sin vej mod den splinterny Hauptbahnhof. Og fodboldfans får deres opvarmningsbajere på vej mod Olympiastadion, hvor Hertha skal spille. Mange nationaliteter mødes i den kosmopolitiske storbys S-tog og U-baner.
Weimarrepublikken, nazitiden, Den kolde Krig, genforeningen... der er næppe noget andet transportmiddel, der som Berlins S-tog og U-baner er et spejlbillede af Tysklands historie.
Liv på spøgelsesstationer
331 kilometer S-bane og 150 kilometer U-bane snor sig gennem den tyske hovedstad. Banegårde, hvor tiden mellem 1961 og 1989 gik i stå, er blevet genåbnet. Skinner, der før var rustne og dækket til med træer og buske, er atter blanke. Tidligere tiders spøgelsesstationer summer af liv. Hullerne i S-togsnettet og i U-banerne er blevet lappet. Historien kører videre.
For historie er der masser af på Berlins baner. Man ser den på de gamle skilte med gotisk skrift, og under Potsdamer Platz, der før var en spøgelsesbanegård.

Bahnhof Friedrichstraße var før den eneste station, hvor man kunne skifte mellem øst- og vesttogene. Her blev spioner udvekslet, og familier tog afsked med hinanden, før vest-delen forlod Østberlin.
"Tränenpalast" hed paskontrollen ved Friedrichstraße i gamle dage i folkemunde. Her, hvor øst- og vest-familier græd deres tårer, er der nu diskotek og kabaretter.
Berlins S-baner og U-baner er Tysklands ældste. Samme år som Bismarck samlede Tyskland i spejlsalen i Versailles, i 1871, åbnede S-ringbanen, som der blev sat en brat stopper med muren. Den blev først åbnet igen i midten af 1990erne, og i dag kan man tage særlige panoramatog hele vejen rundt. Gennem ovenlysvinduer får man en times frit udsyn til Berlin, der tager sig så forskelligt ud, at man nogle gange ikke skulle tro, man var i den samme by.
I 1920erne blev S-banen totalt elektrificeret, og i 1930erne indsattes "Baureihe 470", der fortsatte med at bumle gennem byen til langt efter den tyske genforening. Det var ældgammelt materiel med hårde træbænke, beskidte og forfaldne, men pokkers charmerende.
I de selvsamme togvogne valfartede sportsbegejstrede medlemmer af Hitlers Volksgemeinschaft i 1936 til olympiaden på Olympiastadion.
Er der andre storbyer i Europa, hvor indbyggerne ville have ladet sig spise af med sådan noget skrammel? Berlinerne har en forunderlig evne til at tage ting, som de nu engang er. De har overlevelsesinstinkt.
"Berlin ist arm, aber sexy", som overborgmester Klaus Wowereit siger. Han ved sikkert, hvad han taler om.

Nu er livet blevet lidt lettere med de moderne "Baureihe 481"-modeller, der til gengæld virker lidt mere kønsløse på en baneentusiast.
Nazisterne havde store planer med S-banen, da Hitler samtidig pønsede på at gøre Berlin til verdenshovedstaden Germania. Men det blev kun til anlæggelsen af en tunnelbane mellem Nordbahnhof og Anhalter Bahnhof, før pengene blev pumpet ind i krig. Nord-syd tunnellen blev også kraftigt beskadiget under krigen. Når bomberne faldt over Berlin, rystede de ikke blot undergrunden. Mange gange slog de ned gennem tunnelrørene og smadrede vandledninger, så vandet fossede ind i U-banerne. Et sted fører banerne under Landwehrkanal, der via en forbindelsesgang fra Bahnhof Friederichstraße sendte enorme vandmasser ind i U-banenettet, så togene ikke kunne køre i flere år.
Efter krigen fortsatte Deutsche Reichsbahn med at drive S-banerne - pudsigt nok ikke kun i Østberlin, men også i Vestberlin. Da de to tyske stater var en realitet i 1949, var Deutsche Reichsbahn (et lev fra Weimarrepublikken og nazitiden) nemlig kun det østtyske jernbaneselskab. I vest opstod Deutsche Bundesbahn.

Muren kom til at bære skylden for de meget store huller, der opstod i både S- og U-banestrækningerne. For eksempel var Vestberlin overhovedet ikke indtegnet i Østberlins officielle kort over strækningerne. To vestberlinske U-banelinjer - U 6 Tegel-Alt Mariendorf og U8 Osloer Straße-Leinestraße - kørte under ind i østberlinsk territorium, forbi nedlagte stationer og med den højest mulige hastighed. På banegårdenes perroner stod kun Volkspolizisten med maskingeværer på jagt efter republikflygtninge.
DDR-regimet bestemte egenhændigt, hvor meget vestberlinerne skulle af med i billetpriser, og det førte i 1960erne til en massiv vestberlinsk boykot med paroler som "S-bane-passagererne betaler regningen for muren" og "Ulbricht skal ikke have en rød øre".
Først i 1984 faldt tingene i Vestberlin nogenlunde til ro, da byens senat via Berliner Verkehrs-Betriebe overtog S-banenettet - men med de samme karakteristiske rød-gule togsæt.
Alle sår er i mellemtiden helet. "Zurückbleiben, bitte", lyder det fra perronens højttaler. Trykluften suser, og dørene rasler i med et smæld. Berlins baner tager os videre med i historien.