Findes der noget på skrift der fortæller hvordan det gik for sig i Padborg i timerne før og under tyskernes indtrængen i Danmark? Her tænker jeg på komandoposten i Padborg og Flensburg! Det samme søges efter tyskerne overgivelse.
Prøvede igen forgæves at skrive dette på Jernbanehistorie.
Hvis du helt specifikt vil vide hvad der skete i Padborg i kommandoposten i de timer, så må der være et lokalhistorisk arkiv for området, der kunne ligge inden med noget viden. En hurtig Google gav disse her resultater, men det vil jo nok kræve at man tager til området. Padborg ligger i Aabenraa Kommune.
http://www.aabenraa-arkiver.dk/kontakt-arkiver.html
http://www.museum-sonderjylland.dk/siderne/museerne/isl-lokalhistorie/09a00-LASS-arkive...
Har læst en del om besættelsen og kan ikke lige huske at være rendt ind i noget om kommandoposten i Padborg. Men der kom jo bl.a. et pansertog forbi og ind i Danmark i forbindelse med besættelsen.
Mvh
Claus
--
![[image]](https://www.jernbanen.dk/Tegninger/Mini/DSB_Damp/DSB_E0.gif)
Kære Per!
Meget kort, der var overhovedet ikke nogen tumult eller andet, hverken den 09. april kl. 0415 1940 eller 5. maj 0800 1945.
Ad 09. april 1949
Personalet i Padborg var blevet advaret om besættelsen fra deres tyske kollegaer og at der ville ske noget og at man påregnede at køre særtog nordpå med et tog i timen fra både Tønder og Padborg. Der blev bl.a. fortalt, at hele strækningen op til grænsen i Tyskland var mere eller mindre fyldt med tog, der skulle passere grænsen nordpå.
Al trafik syd- og nordpå var stoppet umiddelbart og hurtigt efter 0415, blev der fremsat et ØNSKE fra tyske side til Padborg, om at kunne køre et særtog i timen nordpå.
Kl. 1000 blev ordren givet "Alle Züge Richtung Dänemark freilassen".
Det var det!
Ad 05. maj 1945
Den 5. maj om morgenen skete der ikke noget som helst, ganske normal arbejdsdag og de tyske transporter kørte som planlagt. Dog ret hurtigt kom de første grupper fra frihedsbevægelsen til stede uden egentlig andet end at vise flaget. Man skal jo huske på, at de tyske enheder var under egen kommando og VÅBEN og havde ikke til sinds at blive kostet rundt af nogle tilfældige personer fra Frihedsbevægelsen. Først da de britiske tropper var kommet til grænsen et par dage senere, blev al togtransport sydpå indledningsvis stoppet. Kun efter tilladelse kunne tog køre over grænsen til Flensborg. Ved Tønder det samme, men lidt senere blev sporet spærret med sveller. Eneste overgang var herefter Padborg og det KUN med engelsk tilladelse og kontrol. Senere blev grænsen "officielt" overdraget til DANFORCE (DK BDE i Sverige) men under engelsk kontrol.
Englænderne lukkede grænsen sydpå hermetisk for andet end hjemkommende tyske enheder UNDER EGEN kommando. Kun i et par tilfælde, hvor enkeltpersoner fra frihedsbevægelsen tog sig nogle friheder, var der optræk til ballede. De blev dog hurtigt sat på plads af enten DANFORCE eller briterne.
Generelt skete der mange "morsomme" ting omkring befrielsesdagene vedr. DSB og de tyske Rigsbaner, men INGEN alvorlige eller andet. Man passede sig selv og søgte at få tingene gjort stille og roligt voksne mennesker imellem.
Med venlig hilsen
Steffen Dresler
Sidste tyske planlagte og gennemførte transporter skete den 07. maj 1945 og et par dage efter forlod Rigsbanernes repræsentanter (Bbv) Århus.
--
Steffen Dresler
Kære Steff
Det er ikke kun fra dansk side at jeg er interesseret i at læse hvad der skete i disse dage for 75 - 70 år siden nede ved Æ GRÆNS. Men nu er der taget hul på emnet.
Du skriver at der skete "morsomme " ting dernede er det noget der tåler dagens lys?
Med venlig hilsen
Per Andersen
Go´aften Per!
Sådan meget generelt, er den danske besættelsestidshistorie skrevet lige efter krigen og de næste 20 til 25 år frem, måske ikke altid lige korrekt og handlinger og personer blev tillagt en måske større betydning end tilfældet var. Ikke fordi der er snydt med historien, men lidt på afstand måske anderledes end det oplevede eller viderefortalte. Og netop disse hændelser er så i flere tilfælde videreført i nyere faghistoriske udgivelser. Altså ikke altid med den nødvendige tilgang til kildematerialet som er/var nødvendig:
Men det kræver lidt mere plads at beskrive alle disse ting. Bl.a. overførtes stadig tyske tropper fra Danmark til Tyskland i sensommeren 1945 og tyske enheder var i flere tilfælde under egen kommando (bl.a. Luftwaffe på Fliegerhorst Grove (Karup)) indtil at englænderne ikke regnede med at bruge disse styrker i en mulig "senden en stor allieret hjem, hvis ikke lige han kunne finde ud af de indgåede aftaler".
Altså en meget spændende nyefterkrigshistorie.
Med venlig hilsen
Steffen Dresler
--
Steffen Dresler
Et par tilføjelser kan historien godt tåle:
Almindelige godsvogne forblev i trafik og gik derfor sydover i det omfang de blev brugt til 'normale' transporter til udlandet. DSB Blev bedt om en opgørelse fra CIRI, et FN organ, over alle de udenlandske vogne der befandt sig i landet, hvilket DSB gjorde. CIRI's opgørelse over DSB vogne i udlandet fik man dog først i Juni 1950 (I alt 339 vogne, hovedsageligt DR Omm Linz og tankvogne fra Scandia) men fik kun ganske få tilbage. CIRI havde i øvrigt konkluderet at tilbagesendelse ville være for kostbart i brændstof bla, så det opgav man. Norske, Franske, Schweiziske og nogle østeuropæiske baner beholdt efter ordre ovenfra alle vogne på deres statsområde efter 7 Maj 1945.
Tankvogne tilhørende private vognejere, blev dog i Danmark da man havde besluttet at privat ejendom skulle konfiskeres, Til at lave denne ret store opgave udpegede man Højesteretsdommer Poul Herfeldt som "Kommissarius for konfiskation af Tysk og Japansk Ejendom" Kommissarius hørte under det daværende handelsministerium.
Kommissarius konfiskerede i Juni-september i øvrigt en del vogne tilhørende tyske interesser, men registreret hos DSB som P-vogne.
Historien kan læses i ModelHjul '93.
-S
Kommissarius for konfiskation af Tysk og Japansk Ejendom
Tysk ejendom - OK
Men hvor meget Japansk ejendom var der monstro at konfiskere i Danmark?
Det var ikke lige det der interesserede mig da jeg rodede Kommissarius' papirer igennem på Rigsarkivet 
-S
Hej esni!
Grunden til at der også står Japansk ejendom er den, at denne kommission OGSÅ blev oprettet i alle andre lande, der havde været besat af AKSEMAGTERNE, det vil sig Tyskland og JAPAN. Italien var jo blevet en kær allieret og havde erklæret Tyskland krig da den (næsten) var forbi
Det var en klar forpligtigelse fra de allieredes side, at HVIS man ville have nogen som helt andel i en erstatning, så SKULLE der også konfiskeres ejendom fra de tidligere aksemagter. Det blev så normalt modregnet det beløb der skyldtes, når det blev solgt. Bl.a. derfor KØBTE DSB og andre det efterladte tyske materiel der var i landet og som de allierede ikke førte tilbage til Tyskland eller Japan. Japan havde dog en ambassade eller et konsulat (ved ikke lige hvad) i Danmark, og det repræsenterede jo også en vis værdi, ikke sandt?
![[image]](images/uploaded/20150413164353552bf249d9ea7.jpg)
Danmarks andel i erstatningerne var på 0,1 % af det de Vestallierede lande havde som krav over for det tidligere tyske rige.
Håber det gav et fornuftigt svar.
Med venlig hilsen
Steffen Dresler
--
Steffen Dresler
Hej esni!
Grunden til at der også står Japansk ejendom er den, at denne kommission OGSÅ blev oprettet i alle andre lande, der havde været besat af AKSEMAGTERNE, det vil sig Tyskland og JAPAN. Italien var jo blevet en kær allieret og havde erklæret Tyskland krig da den (næsten) var forbi
Det var en klar forpligtigelse fra de allieredes side, at HVIS man ville have nogen som helt andel i en erstatning, så SKULLE der også konfiskeres ejendom fra de tidligere aksemagter. Det blev så normalt modregnet det beløb der skyldtes, når det blev solgt. Bl.a. derfor KØBTE DSB og andre det efterladte tyske materiel der var i landet og som de allierede ikke førte tilbage til Tyskland eller Japan. Japan havde dog en ambassade eller et konsulat (ved ikke lige hvad) i Danmark, og det repræsenterede jo også en vis værdi, ikke sandt?
Danmarks andel i erstatningerne var på 0,1 % af det de Vestallierede lande havde som krav over for det tidligere tyske rige.
Håber det gav et fornuftigt svar.
Med venlig hilsen
Steffen Dresler
Mange tak for et grundigt og tålmodigt svar.
Det var ikke faldet mig ind, at denne type kommissioner skulle oprettes i alle lande på den sejrende side, og at de selvfølgelig måtte oprettes 'ens' og derfor alle måtte have alle AKSEMAGTERNE som mål.
Ved viadukten lige syd for Padborg blev 3 grænsegendarmer dræbt tidligt om morgenen d 9.4.40 dræbt af (usle) civilklædte tyskere. De var de første, der faldt for Danmark.
Tyskerne troede fejlagtigt, at de var ved at sprænge jernbaneviadukten i luften.
Der står i dag en mindesten på stedet.
Ved viadukten lige syd for Padborg blev 3 grænsegendarmer dræbt tidligt om morgenen d 9.4.40 dræbt af (usle) civilklædte tyskere. De var de første, der faldt for Danmark.
Tyskerne troede fejlagtigt, at de var ved at sprænge jernbaneviadukten i luften.
Der står i dag en mindesten på stedet.
Ja - det var nok det jeg havde læst et sted. De civilklædte tyskere var i.flg. DETTE LINK SS-soldater.
mvh
Chr
--
![[image]](https://www.jernbanen.dk/Tegninger/Mini/DSB_Motor/DSB_MO5.gif)
Kære Christian m. fl.
Det nævnte link fra Wiki vedr. omstændighederne om de tre danske grænsegendarmers meget beklagelige død, er forkert m.h.t. beskrivelse af fjenden.
Som i alle krige eller operationer er det vigtigt at sikre sig de nøglepunkter, der er af afgørende betydning for operationens gennemførelse. Her primært de to jyske længdebaner (Tønder og Padborg) samt flyvepladserne i Ålborg samt på Sjælland Storstrømsbroen og Masnedøfortet.
Jernbanebroen i Padborg var et nøglepunkt, der skulle besættes/sikres for at kunne køre forsyninger mod nord af den østjyske længdebane.
Derfor blev der indsat en specialgruppe fra Regiment Brandenburg (en specielenhed) til at sikre, at broen ikke blev sprængt eller på anden måde ødelagt.
De tre danske grænse gendarmer befandt sig altså det mest uheldige sted man overhovedet kunne den 9. april om morgenen, nemlig foran den tyske værnemagt, der skulle køre over udgangslinjen kl. 0415.
Jeg kender ikke omstændighederne (og ved ikke om nogen i det hele taget gør), men slutresultatet var, at de blev nedkæmpet/neutraliseret.
At gruppen fra Regiment Brandenburg angiveligt optrådte i civilt er MULIGVIS en overtrædelse af nogle konventioner, da vi jo ikke ved noget om eventuelle markeringer eller andet af det pågældende personel. Men det har så været et prioriteret valg, der blev taget.
Hele operationen var en ren Oberkommando der Wehrmacht (hær, flåde, flyvevåben) operation og der var ikke tilknyttet nogen enheder fra den militære del af SS (Waffen SS). Det var først ved angrebet den 10. maj samme år på Belgien/Holland/Frankrig, at nogle meget små enheder fik lov til at deltage, mere som prøve.
Alle danske tab den 9. april var absolut beklagelige, men skete.
Med venlig hilsen
Steffen Dresler
--
Steffen Dresler
Kære Steffen m. fl.
Som en "gammel banemand", der hver dag passerede mindestenen for de 3 dræbte grænsegendarmer på vej til og fra "arbejde" i årene 1973 - 1989, finder jeg anledning til at gengive nedenstående beretning, som jeg finder er den, der kommer "sandheden" nærmest. Og, ja, det hører med i jernbaneforum, og andre har jo startet "tråden".
Bedste hilsener
Ove af Erritsø, 5 år gammel den 9. april 1940
Dramaet ved Viadukten
Juli 7, 2010
Invasionen var knap gået i gang,
da Befrierne havde skudt tre Grænsegendarmer i Padborg. Det
var lige før, at lægen, der ilede til hjælp også
var blevet dræbt. Følg de dramatiske timer inden ambulancerne nåede
frem efter fem timer.
Råb om hjælp
Det var den 9. april 1940.
Klokken var ca. 4 om morgen. Dr. Lorenzens
hund havde vækket ham Pludselig lidt senere lød lyden af 5 –
7 skud med regelmæssige korte mellemrum i retning mod Padborg.
Man havde ventet, at de kom –
tyskerne. De aktive hjemmetyskere var samlet hos deres ledere, for at
tage imod besætterne.
Telefonen ringede. Der var skudt tre
gendarmer, nede ved Viadukten. Lægen blev anmodet om hjælp med det
samme. Bilen blev kørt ud af garagen.
De må
ikke køre
Flyvemaskinerne kunne allerede høres.
Dr. Lorenzen havde ikke nået lågen, før en tysk officer kom springende
frem fra skyggen med en løftet revolver. Tre andre soldater kom hurtig
frem med geværerne skudklar.
Lorenzen
sprang ud af bilen. Wass soll das bedeuten? Jeg er læge
og kaldt til de sårede. Svaret fra den tyske officer: De må
ikke køre, jeg må ikke lade nogen passere. .
Selv om han fik historien gang på gang, var han ubøjelig.
Et par af de tyske soldater var i gang
med at afvæbne andre gendarmer på vejen. De blev under bevogtning
ført hen til vagtmesteren, senere til Rønsdam.
Morgenkaffe hos hjemmetyskere
Disse soldater var allerede kommet over
grænsen kl. 3.30 af Nyhusvejen.
I Rønsdam havde de fået kaffe hos en hjemmetysker. De ventede
blot på startsignalet. De viste Dr. Lorenzen
en instruktion på dansk, hvor de påstod, at de kom for at beskytte
Danmark og Norge imod en truende engelsk invasion. De kom efter
aftale med den danske konge og Wermacht.
Skud høres fra Hokkerup
Nu hørtes også skud i retning
af Hokkerup. Flyene drønede nu lavt ned over hustagene. Endelig
fik Dr. Lorenzen lov til at køre. Men blot 200 meter længere
henne blev han stoppet af en tysk panserbil. Den tvang lægen til at
køre ned i en lav grøft.
Fire mand sprang ud og truede med gevær.
Også her måtte lægen snakke godt for sig, men tiden gik.
To sårede og en dræbt
Lige nord for Viadukten
lå på højre fortov Overgendarm Birk
med benene ud mod kørebanen. Han var bleg og lå fuldstændig stille.
Et par dråber blod flød ud næsen, da lægen rejste ham lidt op.
Han bil stod på det modsatte hjørne
af vejkrydset. Nogle soldater stod omkring. Men andre gendarmer var
ikke at se. Overgendarm Albertsen
var bragt ned til Dr. Due. Overgendarm Hansen var i et hjem nogle
hundrede meter længere op i gaden.
Da Dr. Lorentzen
nåede hen til ham, så han ham afklædt i sengen med et skudsår i
venstre side. Kuglen var gået ud gennem højre bryst.
Efter skuddet var han selv løbet hjem
og var kommet i seng med hustruens hjælp. Han stønnede meget, og havde
lidt et meget stort blodtab. Han var meget bleg.
Politiet skal være til stede
Dr. Lorentzen
forbandt ham,og gav ham smertestillende og stimulerende indsprøjtninger.
Så skyndte han sig over til naboen,
for at ringe efter ambulancen i Aabenraa.
Da han vendte sig om døde grænsegendarmen
Den tyske officer var meget ked af det,
da det så ud som om, at det var det tyske militær, der havde
skudt gendarmerne.
Pludselig sagde officeren: Det er
ikke vores kaliber. Lorentzen kunne konstatere, at dette udsagn
var rigtig. Han fik nu besked om, at fjerne liget. Nej sagde Lorentzen,
Her i landet fjerner vi ikke lig, før politiet har været til stede.
Vil de så
ikke tilkalde politiet, fortsatte officeren. Han blev overtalt til
selv sammen med en gendarm, der nu havde fået civilt tøj på for at
hente politiassistent Petersen.
Hårdt kvæstet
I mellemtiden opsøgte Dr. Lorentzen,
overgendarm Albertsen. Han lå i konsultationsværelset.
Han var meget urolig og ikke ved fuld bevidsthed. En masse blod kastede
han op. En kugle var trængt ind gennem skulderen. Der blev ringet efter
Falcks ambulance fra Sønderborg.
Det var ikke sikkert, at ambulancen fra Aabenraa
kunne nå frem. Der var som skrevet, hørt skydninger oppe nord fra.
Sammen med politiassistenten så
Lorentzen nu på Birk. Han blev bragt til sit hjem. Han havde
et skud i underlivet. Desuden sad der et dræbende skud i hjertet.
Der kom stadig flere troppetransporter
fra grænsen langs Oksevejen,
mest maskingeværer og lette kampvogne og biler med infanteri. Det var
dog endnu kun fortroppene. Flyene kredsede over byen.
Skudt på
kort afstand
Politiassistenten foretog en afhøring
af overgendarm Hansen, der stadig var ved bevidsthed, men meget
svag. Han forklarede, at han og Albertsen
var kommet på vagt. De havde fået besked på at samles med de andre
ved 8. afsnits kontor i Bov. Birk
var kommet samtidig i sin vogn. Alle tre havde deres geværer
med.
Pludselig kom tre civilklædte unge personer,
der talte tysk henimod dem. På gendarmernes spørgsmål, hvor
de skulle hen, svarede de, at de skulle op på banegården.
Pludselig trak de alle deres revolvere
frem og skød på kort afstand mod gendarmerne.
Derpå tog alle tre flugten gennem
Viadukten og er senere set flygte gennem Tværgade
ned over Sportspladsen sydpå.
Pludselig måtte afhøringen standses,
da Hansen ikke kunne få vejret.
Ambulance nåede endelig frem
Da der stadig ikke var kommet nogen ambulance,
gik Lorenzen over til lokomotivfører Lassens
telefon. Her fandt han en kortklippet herre i skjorteærmer i færd
med at ransage Lassens papirer. Han præsenterede sig som
Braun. Gestapo var allerede i arbejde. Hr. og Fru Lassen
var arresteret.
En ung mand var kommet ind for at afgive
rapport om de sårede gendarmer, men blev tysset ned med en hovedbevægelse
i retning mod Dr. Lorenzen.
Braun
havde forlangt, at Lorenzen
skulle føre telefonsamtalen på tysk.
Klokken 10 kom der endelig en ambulance
fra Sønderborg. Bilen var blevet opholdt ved Hokkerup.
Man havde først kørt en såret soldat til Flensborg,
inden chaufføren var klar over, at han var kaldt til Padborg.
Dr. Lorenzen
ville ikke have, at de sårede blev indlagt på et tysk lazaret, så
han tog med til Krusaa, for at skaffe dem frit lejde til statshospitalet.
Den kommanderende general gav straks ordre til fri passage.
•Selvfølgelig, vi kommer
her som venner og beskyttere.
Vejen var stopfuld af tyske kolonner,
men kort tid efter blev også overgendarm Albertsen
afhentet af Falck.
Ingen klarede det
Begge sårede kom straks på operationsbordet.
Men de indre organer havde taget så meget skade, at al lægeomsorg
var forgæves. Dagen efter modtog Dr. Lorenzen
det sørgelige budskab.
For de tre Grænsegendarmer som faldt
på deres post, rejste befolkningen året efter en mindesten ved
det sted, ugerningen havde fundet sted, med deres navne. Bagpå sten
står følgende:
Pligttro I satte Livet til
Med Eders Kald i Pagt
Hav Tak fra Fædreland og Folk
For trofast Grænsevagt.
Tyske agenter stod for nedskydningen
De tre civilklædte tyskere var tyske
agenter fra Regiment Brandenburg.
De var sendt til grænsen som en slags fortrop for at forhindre at vigtige
broer, veje og jernbaner skulle blive ødelagt af det danske militær.
Tyskerne havde angiveligt troet, at gendarmerne
var i færd med at forberede sprængning af viadukten. Dette var dog
ikke tilfældet, idet regeringen allerede den 8. april havde givet
Grænsegenndarmeriet ordre til ikke at skyde eller indlade sig i
kamp, når tyskerne overskred grænsen.
De såkaldte befriere
nedskød tre gendarmer inden invasionen for alvor gik i gang.
Kilde:
Se
Litteratur Padborg/Krusaa/Bov
Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
Findes der noget på skrift der fortæller hvordan det gik for sig i Padborg i timerne før og under tyskernes indtrængen i Danmark? Her tænker jeg på komandoposten i Padborg og Flensburg! Det samme søges efter tyskerne overgivelse.
Prøvede igen forgæves at skrive dette på Jernbanehistorie.
Jeg mener, at der myrdedes 2 DSB-mænd i Padborg - måske af tyske agenter - i morgentimerne umiddelbart før besættelsen. Der var noget med, at tyskerne troede det var grænsegendarmer... Jeg forsøger at finde dokumentationen...
mvh
Chr
--
Var i Padborg i begyndelsen af firserne. Viadukten blev nøje studeret. Efter det meldte sulten sig og den nærmeste pølsebod blev entreret. Den stod klods op ad viadukten. Over hotdogen kom snakken om at undertegnede lige skulle en smut over grænsen for at proviantere øl. Damen der passede pølseboden var af den ældre type og hun havde intet tilovers for tyskerne. Hun sagde intet om hvorfor men jeg fik fornemmelse af at hun måtte have været udsat for noget voldsom noget under besættelsen.
Jeg tror det er generelt for de danskere der oplevede besættelsen at man ikke var særlig glad for tyskere som helhed. Jeg oplevede det også fra min far (Jeg er fra 1949)når der var noget med tyskere.
Med venlig hilsen
Bent Jensen
af hjeriksen 
, Brobyværk - Fyn - Danmark, 15/4 2015, 12:59 (3299 dage siden) @ Bent Jensen
Jeg tror det er generelt for de danskere der oplevede besættelsen at man ikke var særlig glad for tyskere som helhed. Jeg oplevede det også fra min far (Jeg er fra 1949)når der var noget med tyskere.
Med venlig hilsen
Bent Jensen
Du har ret at en del danskere ikke var særligt glade for tyskerne .. har selv oplevet som du et tyskerhad i familien. Dette var baseret på en del familiemedlemmer der som modstands folk ikke overlevede turen ned i KZ lejrene.
Min onkel var modstands mand - min eks svigerfar var modstands mand - disse har begge ofte udtalt deres forundring over at modstandsbevægelsen faktisk ikke talte 2.000 mand men at tallet op til befrielsen eksploderede.
De manede begge til besindighed - for de var jo ikke tyskerne - den almindelige - men NAZI systemet der var årsagen.
det er stof til eftertanke mener jeg da vi desværre ikke er blevet klogere --- når vi ser os om i nutiden... krige raser - vi deltager selv i frontlinie ( det er jeg absolut tilhænger af) men vi træder ikke i karrakter og stopper tingene i opløbet, eksemplet Sadan er lysende klart -- manden havde den styrkemæssigt 4 stærkeste hær i verden -- hvor mon han fik isenkrammet fra - Sovjet, Sverige, Østrig, Frankrig USA og ja sågar Danmark har leveret .. her er der dog ofte tale om underleverancer men hæleren er ligegeså skyldig som sjtæleren.
I øvring et meget spændende tråd med stort historisk niveau
Hvis vi begynder at diskutere Iraq, risikerer vi igen at ryge ind i en af disse politiske diskussioner, hvor mange har en mening, men ingen er indstillet på at ændre den, og hvor hele problematikken er kompleks. Men jeg vil godt knytte et par bemærkninger til hjeriksens indlæg:
Om den enkelte iraker har fået det bedre efter Saddam Husseins fald er diskutabelt, og det samme gælder spørgsmålet, om demokratiet fungerer dernede. Men det er vel en kendsgerning, at der nu foregår en intens islamisk radikalisering af hele Mellemøsten, og at denne udvikling blev startet af Iraq-krigen i 2003. Saddam var en brutal diktator, men han var ikke islamist, og under hans styre var Iraq en traditionel verdslig stat.
I 2003 sparkede USA - med dansk hjælp - en myretue omkuld, og siden har man forsøgt at bringe orden ved hjælp af kost og fejeblad, men naturligvis: Olieproduktionen i Iraq er steget, takket være de udenlandske selskaber, der har fået lov at kommet til fadet. Og det var nok pointen med det hele.
Er der for øvrigt nogen i forum, som kender noget til situationen på de irakiske jernbaner?
"Men det er vel en kendsgerning, at der nu foregår en intens islamisk radikalisering af hele Mellemøsten, og at denne udvikling blev startet af Iraq-krigen i 2003."
Nej, det er bestemt ikke en kendsgerning, at den islamiske radikalisering blev startet af Irak-krigen i 2003. Radikaliseringen er et produkt af wahabismen / salafismen inden for den sunni-muslimske gren af islam, der i dag først og fremmest sponseres af religiøse kræfter i det stenrige Saudi-Arabien og Qatar, men som går langt længere tilbage i historien.
Der har været borgerkrig inden for den islamiske verden siden 1920'erne, hvor udråbelsen af Republikken Tyrkiet i 1923 betød, at det suverænt mest toneangivende land i regionen slog ind på sekularismens vej. Den nye tyrkiske stat var ikke-religiøs. Man orienterede sig mod Vesten og Atatürk ”himself” var demonstrativt vestlig i klædedragt og manerer. Siden da har diktatorer i regionen af enhver tænkelig art efterlignet meget eller alt af denne vestlige stil; se blot på fotos af Nasser, Sadat, Assad, Saddam Hussein og lignende typer i deres ”privatliv”.
Modreaktionen på sekulariseringen kom ret hurtigt i form af dannelsen af Det Muslimske Broderskab i 1928. Det og dets forskellige filialer og forgreninger har kæmpet imod de sekulære herskere i årtier med hårde midler, men overordnet set, så beholdt de sekulære regimer overtaget indtil 1979, hvor Khomeini kom til magten i Iran.
Siden da har historien udviklet sig til fordel for islamisterne - ikke sekularisterne. Det, der først gav islamisterne, dvs. wahabisterne/salafisterne medvind, var krigen i Afghanistan mod Sovjetunionen 1980-1990, men den jihadiske terror begyndte allerede i slutningen af 70’erne, ikke i 2003.
Indledningsvis foregik terroren i Mellemøsten og var præget af det oftest salafistiske engagement i modstandskrigen mod Sovjetunionen i Afghanistan, men også af en række terrorangreb rundt om i Mellemøsten, som dels var inspireret af det salafistiske angreb på Kabaaen i Mekka i 1979, dels iværksat af den shiamuslimske terrorgruppe, Islamisk Jihad, der havde base i Libanon. De mest kendte attentater og terrorangreb var mordet på den egyptiske præsident, Anwar Sadat i 1981 og bombningen af den amerikanske ambassade i Beirut i 1983. Siden har denne terror som bekendt spredt sig til Vesten; måske husker nogle 11. september 2001.
De, der lider aller mest under sunni-radikaliseringen, er muslimer, der ikke er wahabister/salafister, men også de mellemøstlige kristne og andre minoritetsgrupper er hådt ramt. Wahabisme/salafisme ville være en "lille, skør afdeling" af islam (måske lidt som Jehovas Vidner i forhold til kristendommen), hvis de ikke havde Saudi-Arabien og Qatar som sponsorer.
Det er derfor det rene nonsens, at radikalisering i Irak, Syrien osv. er et produkt af USA, og at udviklingen med den tiltagende radikalisering "blev startet af Iraq-krigen i 2003". En gang bekvemt sludder, man kan fyre af for at blive fri for at se nøgternt på Mellemøsten.
Derudover er det en usmagelig bagatellisering af et modbydeligt diktatur, at Irak under Sadam var "en traditionel verdslig stat"; omkring 1½ mio. døde iraktere som følge af Sadams regime er der intet "traditionelt verdsligt" i. Hertil kan du så lægge de iranske ofre under Sadams Iran-Irak krig 1980-1988.
"Hvis vi begynder at diskutere Iraq, risikerer vi igen at ryge ind i en af disse politiske diskussioner, hvor mange har en mening."
Og det begyndte du så, men naturligvis er det blot hjeriksen, der skal undlade at ytre sin mening og ikke dig selv, der ligger inde med de vises sten om "den store satan USA", som der åbenbart også skal propaganderes imod på jernbanen.dk.
Med venlig hilsen
Mrten
af NielsHK 
, Hårlev, 19/4 2015, 17:10 (3294 dage siden) @ Bent Jensen
Jeg er fra 1948 og har også oplevet familimedlemmer, der ikke var specielt glade for tyskere. Selv har jeg kørt eksport i sidste halvdel af 1980'erne og dér oplevet især ældre tyskere, som stadig var gennemsyret af herrefolksmentaliteten. Heldigvis var det også på det tidspunkt, at holdningen hos yngre tyskere ændrede sig. Vidste I for øvrigt, at Tyskland var nogle af de første til at reagere på flygtningestrømmene i forbindelse med Balkankrigen og at de har taget langt flere flygtninge til sig end de øvrige lande i Europa?