Sparkjær Mose

af Niels Munch, 11/10 2012, 10:46 (4215 dage siden) @ Thomas Boberg Nielsen

Kære Thomas,

Interessant, hvad du graver frem! Og nysgerrig bliver man jo altid. Så derved har jeg fundet denne hjemmeside: http://galleri.sparkaer.dk/#9.0 , hvor der bl.a. er et parti fra tørvemosen samt en tørvefabrik.

Om områdets tørveindustri fandt jeg:

"Skiveegnen havde nogle af Danmarks største tørveforekomster. De lå ved Sparkjær og Rønbjerg-Hvidemose tæt på Langå-Struer-banen. Her opstod en række store tørvefabrikker, der i sæsonen (april-september) beskæftigede flere hundrede mænd, kvinder og børn. Tørvefabrikkerne på egnen leverede en stor del af den danske tørveproduktion for 100 år siden, og stationerne i Sparkjær, Rønbjerg og Hvidemose afsendte snesevis af godsvogne med tørv hver dag. Omkring stationerne opstod nye stationsbyer med boliger for arbejderne og fabrikanterne.

Tørveeventyret begyndte i Sparkjær, hvor ritmester Mathias Rahbek i 1878 overtog Økjær Mosebrug. I løbet af de næste 10 år udviklede han en produktionsmetode med brug af dampkraft, der gjorde det muligt at producere tørv i stor målestok. Metoden præsenterede han i ”den første Mosebog” 1897.

Rahbeks pionerindsats blev kostbar for ham selv. For at få råd til sine eksperimenter måtte han sælge mere og mere af Økjær Mosebrug, og han endte med at være ansat i sin tidligere tørvefabrik. Køberne var en tidligere slagter i Sparkjær, Hans Nielsen, og gårdejer Per Odgaard, Tastumgård. Hans Nielsen blev den store tørvebaron i Sparkjær.

I 1905 havde han 5 tørvefabrikker, hvor 150 arbejdere fremstillede 22 mill. tørv om året. Hans Nielsen byggede ”Villa Nordstjernen” (i dag plejehjem) og forærede en grund til en kirke og kirkegård i Sparkjær, ligesom han også betalte en del af byggeudgifterne. Som tak blev han udnævnt til kammerråd! Otte år senere forlod han Sparkjær som en fattig mand - tørvepriserne var faldet mere, end han kunne klare.

I moserne i Rønbjerg dominerede ”Rønbjerg Tørvefabrik”, ejet af bogtrykker Mar. Jensen, Skive Folkeblad, og gårdejer Andr. Sørensen, Rønbjerg. Rønbjerg Tørvefabrik blev oprettet i 1898, og ved opkøb af moseparceller i Rønbjerg Mose udviklede fabrikken sig til i 1910 at beskæftige 50 mand og 150 kvinder og børn. Hele familien kunne nemlig arbejde i tørvene: Mændene gravede tørvemassen i mosen og transporterede den til tørvefabrikken, hvor tørvemassen blev æltet med vand, hvorefter de kørte den ud på tørrepladsen, hvor den blev hældt på forme og lagt til tørre. Så tog børnene over: Deres opgave var at ”rejse” tørvene, at vende dem, så de kunne tørre på begge sider. Til slut kom kvinderne, der ”skruede” tørvene, satte dem i stakke, så de kunne tørre færdigt. En familie kunne tjene 50 kr. om ugen i tørvene.

I Hvidemose skabte tørvefabrikant K. Rolandsen et helt lille bysamfund. Han begyndte i 1893 at producere tørv efter Rahbeks metode og nåede hurtigt op på at fremstille 50.000 tørv pr. dag. Det gav transportproblemer, men dem løste han ved selv at betale for anlæggelse af vigespor og oprettelse af billetsalgssted. Det var dyrt, men Hvidemose station afsendte 20 godsvogne med tørv hver dag i 1895.

Rolandsen opførte boliger, som han solgte til sine arbejdere, og i 1894 oprettede han en privatskole til børnene. Boligerne på den såkaldte Holmensgade var af meget tvivlsom karat, og det fortælles, at et af Rolandsens huse senere blev solgt for en flaske brændevin og et par gamle træskostøvler. Til sidst købte kommunen husene og rev dem ned for at spare socialhjælp."

Kilde: http://www.sallingbank.dk/Files/Billeder/filer/Om%20banken/Jubilaeumsbog/Jubilaeumsbog_... .

Det var vel også en flig af jernbanehistorien?

Bedste hilsener
Niels


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

  • Sparkjær Mose - Thomas Boberg Nielsen, 11/10 2012, 09:23 [*]
    • Sparkjær Mose - Niels Munch, 11/10 2012, 10:46

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak