Sikring af togveje på Helgoland
Mange tak for gode og nyttige svar på mit spørgsmål om manuel linieblok.
Her er så oplæg til en ny udflugt til sikringsteoriens afkroge:
Arne Rehder beretter i sin bog Fra portør til stationsleder på side 105, at det på Helgoland var muligt at stille indkørsel til et spor, selv om rangerpersonalet kørte ind fra den anden ende.
Jeg tillader mig derfor at gætte på, at der ikke var centralaflåsning af sporskifterne i nordenden, og det kolliderer med min opfattelse af (en del af) begrebet centralsikring: En togvej skal sikres ikke blot ved at de sporskifter, toget skal køre på, er låst, men også ved at andre sporskifter - f.eks. i nabospor - er låst i en stilling, så eventuelle vildfarne lokomotiver og vogne slet ikke kan komme ind i togvejen.
Det krav er jo ikke opfyldt, når man bare kan køre ind fra den modsatte ende.
Jeg vover et nyt gætteri og antager, at togvejen sluttede inden de uaflåste sporskifter i nordenden.
Togvejens slutning markeredes som bekendt med signal nummer 108 - den trekantede eller trapezformede hvide plade med ordet Stop - som viste, hvor det indkørende tog senest skulle standse. Mit tredje gæt er, at der også var sådanne signaler på Helgoland.
Jeg sidder her med Signalreglement af 1944, men det nævner kun det indkørende tog.
Der er ingen regler for passage af signal 108 "bagfra", selv om man risikerede at køre ind i en togvej med deraf følgende fare for frontal kollision.
Er der noget i reglementerne, jeg har overset?
Jeg har kun læst i dem - aldrig lært dem.
På forhånd mange tak for jeres hjælp
Hans-Henrik Landsvig