Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

Avatar

Efterlysning Alling trinbræt (Generelt)

af Thomas Boberg Nielsen ⌂, Spor 44, Godsbanen, Aalborg, 3/1 2012, 08:32 (4505 dage siden) @ Thomas Boberg Nielsen

Undskyld! Jeg kom vist til at slette fire af dine billeder på serveren:-( .
Vil du uploade dem igen?

Alt forladt. Du skylder to øl, og vi prøver bare igen:

Kan det tænkes at den bette bygning hidhører gården til højre i billedet ?

Det bliver mere og mere interessant: Nævnte "bette bygning" husede byens brandsprøjte(!) - jf. nedenfor.

Der har været to overkørsler i Alling: En nordlig og en sydlig. Den nordlige førte mod Laven og den sydlige førte mod Ry. På et tidspunkt, måske i forbindelse med anlæggelse af den nye vej mellem Ry og Laven, blev den nordlige overkørsel lukket.
Hvor lå trinbrættet? Ved den nordlige eller den sydlige overkørsel? Lå det nord for eller syd for overkørslen? Lå det øst eller vest for banen? Er trinbrættet på et tidspunkt blevet flyttet? Væsentlige spørgsmål der kunne have peppet en nytårstale op;-).

Min foreløbige hypotese er, at mens der eksisterede to overkørsler, lå trinbrættet mellem overkørslerne. Trinbrættet er måske i forbindelse med nedlæggelsen af den nordlige overkørsel eller måske i forbindelse med automatiseringen af den sydlige overkørsel blevet rykket tættere på den sydlige overkørsel. Men det er alt sammen spekulationer. Den rygende pistol mangler. På Geodætisk Instituts Generalskabskort Danmark i 1:100.000, 1945, ser det angiveligt ud til, at "holdepladsen" ligger mellem overkørslerne.

Jf. nedenstående indikeres, at trinbrættet, der i øvrigt blev nedlagt i forbindelse med overgangen til sommerkøreplanen 1. juni 1969, lå mellem overkørslerne.

Med venlig hilsen

Thomas Boberg Nielsen

[image]
Alling set fra vest 1955. Den sydligere overkørsel ses midt i billedet. Til højre for overkørslen og øst for denne ses den lille bygning, der huser byens brandsprøjte. Bemærk i øvrigt at bommene er nede: Der er tog på vej. Til venstre for overkørslen og vest for denne ses, hvad jeg formoder er et vogterhus. Dette vogterhus er ikke at se på billedet fra 1920'erne længere oppe i denne tråd. Vogterhuset er på 1920'erne-fotoet næppe skjult bag gården øst for banen. Omvendt lyder det underligt, at vogterhuset skulle være opført mellem 1920'erne og 1955. Skulle nogen have en længdeprofil på lager, hører vi gerne nærmere. Fotograf: Ukendt. Arkiv: www.alling-by.dk

[image]
Den nordlige overkørsel i Alling set fra vest i 1957. Bemærk troljen/dræsinen, der holder og spærrer for adgangen via drejekorset. Fotograf: Ukendt. Arkiv: www.alling-by.dk

[image]
Den uredigerede tekst til denne tegning lyder: "Ventesalen som den så ud da den lå på den vestlige side af jernbanen i Alling. Skitsen er en principskitse af hvordan de så ud. Ventesalen var placeret lige neden for Bent Svendsens hus. Ledvogterhuset var det hus, der nu tilhører Vivi og Poul Erik Schrøder. Trinbrædtet blev nedlagt 1968-69?" Jeg synes, at der er grund til at være kildekritisk her: Bygningen længst væk til venstre på den anden side af banen ligner et venterum. Bygningen i forgrunden ligner en vagthytte og ikke et vogterhus. Og tjekker man ovennævnte navngivne personer, bebor de et vogterhuslignende hus, der ligger nord for den nordlige nu nedlagte overkørsel og vest for banen. Tegning: Lundwall Nielsen. Arkiv: www.alling-by.dk

[image]
Den uredigerede tekst til denne tegning lyder: "Ledvogteren i Alling var en betroet person, der betjente to led. I første omgang leddene mod nord til Laven men også bommene sydpå der betjentes med et spil fra trinbrædtet. Apparatet med klokken blev kaldt Melderen. Den ringede 5 gange når toget kom fra Laven og ti gange når den kom fra Ry." Teksten vidner om, at trinbrættet lå mellem overkørslerne. Hvis tegninger og tekst skal tages for pålydende, har trinbrættet ligget ved den nordlige overkørsel. Tegning: Lundwall Nielsen. Arkiv: www.alling-by.dk

[image]
Alling set mod nord. 26. maj 1980. Fotografen står i overkørsel nr. 28 i km 15,6. I følge tjenestekøreplan II gyldig fra 3. juni 1956, lå Alling trinbræt i km 15,7. Så på baggrund af ovenstående - og indtil videre - støtter jeg Thomas Rithmester: Alling trinbræt lå ved den nordlige af de to overkørsler. Og for egen regning tilføjer jeg min endelige hypotese: Vogterhuset, som vi ser her (zoom venligst selv ind på bygningen ved det røde 1-tal) lå nord for den nordlige overkørsel og vest for banen. Venterummet, som vi ser på den øverste af ovenstående tegninger lå nord for den nordlige overkørsel og vest for banen og vagthytten som vi ser på begge tegninger lå øst for banen syd eller nord for den nordlige overkørsel. Hvis altså tegningen står til troende. Jeg ville finde det mest naturligt, at vagthytten havde ligget på samme side af banen som vogterhuset. Perronen har sandsynligvis ligget nord for overkørslen vest for banen. Vogterhuset på billedet af den sydlige overkørsel er sandsynligvis slet ikke et vogterhus, men bare noget der ligner. Men stadig mangler vi "manden med længdeprofilen". Og så er det i øvrigt korrekt, at tog fra Laven mod Ry meldtes med 1 x 5 klokkeslag og tog fra Ry mod Laven meldtes med 2 x 5 klokkeslag. Fotograf: Thomas Boberg Nielsen (der altså så fotograferede "slet-ingenting" den 26. maj 1980).


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak