Jernbanen.dk forum arkiv 2010-2022

litteratur om driftsmateriel + viljen til selv at gøre noget (Generelt)

af Steff, 8/4 2013, 11:21 (4088 dage siden) @ Michael Deichmann

Go´ formiddag!

Uden at skulle lyde som en sur gammel mand på bagsiden af EB, der ikke har andet at lave, kan jeg nu alligevel ikke lade være med, at kommentere bare lidt på det skrevne om ”genoptryk”, ”bare lave” og det at finde kildemateriale, HVIS man ønsker det. Jeg mener at have bare lidt erfaring udi udgivelser.

Et genoptryk kræver mange ting. At der er et reelt ønske og behov (masser af købere = KRONER og ikke bare ”jeg kunne godt tænke mig” snak fra nogle få personer), at forlaget har trykkepladerne liggende (eller andre elektroniske filer), at skribenten og andre involverede, herunder forlag, er helt klare på, at genudsende en bog, der muligvis ikke er up to date med informationer (nyt kildemateriale kommet senere), at der er utilsigtede fejl, at layout og billeder ikke er de bedste (der er kommet bedre og flere billeder til senere) mv. Og så skal der jo lige være en sum penge til at stikke i projektet, for at betale kostprisen + andre omkostninger som reklame mv. Er disse ting til stede, kan det så OVERVEJES og skal alligevel holdes op mod det, at skrive en ny udgivelse. Og selvom det er et genoptryk, koster det TID for en del personer, der oftest gør det frivilligt. Og hvad skal de så ikke gøre? Altså også hér en prioritering.

Faglitteratur er sjældent genoptrykt, med mindre det drejer sig om epokegørende udgivelser (standardværk) på området. Årsagen er jo helt klart, at netop faglitteraturen gerne skulle give de bedste og sidste informationer om et emne. Med skønlitteratur er der jo i princippet ingen begrænsninger med hensyn til nye oplag, ”andet” end om der er købere!

Bortset fra et fåtal af personer, er jernbanelitteraturen skrevet af personer, der kan lide at skrive om et emne og normalt gør det for egen skyld, altså det hobbyprægede. Men det kan alligevel sagtens være professionelt i tilgang og heldigvis ofte er det. Der skal også være en lyst tilstede og selvfølgelig også tid.
Kan kun skrive personligt, men hvis ikke emnet har interesse, gider jeg ikke røre det med en ildtang og skal jeg det, så kun for ussel mammon for en pris (adfærdsregulerende), der betaler lidt af tid og udgifter.

Med hensyn til at anvende tid (indhente, bearbejde, evaluere, skrive mv.) og muligvis også økonomi for at fremstille et og andet, hvor lysten ikke er der og herefter ligge resultatet frit ud på Internettet? Nix, glem det. Det gælder for mit vedkommende også om emner jeg holder af. Der skal være en ”adfærdsregulerende faktor”. Altså hvis nogen ønsker informationen skal de også vise det i handling og ikke bare ord, MEGET groft sagt.

Dette får mig til sidst hen til, at hvis man søger informationer er der – som også nævnt af andre – masser af muligheder. Internettet med de begrænsninger, der altid vil være med kildetroværdighed, da det er let at smække informationer ud hér (lidt mindre med bøger), bibliotekerne (vi har verdens bedste system), arkiver som lokalhistoriske, landsarkiver, Rigsarkivet etc. og bogudgivelser fra foreninger, klubber og museer mv. Og hvis udsolgt eller andet, brugt salg (som i Køge denne WE, DJK Kh afd. en gang om året, Frederiksberghallerne og andre udstillinger rundt om i landet), antikvariater, bogudslag hos boghandlerne mv. Altså, det kan koste lidt tid og midler, men tænk på den tilfredsstillelse det også er at finde ting! Nå, ja ikke at forglemme, den viden der allerede er her på de forskellige sider (www jernbanen ++), HVIS man gider søge.

Sluttelig tror jeg der er mange af læserne hér, der ofte kan svare på dette eller hint spørgsmål, stillet på de forskellige sider. Men når man får på fornemmelsen, at spørgeren (ingen nævnt ingen glemt) ikke gider gøre sig de simpleste ting for at få viden selv, så gider man ikke tá til tasterne. Jeg gør ihvert tilfælde ikke.

Med venlig hilsen en ikke sur gammel mand;-)

--
Steffen Dresler


Hele emnet:

 RSS Feed af emne

Veterantog kalenderSvenska-lok
DSB MY1119

Billeder, rettelser og tilføjelser til denne side modtages med tak