Kære Bent Olsen (og sikkert flere).
Temaet NORDEKSPRESS fylder hundredvis af bøger, men der er desværre ikke så meget om det på dansk.
Den bog der nok kommer nærmest emnet – også selvom 31 år gammel - er ”Sove- og Spisevogne i Danmark” skrevet af John Poulsen og udgivet på Kurlands forlag. Den har ISBN nr. 87–87826–10-0.
Heri er beskrevet, så godt det nu er lade sig gørligt, hele det Internationale Spise- og Sovevognskompagnis (CIWL/ISG mv.) danske historie. Ud over historien er der rigtig gode vognbeskrivelse med lister med og selv nu om dage fantastiske tegninger. Der er også nogle gode eksempler på oprangeringer fra før den anden verdenskrig og et par stykker fra midten af 1950´erne og senere.
Der er jo i de sidste 30 år åbnet op for at komme til flere informationer end før, hvorfor bogen selvfølgelig har nogle småfejl, men de er så absolut til at leve med. Her er vi nemlig ude i den finere fortolkning og de er derfor ikke meningsforstyrrende. Bogen kan kun anbefales, men kan dedsværre nok kun købes antikvarisk.
De andre bøger med internationale tog er:
• Internationale tog via Rødby Færge, Forlaget Banebøger 1998, af Jens Bruun-Petersen og John Poulsen, ISBN 87 88632 74-1.
• Internationale tog via Jylland, Forlaget Banebøger 2002, af Jens Bruun-Petersen og John Poulsen, ISBN 87 8863291-1
• Internationale tog via Gedser, Forlaget Banebøger 2003, af Jens Bruun-Petersen og John Poulsen, ISBN 87 8863297-0
Med hensyn til trækkraft er det blevet nævnt i tråden, men efter indførelsen af MY fra 1954 ff, blev det primært denne type over FYN indtil omlægningen via Rødby-færge. Men toget har også været kørt af P II, R I og R II og E II og sluttelig med E og R som nedbrudsreserve for MY.
Jf. spørgsmålet om ændring af kørsel via Odense-Ringe-Nyborg ved uheld skal blot anføres, at ifølge TIB af 28.5.1961 er tilladt maskinbenyttelse (toglokomotiver) således:
Odense-Ringe og Ringe-Nyborg: Litra P I (bemærk kun nummerserien 901 – 919), PR, MK/FK og MX. Såfremt der har været anvendt MS og MB (lyntog) samt MY må det have været på dispensation. Litra MX kan således godt have kørt ”omledningstog” i den nævnte anledning.
(Informationer vedr. TIP venligst Henning Petersen, Næstved).
Sluttelig skal anføres, at det under alle omstændigheder er en god ide at anskaffe sig litteratur om emnerne selv i en elektronisk tidsalder. Og der er jo gennem de sidste 30 til 40 år kommet masser af både ”læseslig” som ”billedlitteratur” til inspiration og viden indhentning fra DJK, Banebøger, Lokomotivet m. fl. Og med fare for at få en over fingrene, pas på med at hente informationer udelukkende fra Internettet UDEN at være kildekritisk – eks. dobbeltkontrollere. Det er generelt alt for nemt at få lagt noget ud, der så ligger dér uimodsagt.