"Signal til mord" er undertegnedes første - og hidtil eneste - forsøg på at skrive en kriminalroman. Den blev sendt til to-tre forlag, som tog venligt imod den, men alligevel afslog udgivelse.

Den er skrevet i 1993-94, da jeg var aktiv journalist, jernbanenørd og begyndende it-kyndig. Romanen kredser - sjovt nok! - om disse tre emner...

Styresystemet hed DOS - mange var ikke begyndt at lægge Windows ovenpå endnu - DSB var stadig DSB, mange tog var lokomotivtrukne, Storebælt blev krydset med færge, og internettet, som vi kender det i dag, var stort set ukendt blandt "almindelige mennesker". Nogle få eksperimenterede med modem og opkobling til diverse hosts, FTP-servere og Usenet. Og der var stadig fem år til Nokia 3210 skulle blive lanceret. Yngre læsere vil være helt lost!

"Signal til mord" er skrevet stort set på min daværende paratviden - herunder om jernbanen - uden den helt store research. Læserne i netop dette forum må derfor bære over med eventuelle unøjagtigheder eller fejl - det er underholdning, ikke jernbane-faglitteratur.

Manuskriptet har i mange år ligget i en bankboks sammen med en hel del andre backup-CD'er, og det er ikke gennemlæst, endsige tilrettet forud for publikationen her - på nogle områder er jeg såmænd selv helt spændt på, hvad der sker...

Det bringes her som føjleton med webmasters billigelse - og med copyright © 1994-2017 Jens Vestergaard.

------------------------------

Fredag, den 26. oktober, kl. 22.37

- Nej du, ikke en døjt ... Meget stille. Ja, OK. Hej med dig.

Den vagthavende vicepolitikommissær lagde røret. Det var den tredje journalist den aften, der havde været på sin rutine-rundringning - og det var den tredje, der havde fået at vide, at der ikke var sket noget i byen. Hvilket selvfølgelig ikke var helt sandt, men i hvert fald ikke noget, som vagthavende vice¬politi¬kom-missær syntes, pressen skulle have kendskab til.

Ole Krogh grinte sarkastisk for sig selv. Grinte af sin nye titel, vicepolitikommissær, og grinte af, at det på en måde var ham, der bestemte, hvad der skulle i avisen.

Titlen var latterlig. Alle politiassistenter, der fungerede som vagthavende, havde fået lov til at kalde sig vicepolitikommissær ... sikkert i stedet for en lønforhøjelse. Hvem troede politiets chefer egentlig, de narrede? Han havde i hvert fald ikke mødt én eneste af sine kolleger, der ikke var klar over, at det var en narresut, den der titel.

Og hvor var det egentlig også latterligt, at han kunne bestemme, hvad der skulle i avisen. Hver dag, to-tre gange om dagen, ringede de samme dumme tre-fire journalister med det samme dumme spørgsmål: Er der noget? Og det var der som regel ikke. Cykeltyverier, villaindbrud, husspektakler og små-volden på gaden, som der blev mere og mere af, var de jo overhovedet ikke interesserede i - det skulle være noget med blod. Mord eller voldtægt, eller endnu bedre, begge dele på én gang.

Ole Krogh vidste godt, hvordan han skulle sortere. Og han fortalte aldrig om, hvad der foregik hos kriminalpolitiet - det skulle han nok nære sig for efter den skideballe, han fik, dengang han...

Den vagthavende vicepolitikommissærs tankerække blev afbrudt af 112-telefonen.

En eller anden havde åbenbart haft tålmodighed nok til at vente på, at den automatiske stemme, der meddelte, at man havde ringet til alarmcentralen, skulle blive færdig. Stemmen var der for at få folk, der havde ringet forkert, til at indse deres fadæse og for at få dem, der bare ville chikanere, til at opgive forehavendet, inden de nåede igennem.

Stod nogen derimod virkelig i en alvorlig situation og havde brug for hjælp her og nu, kunne stemmen drive én til vanvid.

Ole Krogh løftede røret.
- Alarmcentralen...?

Mens han lyttede, skiftede hans ansigtsudtryk langsomt.

Fredag, den 26. oktober, kl. 22.48

Scenen på Banegården lignede umiddelbart det rene kaos. Fire politibiler holdt med deres blå blink tændt på vejen mellem stationsbygningen og perronerne. Det gav en uhyggelig spøgelsesagtig stemning i den sparsomt oplyste perronhal med de høje stålhvælvinger. De blå lys spejlede sig også i vandpytterne og på den våde asfalt, og kneb man øjnene lidt sammen, blev deres antal mangedoblet. Rundt omkring myldrede det med politifolk og folk i DSB-uniformer.

Men det hele var alligevel forbløffende velorganiseret. DSB havde sørget for, at toget ankom i spor 1, hvilket betød, at det kunne være omringet af betjente, allerede før det holdt stille.

Henning Juul var overrasket over, hvor effektivt DSB havde reageret. I løbet af et par minutter var der kommet en liste over, hvilke vogne der var i toget, og hvor i toget de var. DSB vidste nøjagtig, hvor langt toget var, og kunne præcis udpege, hvor dørene ville befinde sig, når toget holdt stille. Når Henning Juul sammenlignede med sin egen etat, kunne han kun undre sig.

Men hele situationen var på trods af organiseringen højst besynderlig.

Det var uden skygge af tvivl første gang i hans næsten 35-årige karriere i politiet, at han stod og ventede på, at et gerningssted for en alvorlig forbrydelse skulle komme til ham - og ikke omvendt. Og det var lige så sikkert første gang, han kunne anholde samtlige mistænkte i sagen - på én gang.

Det var næsten for godt til at være sandt.

I det hele taget var denne aktion forløbet helt uden mislyde, siden den begyndte for 11 minutter siden, og det var i sig selv usædvanligt og foruroligende. Samarbejdet mellem ordens- og kriminalpolitiet var i samtlige 11 minutter forløbet gnidningsløst, og i begge afdelinger havde der ydermere været det nødvendige mandskab til rådighed, hvilket var en absolut sjældenhed.

Den vagthavende hos ordenspolitiet havde alarmeret hjemmevagten hos kriminalpolitiet, så snart han havde fået meldingen fra statsbanernes fjernstyringscentral. Og samtidig havde han af egen drift sendt tre patruljevogne ned på banegården og alarmeret en ambulance.

Endnu mere besynderligt var det, at hjemmevagten, den unge, ivrige Jan Toft, med det samme havde indset, at det her ikke var en sag, han kunne klare alene. Han havde kontaktet sin foresatte - og her stod så denne foresatte, Henning Juul, og skuttede sig i efterårskulden og med en drabssag, som han burde kunne afslutte, næsten før den var begyndt.

- Så, nu er der stillet signal for ham. DSB-manden med det brede røde bånd om kasketten afbrød hans tankerække.
- Så går der kun et par minutter, før han er her.

- Hvem »han«?, spurgte Henning Juul desorienteret.

- Nåe, undskyld. Vi plejer at sige »han« om et tog. Sagde DSB-manden, som Henning Juul havde fået præsenteret som »den fungerende«.
- Den myrdede er i A-vognen, det er vogn 21, fortsatte DSB-manden. Henning Juul havde været ganske tilfreds, også da han kun vidste, at det var i forreste vogn, den døde befandt sig. Vi taler vist ikke helt samme sprog, tænkte han.

Et udrykningshorn nærmede sig i det fjerne, og en ambulance svingede ind på banetærrænet. Nå, endelig, tænkte Henning Juul, nu er det også kun 12 minutter siden, I blev kaldt.

Togføreren, som havde fundet den dræbte, havde ellers over radioen sagt, at manden var død. Helt død. Men proceduren foreskrev nu engang, at der skulle tilkaldes en ambulance eller en læge, der lovformeligt kunne erklære den døde for død, og da vagtlægen nu om dage ikke var til at kalde ud af sin varme konsultation, ja så var det blevet ambulancen.

Togføreren havde også sagt, at det var helt sikkert, at den døde var blevet skudt...

- Har du læst »Det lukkede rum«? Det her er sgu da næsten lige sådan, hva? Lige bortset fra, at morderen her hos os også er lukket inde, hva?

Henning Juul havde ikke læst »Det lukkede rum«, og anede faktisk ikke, hvad kollega Jan Toft snakkede om. Han fik heller ikke tid til at spørge.

- Der kommer han, nærmest råbte DSB-manden, og Henning Juul fik øje på tre hvide lys, der langsomt nærmede sig ude under broen.

Derefter foregik det hele uden den mindste dramatik. Fire minutter efter, at toget var ankommet, var de ni passager samlet nedenfor perrontrappen. Det store opbud af ordensbetjente til at bevogte alle togets døre havde reelt ikke engang været nødvendigt. Togføreren havde haft åndsnærværelse nok til at låse dem alle undtagen én.

Det var som at fange mistænkte i en ruse, tænkte Henning Juul, inden han selv gik ind i den forreste vogn for at kigge på afdøde og gav ordre til, at hele toget skulle gennemsøges.

Togføreren havde ret. Manden på plads 26 var død. Meget død. Om ikke andet, så fordi det meste af hans blod lå på gulvet eller var suget op i det gråbrune stof på sædet under ham. Et andet ret så sikkert tegn var det store hul i hans ryg, hvor dum-dum kuglen var gået ud efter at have sprængt de fleste af hans indvolde i stumper og stykker - sikkert inklusive hjertet. Man kunne heller ikke fortænke togføreren i at mene, at manden ikke var død nogen naturlig død.

Liget var faldet forover - på grund af togets bevægelser, konkluderede Juul, og hovedet lå slapt på knæene. Der var blod i en stor pøl på gulvet, og sædet var gennemvædet. Tøjrester, hud og kød var klistret op på sæderyggen bag manden. Juul noterede sig, at loftslampen i kupeen var slukket, men at en læselampe over den døde var tændt.

Det var ikke noget rart syn, men Henning Juuls mange år i politiet havde hærdet ham nok til, at det egentlig ikke gik ham noget videre på.

Kun hvis han kom til et hus, hvor et menneske havde ligget længe og været død, kunne han af og til lade sig påvirke. I virkeligheden mest af stanken, men også af, nogen får lov til at dø så ensomt. Et friskt lig lugter i det mindste ikke.

Jan Toft kom ind i kupéen.

- Hmm, var den ellers meget talende mands eneste kommentar.

- Lad os få fotografen herind, så vi kan få det overstået, sagde Henning Juul og gik ud i sidegangen.

- I kan godt gå i gang, råbte han ud af det halvåbne vindue til de politifolk fra teknisk afdeling, der stod på perronen klar til at undersøge toget.

- I skal kigge efter en pistol. Og send ambulancen hjem - det er en rustvogn, vi skal bruge.

Henning Juul steg ud af toget og nærmede sig gruppen af passagerer, som stod nedenfor perrontrappen nidkært bevogtet af fem ordensbetjente.

- Hør, er det Dem, der er i charge her, råbte en rødmosset mand i lys cottoncoat. Hvad fanden tror I, det er, I laver?

Henning Juul ignorerede ham.

- Er det alle?, spurgte han en ung betjent.

- Ja, togføreren bekræfter, at der ikke var flere med toget, svarede betjenten, som til al overflod løftede hånden til kasketskyggen i en blanding af en spejderhilsen og en militær honnør.

- Hør, De der, hørte De ikke, jeg sagde noget til Dem? Den rødmossede mand var blevet om muligt endnu mere rød i hovedet.

- Jeg forlanger et svar på, hvad der foregår, og hvorfor vi bliver tilbageholdt her mod vores vilje. Jeg er medlem af folketinget og beskyttet af min immunitet.

Henning Juul sukkede. På en eller anden måde havde han en stærk mistanke om, hvilket parti den højtråbende herre tilhørte, men den slags fordomme var det nok ikke lige tidspunktet at lufte nu, tænkte han.

- Der er tilsyneladende sket en forbrydelse i det tog, De lige er ankommet med, sagde Henning Juul derfor i sin sædvanlige saglige tone. Det var snart mange år siden, han havde aflagt sig den ironisk-høflige facon, han de første år af karrieren havde klaret sig igennem med, når nogen var grov ved ham.

- Ingen af Dem er anholdt eller tilbageholdt mod Deres vilje, men jeg ville sætte meget stor pris på, hvis De alle kunne følge med ned på politistationen. Det ville lette vores arbejde en del.

- Hvaffor en forbrydelse? Jeg forlanger at få en forklaring. De andre mumlede lidt, men ingen prøvede at overdøve folketingsmedlemmet.

- Jeg vil helst vente med at fortælle Dem enkeltheder, til vi er på stationen - så skal alle nok få besked. Og jeg regner ikke med, at det vil tage så lang tid.

Det sidste blev sagt uden overbevisning i stemmen, for af en eller anden grund, syntes Henning Juul pludselig ikke længere, at det hele så lige så oplagt ud som for bare ti minutter siden. Der var et eller andet ved gruppen, der manglede. En drabsmand.

Det var ikke noget, Henning Juul gik rundt og pralede med, men han havde en forestilling om, at han i ni ud af ti tilfælde kunne udpege en forbryder alene på udseendet, og der var ingen i den gruppe på ni mennesker, der stod over for ham, som rigtigt passede ind i billedet. Henning Juul afviste sin egen pessimisme. Selvfølgelig var det en af dem. Det måtte det jo simpelthen være - eller måske togføreren. Hvor faen var han forresten?

Henning Juul vendte sig om med et ryk for at råbe efter Jan Toft ... og stirrede med åben mund lige ind i et par store, brune øjne. De sad på en ung kvinde i DSB-uniform. Hun havde skulderlangt, mørkt hår, høje kindben, og så havde hun et blåt, hvidt og rødt tørklæde om halsen.

- Mon ikke også De strengt taget burde tage mig med til afhøring, spurgte hun. Hun var bleg, havde en meget blød og måske lidt svag stemme, men virkede meget rolig.

- Hv... Hvem er De?

- Jeg er togfører på toget dér, svarede hun med antydningen af et smil og pegede på den række tomme vogne, der stod tilbage, efter at lokomotivet var rangeret væk.

Henning Juul bandede indvendig. Hvordan fanden kunne de glemme togføreren, og hvorfor skulle han blive så forfjamsket, bare fordi det viste sig at være en kvinde.

- Joe, naturligvis. Hvis De også vil følge med, så ville det naturligvis...

Henning Juul blev afbrudt af Jan Toft.

- Henning, du kan godt tage af sted. Vi har check på det, råbte han inde fra toget.

Kan man nu stole på det?, tænkte Henning Juul, men indskrænkede sig til at løfte armen til svar, samtidig med, at han dirigerede den ventende gruppe - som nu talte ti personer - ned mod et par politibiler.

---------------ooo---------------

Lørdag, den 27. oktober, kl. 03.10

Henning Juuls kontor på politigården var bestemt ikke noget at råbe hurra for. Selv om han kunne kalde sig kriminalkommissær, var rummet spartansk udstyret, og på trods af, at politigården var relativ ny, var den stadig forsynet med det standardmøblement, som har plaget offentlige kontorer i mere end to menneske-aldre. Lakerede træskriveborde, med en mørk egeliste hele vejen rundt og et grønt skriveunderlag - den højryggede stol med det grønne uldbetræk var dog blevet flyttet fra sin plads ved skrivebordet og udskiftet med en lidt mere moderne kontorstol med hjul. Den gamle gjorde det så ud for lokalets eneste gæstestol.

I det ene hjørne stod en ny elektrisk skrivemaskine. Juul var overordentlig glad for den - det var kun få uger siden, hans gamle hakkebræt var blevet skiftet ud med det nye vidunder, som både havde slettetast og hukommelse.

Det var synd at sige, at kontoret bar et særligt personligt præg, men på op-slagstavlen hang der dog et enkelt billede af en lille dreng med en meget stor fodbold. På væggen modsat skrivebordet, kunne en eventuel gæst se adskillige indrammede gruppebilleder af mænd i forskelligartede uniformer - alle de udenlandske politifolk, som mellem år og dag kom på officielt besøg, og som Juul, som lokal repræsentant for den internationale politisammenslutning, tog pænt imod.

Som han sad dér, var der nu mildt sagt ikke noget særligt internationalt over ham. Den efterårsgrønne fløjlsjakke var blankslidt på albuerne, bukserne havde ikke set pressefolder de sidste mange år, og de brune fodformede var så småt begyndt at gabe. Henning Juul havde været 22, da de glade 60ere begyndte, og han havde ikke været sen til at tage årtiets afslappede mode til sig - det var straks vanskeligere at aflægge den igen.

De sidste par timer havde han cirkuleret mellem de tre små afhøringslokaler på 2. sal. Det var lykkedes at få kaldt tre mand fra afdelingen ind, så afhøringerne af de ni passagerer og togføreren ikke ville komme til at tage alt for lang tid. Selv havde Juul sørget for at være til stede ved starten af hver afhøring - så havde han nemlig kunnet bestemme, hvor meget af historien hver af de mistænkte skulle høre.

Der var faret en djævel i ham, da det højtråbende folketingsmedlem igen var begyndt at kæfte op, og han havde sørget for, at den rødmossede herre blev den sidste i rækken af afhøringer. Sikkert ikke særlig klogt, tænkte Henning Juul. Men tilfredsstillende.

Telefonen ringede.
- Juul!?

Det var Jan Toft.
- Jeg er færdig på gerningsstedet og er herinde på Gården. Vil du høre? Uden at vente på svar fortsatte han:
- Det var sgu redaktøren på Tirsdagsposten, der røg i svinget, du. Svend Kragelund hed han. Og vil du høre noget interessant? Han havde 25.000 kroner på sig. I cool cash, du!

- Kom herop og lad min høre. Henning Juul stirrede tomt på billedet af sit barnebarn. En avisredaktør? 25.000? Der var noget underligt ved det her - og hvad kan aviserne ikke få ud af det i morgen? Nå, morgenaviserne er jo gået i trykken, og med lidt held kan de små frokostaviser heller ikke nå det, tænkte han. Og nærmest for at overbevise sig selv, fortsatte han tankerækken med at konstatere, at når aviserne udkom næste gang, så havde han allerede drabsmanden.

Jan Toft rev døren op uden at banke på. Den ungdommeligt udseende kriminalassistent lignede ... en kriminalassistent. Uniformsbukserne var ikke til at tage fejl af, ej heller de sorte sko, og selv om han i øvrigt var i civil, skulle det være en meget uøvet kriminel, der ikke kunne udpege ham som politimand på lang afstand.

- Er de færdig med afhøringerne nedenunder?, spurgte han, endnu inden han var helt inde.

Henning Juul affærdigede hans spørgsmål med en håndbevægelse.
- Fortæl mig nu hellere, hvad du har.

Jan Toft satte sig på den enlige gæstestol og åbnede sin notesbog.
- Svend Kragelund, 57 år, redaktør på Tirsdagsposten, bor ude i Skåde. I lommerne kørekort, ny EF-type, nøgler, en tegnebog med Dankort, Diners-kort, MasterCard, tre billeder af børn, en returbillet til Vejle...

Jan Toft holdt en lille pause...
-... og 25.000 kroner. I store sedler. Plus lidt håndøre. Han sagde det som pointen i en god historie - som om han ikke havde fortalt det i telefonen.

- Var det alt?

- Alt? Synes du ikke, det var en hel del?

Telefonen ringede igen. Henning Juul lyttede, sagde »lige et øjeblik«, dækkede røret med hånden og spurgte henvendt til Jan Toft:
- Pistol?

Jan Toft rystede ærgerligt på hovedet.
- Nix. De leder stadig. Men har du nogen idé om, hvor mange skabe og hulrum der er i sådan nogle togvogne...?

- Og vinduer, tilføjede Henning Juul tørt.

- OK, der er vel ikke andet for, fortsatte han lettere opgivende ned i telefonen. I er igennem dem alle og har checket dem i folkeregisteret og K.R.? ... Godt, møde her om ti minutter!

- La'r du dem gå?

- Hva' vil du ellers ha', jeg skal gøre. Anholde alle ti? Ingen af dem undtagen to står for noget som helst i Kriminalregisteret, og da slet ikke med noget, der ligner drab, og de har alle sammen fast bopæl. De nægter også at kende din ven Kragelund, og ingen af dem rendte tilfældigvis rundt med en pistol i lommen... Og det er jo strengt taget ikke ulovligt at køre i tog.

Jan Toft så skuffet ud. Selv om han havde været i politiet de 10 år, det tager at blive kriminalassistent, ejede han stadig en vis barnlig ivrighed. Han syntes af en eller anden grund, at politiarbejde var spændende, og han gik med liv og sjæl op i de sager, han arbejdede med. Hertil kom, at han tilsyneladende troede på begreber som retfærdighed og den slags.

Ti minutter senere var de fem i stedet for to på det lille kontor.

- Korte, præcise referater, sagde Henning Juul henvendt til de tre nyankomne.

De så på hinanden.

- Niels, du begynder, kom nu!

- Hvem vil du ha' først?

- Det er sgu da lige meget, kom nu bare...

- Okay. Lad os så starte bagfra og tage din helt specielle ven først: Morten Åstrup, folketingsmedlem for Fremskridtspartiet, 61 år gammel. Gift. Bor i København, rejser hertil for at deltage i et møde i Den Danske Forening i morgen. Jeg har checket, mødet er der godt nok. Siger, at han ikke kendte andre i toget end sin sekretær, som han rejser sammen med.

- Og lad os så tage hende: Linda Andersen. 31 år gammel, sekretær for Åstrup i de sidste tre år. Bor i Vedbæk. Gift. Manden arkitekt i et eller andet fancy københavnsk firma. Et eller andet sagde mig, at de to ... well, ikke syntes om at blive set alt for meget sammen. Hun siger også, at hun ikke kendte andre i toget. De bor på Hotel Royal, mens de er her. Skal tilbage til København søndag. Og jeg har også checket hotellet - der er reserveret.

- Og så forresten ... Du kan forvente en officiel klage fra Åstrup. Han siger, vi tilbageholdt ham uden grund...

Henning Juul sukkede dybt. Selv om han så lejede en middelstor festsal, kunne den ikke rumme alle de mennesker, som i tidens løb havde truet med en »officiel klage«. Alligevel behøvede han færre end fingrene på sine to hænder til at tælle dem, der havde gjort alvor af det, endsige fået medhold.

Han sagde ikke noget, men nikkede til Niels Berg for at få ham til at gå videre. Niels Berg var en stor mand - så stor, at Juul af og til spekulerede på, hvordan han havde klaret de fysiske krav på politiskolen. Juul ville ikke kalde Niels Berg dum, men nøjedes med i sit stille sind at konstatere, at han måske af og til tænkte i samme hastighed, som han så ud til at kunne løbe.

- Karen Nielsen, 18 år og student, fortsatte han. På vej hjem fra en interrail-tur. Har været væk i en måned, alene. Bor i Egå hos sine forældre.

- Og vi kender ingen af dem i forvejen, tilføjede han.

- I har forhåbentlig alle sammen sikret jer, at I ved, hvor i toget de forskellige har siddet?

- Nåe, ja undskyld. Åstrup og sekretæren sad i ba¬geste vogn, og det gjorde Karen Nielsen også.

- Bageste vogn, er det ikke en 2. klasses-vogn?

- Jo, der er vist kun en 1. klasses-vogn med - den, som ham Kragelund sad i. Hvorfor?

- Folketingsmedlemmer har frikort til 1. klasse. Hvorfor rejste Åstrup så på anden?

- Det ved jeg faktisk ikke, svarede Niels Berg undskyldende. Er det vigtigt?

Henning Juul trak på skuldrene og lod spørgsmålet hænge i luften.

- Og, Peter, dine...?

- Anne Heldgaard, 43 år, ugift. Direktør i et PR-firma her i byen. Bor i Odder og var på vej hjem fra et kursus i Middelfart, hvor hun havde holdt foredrag. Siger, hun genkendte folketingsmanden, Morten Åstrup, fra aviserne, og at det skulle ha' været ham, der var blevet skudt i stedet for. Kender i øvrigt afdøde af navn, fordi hun er i reklamebranchen, siger hun. Rejste på 2. klasse - i den tredje vogn. Hun skulle have været med Grisen til Odder, men det nåede hun ikke på grund af alt det her, så jeg gav hende en taxa hjem. Det var vel i orden?

Juul nikkede.
- Videre...

- Mostapha Tierfan, iransk flygtning. 28 år. Gift, men alene her i landet. Politisk flygtning. Har været her i de to år, det tog at behandle hans asylansøgning, bor i Gellerup-parken og taler forbløffende godt dansk. Han sagde selv, at vi ikke behøvede at tilkalde en tolk, så det lod jeg være med...

Det var imod reglerne, og Peter Nielsen kiggede igen halvt spørgende, halvt undskyldende på Henning Juul. Men da han ikke reagerede, fortsatte han:
- Mostapha er nok den eneste, der egentlig ikke kan gøre rede for, hvorfor han var med det tog. Siger, han kedede sig og tog en tur frem og tilbage til Fredericia for at slå tiden ihjel...

- Nå, ja - dårlig vits ... Undskyld. Mostapha rejste på 2. klasse og sad i den forreste kupé i vognen lige op til 1. klassesvognen. Siger, at han ikke kender Svend Kragelund.

- Så er der Anders Mortensen, 30 år. Arbejdsløs murer. Bor i Åbyhøj. Ugift, men rejste sammen med sin kæreste. Har været til jobsam¬tale i Horsens.

- På den her tid af natten?

- Nej, i eftermiddags, men så havnede de på værtshus. Siger, han aldrig har hørt om Kragelund. Kendt i Kriminalregisteret for en enkelt gang spirituskørsel, men ikke andet. Han var pisse-fuld.

Henning Juul kiggede på Hans Grønlund, som var den tredje af de nyankomne.

- Ja, så er det vel min tur, sagde Grønlund ganske overflødigt.

- Ulla Jensen, kæreste til Mortensen. Arbejdsløs ingenting. Bor mest sammen med ham, men har officielt adresse hos forældrene i Randers. 22 år, på bistandshjælp. Virker ikke som om, hun nogensinde har læst en avis - ikke engang Tirsdagsposten. Kendt i K.R. for butikstyveri og et mistet pas. 2. klasse i anden vogn. Og lige så fuld eller skæv som fyren.

Grønlund holdt en lille pause.

- Arne Frederiksen og hans kone Else. Pensionistægtepar fra Odense, som skal besøge sønnen og svigerdatteren en uges tid. Nydelige ældre mennesker, som har siddet og læst hele vejen. Hverken Kragelund eller Tirsdagsposten siger dem noget som helst. 2. klasse, tredje vogn.

- Jeg havde også fornøjelsen af togføreren. Hans Grønlund holdt igen en lille kunstpause, så alle forstod hans morsomhed. Hans smil mere end antydede, at han selv anså den for en smule fræk...

- Birgitte Meyer, nyudnævnt togfører, 28 år, fire år i DSB. Steg på toget i Fredericia, hvor hun afløste en kollega. Bor her i byen. Gift med en DSB-mand, som arbejder på stationen. Vil I ha' hele historien om, hvordan hun fandt ham?

- Hvad kommer det sagen ved, hvordan hun fandt sin mand? Niels Berg så bestyrtet ud.

- Ikke manden, fjols. Den døde...

- Nej, ikke nu, Henning Juul afbrød de to andre. Skriv det ned. Jan, hva' med Kragelund...?

- Som sagt: Svend Kragelund, 57 år, redaktør på Tirsdagsposten de sidste 20 år, bor ude i Skåde. Gift, tre voksne børn. En bror, som er død. Og altså en bagatel af 25.000 kroner på lommen.

- Motiv? Fjender?

- Aner det ikke. Men rovmord kan vi jo lissom udelukke, ik?, grinede Jan Toft.

Henning Juul ignorerede ham.
- I tre renskriver jeres afhøringer. Er der nogen, der har snakket med hans kone?

Ingen svarede.
- I afleverer jeres rapporter til mig, og Jan, vi to tager ud og vækker fru Kragelund om et par timer. I mellemtiden graver du alt det, du kan, frem om manden. Hvem har styr på toget?

- Teknisk afdeling afleverer en rapport, så snart de har noget. Men opgiv den pistol, Henning, den er da røget ud af vinduet med 120 i timen.

Henning Juul løftede telefonrøret. Det var ganske vist lørdag, når det engang blev lyst nok til at lede, og han skulle være meget heldig, hvis ordenspolitiet kunne stampe hunde og folk nok op af jorden til at få jernbanelinien gennemsøgt. Men det skulle da prøves...

Lørdag, den 27. oktober, kl. 6.30

Golfbakken var nok en af de dyreste adresser i byen. Og nr. 12 var uden tvivl en af de dyreste adresser på Golfbakken. Henning Juul huskede endnu, da der rent faktisk var golfbane her - og et par teglværker i områderne omkring den. Det havde været et sandt eldorado for børnene både sommer og vinter. Golfbanen havde nogle herlige kælkebakker, og teglværksarealerne og de småskove, der også engang lå her, var perfekte områder for røvere og soldater, indianere og cowboys, eller hvad det nu alt sammen hed.

Henning Juul vidste det. Han havde selv boet i nærheden, før golfbanen og teglværkerne blev omdannet til byggespekulanternes paradis i stedet for børnenes.

I dag var villahaverne groet op, så det ikke lignede et nybyggerkvarter mere, men selv gennem de regnvåde bilruder, var det tydeligt, at det ikke var småhuse, der lå bag de vel¬trimmede hække.

Der blev ikke sagt meget i bilen, mens de kørte. Faktisk indskrænkede samtalen sig stort set til, at ét spørgsmål fra Henning Juul til Jan Toft:
- Fik du oplysningerne om Kragelund?

- Ja, jeg har checket folkeregisteret, K.R. og så har jeg snakket med en af hans kolleger, som jeg vækkede for lidt siden. Vil du høre...?

- Nej, gem det til gennemgangen senere.

En køretur til et familiemedlem, der skal underrettes om en nærtståendes død, er altid lang, uanset hvor den går hen, men den egner sig ikke til konversation.

Det var strengt taget lidt imod reglerne, at fru Kragelund først fik meddelelsen om sin mands død her næsten syv timer senere. Men Henning Juul havde et forholdsvist afslappet forhold til den slags regler. Han overtrådte sjældent nogle af dem direkte, men hvis det ikke skadede nogen, så kunne de bøjes, når det var nødvendigt. Og det blev de så.

Selv om det ikke var på mode at skrive byggeår på huse mere, så gjorde Golfbakken 12 bestemt ikke nogen hemmelighed ud af at være fra sidst i 60erne eller de tidlige 70ere. Gule sten, rødt tegltag og vinduer i en størrelse, der viste, at energikrise tydeligvis havde været et ukendt begreb for arkitekten. I samme retning pegede fløjen med den indendørs swimmingpool og den store dobbeltgarage i modsatte side af huset. Sidstnævnte var ganske vist lukket, men Juul så for sig en sort Volvo til husets herre og måske en åben, sølvmetalic Mercedes til fruen.

Villaen var nærmest trelænget med pool'en og garagen i hver sin sidefløj, og den var bygget ind i en skrænt, så garagen var i gadeniveau, mens selve beboelsen lå i 1.-sals højde. For at komme derop måtte de to først igennem en hvid, rundbuet port og ad en snoet sti gennem sirligt arrangerede stenbede med lilla efterårsblomster.

Fru Kragelund havde uden tvivl været en endog meget flot kvinde, da hun og manden tog deres nye residens i brug. Selv en almindelig lørdag klokken halv syv, godt 20 år senere, tog hun sig godt ud, da hun med et lettere forundret udtryk i ansigtet åbnede døren for de to kriminalfolk. Det grå hår sad, som det skulle, og hun lignede en kvinde, der turde vedgå sin alder.

Henning Juul nåede at spekulere på, hvordan det, han havde at fortælle hende, ville påvirke hendes venlige ansigtstræk.
- Fru Kragelund, mit navn er Henning Juul og det her er min kollega, Jan Toft. Vi kommer fra kriminalpolitiet.

- Kriminalpolitiet? Der var undren i hendes stemme. Tilsyneladende ægte.

- Er der sket noget?

- Må vi komme indenfor?

Det var egentligt lidt pudsigt. Henning Juul kunne kigge på døde i alle afskygninger, uden at det generede ham, men han havde det stadig elendigt, når han skulle fortælle deres familier, hvad der var sket. Og det skulle i hvert fald ikke ske stående i en entrédør, hvis det stod til ham.

- Ja, kom da endelig indenfor. Min mand er vist desværre ikke stået op endnu - han sover gerne længe om lørdagen, skal jeg sige Dem.

Henning Juul og Jan Toft udvekslede hurtigt blikke, mens de blev ført ind i en smagfuldt, men gammeldags indrettet stue. Den forkerte mand? Nej, det måtte være hende, der tog fejl.

- Ja, det drejer sig faktisk om Deres mand. Er De sikker på, at han er hjemme?

Fru Kragelund smilede venligt.

- Næe, jeg har da ikke set ham, hvis det er det, De mener. Men han kommer altid så sent hjem om fredagen, at jeg er gået i seng, og vi har hvert sit soveværelse, så...

- Der er vel ikke sket ham noget? Fru Kragelund afbrød sig selv og satte sig i den ene at to tunge læderlænestole, mens hun høfligt holdt hånden frem mod sofaen overfor.

Henning Juul og Jan Toft satte sig så langt ude på kanten som muligt.
- Jo, Fru Kragelund, vi har desværre grund til at tro, at Deres mand er død.

Man kan lige så godt få det sagt, mente Henning Juul. Det hjælper ikke noget at trække pinen ud.

Grethe Kragelunds første reaktion var et smil og en lille latter.
- Nej, han ligger da bare og sover...

Hun kiggede refleksmæssigt over skulderen og hen mod døren til, hvad Henning Juul gættede på, var soveværelsesfløjen. Så rynkede hun brynene, rejste sig resolut op og gik ud af stuen.

Jan Toft så op med et spørgende udtryk i ansigtet.
- Tror du...?

Henning Juul viftede afværgende med hånden.

I det samme kom Fru Kragelund tilbage.
- Han er der ikke. Hvad får Dem til at tro, at han er død? Hun talte stadig som en, der er overbevist om, at modparten tager fejl.

- Fru Kragelund, vi har fundet deres mand ... eller rettere liget af ham. Han er blevet skudt.

- Skudt!? Hvordan i alverden...?

- Fru Kragelund, kan det passe, at Deres mand var med toget hjem fra Vejle i aftes ved midnatstid.

- Ja, det kan det vel godt. Han spiller kort hver fredag aften. I forskellige byer med nogle loge-kammerater. Det er derfor, han altid kommer sent hjem ... Skudt!?

- Fru Kragelund, Deres mand blev skudt i det tog i aftes. Vi ved endnu ikke, hvem der gjorde det eller hvorfor, men måske kan De hjælpe os.

- Er Svend død? Er De sikker på, at det ikke er en anden...?

De klynger sig altid til netop dét halmstrå, tænkte Henning Juul. »En misforståelse«. Vil aldrig acceptere, at det er sket. Og det er vel egentlig også ret naturligt...

- Vi fandt Deres mands tegnebog og kørekort, brød Jan Toft ind, og så havde han...

Fjols, tænkte Henning Juul og afbrød ham....

- Fru Kragelund, vi ved, at det kan være svært, men vi har behov for, at De identificerer Deres mand for os og hjælper os med nogle oplysninger. Er der nogen, De kan ringe til og være sammen med....

- Hjælpe...hva'? Nåe, ja min søster bor i byen. Hvad skal jeg gøre?

Hun begynder først at græde i morgen, tænkte Henning Juul, eller måske aldrig.

- Hvis De kunne tage med os ind til kapellet, så kunne Deres søster måske møde Dem dér bagefter. Hvis De ringer til hende nu....?

- Og lige en ting til. Havde Deres mand et arbejdsværelse eller sådan noget, som vi måske måtte kaste et blik på?

- Ja, naturligvis. Nu skal jeg vise Dem det. Så ringer jeg imens.

Hun var stadig meget fattet. Det gør livet lettere for os, når de reagerer på den måde, tænkte Henning Juul, men nok ikke for dem selv.

Svend Kragelund havde pinlig orden på sit arbejdsværelse men der var nu heller ikke så meget at holde orden i. Fra vinduet var der udsigt over en næsten parkagtig have og videre ud over bugten. Ligeså pillet haven udenfor var for ukrudt, ligeså pillet var værelset. Grethe Kragelund lod dem være alene.

Rummet var totalt domineret af en computer på et rullebord, der i sin funktionelle metal-enkelhed stod i skærende kontrast til møblementet i den del af huset, de ellers havde set. Skrivebordet ved siden af lignede ét, Svend Kragelund havde haft med hjem fra sit arbejde, sidst der blev skiftet kontormøbler ud.

Henning Juul konstaterede med en vis tilfredshed, at kontorstolen foran computeren havde ligeså mange huller og pletter som hans egen. Rummet var vel højst to gange tre meter og indeholdt ikke stort andet end bordet, stolen og computeren. Væggene var hvide og tomme bortset fra en enkelt hylde med tre skriggule ringbind.

Computeren var tilsyneladende tændt. Skærmen var ganske vist sort, men maskineriet udstødte en konstant susende lyd. Henning Juul overvejede, om han skulle slukke den, men han kunne ikke se en kontakt nogen steder.

Jan Toft trak prøvende den ene skrivebordsskuffe ud. To grønne spritpenne, tre papirclips og en nøglering uden nøgler.

Skuffen i den modsatte side var tom, konstaterede Juul, inden han hev et af ringbindene ned fra hylden. Det var fyldt med kvitteringer og kontoudtog fra banken.

Fru Kragelund kom tilbage og stillede sig i døren.
- Det er i orden. Min søster kommer her. Så tager jeg bare en taxa hjem fra....-kapellet.

Hendes sekundlange tøven før sidste ord var det eneste, der afslørede, at hun var påvirket af situationen.
- Jeg går ud fra, at De er kørende....?

Ingen sagde en lyd på turen ind til byen. Jan Toft kørte, og fru Kragelund sad tavs på bagsædet.

Identifikationen varede nøjagtig tre sekunder. Grethe Kragelund nikkede, da hun så sin mand på båren, og ingen af de andre følte særlig trang til at sige noget. Den var sgu et held, hun ikke kunne se ham fra ryggen, tænkte Henning Juul....

- Min kollega skal nok køre Dem hjem, sagde han, da de var kommet ud, og så vil vi måske gerne have lov til at komme igen i morgen og stille Dem nogle spørgsmål, hvis De tror, at De kan klare det...? Hvis De på den anden side har brug for os, kan De bare ringe til Politigården eller til mig privat. Jeg står i telefonbogen ... Juul, Henning Juul.

- Ja, naturligvis. De må gerne komme. Bare De ringer i forvejen...

Lørdag, den 27. oktober, kl. 08.00

- Gennemgang! Henning Juul kunne virke temmelig kort for hovedet - især for folk, der ikke kendte ham. Men mændene i det lille kontor kendte ham.

Jan Toft var lige så stille blevet anden-mand på denne sag, og de tre andre, Hans Grønlund, Niels Berg og Peter Nielsen, var i løbet af morgenen også blevet sat af til at arbejde udelukkende på den. Ikke fordi de på nogen måde udgjorde et hold i forvejen, men fordi det var nu engang var dem, der havde været til at få fat på i nat, da passagererne skulle afhøres.

Kriminalinspektøren havde tilbudt Henning Juul flere folk, men Juul havde sagt »nej tak« - han kunne ikke rigtig se, hvad han skulle sætte flere til, når der vitterlig kun var ti mulige mistænkte, som oven i købet allerede var blevet afhørt. Og teknisk afdeling arbejdede jo selvstændigt på at sikre spor og beviser.

- Togførerens historie først.

Hans Grønlund rømmede sig. Han var den yngste af de fem, og den eneste, som endnu ikke havde været så længe i jobbet, at han automatisk var blevet kriminalassistent.

- Togføreren hedder Meyer. Birgitte Meyer. Hun var tiltrådt på posten i Fredericia klokken 21.28. Toget, som var et såkaldt regionaltog, kom fra Nyborg og kører i øvrigt kun om fredagen.

- Det er ikke så almindeligt, at togføreren afløser i Fredericia, men det var altså sket i det her tilfælde. Hvorfor vidste Birgitte Meyer ikke. Den slags får de normalt blot ordre på og ingen forklaring....hvor er det nu vi kender det fra?

Grønlunds lille interne morsomhed prellede totalt af på de andre.

- Som togfører er hun den eneste DSB-mand....nå, ja, DSB-kvinde i toget. Der er en kioskvogn med, men kiosken lukker før Fredericia, så togstewardessen er ikke med længere end dertil. Der er heller ikke nogen togbetjent, som det hedder, fordi der som regel ikke er så mange passagerer i toget.

- Hun siger, at en 10-15 stykker er meget normalt. For det første kører det sent, og for det andet kører der et Intercity-tog lige før det. Intercity-toget har for eksempel alle passagererne fra København og Sjælland med, men der skal man have pladsbillet, og derfor er der altså nogle få, som foretrækker det her...øh, regionaltog.

- Nå, der sker intet unormalt før efter Skanderborg. Afgang 22.31. Meyer går igennem toget for at kigge efter, om der er steget nye passagerer på, som skal billetteres. Det er hun nødt til, for netop i Skanderborg krummer perronen, så hun ikke kan overskue hele toget udefra og se, om der stiger nogen på. Der var ingen. Hun kan huske, at hun bemærkede Kragelund som den eneste i 1.-klassesvognen, og at han sad og sov på plads 26 - der hvor I også fandt ham. Hun kan huske det, fordi hun bemærkede sig, at han skulle vækkes, når toget kom her til byen, hvis ikke han vågnede af sig selv. Hun er sikker på, at han var i live på det tidspunkt, for han snorkede højlydt, siger hun.

- Turen fra Skanderborg og hertil varer ifølge køreplanen 15 minutter. Eftersom toget ender her, gik Meyer, efter at have billetteret, en ekstra gang igennem toget for at se efter glemte sager, lukke vinduer og sådan noget. Det er på denne runde, hun finder Kragelund død. Vi kan derfor ret nøje regne ud, hvornår han er skudt - altså mellem Birgitte Meyers første og anden runde efter Skanderborg.

- Hvis ikke, hun selv har gjort det, sagde Jan Toft lige så stille for sig selv.

- Altså, hun ser ham, eller rettere blodet på gulvet, åbner døren ind til kupéen, tager et skridt ind, men ombestemmer sig, fordi hun meget tydeligt kan se, at han er død. Hans Grønlund ignorerede Tofts bemærkning.

- I stedet skynder hun sig hen til sin egen kupé, hvor hun har en radio. Hun kalder fjernstyringscentralen og fortæller, hvad der er sket.

- Hun siger, at hun med sikkerhed ikke har hørt noget skud, men alligevel tog hun det for givet, at det var en af de andre passagerer, der havde myrdet Kragelund. Derfor gik hun nok engang igennem toget og låste alle udgangsdøre med sin specielle DSB-nøgle, så ingen kunne slippe ud, når toget holdt. Endvidere låste hun døren ind til 1. klassesvognen, så ingen kunne komme ind og pille, som hun siger. Den eneste dør, hun ikke låste, var en lige i nærheden af sin egen kupé, men den kunne hun til gengæld holde øje med.

- Umiddelbart er hun altså den eneste, som, ifølge det vi ved, har været alene sammen med Kragelund - hun er i hvert fald nok den sidste, der har set ham i live.

- Bortset fra drabsmanden, mumlede Jan Toft. Hans Grønlund skar en grimasse.

- Kan hun sige noget om, hvem af de andre passagerer der kan have været oppe i 1.-klassesvognen?, afbrød Henning Juul.

- Nej, hun siger, at enhver af de andre kunne have gået derop, mens hun var bagest i toget. 1.-klassesvognen var den forreste, og hun billetterede derfra og ned mod bagenden. Anden runde gik hun i sagens natur i modsat retning.

- Jeg spurgte hende om de andre passagerer placering, men hun sagde, at hun ikke bestemt kunne huske, hvem der sad hvor. Kun lagde hun mærke til, at Morten Åstrup og hans sekretær sad i den bageste vogn, men i én af de forreste kupeer i vognen. Hun genkendte ham som folketingsmand og undrede sig over, hvorfor han ikke brugte sit frikort, men derimod havde vist hende en almindelig 2. klassesbillet.

Hans Grønlund så betydningsfuldt over på Henning Juul, som om han ville understrege, at de to havde fat i noget vigtigt her. Det havde chefen jo også fæstnet sig ved.

- Generelt vil det altså være sådan, at jo længere forude, man sad, des mere tid ville man have, fra togføreren havde passeret, til hun kom tilbage... Hvis man altså havde et ærinde i 1.-klassesvognen? Ikke? Henning Juul så tænksom ud.

- Hans, hvis du ikke har mere om togføreren, så skaffer du nogle tegninger af de togvogne, altså planer over indretningen - lige så mange, som der var vogne i toget.

Hans Grønlund så spørgende ud.
- Hvor skulle jeg få dem fra?

- Prøv for eksempel på banegården, ikke. Nu! Jeg vil ha' dem her inden en time.

Grønlund var knap sjosket ud ad døren, før Juul gik videre.
- Jan, du har checket Kragelund?

- Ja, der er tilsyneladende ikke så meget at sige om ham. Han blev redaktør for Tirsdagsposten, da den startede, og har været det siden....det var i...., Jan Toft konsulterede sin lommebog, ...1971. Det var dengang, alle rigtige aviser skulle have et annonceblad eller to, siden er det gået noget tilbage, men nogle er her endnu. Før den tid var han redaktionssekretær på moderavisen, hvor han også er uddannet. Han har med andre ord haft hele sin karriere i det hus.

- En af hans medarbejdere på avisen, som jeg har snakket med, siger, at han er relativt vellidt, uden der dog er den store kærlighed mellem ham og medarbejderne. Han er tilsyneladende en udmærket redaktør - Tirsdagsposten har alle dage været en af de største annonceaviser i landet, og som en af få har den også et journalistisk indhold - de aftrykker ikke bare pressemeddelelser....sagde manden altså. Jeg ved sgu ikke, om det er rigtigt.

- Kragelund har boet i Skåde, lige siden det blev mondænt. Han og konen købte huset Golfbakken 12 samtidig med, at han blev redaktør....

- Har en redaktør på en annonceavis råd til det? spurgte Henning Juul og sendte sin egen lønseddel en ukærlig tanke.

- Ja, det har han åbenbart. Jeg har jo ikke rigtig haft lejlighed til at se på hans bankkonti sådan en lørdag morgen...hvem ved, måske har konen skejser på kistebunden.

- Mere?

- Ja, lidt. Kragelund'erne har to børn. En datter og en søn. Voksne. Sønnen er gift og bor på Sjælland....siger kollegaen - og Folkeregisteret. Datteren ved vi ikke noget om endnu. Desuden har...eller havde... Kragelund også en storebror, men han døde for at par år siden. Naturligt. Alt, hvad jeg ikke kan se i vores eget system, altså skat, bank og alt sådan noget, må jo vente til på mandag.

Henning Juuls telefon ringede.
- Juul!?

Han fik et forpint udtryk i ansigtet.
- Ja, stil ham ind...Henning Juul!?

- Dav, Michael Back fra avisen, sagde stemmen i telefonen. En af mine kolleger siger, at der skete noget nede på Banegården i nat. Er der noget om det?

»En af dine kolleger«, vrængede Henning Juul i tankerne. Hvorfor siger du ikke bare, at du sad derhjemme og lyttede til politiradioen uden at have held til at finde ud af, hvad det drejede sig om. Højt sagde han:

- Ja, der blev fundet en død mand i et tog....

- Død!? Myrdet?

- Skal vi ikke bare foreløbig sige, at han var død...og at De kan få lidt mere at vide senere....

Som de fleste andre politifolk havde Henning Juul et lidt anstrengt forhold til journalister og sagde som princip hellere for lidt end for meget. En holdning, som han vidste, blev bakket op hele vejen gennem systemet - man fik aldrig en reprimande for at fortie noget over for pressen, selv om journalisterne råbte nok så højt bagefter.

Derimod skulle der nok falde brænde ned, hvis man var for åbenmundet.

- Hvornår er senere?

- Åhr, ved middagstid, vil jeg tro, sagde Henning Juul uden at vide, hvad der egentlig skulle være ændret om fire timer.

Tydeligt modvilligt sagde Michael Back farvel. Henning Juul kendte ham godt. Det kunne ikke undgås, at kriminalreporteren på byens store avis kom tæt på politiet og omvendt, og Back var egentlig god nok, når det kom til stykket, mente Henning Juul. Han havde aldrig fanget ham i at skrive noget forkert, men han var jo altså journalist.....Og det var nok til at holde en vis afstand.

- Back?, spurgte Jan Toft, og Henning Juul nikkede.

- Vil du holde en pressekonference?, fortsatte Jan Toft ivrigt. Han havde det heller ikke særlig godt med journalister, syntes de altid var for negative overfor politiet, men en pressekonference med TV og alting, hvor han kunne stå bag chefen og se betydningsfuld ud, det havde han nu ikke noget imod...

Henning Juul sagde ikke noget. Måske ville det blive nødvendigt med en pressekonference, men han håbede det ved Gud ikke.

I stedet fandt han sin optimistiske mine frem:
- OK, I har tre timer. Opsøg hver især dem, I afhørte i nat og gå det hele igennem en gang til. Vores mand er imellem dem - find ham. Og kom tilbage hertil senest 11.30! Men lad være med at slæbe nogen med herind, uden at have snakket med mig. Jeg bliver her på Gården og læser rapporter - ring til mig, før I dummer jer...og jeg sagde »ring« - lad være med at bruge radioen. Back og hans kumpaner lytter med.

- Og sørg for, at Grønlund får besked, så snart han kommer tilbage med tegningerne...

Mens de andre var på vej ud, sagde han til Jan Toft:
- Jeg vil vide, hvem Kragelund spillede kort med i aftes i Vejle...hvis det da ellers var det, han gjorde. Men udenom hans kone - ring til nogle af de dér loger og find ud af, hvor han var medlem. Og ring til kollegerne i Vejle og spørg, om de kender nogle spillebuler, hvor man kan hente 25.000 på en aften.

Jan Toft nikkede. Så lyste hans ansigt pludselig op.
- Du forresten...Vejle...der er sgu da et kasino, er der ikke? Måske løj han for konen og var dér i stedet for.

Henning Juul kiggede overrasket på sin yngre kollega. Knægten sagde da noget helt fornuftigt - men det behøvede han nu ikke at få at vide.
- Check det også, sagde Juul bare.

Lørdag, den 27. oktober, kl. 11.30

Politiarbejde kan være usigeligt kedeligt og frustrerende, tænkte Henning Juul og undrede sig over, hvorfor han så egentlig brugte så meget tid på det - mere end han strengt taget behøvede....

Nu var det for eksempel temmelig præcis tolv timer siden, han var blevet hevet væk fra sin hyggelige skakopgave og ned på Banegården, og efter i et par timer at have læst de ubehjælpsomt skrevne afhøringsrapporter fra i nat og den foreløbige rapport fra teknisk afdeling, kunne han pludselig godt mærke, at han trængte til søvn. Den havde stået på kaffe, lige siden kantinen åbnede i morges, og eftersom Henning Juul var meget dårlig til at lytte til sin krop, kom hævnen nu.

Ikke blot var han søvnig. Han havde også ondt i maven og det brændte så forbasket inde bag brystbenet.

Klokken 10 havde han indset, at han ingen vegne kom lige med det første, med mindre da en af passagererne brød grædende sammen og tilstod under en af de afhøringer, han håbede, var i gang. De rapporter, han havde tygget sig igennem, indeholdt i hvert fald ikke noget, som umiddelbart pegede på, hvem af de ni, eller rettere ti, mulige der havde sendt redaktøren hinsides. Og da samme redaktør havde været en relativt kendt mand, måtte konsekvensen blive en af de pressekonferencer, som Juul hadede så inderligt.

Han gav afdelingens sekretær besked om at faxe en kort meddelelse ud til de lokale redaktioner og til Ritzaus Bureau og så i øvrigt sige det til alle de journalister, som sikkert alligevel ville ringe rent rutinemæssigt. Han ønskede ikke selv at tale med nogen før mødet, sagde han.

Så gik han videre i rapportbunken.

Teknisk afdeling kunne konstatere, at der var masser af fingeraftryk på håndtaget til døren ind til kupéen, hvor Kragelund havde siddet - ingen af dem, bortset fra ét sæt, var umiddelbart til at identificere. De, der kunne identificeres, stammede fra togføreren, og det var der jo rent faktisk ikke noget bemærkel-sesværdigt i, tænkte Henning Juul.

Dernæst kunne man fastslå, at manden var død, fordi et projektil af den mest ondskabsfulde slags, der findes, havde revet hans indre dele til plukfisk. Projektilet var af relativ lille kaliber, sagde rapporten.

En dum-dum-kugle laver et lille og pænt hul der, hvor den går ind i kroppen, men fordi den så at sige breder sig selv ud, når den først er indenfor, flænser den alt op på sin vej, og forlader kroppen gennem et hul så stort, at man ikke bryder sig om at tænke på det. Dum-dum-kugler er af samme grund forbudt her i landet, men det er jo også forbudt og gå rundt og skyde hinanden med almindelige projektiler, tænkte Henning Juul. Hvilket altså ikke hjælper ret meget....

Teknisk afdeling havde fundet projektilet i sæderyggen bag den afdøde, og det ville blive »gjort til genstand for yderligere undersøgelser«, stod der i rapporten. Grunden til, at kupéen trods brug af dum-dum-kuglen ikke var mere oversprøjtet med blod og andet godt, var ifølge rapporten, at afdøde havde siddet tungt tilbagelænet, da kuglen havde ramt ham. Det passede med, at togføreren havde set ham sovende, kort før han blev skudt.

Juul tog de tegninger, som Hans Grønlund havde skaffet. Han havde ganske vist været imponeret af DSB aftenen før, mens hans tillid til etaten havde fået et lille knæk, da Grønlund var kommet tilbage og havde fortalt, at man ikke havde kunnet levere tegningerne.

Til gengæld var det tydeligt, at Grønlunds tillid til sig selv bestemt ikke var blevet mindre af turen til banegården - han havde nemlig, »egenhændigt«, som han sagde, fundet ud af, at der holdt en modeljernbaneklub til oppe under loftet på banegården, og dér havde de selvfølgelig nøjagtige tegninger af stort set alt DSB-materiel.

Juul ryddede sin opslagstavle for alt undtagen billedet af drengen med fodbolden og satte tegningerne op i en lang række. Fire togvogne - forrest 1.klassesvognen med ni kupeer, hver med seks pladser, så en andenklassesvogn med kiosk og togførerens tjenestekupé, hvilket efterlod syv almindelige kupeer også med seks pladser i hver. Bag kioskvognen to almindelige andenklassesvogne med hver ti kupeer. Ti passagerer på 216 pladser. Ikke underligt, at DSB kører med underskud, tænkte Henning Juul.

Han tog tre spritpenne op af sin skuffe og markerede med sort på tegningerne, hvor hver af de ni passagerer ifølge afhøringsrapporterne havde sagt, de sad. Den tiende, togføreren, fik et grønt kryds i tjenestekupéen lige ved siden af kiosken, og plads 26 i 1. klassesvognen blev markeret med en rød ring.

Han kiggede på uret og sukkede højlydt. Ingen af hans folk havde ringet. Det kunne betyde flere ting, men det betød under alle omstændigheder, at han måtte gå til pressekonferencen uden en gerningsmand.

Lørdag, den 27. oktober, kl. 12.05

Henning Juul kneb øjnene sammen, da han åbnede døren til mødeværelset, som for en stund var omdannet til den arena, hvor han skulle kastes for de sultne løver. TV-holdene havde stillet projektører op, så de kunne filme over hele rummet, og lyset skar i hans trætte øjne, som efterhånden bar tydeligt præg af ikke at have været lukket i halvandet døgns tid.

Jan Toft var gået i forvejen, efter at »holdet« var mødtes på Juuls kontor nogle minutter i forvejen. Ingen af de tre, som havde været ude på afhøringer, havde haft noget afgørende med sig hjem. Fremskridtsmanden og hans sekretær var ikke til at opdrive nogen steder, sagde Niels Berg, men ellers var det lykkedes at finde de øvrige, selv om både Berg, Grønlund og Peter Nielsen klagede over, at tiden havde været knap.

Skriv, mens vi andre er til pressemøde, havde Henning Juul sagt, selv om han gruede for, hvilke nye uhyrligheder kollegernes to-fingersystem på skrivemaskinerne kunne resultere i, når de fik så kort frist. Jan Toft var heller ikke kommet videre. Ingen af de loger, han havde ringet til, havde svaret, og ordenskollegerne på politistationen i Vejle vidste ikke noget om nogen spillebuler. Men de havde lovet at bede vagten fra kriminalpolitiet ringe, når de fik fat i ham. På kasinoet havde han kun truffet en automatisk telefonsvarer.

Jan Toft sad på kanten af bordet, der var stillet op som et interimistisk kateder foran pressefolkene. Han havde sin joviale mine på, og spøgte med de af journalisterne, han kendte. Selv om han brændte for at berette om sin viden, afholdt han sig dog fra at sige noget egentligt om sagen.

Henning Juul satte sig - tydeligt modstræbende - bag bordet. Jan Toft flyttede sig om bag sin chef.
- Mine damer og herrer.

Kors, hvor det lyder opstyltet, tænkte Henning Juul, men fortsatte alligevel i samme stil:
- Jeg har bedt Dem komme, for at jeg kan fortælle Dem alle på én gang om en alvorlig forbrydelse, som er blevet begået i nat. Jeg vil gerne vente med at besvare spørgsmål, til jeg er færdig.

Henning Juul gjorde det kort. Han gik ikke i detaljer med, hvordan redaktør Svend Kragelund var kommet af dage, sagde kun, at han var blevet skudt. Ej heller nævnte han det betydelige beløb, der var blevet fundet på liget. Han roste derimod togføreren for hendes optræden, roste DSB for det gode samarbejde og udtrykte den obligatoriske optimisme med hensyn til snart at finde gerningsmanden.

Michael Back stillede det første spørgsmål.
- Juul, vi kan jo allesammen regne ud, at det må være en af de andre passagerer i toget, der har gjort det - skulle det ikke være let at finde ud af hvem?

- Jeg vil gerne understrege, at der ikke i øjeblikket er nogen, som er direkte mistænkt for drabet, men det, De siger, har naturligvis ikke undgået vor opmærksomhed....

- Hvor mange var der med toget?

- Ni udover den dræbte. Ti med togføreren.

- Har I afhørt dem allesammen?

- Ja.

- Hvordan kan du så sige, at der ikke er nogen mistænkt?

- Ingen kommentarer.

Henning Juul kunne godt selv høre, at det ikke lød særlig fikst, men hva' faen skulle han sige?

En af TV-journalisterne brød ind.
- Hr. Juul, er det korrekt, at der er et folketingsmedlem mellem de mistænkte?

Nej, den hopper jeg altså trods alt ikke på, kære ven, tænkte Juul....
- Som sagt, vi har ingen mistænkte, men jeg kan bekræfte, at der var et medlem af folketinget med det pågældende tog.

- Er det korrekt, at De tilbageholdt ham i fire timer mod hans vilje?

- Den pågældende blev bedt om at tage med på Politigården for at blive afhørt ligesom alle de øvrige passagerer, men hvis han havde ønsket det, kunne han blot være gået sin vej. Han var ikke anholdt eller tilbageholdt, men det er sikkert korrekt, at han først kom herfra ved 4-tiden i morges.

- Hr. Juul, jeg kan oplyse Dem om, at Åstrup på et møde her i byen i formiddag har sagt, at han vil klage over politiet i den her sag. Han sagde også, at der var en udlænding med toget, som virkede mistænkelig. Hvad er Deres kommen¬tar til det?

Henning Juul gned sig i øjnene, og sukkede.

- Hvad angår Hr. Åstrup, så står det ham naturligvis frit for at klage. Det er blandt andet det, vi har lokalnævnene til. I øvrigt ønsker jeg ikke at drøfte de enkelte passagerer fra toget.

- Var der en udlænding med toget?

- Ja.

- Hvor var han fra?

Juul sukkede dybt og holdt en lang pause, inden han svarede med påtaget træt stemme.

- Der var en iransk flygtning med toget ... og så ikke mere om de enkelte passagerer.

- Har politiet fundet mordvåbenet? Denne gang var det en journalist, som Henning Juul ikke kendte, der spurgte.

- Nej, vi formoder, at det er blevet smidt ud af toget et sted mellem Skanderborg og her. Derfor er der i øjeblikket en eftersøgning i gang langs banelinien.

- Hvad er motivet til mordet?

- Det har vi ikke umiddelbart kunnet finde. Foreløbig lader vi alle muligheder stå åbne.

Så var han der igen, TV-journalisten.

- Skal vi forstå det sådan, at selv om mordet nødvendigvis må være begået af én af ti personer, som politiet ved, hvem er, så er I på totalt bar bund?

Spørgsmålet blev stillet i en venlig tone, men Henning Juul kunne allerede for sit indre øre høre, hvordan det ville latterliggøre politiet, når det kom i fjernsynet i aften.

- Vi har visse spor at arbejde ud fra, men som sagt...vi lader alle muligheder stå åbne. Han vidste godt, at hans svar sikkert ikke gjorde det hele ret meget bedre, men hvad skulle han stille op, tænkte han igen.

- Og så, mine damer og herrer, slutter vi her. Tak fordi De kom.

Knap havde han sagt det, før en sand byge af spørgsmål og blitz-lyn ramte ham. Han holdt afværgende begge arme op foran hovedet og banede sig vej mod døren. Jan Toft fulgte lige efter ham. Pludselig var han ikke længere i humør til at spøge mere med journalisterne.

På Henning Juuls skrivebord lå en stak nye afhørings¬rapporter.

- Jeg tager dem her med mig hjem, sagde Henning Juul træt henvendt til Jan Toft, som var fulgt med ham.

- Sig til de andre, at de kan tage hjem og hvile sig. Det gælder også dig. Hvis hundene finder noget, får vi det nok at vide. Ellers ses vi mandag morgen. Så skal vi i banken, til skattefar og på besøg på Tirsdagsposten.

- Og gider du så ikke også lige ringe til fru Kragelund og sige, at vi ikke kommer i dag, men mandag?

Lørdag, den 27. oktober, kl. 19.43

Henning Juul vidste ikke om han skulle grine eller græde. På sit gamle sort-hvide fjernsyn havde han lige set sig selv gøre en ynkelig figur. Det var lykkedes TV-journalisten at klippe sit indslag sammen, så det tydeligt fremgik, at politiet helt levede op til den lange række af historier, som havde fået navn efter byen. Juul selv havde først siddet på bedste embedsmandsmanér og talt i rapportsprog, hvorefter billederne viste ham i vild flugt fra journalisternes spørgsmål.

Så ringede telefonen.

Nu ringer der en venlig mand fra Hollywood og spørger, om jeg ikke vil ha' en rolle i en soap-opera, tænkte Henning Juul og overvejede, om han overhovedet skulle tage telefonen. Sandsynligvis var det nemlig ikke Hollywood, men en kær kollega et eller andet sted i landet, som ville gøre sig morsom på hans bekostning.

- Ja?

Henning Juul havde gjort det til en vane ikke at sige sit navn, når han tog telefonen hjemme. Teorien bag det var, at folk, der ringede til tilfældige numre for at chikanere, eller folk, der havde fået forkert nummer, ikke fandt ud af, hvem de havde ringet til. Om teorien holdt i praksis, vidste han egentlig ikke.

- Er det dig fra fjernsynet? En mandsstemme, som han ikke kendte.

- Hvad mener De?, spurgte Juul for at få manden til at sige noget mere og måske afsløre, hvem han var.

- Politimanden fra fjernsynet?

- Jae, svarede Juul tøvende.

- Du ved godt, han var åger-karl. Kragelund, ikke?

- Hva' for noget? Denne gang var det ikke for at trække tiden ud. Juul var ægte desorienteret, men røret i den anden ende blev bare lagt på, inden han kunne nå at sige mere.

Åger-karl?

Henning Juul lagde ikke telefonrøret på. Der var en svag chance for, at telefonvæsnet kunne spore, hvor samtalen kom fra, hvis linien ikke blev afbrudt. I stedet luntede han de tre etager ned på gaden til sin tjenestevogn og tændte radioen.

- P-42, P-42. Forespørgsel. 42-02 skifter.

Det varede en rum tid, inden stationen svarede.
- 42-02, her er P-42. Kom.

- P-42, Juul her. Kan du ikke undersøge, om telefonvæsnet kan spore en samtale til mit privat¬nummer her og nu. Jeg har ikke afbrudt linien. Skifter.

- 42-02. Vent.

Fire minutter gik, inden stationen meldte sig igen. Henning Juul havde ikke taget sin frakke på, og han frøs bitterligt i den råkolde bil, mens han utålmodigt holdt øje med de grønne tal i digitaluret.

Selv om vi så finder ud af, hvilken telefonboks han ringede fra, så hjælper det jo fedt nu, tænkte han.

Omsider meldte stationen sig igen.
- 42-02. Her er P-42. Kom.

- P-42. Klar. 42-02 skifter.

- 42-02, der er ingen, der svarer på det vagtnummer, telefonselskabet har givet os herinde. Vil du ha', vi skal prøve noget andet? Kom.

- P-42, nej - glem det. 42-02 skifter.

- 42-02, slut.

Henning Juul gik op igen op og lagde eftertænksomt det lystigt duttende telefonrør på igen. Åger-karl?

I samme øjeblik, han lagde røret, ringede telefonen igen. Han fór sammen.

- Ja?

- Juul? Det er Jan. Er der noget i vejen med din telefon? Jeg har ringet i næsten et kvarter, men den har bare duttet så underligt! Jan Toft holdt ingen pause for at få svaret.

- Nu skal du fandeme lige godt høre. En af vores venner fra miljøet har lige ringet til mig. Ved du, hvad han sagde?

Henning Juul kunne godt høre, at Jan Toft heller ikke denne gang ventede noget svar, men han kunne ikke dy sig:
- Han sagde sikkert, at Kragelund var åger-karl....

- Han sagde....hva'?! Hvor faen vidste du det fra?

For en gangs skyld var det lykkedes Henning Juul at lukke munden på den unge Toft. Han grinte smøret indvendig, men bevarede den saglige tone overfor kollegaen.

- Der var også én, der ringede til mig. Han undlod bare at sige, om han var en ven. Han undlod i det hele taget at sige, hvem han var. Men de må jo have set fjernsyn begge to. Hvem ringede til dig?

- Tykke Kurt. Du ved, ham drankeren, der har været buret inde for bankrøveri. Tror du det er rigtigt? Jan Toft lød gevaldig oplivet ved tanken om, at sagen udviklede sig i en interessant retning.

- Hvor pokker skulle jeg vide det fra? Sagde din ven eventuelt noget om, hvor vi kunne træffe ham?

- Nej, han var hurtig til at afbryde, da jeg gik ham på klingen, men han lød ædru, så han er nok hjemme hos sig selv. Det plejer bare ikke at vare så længe - især ikke en lørdag aften.

- Få fat i én af de andre, og kør ud til ham. Stille og roligt. Hør på, hvad han har at sige og kør hjem igen. Der er ikke noget, der løber nogen vegne, før mandag alligevel.

Jan Toft lød skuffet, da de sagde farvel. Han havde nok helst set det store apparat sat igang, tænkte Henning Juul, men han var selv for gammel til at lytte alt for meget til anonyme opringninger og til alkoholikere fra »miljøet«. Men på den anden side - to på én gang....?

Telefonen gentog sit glansnummer og larmede nok engang op i samme sekund, Juul lagde røret. Han lukkede øjnene og talte til ti, inden han tog den.
- Ja?

- Er det Henning Juul? Denne gang var det en kvindestemme, som han syntes, han kendte. Men han kunne ikke placere den.

- Ja, det er det. Hvem taler jeg med?

- Det er Grethe Kragelund...De ved...det var min mand, der...De ved nok...

Det gik op for Henning Juul, hvorfor han ikke havde genkendt hendes stemme med det samme. Sidst, de talte sammen, havde hun været rolig og fattet, nu var der gråd og fortvivlelse i stemmen.

- Ja, naturligvis, fru Kragelund. Hvad kan jeg gøre for Dem?

- Siden De var i fjernsynet for lidt siden, er der fire, der har ringet til mig....De sagde allesammen, at.....de sagde, at det var godt, at Svend....at min mand var død....

- Fru Kragelund, er Deres søster stadig hos Dem?

- Ja, det var hende, der tog telefonen....

- Må jeg tale med hende?

- Et øjeblik.....

Det var lige godt satans, tænkte Henning Juul, mens der var tavst i den anden ende...

- Hallo!? En ny kvindestemme - mere rolig end den første.

- Goddag, mit navn er Henning Juul. Jeg kan forstå, at De har fået nogle ubehagelige opringninger. Kan De fortælle mig lidt mere om dem?

Søsteren talte lavmælt. Telefonen havde ringet første gang lige efter indslaget i fjernsynet, og en mand, som åbenbart havde taget hende for at være fru Kragelund, havde sagt, at det var godt, den dumme skid var død. De næste tre opringninger var kommet lige efter, og både indholdet og ordvalget havde været noget i samme retning - blot havde den ene tilføjet, at morderen burde ha' en medalje. Efter den fjerde opringning havde de taget telefonen fra, indtil de var blevet enige om at ringe til politiet.

Henning Juul spurgte, om hun var sikker på, at det var fire forskellige, der havde ringet. Søsteren tøvede, men det mente hun.

- Sagde de noget om, hvorfor, de syntes, det var godt, hr. Kragelund var død?

- Nej, ingen af dem gav nogen grund. De smækkede alle sammen røret på, inden jeg kunne nå at sige noget.

- Var der nogle af dem, der truede Dem eller Deres søster?, spurgte Juul.

Stemmen i den anden ende lød usikker.

- Næe, de truede vel egentlig ikke...de lød bare så .... så ondskabsfulde....

Juul stod længe med røret i hånden, efter at samtalen var forbi. Han havde rådet de to kvinder til at afbryde telefonen og tilbudt dem, at han kunne få en patruljevogn til at køre lidt rundt i kvarteret, men det havde de afslået.

Han overvejede, om han skulle lade sit eget rør ligge ved siden af telefonen, men lagde det alligevel ganske forsigtigt og meget langsomt på. Som det skulle hjælpe noget, dit gamle fjols, tænkte han.

Mod forventning ringede den ikke igen.

Åger-karl? Det gav selvfølgelig nok et motiv, og de ni passagerers bankkonti kunne måske gi' noget at gå efter. Pokkers også, at det var weekend.

Og så alligevel. Man kunne måske blive færdig med den skakopgave.....

Søndag, den 28. oktober, kl. 09.30

Henning Juul kunne lide at sove længe. Han kunne lide at nusse rundt i sin lille lejlighed i badekåbe eller undertøj, og han kunne især lide at sidde længe over en kop kaffe og en god skakopgave. En interesse, han havde taget op, da han opdagede, at han havde fået tid til det for et par år siden. Desværre var opgaverne i søndagsaviserne ikke rigtig svære nok længere, så han måtte nok til at se sig om efter nogle bøger.

I dag var det nu ikke skakopgaverne, han så først i de to aviser, som lå på måtten ude i entréen. Det var sit eget dumme fjæs. Og så overskrifterne. »Togmordet«, havde den ene af de morgenaviser, han fik leveret, døbt sagen, mens den anden lidt mere fantasifuldt kaldte det »Intercity-mordet«. Det var da et regionaltog, for pokker...

Men Henning Juul så til sin tilfredshed, at hans taktik fra pressemødet dagen før var lykkedes - i hvert fald delvist. Der var ingen slibrige detaljer om hverken Kragelunds ubehagelige måde at være død på eller nogle af de andre passagerer. Faktisk ofrede de to aviser, han stod med, også forbløffende lidt plads på Åstrups udfald mod politiet i almindelighed og kommissær Juul i særdeleshed. Og de nævnte ikke med et ord, at den rare folketingsmand skulle have kastet mistanke på iraneren.

Nå, frokostaviserne udkommer jo også om søndagen nu om dage, tænkte Juul, men besluttede sig til ikke at spolere sit relativt gode humør ved at gå ned til kiosken for at hente dem.

På vej ud i køkkenet passerede han døren ind til stuen. Han skulede ondt til sin telefon.

- Du holder kæft i dag, sagde højt til den og forventede egentlig, at den omgående ville kvittere med at ringe. Men intet skete.

Henning Juul var en pligtopfyldende mand - og hertil kom, at han var forbandet nysgerrig, selv om han prøvede at holde en kølig facade inde på Gården. Derfor kunne han, trods sin modvilje mod det orange spektakel, ikke få sig selv til at hive stikke ud. End ikke på en fridag, som han havde i sinde for en gangs skyld at beholde som sådan.

Der kunne sikkert siges en del om Henning Juuls lejlighed, men der var ikke rigtig nogen, der gjorde det, for han havde så godt som aldrig besøg i den. Den bestod i al sin enkelhed af entré, køkken, stue, et lille soveværelse og et minimalt badeværelse.

Der var ingen tæpper på gulvet i nogen af rummene, og to-tre af vinduerne havde han ikke nået at forsyne med gardiner endnu, selv om han immervæk havde boet der i næsten tre år.

Han spiste altid i køkkenet, når det da ikke foregik i kantinen på Politigården, så han havde ikke noget spisebord. Soveværelset bar præg af, at han ikke havde fået købt sig et garderobeskab, og af at der af og til gik temmelig lang tid mellem hans besøg på det lokale møntvaskeri henne på hjørnet.

Morgenmaden var hurtigt overstået. En portion cornflakes og en kop kaffe. Henning Juul bladrede om til skakopgaven.

Mandag, den 29. oktober, kl. 07.30

Kriminalpolitiets morgenparole fandt sted hver dag klokken otte, men Henning Juul fik fritaget de fire, som, udover ham selv, arbejdede på »Togmordet« - i stedet sagde han i receptionen, at de skulle have besked på at møde på hans kontor, så snart de kom.

Han selv blev mødt af et notat på skrivebordet, som - ikke overraskende - fortalte, at eftersøgningen med hunde langs banelinien om lørdagen havde været resultatløs - ingen pistol. Notatet havde tilsyneladende af én eller anden besynderlig grund været omkring vagthavende hos ordenspolitiet, som havde hæftet en gul, selvklæbende seddel på. »Ikke omtalt til pressen«, stod der.

Jan Toft var den første af de andre, der dukkede op.

- Hej, sagde han, da han, uden at banke på, entrede kontoret. Så du aviserne i går?

- Et par af dem....

- Jeg købte hele bundtet. De lokale var sgu fair nok, hva'? Men jeg skal love for, at de to frække smurte tykt på. »Politiet mistænker folketingsmand for mord«, stod der i den ene - det var sgu da lige det modsatte, du sagde ... og så dét med iraneren...

Henning Juul rystede på hovedet og satte et opgivende ansigtsudtryk op.

- Lad os snakke om noget andet. Hvad fandt du ud af lørdag aften?

- Ikke noget. Vi gravede først Tykke Kurt op, tre timer efter jeg snakkede med dig, og da var han så pløret, at man skulle tro, det var løgn. I går var han ikke til at opdrive nogen steder. Det er noget møg.

Henning Juul svarede ikke. Han var så småt begyndt at regne med, at telefonopringerne lørdag aften var fup - at det var én og samme mand - eller måske to - som ville drive gæk med politiet, eller som havde noget helt andet udestående med Kragelund.

- Smutter du ikke ned i kantinen efter noget kaffe og nogle papkrus, spurgte han i stedet. De andre kommer vel også.

Berg, Nielsen og Grønlund dukkede op i løbet af det næste kvarter og fik hver tilbudt et bæger med halv-lunken, dårlig kantinekaffe. Det eneste gode, der kunne siges om politiets kaffe var, at det var skatteyderne, som betalte det meste af den.

Niels Berg havde været med Jan Toft på jagten efter Tykke Kurt lørdag aften, så han kendte tippet om Kragelunds bibeskæftigelse som pengeudlåner. De to andre fik den korte version af lørdagens begivenheder fra Juul. Han fortalte dem også, at hundene ikke havde fundet noget pistol.

- Jan og jeg tager en tur hen på Tirsdagspostens redaktion og snakker med Kragelunds medarbejdere her i formiddag og derfra ud til fru Kragelund.

- Niels, du ringer til vores fremskridtsmand - han er vel tilbage i København nu - og finder ud af, hvorfor han kørte på anden klasse. Når du er færdig med det, så gå videre med logerne. Kragelunds kone sagde, han spillede kort med loge-brødre...hvilke?

- Peter, kig på de kredit-kort, vi fandt, og gå i krig med bank, skattevæsen og hvad der ellers er interessant.

- Og, Hans, for en sikkerheds skyld, find ud af, om Kragelund eller hans avis skulle have skrevet noget ufordelagtigt eller provokerende om flygtninge eller sådan noget. Statsbiblioteket gemmer alle aviser på mikrofilm.

Hans Grønlund smilede. Det var et spor, han tilsyneladende ikke var det mindste ked af at følge op.

- Alle mand er tilbage her klokken 15 - senest!

- Hov, inden I går - har vi hørt fra kollegerne i Vejle?

Ingen svarede.

Mandag, den 29. oktober, kl. 8.30

Tirsdagsposten havde til huse i en gammel nedlagt fabrik ikke langt fra avisen, som ejede den. Fabrikken var ombygget til formålet i 70erne og moderniseret igen for nylig. Rummene var store og lyse. Arkitekterne havde med forbløffende heldig hånd bevaret og fritlagt bjælker, metaldragere og spær fra de gamle fabrikshaller, da der var blevet lagt nye etageadskillelser og vægge ind.

Henning Juul og Jan Toft gik op ad en jerntrappe med riste som trin, så man kunne se hele vejen ned gennem trapperummet. Det var fuld af farver. Selv det gamle jern-gelænder var malet i en varm, dybrød farve.

Manden, som tog imod dem, præsenterede sig som redaktionssekretær Per Sørensen. Det var ham, som Jan Toft havde vækket morgenen efter drabet på Svend Kragelund for at få lidt at vide om den døde.

Sørensen havde et venligt og imødekommende udtryk i sit ungdommelige ansigt. Henning Juul ville sige, at han var under 25, men han var aldrig sikker på sin egen aldersbedømmelse af folk.

- Så snart I havde ringet, sagde jeg til alle medarbejderne, at I ville snakke med dem. De fleste er her, men der er altså to, som har fridag.

Henning Juul nikkede.

- Vi vil gerne begynde med at se hr. Kragelunds kontor.

Chefkontoret lå for enden af en gang, som derudover også havde døre ind til to mindre kontorlandskaber - på den ene side redaktionen og på den anden side tegnestuen, forklarede Per Sørensen.

Døren ind til redaktørens kontor var lukket, og Henning Juul bemærkede, at Per Sørensen - af vane åbenbart - bankede på, inden han gik ind. Det kunne vores folk sgu godt lære lidt af, tænkte han, og kunne ikke blive enig med sig selv om, om han var for gammeldags, eller om hans folk var blevet en tand for slappe.

Svend Kragelunds kontor var ikke særlig stort. Reoler langs to af væggene og et lille sofa-arrangement med bord i et hjørne. Fra skrivebordet henne ved vinduet var der udsigt til en tankstation nede på gaden og et hjørne af havnen lidt længere ude. Der var reproduktioner af kendte grafikere i aluminiumsrammer, og på skrivebordet stod en lille abstrakt skulptur, der samtidig tjente som brevpresser.

Kontoret kunne have tilhørt en hvilken som helst mellemleder i en hvilken som helst mindre virksomhed - selv computeren, som havde sin egen forsænkede plade i skrivebordet, hørte jo ikke længere kun hjemme på aviser og i banker.

- Tillader De, at vi kigger os lidt omkring, spurgte Henning Juul.

- Naturligvis, svarede Per Sørensen, men hvad regner De med at finde, hvis man må være så fri?

- Ærlig talt, vi ved det ikke nøjagtig, men vi har en idé om, at hr. Kragelund måske havde en lille bibeskæftigelse....Kender De tilfældigvis noget til det.

- En bibeskæftigelse? Næe, hvad skulle det være?

Juul trak blot på skulderne og gav sig til at kigge i skrivebordsskufferne.

I det samme blev døren revet op bag dem, og en mand næsten kastede sig ind i rummet.

- Hov, undskyld, jeg viste ikke, her var nogen....

Det var Michael Back, kriminalreporteren fra avisen på den anden side af gaden. Han blev tydeligt forfjamsket over at finde kontoret befolket.

- Hej, Michael, sagde Per Sørensen, hva' vil du? De to bladfolk kendte tydeligvis hinanden, og det virkede ikke, som om Per Sørensen blev særlig overrasket over at se Back.

- Æh, ikke noget særligt, du. Jeg kommer bare igen senere...Det var ikke så vigtigt. Michael Back kiggede ikke på de to politifolk.

- De skal da ikke tage Dem af os, sagde Henning Juul jovialt. Han prøvede at skjule sin interesse i, hvad der havde fået kriminalreporteren til at komme styrtende på den måde.

- Nej, det var vitterligt ikke noget særligt. Jeg kommer bare igen en anden dag, Per. Vi ses.

Før hverken Juul eller Toft kunne nå at sige noget, var journalisten ude af døren igen. Jan Toft kiggede spørgende på Juul, men han rystede bare på hovedet.

Gennemgangen af Svend Kragelunds kontor bragte ikke politiet nærmere et gæt på, hvorfor han havde måttet lade livet. Der var ikke nogen personlige ting i skuffer eller skabe - og intet der antydede, at redaktøren skulle være andet end netop redaktør.

- Skrev Svend Kragelund selv i avisen?, spurgte Henning Juul redaktionssekretæren, som hele tiden havde stået diskret i døren og kigget.

- Kun ledere. Vi har nemlig i modsætning til de fleste andre annonceaviser en redaktionel linie og en holdning til tingene. Den gav Kragelund udtryk for i vores ledere.

- Hvad gik den holdning ud på?

- Ja, det kan man jo ikke sådan sige generelt, men vi har da for eksempel markeret os i debatten om kommunens fjollede og halvhjertede støtte til det nye kongrescenter.

- Jeg kan forstå, at d'herrer ikke læser vores avis, tilføjede Per Sørensen, med et drillende smil om læberne.

Henning Juul overhørte spydigheden.

- Har bladet også markeret sig i debatten om flygtninge og indvandrere?

- Hvorfor spørger De om det? Per Sørensen så lettere mystificeret ud, men da Henning Juul ikke svarede, fortsatte han af sig selv.

- Vi har et par gange i den sidste tid talt imod koncentrationen af indvandrere i bestemte bydele. Gellerup er jo for eksempel snart en ren ghetto.

- Er det også Svend Kragelund, der har skrevet om Gellerup?

- Svend Kragelund skrev et par ledere om det, efter at en af vores journalister havde beskrevet problemet.

- Fik Kragelund eller journalisten nogen trusler efter at have skrevet de artikler?

- Trusler!? Næe, ikke så vidt jeg ved. Hvorfor er De så interesseret i det?

- Vi afprøver bare alle muligheder, sagde Juul kryptisk, og da Per Sørensen så ud til at have et nyt spørgsmål på læberne, fortsatte han hurtigt:

- Vil De vise os, hvor vi kan møde medarbejderne?

Heller ikke mødet med de øvrige medarbejdere på Tirsdagsposten resulterede i noget, der var værd at bygge på. Det bekræftede blot det, redaktionssekretær Per Sørensen havde fortalt Jan Toft lørdag morgen: at medarbejderne respekterede deres chef, uden at de dog havde et særlig nært, endsige personligt forhold til ham. Han blandede sig ikke meget i det daglige arbejde, men det var ubetinget ham, der havde udstukket de retningslinier, bladet blev redigeret efter. Og han var hele tiden opmærksom på, at de blev fulgt - gav udtryk for sin utilfredshed, hvis noget ikke levede op til hans normer, men glemte heller ikke at rose en medarbejder, som havde lavet et godt stykke arbejde.

- Hvis nogle af Dem kommer i tanker om noget, som De synes, vi bør vide, så vil jeg bede Dem ringe til os med det samme, sagde Henning Juul, da han var halvvejs ude af døren.

- Åhr, forresten, tilføjede han som om, det var noget, han lige kom i tanker om, er der nogen, der kender til, at Svend Kragelund skulle have drevet en eller anden form for forretning ved siden af?

De forsamlede medarbejdere så spørgende på hinanden.

- Hvad skulle det være for en slags forretning?, spurgte en af dem - en ung kvinde med kort lyst hår.

Henning Juul undgik at svare.

- Hvis ikke der er nogle af Dem, der ved noget om det, så vil jeg bare sig tak for Deres tid....og husk så at ringe, hvis De kommer i tanker om noget.

Per Sørensen fulgte de to politifolk ud, og ude på gangen spurgte Henning Juul:
- Kunne jeg ikke få Dem til at lave en liste over dem, der er ansat her nu og også over dem, der har været det indenfor...¬skal vi sige det sidste år. Er det for vanskeligt?

- Næe, det er let nok. Det er ikke nogen gennemgangslejr, det her. Folk er her som regel længe ad gangen.

Henning Juul nikkede.

- Og hvis det så stadig ikke er for meget at forlange, så vi jeg også gerne have kopier af de artikler, De har haft om indvandrerne i Gellerup...hvis De altså kan finde dem?

- Det skulle ikke være noget problem at hente dem ud af vores EDB-arkiv, sagde Per Sørensen imødekommende.

Juul var ikke helt færdig. Han prøvede at få det til at lyde tilpas henkastet.

- Og så lige én ting til: Kunne De ikke lige ringe til mig, hvis Michael Back dukker op igen og siger, hvad det var, han var så ivrig efter?

Per Sørensen bevarede sit venlige smil, men afviste...

- Næe, det vil jeg nu ikke love Dem - det er vist ikke rigtig politiets sag, hvad vores medarbejdere gør indenfor husets fire vægge.

- Og i øvrigt kan han sagtens komme, uden jeg ved det, tilføjede han. Alle medarbejdere, som har nøgle til avisen ovre på den anden side af gaden, har også nøgle hertil, så han kan selv låse sig ind, hvis det skulle være.

Juul svarede ikke. Han vidste godt, at journalister har fine fornemmelser, hvad angår oplysninger til politiet, så han gættede på, at han ikke ville få noget ud af at argumentere med denne Sørensen.

- Tror du, han ved noget, ham Back, ivrede Jan Toft, så snart de var ude på gaden og udenfor Per Sørensens hørevidde. Henning Juul trak på skulderen.

- De har vel også deres kilder, journalisterne, sagde han bare og satte kursen mod politigården. Der var cirka 400 meter derhen, og de fleste af dem, der arbejde derhenne, ville nok have taget en tjenestevogn til turen. Henning Juul sagde aldrig noget til det, men indvendig rystede han på hovedet over det ressource-spild, han så omkring sig.

Han lagde godt mærke til, at Jan Toft gik og skuttede sig i blæsten, men fjolset kunne jo bare tage noget ordentligt tøj på, tænkte han. Det havde da været forbasket koldt den sidste lange stykke tid, så man skulle da tro, han havde opdaget, at det ikke var sommer mere...

Mandag, den 29. oktober, kl. 10.15

Henning Juul havde sat Jan Toft til at skrive et notat om deres besøg på Tirsdagsposten. Endnu et par sider til bunken, tænkte han, mens han kørte ud ad den smukke strandvej mod syd. Til venstre for ham lå bugten med den få år gamle marina og til højre rækken af ældre velhavervillaer, som i dag stort set alle husede arkitekt-, revisions- eller konsulent¬firmaer.

De store klodser var alt for uøkonomiske for private, og i øvrigt var byens rige for længst flyttet længere væk - ud til Skåde Bakker. I 70erne ud til området på og omkring den gamle golfbane og teglværkerne. Så i 80erne endnu længere ud, indtil de nu igen boede i bekvem afstand fra den nye golfbane. Den var blevet anlagt med kommunal støtte på jord, der tilhørte den gamle herregård, som nu var museum.

Henning Juul kørte op ad bakken og op forbi det hemmelige militære anlæg, som bredte sig under jorden i skovene på begge sider af vejen - kun en anseelig række antenner antydede, at der var tale om mere end bare en tilfældig observationsbunker. Her, lige i skovbrynet, lå huset, hvor et af byens få uopklarede drab var blevet begået. I november 1967 var to kvinder blevet skudt ned - den ene døde, mens den anden, hushjælpen, overlevede. Alle spor var end blindt, og det var end ikke lykkedes politiet af finde motivet. Juul var lige kommet til byen dengang og havde selv foretaget et par ubetydelige afhøringer i sagen, som stadig red visse af hans kolleger som en mare.

Længere oppe lå kirken, der var ikke så lidt yngre, end den gerne ville se ud. Den var en tro kopi af vores allesammens landsbykirke, som den lå dér, hvidkalket og med rødt tegltag. Man fik næsten lyst til at lægge et tykt lag vat på taget af den og placere den oven på fjernsynet derhjemme med et tændt stearinlys inden i.

Henning Juul fik pludselig den tanke at dreje til venstre og kigge lidt på....

Han tog sig i det. Der var ingen grund til at få spoleret den række af gode minder, der trods alt knyttede sig til området herude.

Juuls tanker blev brat afbrudt af en bil, som med tydelig foragt for både færdsels- og tyngdelov rundede et hjørne lige foran ham. Han var nødt til at bremse hårdt for ikke at risikere pludselig at sidde med det meste af den anden bil på skødet.

Det var en koksgrå BMW af ældre årgang, registrerede politimanden Juul rutinemæssigt. Bogstaverne på nummerpladen var OV, hvilket måtte betyde, at den var blevet synet og sandsynligvis handlet for nylig.

Henning Juul skulle lige til at række ud efter radioen, så vagthavende kunne sende en vogn ud efter fjolset i BMWen, men han lod mikrofonen hænge. BMWen var sikkert over alle bjerge, inden patruljevognen nåede herud, og fandt man den endelig, så ville chaufføren nok bare grine betjentene op i hovedet og nægte ethvert kendskab til uforsvarlig kørsel. Det var ikke værd at ofre ressourcer på. Juul overvejede, om han selv skulle sætte efter BMWen, men det blev ved overvejelserne.

Sikkert en rigmandssøn herude fra, som har fået et nyt stykke legetøj af farmand, tænkte han, da han satte den mørkeblå Scorpio i gang igen og fortsatte mod Golfbakken med rynket pande.

Dyre biler som legetøj i netop dette kvarter gav ham nemlig nogle ubehagelige associationer. Det var ikke længere end nogle få måneder siden, én af hans kolleger i ordenspolitiet - en vicepolitikommissær - var blevet suspenderet, fordi hans kone havde svindlet for over fem millioner kroner i sit firma. De to havde levet et liv i luksus her i Skåde Bakker - købt biler, lystyacht og andet godt, og ingen kunne være i tvivl om, at vicepolitikommissæren måtte have vidst, at konen ikke kom ærligt til pengene.

Sagen havde mildt sagt ikke været rar at opleve på nært hold. Og da en kollega i en af nabobyerne nogenlunde samtidig blev afsløret som bagmand for en tyvebande, havde Juul haft det svært på standens vegne.

Døren til nr. 12 blev kun lige åbnet på klem, da han ringede på, og han kunne tydeligt se, at den var sikret med en kæde på indersiden.

- Åh, er det Dem. Jeg troede, det var den uforskammede journalist igen.....

Det var ikke længere en venligt smilende fru Kragelund, der tog imod i døren. Og det var ikke mere en smuk, moden og selvbevidst kvinde, der bød Henning Juul indenfor.

På de godt og vel to døgn, der var gået, siden han var her sidst, havde kvinden forandret sig.

Hun gik et par skridt foran ham og ind i stuen. Møblerne var de samme, men stuen havde undergået samme forvandling som kvinden selv. Tøj, brugte kaffekopper og fyldte askebægere gav ikke just det stilfulde indtryk, som Juul huskede fra sit tidligere besøg.

Fru Kragelund lod Juul om selv at finde et sted at sidde, og efter diskret at have flyttet en hvid BH fra sofaens ene ende satte han sig. Hun selv tog en cigaret fra en halvtom pakke, tændte den, smed tændstikken fra sig direkte på bordet og begyndte at gå op og ned ad gulvet. Hun lod sin gæst tage initiativet.

- Fru Kragelund, De sagde noget om en journalist lige før....Hvem var det?

Det virkede ikke umiddelbart, som om Grethe Kragelund ville svare. Så sagde hun nærmest henvendt til vinduet:

- En uforskammet ung mand fra avisen. Han sagde de forfærdeligste ting om Svend.....om min mand. Han var lige kørt, da De kom....

Gu' ved, om journalister har råd til BMWer, tænkte Juul, men indskrænkede sig til at spørge, om fru Kragelund kunne huske, hvad han hed.

- Beck, Back...eller sådan noget....

- Hvad var det for nogle ting, han sagde om Deres mand?

Pludselig var det som om, kvinden vågnede op af en trance....

- Han sagde, at min mand var åger-karl - at han lånte penge ud til alt for høje renter, og at han truede folk, hvis de ikke kunne betale tilbage.

- Ved De hvad, hr. Juul. Jeg kan overleve, at en eller anden sindssyg person slår min mand ihjel - det skal jeg overleve, og vi har såmænd også haft dét sammen, vi skal have, men når nogen prøver at svine ham til bagefter.....

Hun kom ikke længere. Det var, som om den kraft hun pludselig havde haft, havde forladt hende igen.

Hun sukkede.

- Svend er....min mand var måske ikke noget virkeligt stort menneske....jeg har spekuleret på de sidste par dage, om jeg egentlig stadig elskede ham....om jeg nogensinde har gjort det....

Hun talte ikke til Juul mere, men til vinduet.

- ...men Svend var en god far for vores børn, han var en kærlig søn, der gjorde alt for sin gamle mor, han var en god redaktør, og han var i hvert fald ikke forbryder...

- Har De børn, hr. Juul?

Hun vendte sig pludselig mod ham, og spørgsmålet kom helt bag på ham.

- Øh, ja...

- Så ved De også, hvor meget den person, man har børnene sammen med, betyder....

Henning Juul indså, at han ikke ville komme langt, hvis også han begyndte at antyde, at Svend Kragelund skulle have været lidt takket i kanten, og i øvrigt var han ikke meget for den personlige drejning, som samtalen havde taget.

- Fru Kragelund, jeg kan se, at jeg kommer til ulejlighed....Må jeg bare stille Dem et par enkelte spørgsmål? Kan De forestille Dem, hvem der kan have slået Deres mand ihjel?

Hun rystede på hovedet.

Juul havde lavet en liste med navnene på togføreren og alle passagererne i toget. Den holdt han frem mod hende.

- Siger nogen af de her navne Dem noget som helst...?

Det var svært af afgøre, om hun vitterligt læste navnene, eller om hun bare blev ved at ryste på hovedet.

- Fru Kragelund, det her er vigtigt. Kender De nogle af navnene?

Hun prøvede tydeligvis at tage sig sammen, og denne gang kunne han følge hendes øjne ned over papiret.

- Nej, ingen af dem siger mig noget...

Juul foldede listen sammen igen og lagde den i sin jakkelomme.

- Fru Kragelund, der var nogle billeder af børn i Deres mands tegnebog ... var det ... er det Deres børnebørn?

Hun nikkede.

- Det er det nok. Vi har en søn og en datter. Bent ... altså vores søn ... har tre børn. Det er sikkert dem, Svend har billeder af.

Juul rømmede sig.

- Jeg går ud fra, at De er i kontakt med Deres søn og datter, efter .... efter det, der er sket? Ville De måske bede dem om at ringe til mig?

Hun nikkede. Juul følte, at han sikkert ikke fik ret meget mere ud af sit besøg. Men hans sidste spørgsmål skulle med.

- Hvordan er De stillet økonomisk efter Deres mands død, fru Kragelund?

Hun fangede tilsyneladende ikke det egentlige formål med hans spørgsmål.

- Jeg ved det ikke, sagde hun opgivende. Jeg har aldrig blandet mig i vores pengesager - det var Svend, der ordnede alt det. Det var derfor, han ville have den computer....så sagde han, vi kunne klare os uden at betale en revisor. Jeg tror, at alle papirerne står i nogle ringbind inde i hans arbejdsværelse.

- Fru Kragelund, må jeg have lov til at kigge i de papirer?

Kvinden ved vinduet trak bare på skuldrene, hvilket Henning Juul tog for et samtykke.....

Han kendte jo selv vejen til arbejdsværelset nu og lod Grethe Kragelund alene med sine tanker.

De tre gule ringbind stod der endnu, og computeren snurrede stadig.

En sag løser sig ikke med et snuptag, fordi man åbner et ringbind, tænkte Juul, da han rakte ud efter det første. Men man kunne da altid håbe....

Tre kvarter og lige så mange ringbind senere kunne han konstatere, at det måtte blive ved håbet. Kragelund'erne var ikke styrtende rige, men de havde økonomien i orden - et par opsparingskonti, en kapitalpension og en gruppelivsforsikring ville uden tvivl give Grethe Kragelund et komfortabelt liv rent økonomisk, hvis hun solgte huset, tænkte Henning Juul. Det var ganske vist ikke de bedste tider for hussalg, men selv om hun måtte sælge for billigt, skulle hun nok klare sig. Der var ingen gæld af betydning i de papirer, han havde set, men heller ingen skjulte formuer, så vidt han kunne bedømme. Hvor kom de for¬bandede 25.000 kroner fra?

Fru Kragelund stod stadig ved vinduet med et tomt udtryk i ansigtet, da Juul vendte tilbage fra arbejdsværelset.

- Ja..., men så vil jeg da.....

Han standsede midt i sætningen. Det var tydeligt, at hun ikke hørte ham.

Mandag, den 29. oktober, kl. 12.30

Kasinoet i Vejle afviste, at en mand, der passede til Svend Kragelunds beskrivelse, skulle have vundet 25.000 kroner fredag aften, fortalte Jan Toft sin chef, da han vendte tilbage til Gården. Der var slet ikke udbetalt så store beløb fredag aften, og hvis nogen havde vundet 25.000 i flere omgange, ville man have lagt mærke til det. Havde inspektøren sagt.

Det andet Vejle-spor, spillebulen, så også koldt ud, mente Toft. Kriminalinspektør Hans Andersen fra Vejle havde omsider givet lyd fra sig. De havde ingen spillebuler af det format i byen, havde han sagt med overbevisning i stemmen. Henning Juul havde hellere hørt det fra en af folkene »på gaden«, men hvis kriminalinspektøren selv sagde det, så måtte han vel tro på det.

Juul og Toft blev afbrudt, da Niels Berg gjorde sin entre som de fleste andre - det vil sige uden at banke på.

Jan Toft sad i gæstestolen, så Berg måtte aflægge rapport stående.

- Måske er ham fremskridtsmanden ikke så tosset endda, sagde han uden nogen form for indledning. Jeg ringede til folketinget. Han var godt sur. Men hans forklaring på det dér med 1. og 2. klasse er, at han ikke vil belaste partiets økonomi med de godt 600 kroner, en returbillet på første klasse til sekretæren koster. Det ville ikke passe til partiets linie at smide penge ud på den måde, sagde han.

Henning Juul sad et øjeblik med halvlukkede øjne.
- Lod du ham løbe med den?

- Ja, hvorfor ikke. Det lyder sgu da meget rimeligt.

- Tænk dig lige om, mand. En returbillet på 1. klasse fra København og hertil koster 600 kroner. Var det det, du sagde?

- Jae....

- Hva' koster så to 2.-klassesbilletter?

- Aner det ikke....

- Nej, men det gør jeg. En billet til 1. klasse koster nemlig en halv gang mere end én til 2. Det betyder, at en 2. klassesbillet koster cirka 400 kroner. Prøv så med lidt hovedregning. Din fremskridtsmand har betalt for to 2. klassesbilletter - altså omkring 800 kroner - i stedet for én 1. klassesbillet til 600. Mon ikke du ret hurtigt skulle prøve at ringe til Folketinget igen?

På vej ud var Niels Berg lige ved at løbe ind i Peter Nielsen.

- Hva' så han så sur ud over?, spurgte Peter Nielsen overrasket.

- Åhr, vi havde en lille øvelse i matematik. Som gav det resultat, at Morten Åstrup lyver, sagde Henning Juul.

- Matematik....?

- Glem det! Fandt du noget?

- Nul og nix. Dem på skattekontoret var meget hjælpsomme. Kragelund tjener en lille halv million om året...eller tjente, skulle jeg sige. 435.000 for at være mere nøjagtig. Og han betaler faktisk skat af de fleste af dem, også uden de helt store fradrag. Ingen skibsanparter, ingen tomme ApS'er, ikke noget, der tyder på fup og fiduser. Formuen er til at overse.

- Og banken?

- Ingen store ud- eller indbetalinger. Regningerne bliver betalt på en budgetkonto, som banken holder ved lige for ham. Han har to opsparingskonti og en kapitalpension, men ingen af dem har han kunnet røre her og nu. Banken betaler også regningerne fra begge hans kreditkort. Han bruger dem ikke ret meget. Intet usædvanligt....intet! Manden er økonomisk set et dydsmønster, men han lader andre ordne det hele for sig.

Juul rynkede brynene og genkaldte sig fru Kragelunds be¬mærkning om, hvorfor huset skulle have en computer.

Peter Nielsen fik den sædvanlige besked: skriv et notat om det.

Henning Juul rakte ud efter sin kaffekop, men ombestemte sig. Måske skulle man hellere få lidt fast føde i maven.

»Togmordet« var allerede væk fra frokostavisernes sider igen, konstaterede Henning Juul nede i kantinen med en blanding af tilfredshed og irritation. Tilfredshed, fordi han så slap for at besvare ubehagelige spørgsmål fra den kant, og irritation over, at pressen var så overfladisk og hæsblæsende i sin jagt efter nye sensationer. For bare få år siden ville et drab have været en vigtig begivenhed - i dag kunne det kun bruges til at sælge aviser en enkelt dag.

Dagens ret var dansk bøf med sovs og hvide kartofler, og det var uden den store nydelse, Juul satte sin portion til livs. Sovsen smagte af ingenting og kartoflerne af endnu mindre, men Juul trøstede sig med, at der garanteret ikke var nogen krydderier i, som kunne genere hans mave.

Da han kom tilbage fra kantinen, lå der en besked om at ringe til Tirsdagsposten på hans bord. En Britta Hansen havde ringet. Sekretæren, som havde taget imod beskeden, havde været så venlig at skrive avisens telefonnummer ned også.

Britta Hansen fortalte, at hun var den lyshårede pige, som havde spurgt til Kragelunds bibeskæftigelse, da Juul og Toft havde været på besøg på Tirsdagsposten.

Hun kunne ikke lide at sige det, mens de andre hørte på det, sagde hun, men hun ville altså lige fortælle, at Kragelund var en rigtig mandschauvinist. Han gramsede på de kvindelige medarbejdere, når der ikke var andre, der så det, og han sagde en masse sjofle ting. Hun havde tænkt på, om hun kunne få ham dømt for sex-chikane, sagde hun, men hun havde ikke råd til at miste jobbet. Sådan havde de andre piger det også, mente hun.

Da Juul havde snakket om en forretning ved siden af redaktørjobbet, var hun kommet til at tænke på, at han lige var typen, der kunne finde på at køre rundt og sælge porno eller sådan noget.

Juul takkede for oplysningen og sukkede stille, da han lagde røret på. Sex-chikane. Han kunne se et fotokopieret skilt for sig - det hang vist på et kontor et eller andet sted på Gården. »For folk over 40 bør sex-chikane være et medarbejdergode«, kunne han huske, der stod på skiltet, og selv havde han lidt svært ved at tage al snakken om netop dét emne særlig alvorlig.

Mandag den 29. oktober, kl. 15.05

Hans Grønlund var den sidste. Så var de der - de fem, som var udset til at finde ud af, hvem der havde begået »Togmordet«.

Det lyste ud af Grønlunds ansigt, at han havde noget vigtigt at sige.

Henning Juul holdt ham på pinebænken lidt og lagde selv for.

- Jeg besøgte enken i dag. Hun er brudt helt sammen - ikke mindst fordi hun havde haft besøg af ham journalisten fra avisen, Back. Han havde utilsløret sagt til hende, at Kragelund var åger-karl...Det er der bare overhovedet ikke noget, der tyder på.

Juul fortalte kollegerne om sin gennemgang af Kragelunds ringbind, om Peter Nielsens resultater i pengeverdenen og om Britta Hansens oplysninger.

- Jeg tror simpelthen ikke på snakken om åger, sagde Juul. Der er snarere nogen, der prøver at vildlede både os og avisen.

- Men hvem skulle det være - én af dem fra toget, som prøver at tilsløre det rigtige motiv, tror du?, spurgte Toft.

Henning Juul fik ikke lov til at svare. Hans Grønlund var hurtigere.

- Det er ham perkeren og hans perker-venner!

De fire andre så overrasket på ham.

- Hvorfor tror du det? Jan Tofts overraskelse gjaldt tydeligvis ikke Grønlunds ordvalg, men indholdet i hans påstand, noterede Juul sig. Juul skulle da også have været både blind og døv i årevis, hvis ikke han vidste, at der mange steder i politiet var en udtrykt modvilje mod mørklødede fremmede. Men det overraskede ham rent faktisk, at modviljen havde bredt sig til hans egne folk, som han af en eller anden grund anså for at være hævet over den slags.

- Hans, jeg skal ikke blande mig i, hvad du mener privat, men skal vi ikke holde os til et nogenlunde neutralt ordvalg, når vi er på arbejde? Og lad mig så høre, hvorfor du mener, at det er netop dem, der står bag....

Hans Grønlund kommenterede ikke Juuls opfordring.

- Kragelund skrev om dem i Tirsdagsposten....at der var for mange af dem i Gellerup, og at loven skulle laves om, så kommunen kunne bestemme, hvor de skulle bo. Han skrev også, at Danmark ikke havde råd til alle de indvandrere.

Det sidste argument var velkendt og kom sjovt nok mest fra de velbjergede i samfundet, syntes Juul. Han så for sit indre blik Kragelunds gulstensvilla med de tunge stilmøbler placeret i et af de lande, hvor der vitterligt var mange flygtninge og ikke blot nogle få tusinde som i Danmark - Thailand, Pakistan, Sudan.

- Tror du, de artikler er nok til at få nogen til at slå ihjel?

- Sådan er de...se hvordan det foregår dér, hvor de kommer fra. De myrder sgu da hinanden for at godt ord...

Dét argument var også kendt. Og Henning Juul havde lidt svært ved at tilbagevise det, selv om han gerne ville. For det gjorde de jo....

Han havde det også lidt svært, når folkene i ordenspolitiet påstod, at asylsøgere stort set allesammen stjal som ravne, for selvfølgelig gjorde de ikke det, men når nu kollegerne i Ribe på tre timer kunne finde tyvekoster for 250.000 kroner på et asylcenter ... hvad skulle man sige?

- Tog du kopier af de artikler?, spurgte han i stedet for at argumentere.

- Nej, det kunne jeg ikke - de var på mikrofilm.

Inden Juul kunne nå at forklare, at man rent faktisk godt kan få fotokopier af mikrofilm, bankede det på døren.

Det kan ikke være én, der arbejder her på Gården, tænkte Juul uvenligt...

- Kom ind!

Redaktionssekretær Per Sørensen fra Tirsdagsposten stak hovedet ind.

- Undskyld, jeg vidste ikke, her var møde...., sagde han forsigtigt. Jeg ville bare aflevere de artikler, De bad om. Det var ingen sag at hente dem i vores elektroniske tekstarkiv. Her er artiklerne om Gellerup og også Kragelunds ledere.

Per Sørensen trådte ind mellem de tilstedeværende og rakte Henning Juul en stak EDB-lister.

- Og omme bag i ligger den oversigt over medarbejderne, som du også bad mig lave....

Henning Juul kastede et hurtigt blik på både artiklerne og medarbejderlisten. Der var ingen af navnene på den, der gik igen på hans egen liste over passagererne i toget.

- Det var meget flot. Tak skal De have, hr. Sørensen...

Da redaktionssekretæren var gået, smed Juul udskrifterne over til Hans Grønlund. Medarbejderlisten lagde han ind under sit grønne skriveunderlag.

- Check lige, om det her er de samme artikler, som du fandt, eller om der mangler nogle.

Der var tavshed, mens Hans Grønlund kiggede papirerne igennem.

- De er her vist alle sammen, sagde han efter sin gennemgang, og prøv så lige og hør her: »Spørgsmålet er«, læste han, »hvor længe vi danskerne kan blive ved med at finde os i, at flertallet i vores børns skoleklasser ikke kan dansk, at vi skal købe ind i forretninger, hvor indehaveren ikke kan vores sprog, og at en bydels kirke står tom, mens kravet om en moské på dens plads vokser. Hvor længe kan det blive ved med at gå, at vi rent faktisk er i mindretal i en del af vores eget land? Ikke en dag længere. Indvandrerproblemet må løses nu.«

- Kan I se?, sagde Hans Grønlund triumferende, og ham der Mustafa'en var den eneste i det tog, som ikke havde noget at lave der.

Henning Juul var langt fra overbevist, men der var nok ingen vej udenom.

- OK, du og Peter tager ud til Gellerup og kigger efter ham - ta' ham med herind, hvis I finder ham, så vil jeg snakke med ham. Men gør det ordentligt!

Hans Grønlund var ikke sen til at rejse sig. Han havde et sejrssikkert smil om læberne. Peter Nielsen fulgte efter ham ud ad døren.

- Niels, fik du fat i Åstrup igen?, spurgte Henning Juul, da de to andre var ude.

- Nej, han var taget fra Folketinget, da jeg ringede igen, og på hans partikontor vidste de ikke, hvor han var....

Henning Juuls telefon ringede, og han signalerede til Berg og Jan Toft, at der ikke var mere, de skulle snakke om lige nu.

I røret var Michael Back fra avisen. Han ville vide, hvordan opklaringen skred frem. Henning Juul svarede svævende på journalistens spørgsmål. Ingen tiltalte eller sigtede, nej. Heller ikke nogen særligt mistænkte. Jo, der var enkelte af passagererne fra toget, som man havde talt med eller ville tale en ekstra gang, men det betød ikke, at de var under særlig mistanke.

- Hvad med motivet?, ville Back vide.

- Ja, hvad med det? Henning Juul undlod at afsløre, at han vidste, at Back havde besøgt enken. Han fortalte heller ikke, at han var klar over, at Back kendte åger-teorien, og han nævnte heller ikke, at politiet havde fået tip om det samme. Tværtimod afviste han at tale om motivet overhovedet.

Det eneste konkrete, Michael Back fik at vide, var at eftersøgningen efter pistolen ikke havde givet noget resultat.

Han kom ikke meget klogere ud af den samtale, tænkte Henning Juul og be-nyttede lejligheden til at være helt godt tilfreds med sin egen måde at tackle pressen på. Bevar's, der havde været et par kiksere, fjernsynet for eksempel, men i det store og hele var det gået stille af, og nu var der faktisk kun Michael Backs avis, der interesserede sig for sagen.

Mandag, den 29. oktober, kl. 19.00

Mostapha Tierfan lignede det, han var. Iraner. Nå, ja tænkte Henning Juul, man kan måske ikke lige se, om han er iraner eller iraker, men i hvert fald derovre fra et eller andet sted. Til gengæld havde Peter Nielsen haft ret i, at Mostapha talte forbløffende godt dansk.

- Hr. Tierfan, De har ret til at få en tolk med til den her afhøring. Vil De ha' det? Hvis De vil, kommer De nok til at vente lidt, men De må altså gerne få det.

- Jeg behøver ingen tolk, sagde Mostapha Tierfan, og Henning Juul fornemmede en vis stolthed i hans stemme. Men jeg vil gerne vide, hvorfor er jeg her? Han havde sort hår og dyb-sorte øjne, og han havde en rødternet skjorte og et par brune bukser på.

- Hr. Tierfan, som De ved, blev der myrdet en mand i det tog, som De var med fredag aften, og vi vil gerne høre alt, hvad De kan fortælle os om turen. Henning Juul gjorde sig umage for at tænke og tale nøjagtig, ligesom han ville have gjort, hvis det var en dansker, der havde siddet overfor ham.

- Jeg har allerede fortalt det alt til ham dér. To gange. Mostapha Tierfan pegede over på Peter Nielsen. Han stod sammen med Hans Grønlund ved vinduet i det spartansk udstyrede afhøringslok¬le - et skrivebord magen til dét i Juuls kontor, en enkelt skrivebordsstol og standardgæstestolen med høj ryg, armlæn og grønt betræk. I det ene hjørne en håndvask og i det andet en egetræsreol med låger for den øverste halvdel.

Vi er tre mod én, tænkte Juul. Måske lige i overkanten.

- Hans, kan du ikke hente os noget kaffe, sagde han. Hans Grønlund skar en grimasse, idet han gik.

Henning Juul begyndte som regel sine afhøringer med at spørge om noget helt andet end det, det drejede sig om. Engang havde han vel haft den teori, at det fik folk til at slappe af - nu var det mere en vane.

- Hvor har De lært at tale så godt dansk, hr. Tierfan, spurgte han.

- Jeg har gået på skole i et år, og jeg følger med i danske aviser og fjernsyn. Jeg vil gerne være god dansker.

Mostapha Tierfans historie var umiddelbart den samme, som han havde fortalt fredag nat, gentaget lørdag morgen, og som Peter Nielsen havde skrevet i sin rapport.

Han havde kedet sig fredag aften og havde besluttet sig til at tage et tilfældigt tog. Han vidste ikke, hvor han ville stige af, sagde han, men på vejen havde han kigget i en køreplan og set, at Fredericia var sidste chance, hvis han skulle hjem igen den samme aften - og det skulle han, for han havde ikke råd til at overnatte nogen steder, og han havde ikke lyst til at sove på en bænk.

- Hvor i toget satte De Dem på vejen hjem?, spurgte Juul.

- Jeg sad i den forreste kupé i den nummer to vogn. Noget af vejen.

- Noget af vejen? Hvorfor kun noget af vejen?

- Jeg kan godt lide at stå at kigge ud af vinduet i den bageste vogn - det gjorde jeg på det meste af turen.

Hans Grønlund kom tilbage med en termokande i hånden.

- De havde ikke flere krus - måske står der nogle i skabet, sagde han og åbnede lågerne i reolen.

Et afhøringslokale på en dansk politistation er ligeså velforsynet som en mindre lægekonsultation, når det for eksempel gælder remedier til at tage blodprøver med - der er også skåle, så de anholdte kan brække sig på en nogenlunde civiliseret måde - der er plastik-handsker, som politifolkene kan iføre sig, når de skal røre ved nogen, som de mistænker for at være smittet med HIV eller leverbetændelse - der er et udvalg af tænger til at undersøge diverse kropsåbninger hos begge køn for skjulte stoffer - og der er kanyler til beroligende indsprøjtninger.

Og så står der som regel en større samling pap-krus til politifolkenes evindelige kaffedrikning.

Hans Grønlund hev fire krus ud af skabet og balancerede med dem og kaffekan¬den. Skabet lukkede han ikke.

- Hvem skal ha', sagde Grønlund og undgik behændigt at se på Mostapha.

Henning Juul rakte ud efter et krus til sig selv.

- Hr. Tierfan, drikker De kaffe?

Mostapha Tierfan rystede på hovedet. Henning Juul lagde mærke til, at iraneren pludselig havde svedperler på panden.

- De sagde, de stod i bageste vogn meget af tiden, sagde Juul, mens han skænkede kaffe til sig selv. Juuls ord fik Hans Grønlund til at vende sig om mod Tierfan med et ryk.

- Kan De sige noget om, på hvilken del af turen, det var?, spurgte Juul.

- Øh....det var...jeg tror...jo, jeg stod der det meste af vejen fra Fredericia og hertil.

Henning Juul rynkede panden og kiggede i Peter Nielsens rapport fra den første afhøring. Men nu var det Hans Grønlund, der førte ordet.

- Næsten hele vejen? Det mener jeg ikke, at du har sagt noget om før, Mostapha.

Mostapha Tierfan så sig forvirret om uden at kigge på nogen af de tre andre.

- Øh...jo...det, nej...måske ikke. Men jeg er sikker på det nu.

- Hvordan kan du....Hans Grønlund lød vred nu, men Henning Juul afbrød ham.

- Hr. Tierfan, det lyder måske lidt mærkeligt, at De siger det nu og ikke, da De snakkede med hr. Nielsen dér første gang....?

- Han sagde ikke....han spurgte kun om min plads....jeg vidste ikke....

Henning Juul skiftede emne.

- Hr. Tierfan, kendte De ham, der blev skudt i toget, Svend Kragelund.

- Nej.

- Svend Kragelund var redaktør på Tirsdagsposten, som De vist også får dér, hvor De bor, sagde Juul prøvende, og han skrev også noget om lige dét område....

- Jeg kender ikke ham, og jeg kender ikke...hva' hed den?... Tirsdagsposten. Mostapha Tierfan svedte kraftigt nu, men han prøvede at gøre sin stemme fast.

- De sagde lige før, at De læser danske aviser og ser dansk fjernsyn - hvordan kan det så være, at De ikke kender Tirsdagsposten, som De får ind ad brevsprækken hver uge?

- Måske har jeg set den, måske har jeg ikke...jeg ved ikke....

- Hr. Tierfan, vi ved, at Svend Kragelund skrev i Tirsdagsposten, at der var for mange indvandrere i Gellerup. Det kan De da ikke have undgået at lægge mærke til, kan De?

- Jeg ved ikke. Måske har jeg, måske har jeg ikke...

Inderst inde var Henning Juul ked af det, han syntes, han fik ud af samtalen, men selvfølgelig skulle det undersøges nøjere. Åstrup og Hans Grønlund kunne jo have ret.

Henning Juul sad lidt uden at sige noget. Så tog han Hans Grønlund med ud på gangen og instruerede ham, mens Peter Nielsen og Mostapha Tierfan blev inde i afhøringslokalet.

Tre minutter senere stak Juul hovedet ind igen.

- Hr. Tierfan, sagde han, vi vil gerne have lov til at kigge os om i Deres lejlighed. De vil gøre os en tjeneste, hvis De selv tager med.

Mostapha Tierfan rejste sig med et sæt. Der var vrede i hans stemme.

- I har ingen ret til at undersøge mit hus. Danmark er et ordentligt land, her må politiet ikke bare gøre, hvad der passer dem....

Ransagningen af Mostapha Tierfans lejlighed var hurtigt overstået for Peter Nielsen og Grønlund - også selv om Tierfan selv nægtede at hjælpe. Hverken stuen, der også fungerede som soveværelse, eller køkkenet indeholdt ret meget ud over det mest nødvendige. Langs den ene væg i stuen stod en gammel sofa, som lignede én, der var købt på et loppemarked, mente Grønlund, og det lave bord foran den så ikke stort bedre ud. Det var dog pyntet med en lille, rund hæklet dug og et hvidt stearinlys i en underkop. Der var ingen tæpper på gulvene og intet på væggene.

I et hjørne af stuen stod et lille vakkelvornt bord med en gammel Erica-rejseskrivemaskine på. Oven på skrivemaskinen lå et plastik-charteque med nogle avisudklip.

Et afsnit i den øverste artikel var streget ind med rødt. »Spørgsmålet er, hvor længe vi danskerne kan blive ved med at finde os i......«

Da de kom tilbage en time senere, placerede Peter Berg sig igen sammen med iraneren i afhøringslokalet, mens Hans Grønlund med slet skjult tilfredshed fortalte Juul, hvordan »mistænkte«, som han konsekvent kaldte ham, havde forsøgt at bortlede de to politifolks opmærksomhed fra udklippene.

Henning Juul tænkte sig om. Det var et uhyre spinkelt grundlag at anholde iraneren på: sved på panden, et par selvmodsigelser under en afhøring og så nogle udklip om afdøde. Men på den anden side, teknisk afdeling skulle have tid til at splitte hans lejlighed ad for at lede efter pistolen, og manden var flygtning. Det var almindelig kendt, at de gerne blev både anholdt og fængslet for langt mindre.

Iraneren havde ikke længere små perler på panden. Han var drivende våd af sved. Over hele kroppen.

- Mostapha Tierfan, klokken er 21.34, jeg er nødt til at anholde Dem.....

Juul opgav at få mere ud af iraneren den aften. Da han en halv times tid senere gik gennem ekspeditionen på vej hjemad, fik han stukket en seddel i hånden.

En Bent Kragelund havde ringet, stod der. Han kunne træffes på sin mors adresse og telefonnummer.

Tirsdag, den 30. oktober, kl. 7.30

»Politiet kørt fast i Togmordet«. Artiklen under overskriften var ikke til at tage fejl af - politiet bestod af en flok tåber, som ikke kunne finde ud af det mest elementære, selv om de stod med alle kort på hånden.

Journalisten, som havde skrevet artiklen, mente tydeligvis, at ti mennesker, som mere eller mindre tilfældigt havde befundet sig i et tog på det forkerte tidspunkt, var »alle kort«. Henning Juul sukkede. I hans verden hørte ting som et våben og et motiv også med, før man kunne tage det sidste stik hjem.

Han kiggede under artiklen. »miba« stod der - det var ikke svært at regne ud, hvem der gemte sig under det pseudonym. Henning Juul syntes, han engang havde fået fortalt, at journalisternes meninger ikke burde komme frem i artiklerne, men sådan var det åbenbart ikke mere....

Henning Juul lagde avisen fra sig med noget, der kunne være et lille smil, da Jan Toft kom ind på kontoret.

- Sikke en gang lort, hva'?, udbrød Toft, da han så, at Henning Juul også havde læst avisen. Juul slog ud med armen.

- Ja, og så ved han jo ikke engang, hvad han taler om....

- Hva' mener du med det? Er der sket noget?

Juul nikkede og fortalte Toft om aftenens begivenheder. Inden Juul var gået hjem, havde han aftalt med teknisk afdeling, at han kunne få et par folk ud til Tierfans lejlighed klokken 8.

- Hvad tror du, vi finder?, spurgte Jan Toft på vej til Gellerup.

Juul trak på skuldrene. Det kunne jo for eksempel være ganske rart at få opklaret, om nogle af fingeraftrykkene på døren til Kragelunds kupé gik igen i iranerens lejlighed. En pistol eller sådan noget ville heller ikke være af vejen.

To mand fra teknisk afdeling ventede udenfor døren, da Juul og Toft ankom. Juul låste dem ind med en nøgle, de havde taget fra Mostapha Tierfan, da han var blevet anbragt i arresten om aftenen.

Grønlunds beskrivelse af lejligheden passede udmærket. Dens beboer var enten én, der ikke delte den autoriserede danske fortolkning af ordet »hygge« eller én, som ikke havde råd til at købe ret meget. Juul gættede på, at begge dele var sandt. Han gik hen til vinduet i stuen og lod blikket vandre over omgivelserne, mens de andre gik i gang med at undersøge rummene.

Det var faktisk ikke helt ved siden af at kalde Gellerup for en ghetto. Flertallet af beboerne var af udenlandsk afstamning, og der gik et hav af historier i byen om, hvordan de holdt geder på altanerne og slagtede dem inde i køkkenet, så blodet drev ned ad væggene til underboen. Juul kunne godt forstå, at mennesker, som selv kunne bestemme, ikke brød sig om at flytte ind her. De grå beton-blokke havde aldrig egnet sig til mennesker, syntes han, og sådan en grå efterårsdag var det da helt slemt at se på.

Han mindedes den aften, han havde forfulgt en voldsmand ind i én af p-kældrene herude - Juul var normalt ikke sådan at forskrække, men den nøgne beton, ekkoet af hans egne skridt og bevidstheden om, at politi ikke var særlig velset på de kanter, havde gjort ham mere nervøs, end godt var. Så nervøs, at han var blevet slået ned bagfra af fyren, han var efter.

Siden havde det altid gyst lidt i ham, når han gik ind i én af opgangene fra p-kælderen, som man besynderligt nok skulle igennem for overhovedet at komme ind - et problem, som dog var løst nu, bemærkede han. Der var blevet bygget en slags trappetårne op til svalegangen i første sals højde, så man kunne undgå kældrene. Der var nok andre end ham, der ikke brød sig om dem.

- Se her!, råbte pludselig én af kollegerne fra teknisk afdeling. De andre gik ud i køkkenet til ham. Han havde åbnet en skuffe i køkkenbordet. Ovenpå en stak papirer, som lignede manuskripter på arabisk, lå den berømte og berygtede bog »De Sataniske Vers«, der havde skaffet sin forfatter en religiøs dødsdom på halsen.

Ved siden af bogen lå et brugt projektil.

Bogen, projektilet, manuskripterne og en hel masse fingeraftryk var, hvad de fire politifolk fik med sig hjem. Og så en stak Polaroid-fotos af lejligheden og skuffen med indhold.

De to fra teknisk afdeling var enige om, at det ville være en smal sag at finde ud af, om projektilet i skuffen var affyret fra den samme pistol som den, der havde dræbt Svend Kragelund - det ville blot forsinke deres rapport et døgns tid.

Juul mindede dem om, at han havde en anholdt, som skulle i grundlovsforhør inden dagen var omme, så hvis de måske lige.... Det skulle de nok.

Tirsdag, den 30. oktober, kl. 10.30

Dommeren havde mere end antydet, at han helst så grundlovsfor¬høret holdt indenfor normal arbejdstid, så selv om det strengt taget kunne strækkes til ved halv ti tiden om aftenen, var det aftalt til klokken 16.

Juul havde bedt Jan Toft få fat i en tolk, som kunne oversætte manuskripterne fra Tierfans køkkenskuffe. Selv ville han tage sig en grundig snak med iraneren, sagde han. Han gav besked om, at han ikke ville forstyrres.

Han ringede til arresten og bad om at få Tierfan op. Så snart han havde lagt røret, kom han i tanker om Bent Kragelunds opringning dagen før. Han fandt Kragelunds telefonnummer.

Det var fru Kragelund, der tog telefonen. Juul spurgte, om sønnen var at træffe.

- Bent Kragelund! Han lød meget forretningsmæssig.

- Tak fordi De ringede til mig, begyndte Juul. Jeg tror ikke, det bliver nødvendigt, at vi taler noget videre om Deres fars død, men for en ordens skyld kunne vi måske mødes...?

Der blev en pause i den anden ende.

- Jae, hvad havde De tænkt Dem?

Juul sukkede. Dagen i dag ville blive lang, kunne han forudse.

- Hvad med i morgen formiddag?, spurgte han.

- Jeg skal med færgen hjem fra Ebeltoft klokken tolv ... måske kunne vi sige klokken 10, hvis det kan nås på en halv times tid?

De blev enige om, at Bent Kragelund mødte op på Politigården på vej til færgen.

To arrestbetjente fulgte Mostapha Tierfan ind på Juuls kontor. Han lod dem forstå, at han kunne klare det alene og bad dem vente udenfor.

Iraneren stod tavs med bøjet hoved midt på gulvet.

- Sid ned, sagde Juul. Tierfan satte sig uden et ord.

De næste ti minutter mælede han intet. Uanset, hvad Juul spurgte om, forblev han tavs.

Først, da Juul viste ham et billede af projektilet, reagerede han. Rakte ud efter billedet, men fortrød midt i bevægelsen og begyndte så ellers blot at græde.

Han græd stadig, da han viljeløst fulgte de to arrestbetjente ud af kontoret og tilbage til sin celle.

Juul greb telefonen og ringede til Tofts kontor.
- Møde her. Nu. Sig det til de andre.

Toft, Grønlund, Berg og Peter Nielsen indfandt sig på Juuls kontor fem minutter senere.

- Okay, sagde Juul, vi er måske nået et stykke videre i aftes og her til formiddag, men lad mig først høre, hvad I har.

Han vendte sig mod Niels Berg, som havde stillet sig henne ved døren.

- Lad mig lige først høre, Niels, fik du fat i Åstrup?

- Ja, jeg traf ham hjemme i går eftermiddags. Det var rigtigt nok, at der er noget med ham og sekretæren - til gengæld tror jeg, han taler sandt nu. Jeg spurgte mig nemlig også for på Hotel Royal - det viser sig, at der kun var bestilt ét værelse til de to fredag og lørdag nat....

Niels Berg fortalte, at Åstrup havde indrømmet, at han ikke ville køre på 1. klasse og bruge sit frikort, fordi han helst ikke ville ses i selskab med Linda Andersen - sekretæren. Der havde været nogle rygter om dem på partikontoret, og Åstrup ville nødig møde nogle andre politikere, der kørte på 1. klasse. Af samme grund tog de ikke det gennemgående Intercity-tog fra København

-Åstrup sagde, at det fredag aften altid er fyldt med jyske folketingsmedlemmer, som skal hjem på week-end.

- Men det var så også sidste gang, han kørte på 2. klasse, tilføjede Niels Berg.

- Hvoffor det?, spurgte Toft.

- Den gode hr. Åstrup er åbenbart lidt mere racist, end hans parti ellers normalt vil vedkende sig, og han brokkede sig skrækkeligt over, at den der iraner ... hvad hed han ... Mustafa ... havde stået nede i enden af hans vogn hele tiden. Det generede ham, når han skulle på toilettet, sagde han.

- Hva' siger du!? Henning Juul rejste sig halvt op i stolen.

- Rolig, rolig, grinede Niels Berg og holdt hænderne op foran sig i en symbolsk bokserparade. Jeg hørte godt, hvad du sagde til Hans i går - og i øvrigt var det ikke min egen mening, jeg refererede bare Åstrup....

Henning Juuls næste ord var langsomme og overdrevent tydelige.

- Sagde du lige, at Morten Åstrup allerede i går eftermiddags til dig brokkede sig over, at Mostapha Tierfan havde stået bagest i den sidste vogn på hele turen? Fra Fredericia og hertil?

Niels Berg nikkede og så sig desorienteret om, mens Henning Juul slog en høj, uægte latter op, og Hans Grønlund kastede hovedet bagover og lagde begge hænder over øjnene i forstilt udmattelse. Peter Nielsen mumlede sagte, men med eftertryk »Kors i røven«.

»Shit!«, kom det fra Jan Toft.

Berg stod med halvåben mund og kiggede fra den ene til den anden, som om han mente, at de var blevet grebet af kollektivt vanvid.

- Hva' fanden foregår her?, spurgte han.

Henning Juul sendte sine fire underordnede ned i kantinen med besked om, at de skulle sætte hinanden ind i sagerne.

Hvis ikke det også var lidt tragisk, så var det faktisk hylende morsomt, at en dum racist i sin iver for at svine en flygtning til giver ham et fremragende alibi....

Tænkte han, mens han stirrede tomt frem for sig og rakte ud efter en kaffekop, der ikke var der.

Han besluttede sig for trods alt at vente på oversættelsen af manuskripterne og på rapporten fra teknisk afdeling, før han bestemte sig til, om han skulle beordre iraneren løsladt.

Han greb ned i rapportbunken for at genlæse Tierfans forklaringer, inden han selv skrev en rapport om sin mislykkede afhøring.

Tirsdag, den 30. oktober, kl. 12.15

Juul sad ved skrivemaskinen med ryggen til døren og var ved at beskrive iranerens sammenbrud ved synet af billedet med projektilet, da døren til hans kontor blev revet op.

Juul nåede at bande Jan Toft og alle andre langt væk for deres måde at åbne en dør på, inden han vendte sig om og registrerede, at det var en fremmed, der stod i døren.

En sydlandsk udseende herre, ulasteligt klædt i gråt jakkesæt med vest, urkæde og blankpolerede, sorte sko. I skærende kontrast til den afmålte kølighed, hans påklædning udstrålede, stod imidlertid udtrykket i hans ansigt, nåede Juul lige at konstatere, inden manden begyndte at tale.

- Jeg kan forstå, at De har anholdt hr. Mostapha Tierfan i aftes. Er det korrekt?

Hvem faen er han?, tænkte Juul.
- Øh, ja - det er da muligt. Jeg fik ikke lige fat i, hvem De sagde, De var....?

- Mit navn er Fouad Lebon. Jeg er advokat for Flygtningehjælpen her i byen - og selvfølgelig ved jeg, at det er rigtigt. Jeg kommer lige fra arresten, hvor jeg har talt med ham.

- Hvad kan jeg gøre for Dem, hr. Lebon? Juul var som sædvanlig høflig uden at overdrive. Han havde godt hørt, at Flygtningehjælpen med en næsten lidt for tyk symbolik havde hyret byens eneste udenlandske advokat.

- De kan fortælle mig, hvad i alverden, De tror, meningen er. Høfligheden prellede tilsyneladende totalt af på den mørklødede mand, og det var tydeligt, at han ikke ønskede noget svar på sit spørgsmål. I hvert fald fortsatte han uden pause.

- Hr. Tierfan er ude af sig selv af angst - for det første har De anholdt ham uden skygge af grund, og for det andet har De skræmt ham fra vid og sans. Jeg forlanger, at han aldeles omgående bliver tilset af en læge, som kan vurdere den behandling, han har været ude for, og i øvrigt forlanger jeg, at han bliver løsladt med det samme. Nu! Ellers skal jeg gøre helvede hedt for Dem, Hr. Juul.

Nå, da da, tænkte Juul. Her har vi for en gangs skyld en advokat, der ikke pakker sine ord ind i diplomati. Ganske forfriskende.

- Hr. Lebon, hvis jeg må få et ord indført... For det første kan jeg fortælle Dem, at jeg netop var i færd med at overveje at beordre hr. Tierfan løsladt, da De afbrød mig. Og for det andet, så er jeg ikke enig i, at vi skulle have anholdt Deres klient uden grund. Der blev fundet nogle meget belastende effekter i hans lejlighed, og han modsagde sig selv temmelig meget under en afhøring, som jeg selv foretog....

Advokaten rystede opgivende på hovedet.
- I har ikke fattet en skid, hva'? De belastende effekter, De taler om, formoder jeg, var udklip om Svend Kragelund, nogle manuskripter og et projektil?

Lebon ventede ikke på svar.

- Hvis I havde gjort jer den ulejlighed at undersøge bare en smule om Mostapha Tierfan, så ville I have fundet ud af, at han er redaktør af det muslimske beboerblad i Gellerup, og at han som sådan selvfølgelig måtte følge med i indvandrerdebatten. I ville også have fundet ud af, at han faktisk ikke er særlig uenig i den holdning, Svend Kragelund kommer med. Mostapha Tierfan synes også, at det kan være et problem, når for mange indvandrere klumpes sammen i enkelte bydele.

Advokaten havde virkelig dampen oppe nu. Hans sydlandske temperament fornægter sig ikke, tænkte Juul. Flot, at han også kan tale dansk med den hastighed....

- Det er sgu da ikke kun danskerne, der har ulemper af det. Det er for helvede da også et problem for indvandrerne, at deres børn ikke lærer dansk, fordi der ikke er nok danske børn i deres klasser.

Han holdt pause et kort sekund for at trække vejret, og Henning Juul skulle lige til at sige, at det da lød meget fornuftigt, men han nåede aldrig så langt...

- Havde I spurgt nogle af hans venner eller os på Flygtningehjælpen, så ville I også have fundet ud af, at den kugle, I fandt i hans lejlighed, er én, som han med sine egne hænder har fisket ud af sin døende bror, efter at de iranske sikkerhedsstyrker havde mejet hele hans familie ned.

Nå, for satan, tænkte Juul.

- Men én ting er en nærmest kriminelt dårlig efterforskning, noget andet er den tortur, I har udsat manden for....

- Tortur!? Juul måbede. Nu gik han sgu for vidt.

- Ja, I har virkelig ikke fattet noget som helst, hva'? Tre velvoksne kriminalfolk om en afhøring af én mand, som kommer fra et land, hvor politiet - trods alt - er bare en anelse mere brutalt end her i landet...tre mand, som åbner et skab fyldt med lægeudstyr, mens den mand, som er blevet torteret af politiet i sit hjemland, sidder og ser på.

Advokaten lavede et meget virkningsfuld holdt i sin ordstrøm og fortsatte meget langsomt.

- Har De nogen idé om, hr. kriminalkommissær Henning Juul, hvad de redskaber, I har liggende i det skab, bruges til i Iran?

Fouad Lebon blev på kontoret, mens Henning Juul ringede til arresten og meddelte, at Mostapha Tierfan skulle løslades. Da han var gået, tog Henning Juul en dyb indånding.

At et par afrikanske turister blev gennembanket af fængselsbetjente i København, havde han aldrig rigtig følt, kom ham ved - at almindelige asylsøgere delte fængselsceller med garvede forbrydere, blot fordi de ikke kunne bevise, hvem de var, syntes han, han måtte tage til efterretning - og at landets skiftende justitsministre omgik rigets love og blandt en hel del andet lavede et privat indvandrerstop, det havde han ikke følt, at han kunne stille noget op overfor.....men nu...

Henning Juul rejste sig langsomt og gik ned i kantinen for at hente en kande kaffe.

Han fik tre oplysninger mere den dag. To fra teknisk afdeling og én fra tolken.

Teknisk afdeling meddelte som punkt et, at kuglen fra Mostapha Tierfans køkkenskuffe ikke kunne være affyret med samme våben, som blev brugt mod Svend Kragelund. Og, som punkt to, at den endelige rapport ville ligge på hans bord i løbet af onsdagen.

Tolken undrede sig over, hvorfor det var så vigtigt at få oversat nogle læserbreve om nye redskaber på legepladsen ud for Gudrunsvej 35 i Gellerup-parken.

Tirsdag, den 30. oktober, kl. 19.05

Telefonen gav lyd fra sig. Henning Juul havde lige sat sig ved det lille bord i køkkenet med to spejlæg, et stykke rugbrød og et glas letmælk. Lyden fra fjernsynet inde i stuen var skruet så højt op, at han kunne følge med i nyhederne ude fra køkkenet. Han rejste sig irriteret, traskede ind og skruede ned for TVet og løftede røret.

- Ja?

- Goddag, det er Michael Back fra avisen. Er det Henning Juul?

Henning Juul bekræftede afmålt.

- Jeg ringer for en gangs skyld ikke for at spørge om noget, men for at fortælle noget....som en god samfundsborger.

Henning Juul rynkede brynene.

- Og hvad kan det så være, hr. Back? Henning Juuls spørgsmål lød en anelse mere sarkastisk, end han egentlig brød sig om at være, men instinktivt nærede han en dyb modvilje mod at få noget fortalt af en journalist. Og når denne journalist så oven i købet kaldte sig selv en god samfundsborger efter den smøre, han have haft i dagens avis, så måtte der være noget galt.

Der blev da også en lille pause i den anden ende af linien.

- Noget, som måske vil overraske jer, nu da I har droppet ågerteorien.

- Åger-teorien?, spurgte Henning Juul med påtaget overraskelse i stemmen.

- Ja, jeg ved godt, at I har fået nogle tip om, at Svend Kragelund skulle være pengeudlåner ved siden af. Jeg har fået de samme....

- Og hvad får Dem så til at tro, at vi har forkastet den teori...hvis vi altså nogensinde har haft den...?

- Juul, skal vi ikke bare sige, at du har dine kilder, og jeg har mine. Vil du høre, hvad jeg har fundet?

- Jeg lytter.....

- Ser du, jeg var inde på Tirsdagspostens EDB-system i går - det er i realiteten det samme som vores på avisen - og jeg fandt noget ret interessant i Svend Kragelunds arkiv.

- Hvad fandt De så der?

- Jeg fandt en liste.....med nogle navne og nogle beløb.....tror jeg. Den er i en eller anden form for kode. Men hvis du eventuelt ville kigge herned på avisen, så kunne vi måske se på den sammen.

Henning Juul svarede ikke med det samme. Igen var modviljen der - modviljen mod at lade en journalist styre hans arbejde. Han bekæmpede den.

- Ja, hvad tid kan det passe Dem?

- I morgen tidlig, for eksempel.....Klokken halv ni? Og nu jeg har dig - er der noget nyt i sagen. Nogen anholdte?

Hvor meget ved han?, tænkte Juul.

- Nej, sagde han. Der er ikke sket noget....

[Forfatterens anmærkning: Nutidens læsere bedes huske, at teksten er skrevet i begyndelsen af 90'erne...]

Onsdag, den 31. oktober, kl. 8.30

Henning Juul og Jan Toft indfandt sig på avisen på det aftalte tidspunkt. Byens dagblad havde til huse lige i centrum i en stor gammel rødstensbygning. Fra facaden, som vendte ud mod byens store torv, så huset på en eller anden måde betydningsfuldt ud - bygget i en tid, da avisen var en politisk magtfaktor.

Den tid var for længst forbi - rollen som meningsdanner var overtaget af TV, og i dag var der ingen politiker med respekt for sig selv, der gad reagere på, hvad aviserne skrev. Kunne de derimod komme i fjernsynet, stillede sagen sig naturligvis ganske anderledes....

Michael Back havde kontor på første sal. Han havde stillet en ekstra kop frem ved siden af termokanden, men da han så, de var to, rejste han sig for at hente én mere.

Juul og Toft så sig om i kontoret. Der var to skriveborde. Det ene så meget tomt ud - til gengæld flød det andet nærmest over med papirer, chateques og bøger. To opslagstavler truede med at falde ned under tyngden af alskens billeder, diplomer, postkort og noget, der lignede officielle meddelelser fra chefen.

- Ja, det er egentlig et tomandskontor. Michael Back kom tilbage med en kop mere.

- Men jeg har det for mig selv lige for tiden. Økonomien er ikke til, at alle stillinger bliver genbesat, når de bliver ledige....men det kender I vist, ikke?

Henning Juul nikkede, men kommenterede i øvrigt ikke, hvad Back havde sagt. Det var en kendt sag, at politiet manglede mandskab, men det var ikke noget, man råbte højt om. Det skulle jo nødig komme til at se ud, som om man ikke kunne klare opgaverne, som om forbryderne havde frit spil.

- Hvad var det, De ville vise os, hr. Back?, sagde han forretningsmæssigt.

Michael Back satte sig ned og vendte sig om mod computeren. Han trykkede hjemmevant på tasterne, og efter få øjeblikke kom en eller anden form for liste frem på skærmen.

- Normalt fungerer det jo sådan, at når en medarbejder forlader huset, så bliver hans adgang til EDB-systemet omgående låst, og alt, hvad han har liggende i systemet, bliver slettet. Det er for at forhindre misbrug eller hævnaktioner fra folk, som ikke er ansat mere, forklarede Back. Han var udmærket klar over, at gennemsnitspolitimandens kendskab til EDB indskrænkede sig til nogle få søgemuligheder i Kriminal- og folkeregisteret og et par stykker mere.

- Svend Kragelunds arkiver er også blevet slettet, sådan som reglerne foreskriver, men det ser ud til, at Kragelund på egen hånd har oprettet et arkiv, som den EDB-ansvarlige her på bladet ikke har kendt til....

- Hvordan kan det så gå til, at De har fundet det?, spurgte Jan Toft.

- Lad os bare sige, at jeg interesserer mig lidt for den slags og derfor kan lidt mere med knapperne end så mange andre, sagde Back.

- Prøv at se her.

På skærmen var der en eller anden slags liste med fire kolonner. Første række var tal - runde tal mellem 100 og 5000, så vidt Henning Juul lige kunne overse. I anden kolonne stod der navne, udelukkende fornavne, mens tredie og fjerde spalte igen indeholdt hver sin række tal.

- Hvad får I ud af det?, spurgte Michael Back uden at vende sig om mod de andre.

- Svært lige umiddelbart at sige, svarede Henning Juul undvigende. Faktisk sagde listen ham ikke noget som helst.

- Nu har jeg jo haft tid til at tygge lidt på den, sagde Back imødekommende. Jeg tror, det er en liste over, hvem Svend Kragelund har lånt penge, hvor de bor, og hvor meget de skylder ham.

- Prøv at starte bagfra, fortsatte han. Det er garanteret postnumre - de er alle firecifrede, og hvis I lægger mærke til det, så går vores postnummer her i byen igen mange gange.

- Spring så tredie kolonne over. Anden kolonne er jo helt tydeligt fornavne, og første kolonne kunne udmærket være beløb.

- Så er det fandeme en lille udlånsvirksomhed, den mand har haft, røg det ud af Toft, langt de fleste beløb er jo under 500 kroner....

- Det ser sådan ud, sagde Michael Back, men har I ikke hørt, hvordan det fungerer?

Ganske i overensstemmelse med sandheden rystede de to kriminalfolk på hovedet.

- Næe, ikke sådan.....

Der var en anelse triumf i journalistens stemme.

- Det fungerer på den måde, at man låner et beløb, og så betaler man 10 procent af beløbet om måneden. Sagen er bare, at det kun er renterne - selve lånebeløbet betaler man ikke af på, så gælden bliver aldrig mindre. Det oprindelige beløb skal falde i sin fulde størrelse, før man er fri igen. Til gengæld kan man vente så længe, man vil, med at betale det tilbage....så længe de månedlige beløb kommer ind.

- Jeg tror, tallene i den første kolonne er rentebeløbene...., sagde Back med eftertryk.

Henning Juul tænkte sig lidt om.

- Lad os antage, at det, De siger, passer, så skulle ham der - han pegede på skærmen - som der står 500 ud for, altså have lånt 5000 kroner. De 500 skal han betale hver måned, indtil han kan betale 5000 tilbage igen på én gang. Hvor har De den historie fra?

Michael Back vendte sig langsomt om.

- Jeg mener, at vi blev enige om, at I har jeres kilder, og jeg har mine....?

Juul svarede ikke.

- Hvor lang er den liste - er det her det hele?

Michael Back sagde ikke noget, men trykkede på en tast. Teksten rullede op over skærmen og afslørede endnu en række tal og navne.

- Der er næsten tre skærmsider. Det ville være 72 linier. Jeg har talt dem - der er 68 navne. Jeg har også regnet lidt...hvis teorien holder, så er det bestemt ikke nogen lille udlånsvirksomhed. Back kastede et skævt blik på Jan Toft.

- Den har faktisk givet Svend Kragelund en ekstraindtægt på 39.000 kroner om måneden eller næsten en halv million om året. Og mon ikke de var skattefri?

Henning Juul kiggede på listen, der stod og flimrede på skærmen.

- Hvis nu vi stadig siger, at Deres teori passer, hvad mener De så om tallene i den tredie kolonne?

Michael Back havde svar på rede hånd.

- Jeg tror, det er adressen i en eller anden form for kode - det ville passe. Lånebeløb, navn, gade og postnummer.

Henning Juul ville nødig lyde alt for interesseret i det, journalisten fortalte.

- Hvorfor kommer De til os med det lige nu?, spurgte han i stedet for.

- Skal vi ikke bare sige, at jeg ikke syntes, jeg kunne forsvare at holde min viden for mig selv.

Juul var ved at blive grundig træt af Backs »skal vi ikke bare sige....«, og desuden var han stadig sikker på, at der stak noget mere under end blot samfundssind. Men han beherskede sig.

- Jeg vil gerne bede om en kopi af den liste, sagde Henning Juul.

Michael Back tøvede en anelse.

- Det har jeg desværre ikke, og...øh....

- Det skulle vel ikke være så svært at lave én. Jeg har faktisk allerede fået kopier af artikler fra avisens EDB-system, så jeg ved, det kan lade sig gøre.

- Det kan det også, men jeg vil gerne have noget til gengæld....

Aha, tænkte Juul, nu kommer det.

- Og hvad i alverden skulle det så være, svarede han arrigt. Juul var irriteret. Han var nødt til at indrømme for sig selv, at journalisten havde fat i et eller andet - det var i sig selv slemt, men hvis han nu også ville til at handle....

- Jeg er ret sikker på, at nøglen til det her ligger hjemme hos Kragelund. Jeg har været der et par gange, men hans kone vil ikke lukke mig ind...

- Hvis I får en kopi af det her, skal jeg med, næste gang I tager ud til fru Kragelund.

Henning Juul forsøgte at skrue op for en barskere stemmeføring.

- Hr. Back, De kan ikke stille den slags krav, når det drejer sig om at udlevere bevismateriale. Det kan jeg ikke gå med til. Vi må forlange at få den kopi.

Han var i syv sind. Alene tanken om at skulle handle med journalisten var ham så inderligt imod, men på den anden side kunne han godt tænke sig at vide, hvad det var, Back forventede at finde hjemme hos Kragelund.

- Hør her, Juul, jeg lugter en god historie - I kan komme videre i efterforskningen, alle får noget ud af det.

- Jeg vil vædde på, at I har fundet en computer hjemme hos Kragelund....Back ventede ikke på svar....Ovre på hans kontor på Tirsdagsposten står et modem - sådan et, man bruger til at sende og modtage data med. Han har med garanti kunnet sidde på sit arbejde og sende informationer til og fra sin egen computer derhjemme. For at ingen skulle kunne knække hans koder, har han haft dem i to forskellige maskiner.

Henning Juul stod fast.

- Jeg handler ikke, hr. Back. Vil De være så venlig at lave en kopi af den liste til os nu.

Michael Back smilede et underfundigt lille smil.

- Jeg har gjort mig den ulejlighed at rådføre mig med bladets advokat. Hun siger, at der ikke findes nogen retspraksis på området, men hun vil mene, at adgangen til et EDB-system er beskyttet på samme måde som adgangen til en mands skrivebordsskuffer. Det betyder, at I skal have en kendelse for at komme ind i det her system, og inden I får den, så kan sådan en liste som den her meget let forsvinde i elektronikkens kringelkroge.

Han vendte sig tilbage mod skærmen.

- Et enkelt tryk på en forkert knap - han trykkede på én - og det hele er væk....

I det samme forsvandt teksten fra skærmen.

- For satan..... Jan Toft blev ildrød i hovedet.

- Bare rolig, den er der endnu - et eller andet sted.... Men i den tid, der går, inden I får en kendelse og finder en person, der kender det her system godt nok til at finde den igen...i den tid kan nogen så let som ingenting komme til ved et uheld at slette den for alvor....

Henning Juul kunne sin retsplejelov. Selvfølgelig behøvede de ikke at vente på en kendelse, hvis ventetiden betød, at muligheden for at få bevismaterialet blev »forspildt« - på den anden side, hvordan skulle han og Toft kunne betjene computeren, så den spyttede den kopi ud, hvis ikke journalisten ville hjælpe dem?

Da de kom ud på gaden igen, sagde Jan Toft:
- Jeg fatter ikke, at du lovede ham, at han kunne komme med...

Henning Juul sukkede. Ingen var rigtig begyndt at tale om det endnu, det, som Juul med et selvopfundet udtryk kaldte »elektronisk kriminalitet«, men sandheden var, at politiet var magtesløst. Hvad der foregik i computere og ikke mindst mellem computere ad elektroniske motorveje med ufattelige hastigheder, var der simpelthen ingen myndigheder, der havde overblik over.

Det var et tilfælde, når ungdommelige »hackere« med lange mellemrum blev afsløret. Og så var det oven i købet så godt som aldrig politiet, der gjorde det - men derimod private firmaer, der havde specialiseret sig i EDB-sikkerhed. Og selv om man så kunne afsløre alle »hackere« - så var der stadig den »lovlige« anvendelse af computer-teknikken tilbage. Henning Juul havde intet at bygge sin formodning på, men han var overbevist om, at der foregik ting og sager i den verden, som bestemt ikke tålte dagens lys.

Onsdag, den 31. oktober, kl. 10.15

Juul var i syv sind, da Bent Kragelund trådte ind på hans kontor. Skulle han konfrontere sønnen direkte med sin mistanken om hans fars lyssky forretninger? Eller skulle han foreløbig tie stille?

Han valgte det sidste.

Bent Kragelund lignede en fremadstræbende forretningsmand midt i trediverne, syntes Juul, men han gjorde ikke noget for at opklare, om han havde ret.

Hvis han sørgede over tabet af sin far, viste han det i hvert fald ikke. Han forklarede nøgternt, at han havde været med hele familien til fest i Roskilde, hvor de boede, fredag aften og først havde hørt om mordet et stykke op af lørdagen, da hans mor havde ringet. Han var taget hjemmefra med det samme og havde indlogeret sig hos moderen lørdag aften. Da Juul havde været på besøg mandag, havde han været inde i byen for snakke med en bedemand.

- De har en søster, kan jeg forstå?, spurgte Juul.

- Ja, hun bor i USA. Jeg har ringet til hende, og hun prøver at komme hjem til begravelsen ... det bliver nok lørdag, hvis De er ... hvis min far...

Han nåede ikke længere. Det er nok også lidt svært at sige »hvis De er færdig med min far«, tænkte Juul og nikkede.

- Ingen problemer i det, sagde han høfligt.

- Er der et telefonnummer, jeg kan træffe Dem på, hvis der skulle vise sig noget...?

Juul fik ikke færre end tre numre, inden Bent Kragelund gik for at nå sin færge. Hjemme, på arbejde og så mobiltelefonen.

Onsdag, den 31. oktober, kl. 10.45

Juul kopierede listen fra avisens computer, og han og Jan Toft satte sig til at granske den over en kop kaffe. Hvor ærgerligt, det end måtte være, så så det unægteligt ud til, at journalisten havde haft ret.

Hver af de 68 linier begyndte med et tal. Det mindste på listen var 100 og det største 6000 - hvis teorien holdt, kunne det altså betyde, at Svend Kragelund havde lånt beløb ud på mellem 1000 og 60.000 kroner. Anden kolonne i hver linie var et fornavn - og kun et fornavn. Juul havde hurtigt ladet blikket løbe ned over dem, men til sin ærgrelse kunne han konstatere, at ingen af dem passede på nogle de ni togpassagerer eller på togføreren.

Sidste række var alle firecifrede tal, som ganske rigtigt mest lignede postnumre. Juul havde sendt Jan Toft hen i sekretariatet for at låne en postnummer-fortegnelse, og den sad Toft med nu.

Den tredie kolonne på listen var stadig den, der ikke rigtig gav nogen mening. Tallene i den var alle to-delte med en bindestreg i midten. Både første og anden del af tallene var alt fra 1- til 3-cifrede.

- Du, Henning, se lige her, næsten råbte Toft pludselig.

- 7100 er postnummeret for Vejle, ikke? Og se så dér, linie 10 på side to...»2500 - Ole - 23-6 - 7100«. Og hvad havde Kragelund på sig? 25.000. Og hvor kom han fra? Vejle....

Henning Juul havde forstået, hvad den unge mand mente, men Toft fortsatte ufortrødent.

- Det passer sgu, hvad ham Back sagde. Og nu ved vi, at Kragelund havde været i Vejle for at indkassere et lån. De 2500 på listen er rentebeløbet. 25.000 er det, ham der Ole havde lånt....Hvis vi bare finder ud af, hvem Ole er...

Ja, hva' så?, tænkte Juul. Med mindre navnet også var i en eller anden form for kode, kunne »Ole« jo ikke så godt have skudt Kragelund, al den stund at der ikke var nogen Ole med toget. Desuden ville »Ole« vel have taget sine 25.000 kroner igen, hvis det havde været ham.

Jan Toft virkede nedslået, da Juul foreholdt ham disse små minuser ved teorien. Men han var ikke længe om at vende tilbage med en ny...

- En af dem i toget har været en slags lejemorder for en af dem på listen, foreslog han. Henning Juul nikkede og sukkede på en gang. Tanken om en lejemorder fandt han ikke særlig sandsynlig, men da der ikke umiddelbart var nogle argumenter imod den, måtte han indrømme, at det nok var en god idé at finde ud af, hvem Ole i Vejle var. Og i øvrigt også hvem alle de andre 67 på listen var...

- Gud ved, hvor mange Ole'r, der er i Vejle, sagde han halvhøjt, og tilføjede: Der er nok ingen vej uden om Kragelunds hjemmecomputer.

Det var absolut ikke noget, der huede kriminalkommissær Henning Juul - at skulle ringe til en journalist og invitere ham med på et besøg hos enken til en myrdet. Han spekulerede på, hvordan han skulle forklare Grethe Kragelund, at han kom slæbende med den mand, som havde fået hende helt ned i skidtet, men det var egentlig princippet, der var det værste. Pressen med i en efterforskning. Uhørt. Men det lokale politi rådede rent faktisk ikke over en computerekspert, og det dér med at tilkalde rejseholdet med al dets grej, det var næsten værre end en journalist....

I telefonen aftalte Juul med Michael Back, at han selv og Jan Toft skulle tage ud til fru Kragelund i forvejen og sætte hende ind i situationen.

Det viste sig at være en klog disposition. Det tog ti minutter for Henning Juul at overbevise Grethe Kragelund om, at Michael Back skulle have adgang til huset - og Back havde allerede stået på trappen i adskillige minutter, da fru Kragelund erklærede, at så blev det i hvert fald uden hende.

Med et blik, Juul ikke brød sig om at huske, strøg hun forbi ham og ud af huset efter at have hentet en dyrt udseende pels i garderobeskabet.

Inden døre kunne Juul konstatere, at Grethe Kragelund tilsyneladende var på vej til at genfinde sin sædvanlige form. Stuen var betydelig mere ryddelig, end sidst han var her, men det var som om, noget manglede - atmosfæren af sikkerhed og selvbevidsthed var borte. Juul mærkede det, selv uden at husets beboer var til stede.

Han spekulerede lidt på det juridisk holdbare i situationen. Men, hva' faen, fru Kragelund havde jo trods alt lukket dem ind og var gået vel vidende, at de befandt sig i huset. Det måtte være lige så godt som et samtykke.

Juul viste vej til Svend Kragelunds arbejdsværelse. De tre gule ringbind lå, hvor Juul selv havde efterladt dem to dage forinden. Intet tydede på, at Grethe Kragelund overhovedet havde sat sine ben i sin afdøde mands hjemmekontor. Computeren stod og brummede på samme måde som sidst, Juul havde været i værelset.

Michael Back satte sig ned foran den og trykkede på nogle knapper. Maskinen begyndte af hvæse endnu mere, og en masse uforståelige ord og tegn rullede hen over skærmen. Uforståelige i hvert fald for Juul og Toft, som følte sig totalt prisgivet manden i stolen.

Efter noget i retning af et minut holdt skærmen pause og viste tilsyneladende en række valgmuligheder. Juul nåede at læse ordene »Tekstbehandling«, »Database« og »Kommunikation«, inden Michael Back trykkede på en tast, og det hele forsvandt igen.

- Lad os nu se, mumlede Back - nærmest for sig selv. Han var tilsyneladende helt opslugt i det blålige lys fra computerskærmen. Nye tastetryk, nye ord, som i en stadig strøm rullede hen over skærmen. Totalt volapyk for den uindviede.

Mens han arbejdede, skrev han noget ned i sin notesbog.

- Er I med på, hvad det er, jeg gør?, spurgte Michael Back. De to andre rystede stumt på hovedet.

- OK - sådan en computer her er faktisk lidt ligesom et gammeldags hængemappeskab - man kan trække forskellige skuffer ud og kigge i forskellige mapper efter de enkelte stykker papir. Det er sådan set det, jeg er i gang med. Hvert enkelt skuffe og hvert enkelt dokument har et navn, og det er dem, jeg noterer her, så vi kan finde dem frem om lidt....

Pludselig gav han et lille fløjt fra sig.

- Hold da helt kæft, jeg tror, vi har det hele lige her...

- Hvaffor noget?, spurgte Jan Toft utålmodigt. Det var tydeligt, at han var ved at gå til af utålmodighed, mens Michael Back arbejdede ved tasterne

- Øjeblik, så kommer det...lad os lige kigge på det her først. Michael Back trykkede påny på en række taster, og pludselig kiggede de tre mænd på en liste meget lig den, Back havde fundet i avisens computer - et par hurtige tastetryk afslørede imidlertid, at den her var betydeligt længere end den, de kendte.

Michael Back kiggede sig om i Svend Kragelunds arbejdsværelse.

- Han har tilsyneladende ingen printer herhjemme. Enten har han sendt alt, hvad der skulle printes ud, ind på avisen og så gjort det derinde, eller også.....

- ....eller også har han ikke ønsket, at der skulle være papir i omløb, der kunne forbindes med hans virksomhed. Henning Juul fuldendte sætningen.

- Hvis altså vi stadig leger med på ågerideen...., skyndte han sig for en sikkerheds skyld at tilføje.

Michael Back ignorerede Juuls forbehold.

- Lad os så kigge på det virkelig interessante, sagde han.

Skærmen skiftede igen og afslørede, hvad der igen så ud som en liste over valgmuligheder. Denne gang var der dog kun to: Øverst med et et-tal foran stod avisens navn og nedenunder med et to-tal foran, ordet »CompuBank«.

Henning Juul havde hørt om denne »CompuBank«. »Vi har altid åbent«, var dens slogan, og det havde tiltalt Henning Juul, for det var ærlig talt sjældent, at hans egen sparekasse havde åbent, når han havde tid til at besøge den. Hans interesse for »CompuBank« var dog kølnet igen, da annoncen proklamerede, at »det eneste, De behøver, er Deres personlige computer«.

Siden havde Henning Juul ikke skænket den en tanke.

- Vi er nu inde i Kragelunds kommunikationsprogram - altså det program, der styrer udvekslingen af data med andre computere. Jeg har et program helt magen til derhjemme, som jeg også bruger til at »snakke« med avisens computer med....hvis jeg f.eks. har skrevet en artikel på min egen derhjemme, eller hvis jeg gerne vil sidde hjemme og kigge på en artikel, jeg har skrevet inde på avisen.

Det var en helt ny verden, der var i færd med at åbne sig for Henning Juul. Han overhørte ganske, at Michael Back havde en lettere overbærende og belærende tone på. Og han tillod sig selv totalt at overse de juridiske problemer, der kunne ligge i at lade en fremmed, ikke-politimand bogstavelig talt tvinge sig vej ind i en afdøds computer. Det her er forhåbentlig tvangsstof på politiskolen i dag, tænkte han, men tvivlede samtidig på, at det vitterlig var det. Selv Jan Toft var påfaldende tavs under Michael Backs gennemgang.

- Jeg vil tro, fortsatte Back, at når jeg trykker på to-tallet her, så ringer compu-teren selv til CompuBank, og hvis vi er heldige.....

Michael Back fuldendte ikke sætningen, men trykkede i stedet på to-tallet på tastaturet. Som om en usynlig hånd havde løftet røret på en usynlig telefon, lød en klartone fra computerens højttaler - hvorefter den usynlige hånd med sine fingre trykkede et telefonnummer. De tre mænd hørte det hele så tydeligt, som havde de selv siddet med røret for øret. Ringetone. En hyletone - og endnu én, så støj. Og pludselig tavshed.

- Hva' nu?, nåede Henning Juul lige at udbryde, inden skærmen skiftede til en indbydende rød farve, og ordene »Velkommen til CompuBank« dukkede op. »Skriv Deres navn« stod der så, og som om den usynlige hånd nu havde overtaget computerens tastatur, skrev den »Svend Kragelund«.

- Jeg tænkte det sgu nok, udbrød Michael Back. Kragelund har været så sikker på ikke at blive opdaget, at han lader programmet om at identificere sig overfor bankens computer. Så er han selv sluppet for at skulle huske sine kontonumre og sådan noget.

Til gengæld ved jeg nu, hvorfor de var så gode til at banke på døren til redaktørens kontor inde på Tirsdagsposten, tænkte Henning Juul - han havde sgu tvunget dem til det for ikke at få uønskede tilskuere til alt det her. Hvor naiv har jeg lov til at være....

- Det, der sker her, fortsatte Michael Back, er, at bankens computer beder om det, der hedder »passwords« - altså en form for koder, der udelukker, at man kan gå ind på andres konti....

»Skriv Deres kode«, beordrede skærmen, men der skete tilsyneladende intet.

- Et kodeord vises normalt ikke på skærmen, forklarede Michael Back, endnu inden Henning Juul kunne nå at spørge.

- På den måde sker der ikke noget, hvis nogen står og kigger med over skul-deren....

»Skriv Deres konto-nummer«, stod der på skærmen, og med stadig stigende undren så Henning Juul og Jan Toft til, mens computeren - stadig tilsyneladende helt af sig selv - skrev »0208-671-01-28370«. Så en ny skærm: »Velkommen! De er nu i forbindelse med CompuBank - vælg ønsket funktion«.

Michael Back fløjtede sagte.

Jan Toft var stadig tavs.

Og Henning Juul spurgte sig selv, om computerverdenen kun var én lang række af valg - for nu var skærmen igen en liste med numre ud for en lang række muligheder. Michael Back kom ham i forkøbet, inden han selv kunne nå at overskue dem alle.

- Mon ikke punkt 3 kunne være interessant?

Henning Juul kiggede på nummer 3. »Saldo-oplysninger«, stod der, og endnu inden, han havde svaret, trykkede Michael Back på tre-tallet.

»Vent venligst et øjeblik...«, skrev skærmen.

Øjeblikket var kort. Det, skærmen derefter viste, fik de tre mænd foran den til at udbryde henholdsvis »Det var satans«, »Føj for helvede« og »Whauw«...

Onsdag, den 31. oktober, kl. 15.00

Rapporten fra teknisk afdeling og obduktionsrapporten lå og ventede, da de kom tilbage, men det tog ikke mange øjeblikke at konstatere, at ingen af dem indeholdt noget, som ikke i realiteten var kendt i forvejen.

Nok en gang var der møde på Henning Juuls kontor. Juul kiggede på sine notater. Han var i gang med at fortælle om sine egne og Jan Tofts opdagelser.

- Tre millioner tohundredenioghalvfemstusinde firehundredeogtreogtredive kroner, for at være helt nøjagtig, sagde han til de fire andre på kontoret.

- Svend Kragelunds konto i CompuBank er fuldstændig papirløs. Alt har han klaret ved hjælp af computeren - enten den hjemme eller den på hans kontor. Man kan selvfølgelig få kontoudskrifter og lignende ved at hente oplysningerne hjem på skærmen og så skrive dem ud på sin egen printer, men Kragelund har altså valgt helt at undgå papirer på sin lille formue.

- Smart nok, mumlede Hans Grønlund.

Michael Back havde haft ret. Svend Kragelunds computer havde rummet alle nøglerne til hans udlånsvirksomhed. Selv tredie kolonne i de famøse lister var det lykkedes Back at finde en forklaring på.

- Hver gang, Kragelund fik en ny kunde, gav han gaden, hvor kunden boede, et helt tilfældigt nummer, for eksempel 50, forklarede Juul de andre.
Nummeret skrev han ind i en database i sin computer sammen med gadenavnet, sådan at han altid ved hjælp af nummeret kunne finde navnet igen. Hvis han altså bad computeren om navnet på for eksempel »50« og samtidig skrev et postnummer, ja så dukkede navnet på »gade 50« i den pågældende by op på skærmen. Tallet efter bindestregen i gadekoden er simpelthen husnummeret. Koden er naturligvis total umulig at bryde, hvis man ikke har Kragelunds computer, eftersom der ikke var noget system i, hvilke numre han gav hvilke gader.

- Vi spurgte computeren efter »gade 23« i 7100 Vejle. Jan fandt jo et beløb på listen, som kunne passe med de 25.000, som Kragelund havde på sig...

- Den gade i Vejle, som Kragelund har givet nummeret 23 er Østergade, og i nummer 6 bor der ganske rigtigt en Ole - han hedder Berggren til efternavn.

- Noget tyder på, at Kragelund har sikret sig på flere måder mod at blive opdaget. Det fremgår af kontoudtogene fra CompuBank, at alle indbetalingerne kom fra en girokonto. De, der har skyldt ham penge, har sikkert indbetalt de månedlige beløb på den girokonto, som så med jævne mellemrum er blevet tømt over i CompuBank-kontoen.

- De udbetalinger, vi kan se på kontoen, er alle foretaget i kontanter gennem andre banker - altså igen uden, at der er noget papir som for eksempel checks på dem.

- Vi har ikke fundet spor efter en girokonto i Kragelunds papirer, så mit gæt er, at den står i en stråmands navn, eller måske er den oprettet til en forening eller et firma, som slet ikke eksisterer.

- Men det får vi nok svar på inden så forfærdelig længe. Jeg har bedt kollegerne i Vejle køre ud og snakke med denne Ole Berggren....han burde kunne huske, hvilket kontonummer han indbetalte til.

Henning Juul holdt en stak papirer op. Han havde været med Michael Back inde på avisen efter besøget hos Kragelund. Back havde ved hjælp af Kragelunds computer sendt de lister, de havde fundet, ind i avisens EDB-system, og derfra havde de skrevet dem ud.

- Listen her er forskellig fra den, vi fandt først. Den indeholder 126 navne og adresser. Jeg gætter på, at de allesammen er nogle, der har betalt deres gæld, mens den første indeholder dem, der så at sige er aktuelle lige nu.

- Det ser ud, som om Kragelund har kørt sin lille forretning i rigtig mange år. Michael Back siger, at han kunne se i computeren, at listen her er påbegyndt for godt seks år siden. Det er noget med, at computeren selv føjer dato til alt, hvad man foretager sig på den.

Der var en kort tavshed på kontoret. Alle så spekulative ud. Ingen kiggede på hinanden. Jan Toft udtrykte, hvad de allesammen tænkte.

- Det er jo meget godt - men hvis du ikke tror på lejemorderidéen, hvad fanden har det så med det tog at gøre? Vi har to lister med i alt et par hundrede navne, men ingen af dem var jo altså med toget, vel?

- Der er kun én vej, sagde Juul. Vi må nok engang tilbage til de ti fra toget for at finde en forbindelse til dem på listen. Denne gang tager jeg selv dem, der bor her omkring. Jan, du og Niels tager en flyver til København og snakker med Åstrup og sekretæren. I andre kan passende læse hinandens afhøringsrapporter.

På vejen ud vendte Peter Nielsen sig om.

- I havde ham journalisten med ude hos Kragelund - kommer alt det her nu i avisen?

Henning Juul slog ud med armene.

- Noget af det, sagde han bare.

For anden gang i sin karriere havde han lavet en handel med en journalist. Michael Back havde lovet ikke at skrive, hvor han havde sine oplysninger fra, mod at Juul havde lovet at holde ham løbende underrettet om, hvad der skete i sagen.

Torsdag, den 1. november, kl. 09.00

»Public Relations and Event-making« stod der på døren på 2. sal i det nybyggede glas-palads i Frederiks Allé.

Det tegner godt, tænkte Juul og rystede på hovedet for sig selv. Jeg er på vej ud for at afhøre en flok mennesker fra et tog, og det første jeg møder, forstår jeg ikke...

»Event-making«?

- Ja, jeg tror for eksempel, jeg kunne arrangere dit næste pressemøde noget mere elegant end det, jeg så i fjernsynet i lørdags...

Kvinden overfor ham var selv elegant. Karrierekvinde, ville reklamerne og ugebladene sikkert kalde hende, og rummet, hun sad i, var elegant. Hi-Tech, havde Juul engang hørt nogen kalde noget, der lignede det her. Meget-lidt-hyggeligt, ville han selv kalde det.

Anne Heldgaard kunne åbenbart klart se på Juul, at han ikke helt forstod det dér med pressemødet.

- »Event-making« er at skabe rammerne for en begivenhed, så den fremstår som noget helt specielt. Det ville for eksempel have været flot at holde det pressemøde i en togvogn, ikke? ... med piger i meget små DSB-uniformer, der serverede drinks og et lille orkester, der spillede Jernbane-Damp Galoppen som indledning...

Juul var helt og holdent i vildrede med, om damen var skingrende skør og mente, hvad hun sagde, eller om hun tog pis på ham. Heldigvis gav hun selv svaret.

- Nå, spøg til side. Jeg kan godt se, at emnet måske ikke lige egner sig til »event-making«, men det er altså sådan noget, vi laver...

- Hvis du alligevel skulle få brug for det engang, tilføjede hun med et bredt smil.

Hun rejste sig og gik over til et skinnende sort hjørneskab. Juul kunne ikke lade være med at bemærke, at der var meget langt fra de højhælede sko og op til underkanten af den korte, stramme nederdel, men han kunne ikke afgøre, om kvinden var solarie-dyrker eller havde mørke strømper på.

- En drink? Eller en sodavand?

Han rystede på hovedet. Han kunne godt se, at en drink ville passe bedre til omgivelserne end et krus med sort kaffe, men alligevel...

Anne Heldgaard skænkede sig selv en Perrier og plumpede et par isterninger ned i glasset fra den sorte isskål i skabet.

- Jeg går ud fra, vi skal snakke om ham der Kragelund, sagde hun, da hun satte sig igen.

Hendes kendskab til ham begrænsede sig til, at hun af og til så ham ved nogle af de »events«, hun arrangerede, fortalte hun. Hendes firma indrykkede også annoncer i Tirsdagsposten for forskellige kunder, men det havde hun ikke personligt noget at gøre med mere.

- ...og så kan jeg se i avisen her til morgen, at han var åger-karl. Hun grinte lidt. Juul selv havde ikke nået at se avisen, men Michael Back havde altså skrevet om deres fælles opdagelser. Bare han nu havde overholdt deres aftale...

- Hvis du vil vide, om jeg skyldte ham penge, er svaret nej ... og du må gerne spørge min revisor, som ordner både firmaets og mine private pengesager. Vi klarer os uden lyssky forretninger.

Hun åbnede en skuffe og tog nogle papirer frem.

- Her er vores sidste regnskab. Tag det med hjem. Navnet på revisoren står der et eller andet sted. I kan bare ringe til ham, hvis I vil vide noget om min privatøkonomi også. Jeg siger til ham, han bare skal svare.

Juul tog papirerne. Enten talte hun sandt, eller også var hun forbandet godt forberedt og en forbandet god skuespiller.

- De sagde ifølge min kollega, som De snakkede med den aften, at De syntes, Morten Åstrup skulle have været skudt i stedet for ... hvad mente De med det?

Hun sad lidt og kiggede på ham.

- Det kan godt være, at du tror, jeg bare er en dum kælling, som laver en masse overfladisk pop ... og det er da også i orden ... men jeg har altså også en lille smule mellem ørerne. Nok til, at jeg kan se, hvad der skjuler sig bag den pæne parlamentariske facade på hans parti.... De vil jo udrydde alle, der ikke tænker som dem selv.

- Men De ville altså godt selv gå med til at skyde nogen...

Det var som om, gassen gik lidt af ballonen på den anden side af glasskrivebordet.

Hun sukkede.

- Jeg ved det godt ... men hva' faen skal man stille op. Hvis man virkelig skal bekæmpe den skide højrefløj, skulle man jo bruge deres egne metoder ... censur, vold ... eller hva'? Skal man tie dem ihjel?

Juul svarede ikke. Det var der flere grunde til. Én af dem var, at han ikke ville diskutere politik, især ikke når han var på arbejde.

- Nej, jeg kunne nok ikke skyde nogen ... , fortsatte PR-pigen uopfordret. Heller ikke Morten Åstrup.

Juul havde lagt en slagplan for dagen. Hans næste aftale var i Risskov klokken halv 11, så han sagde pænt farvel og tak.

- Husk det med pressemødet... sagde hun med et stort smil, da han var på vej ud af kontoret.

Besøget i Risskov blev relativt kort. Grønlund havde betegnet Arne og Else Frederiksen som »nydelige ældre mennesker«, og det var egentlig en meget præcis omend lidt banal karakteristik, konkluderede Juul.

De passede hus og hund, mens sønnen, svigerdatteren og børnebørnene var på en forsinket efterårsferie på Gran Canaria.

Ib, altså deres søn, kunne ikke få fri fra sit arbejde i skolernes efterårsferie, så derfor havde de måttet tage børnene ud af skolen en uge nu i stedet, forklarede Else Frederiksen, mens hun skænkede en efter Juuls mening usædvanlig velduftende kop kaffe og bød småkagerne rundt.

Arne Frederiksen benyttede lejligheden til at sige, at han syntes det var noget pjat, at børnene sådan kunne få fri i tide og utide.

- Du er bare misundelig, sagde hans kone og gav ham et kys på panden, inden hun satte kaffekanden ud i køkkenet igen.

De ville i øvrigt gerne sige tak for den pæne behandling, de havde fået på politistationen den aften. Han var da sådan en nydelig ung mand, ham betjenten, som havde snakket med dem. Høflig og korrekt, var han. Og så en taxa på statens regning, det var næsten for meget...

De unge, som Arne Frederiksen kaldte dem, var allerede rejst tidligere den fredag eftermiddag, så det havde såmænd ikke gjort noget, at de selv var kommet så sent.

Familien Frederiksen havde boet i Odense hele livet, og det var først for en måneds tid siden, at Ib og Lene, altså sønnen og svigerdatteren, var flyttet her til Risskov. Det var også derfor, Ib ikke kunne få fri ... der havde været så meget i forbindelse med, at han havde skiftet afdeling i firmaet.

Faktisk var det første gang, de selv var her, fortalte Arne Frederiksen, som kaldte sig selv pensioneret grosserer.

Og i forgårs var altså første gang, de nogensinde havde set Tirsdagsposten, og de ville da også have smidt den væk med det samme, hvis ikke lige det var, fordi de vidste, at ham, der var blevet myrdet, kom derfra.

Fra Risskov var der ikke langt til Egå. Karen Nielsen var alene hjemme, da Juul kom. Hun var lille, mørk og buttet og kunne ikke fortælle meget andet, end at hun havde sovet det meste af turen fra Fredericia. Hun var kommet hele vejen fra Athen i ét stræk, så hun var rimelig træt, som hun udtrykte det. Hun var blevet færdig med gymnasiet i sommer og vidste ikke, hvad hun skulle tage sig til. Derfor ville hun i første omgang tage sig en interrail-tur og havde med vilje ventet med at tage af sted, til alle de andre var kommet hjem. Togene sydpå var overfyldte i juli og august, havde hun hørt.

Tirsdagsposten fik de da godt nok en gang om ugen, men hun havde aldrig læst andet end annoncerne i den, og hun anede ikke, hvem redaktøren var.

Juul købte sig to ristede pølser og et brød i pølsevognen på havnen nedenfor Nørreport. Han havde en stærk fornemmelse af, at dagen ikke ville bringe sagen afgørende videre.

Der var ikke noget dørskilt, ingen ringeklokke og heller ikke noget håndtag i døren, da Juul nåede op på tredie sal på den adresse i Norsgade, som murer Anders Mortensen havde opgivet til Peter Nielsen sidste fredag. Juul spekulerede på, hvornår der sidst havde været nogen fra brandmyndighederne for at se på opgangen her. Det flød med aviser, brædder, tre-hjulede cykler, Rockwool, malerbøtter og ølkasser hele vejen op ad trappen, og Juul havde kun med nød og næppe undgået at tage hele gelænderet med sig, da han nær var snublet over en køn, langhåret dukke på afsatsen mellem første og anden.

Døren gik op af sig selv, da Juul bankede på.

- Hallo, råbte han begavet, mens han langsomt åbnede den helt og trådte ind i lejligheden.

Der var ikke nogen umiddelbar ændring at spore i omgivelserne fra opgang til bolig. I sit lange liv som politimand havde Juul selvfølgelig set den slags ikke helt få gange før, men det undrede ham hver gang, at nogen kunne leve sådan. Og der blev flere og flere af dem...

Der lød et rabalder inde fra, hvad Juul gættede på var stuen, og en grødet stemme opfordrede ham til at komme indenfor.

Anders Mortensen var fuld eller skæv ... eller begge dele. I et forsøg på at rejse sig fra en madras på gulvet havde han væltet størstedelen af det batteri af tomme flasker, der stod på en ølkasse ved siden af hans leje.

Juul opgav på forhånd. I de fire minutter han var der, lykkedes det ikke hans vært at komme på benene, og den halvnøgne kvinde, der stadig lå på madrassen og sandsynligvis hed Ulla Jensen, vågnede end ikke, da Mortensen for tredie gang sparkede til flaskerne i endnu et mislykket forsøg på at komme på fode.

De to er ikke i stand til at ramme en redaktør på halvanden meters afstand, tænkte Juul, mens han kæmpede sig vej ned ad trappen igen.

Fredag, den 2. november, kl. 7.50

Der lå en telefax fra Vejle, da Juul mødte på sit kontor. Efter de sædvanlige indledende manøvrer såsom henvisninger til sags- og journalnumre, datoer og involverede personer stod der:

»Det pågældende vidne er en mand, født 1953, tidligere straffet efter straffelovens para. 244 og para. 276 samt færdselslovens para. 53.

Vold, tyveri og spritkørsel. Ikke særlig originalt, tænkte Juul, da han læste faxen.

Vidnet oplyser, at han 30. januar i år lånte kr. 25.000 af en mand, han ikke kendte i forvejen. Han nægter at oplyse, til hvilket formål han lånte pengene. Han har derefter hver måned - også den 31. januar - indbetalt kr. 2500 kroner på en nærmere angivet girokonto, indtil han afvigte fredag tilbagebetalte det fulde beløb, kr. 25.000, personligt til den samme mand, som udbetalte ham beløbet. Denne oplyste ikke sit navn til vidnet.

Vidnet oplyser endvidere, at han ikke husker, hvordan han kom i forbindelse med den pågældende pengeudlåner.

Ovennævnte girokonto har nr. 3 45 88 81 og tilhører ifølge Post- og Telegrafvæsnet en forening ved navn T-klubben med en postboksadresse i Århus. Underskriftsberettiget på kontoen er en Niels Hansen, om hvem det ikke har været muligt at skaffe oplysninger.«

Underskrevet Carl Olesen, k.a.

Samme Carl Olesen afsluttede sine skriverier med en personlig vurdering, som gik ud på, at han mente, at Ole Berggren talte sandt.

Henning Juul havde til en afveksling været tilfreds med en udenbys kollegas værk. Dels var telefax'en affærdiget på nogenlunde forståeligt dansk, dels indeholdt den alle de oplysninger, han havde bedt om - og lidt til. Han havde pålagt sig selv at huske denne kriminalassistent Carl Olesen til en anden gang, det blev aktuelt at få noget ud af Vejle-kollegerne.

Der var igen møde på det lille kontor. I tyve minutter havde Jan Toft og Niels Berg aflagt rapport om deres tur til hovedstaden og deres besøg i det høje ting.

Det var mest Toft, der førte ordet, og han lagde ikke fingrene imellem, da han nærmede sig slutningen.

- De kæfter op om moral og om, at de arbejdsløse selv er skyld i det ... brugerbetaling, og hvad ved jeg, og samtidig render de rundt og boller andre mænds koner....

Juul kunne ikke umiddelbart se sammenhængen mellem brugerbetaling og udenomsægteskabelige forhold, men han nænnede næsten ikke at standse Toft.

- De var der begge to, og de gik så vidt som til nærmest direkte at sige, at de havde været godt i gang med hinanden indtil flere gange i toget mellem færgen og her....

- Er det sådan nogle, der styrer landet...?

Juul undlod at svare. Han kunne godt huske, da hans egne illusioner begyndte at briste.

Hans Grønlund var åbenbart mere indstillet på at tage diskussionen op.

- Hva' faen, de har vel lov at være mennesker lige som os andre...?

- Så I to ... lad os holde os til sagen her.

Toft og Berg havde heller ikke kunnet bibringe efterforskningen noget ... Selv kunne han stadig ikke se nogen sammenhæng mellem bare ét af navnene på de to lister, de havde fået ud af Kragelunds EDB-maskine, og så de ti passagerer i toget.

Henning Juul kom i tanker om noget.

- Jan, du sagde et eller andet om »Det lukkede rum« den aften, nede på Banegården. Hvad var det?

- Nåe ja, jeg glemte, at du ikke læser kriminalromaner... Det er en roman af det dér svenske makkerpar Sjöwall og Wahlöö ... den handler om en mand, som bliver fundet død, skudt, i et værelse, som er hermetisk lukket. Både vinduer og døre. Ingen skudhuller i vinduet, kun i manden. Og der er ikke noget våben i værelset.

- Så vidt jeg husker, er pointen, at manden er blevet skudt udefra .... gennem vinduet, som altså var åbent, men at han har haft fat i haspen, så den er faldet på plads, da han drattede bagover...

- Det kan bare ikke rigtig bruges til noget her, hva'?

Henning Juul svarede ikke. Svend Kragelund kunne vitterligt ikke være blevet skudt udefra - det udelukkede projektilets vinkel, fremgik det af rapporten fra teknisk afdeling. En eller anden i toget havde skudt.....

- Ka' der have været en 11. mand...?, spurgte han nærmest for sig selv.

Der blev en pause i det lille rum.

- Det var der jo egentlig... Niels Berg talte langsomt, som om noget var ved at dæmre for ham.

- Lokomotivføreren, for fanden!, næsten råbte han.

De andre kiggede forbløffet på ham, men inden nogen fik samlet sig sammen til at sige noget, hev Jan Toft sin lommebog op af lommen.

- Nej, sagde han bare.

- Hva' mener du med nej, spurgte Berg.

Jan Toft kiggede i sin lille bog.

- Det pågældende tog, som i DSB-sprog hedder Re 3165, blev trukket af et lokomotiv af typen MZ, nr. 1411 i øvrigt, og der er ingen...absolut ingen mulighed for at lokomotivføreren kan komme ned i vognene bagved under kørslen.

- For det første...

Det var helt klart, at Jan Toft var i gang med en større udredning, og de andre lod ham fortsætte.

- ...er der ingen forbindelse bortset fra koblingen. Han skulle i givet fald kravle uden på vognene.

- For det andet, selv om han så skulle forsøge det, så kan dørene i den type vogne, som var med toget, ikke åbnes, mens toget er i fart....faktisk....

Jan Toft konsulterede sin lommebog.

- ....faktisk blokeres dørene, så snart toget kører mere end 15 kilometer i timen. Hvilket også udelukker, at nogen er hoppet af....

- Og for det tredie, så er lokomotivet forsynet med en såkaldt dødmandsanordning, som bremser toget, hvis ikke lokomotivføreren er til stede og hvert halve minut trykker på en knap eller træder på en pedal.

Henning Juul rynkede brynene.

- Hvor i alverden ved du alt det fra?

Jan Toft så ud til at nyde situationen. Han smilede bredt.

- Du tror da ikke, at jeg gik ledig hele sidste søndag, selv om du sagde, at der ikke skete noget før mandag...

- Vil det sige, Henning Juul lød bestemt ikke, som om han nød noget som helst, at du har tænkt på lokomotivføreren, som en mulighed uden at sige noget som helst til os andre?

Tofts smil blev en anelse smallere.

- Nå ja, jeg fandt jo altså ud af, at han netop ikke kunne være en mulighed.

- Og du syntes ikke, at han var værd at tage en lille snak med for at høre, om han havde bemærket noget usædvanligt på den tur? For du har vel ikke også lige afhørt ham?

- Næe, det har jeg ikke, men....

Henning Juul var gal. For en gangs skyld rigtig gal. Han var gal over, at Toft kunne gå det meste af en uge uden at sige noget, men han var mindst lige så gal på sig selv over, at han ikke selv kunne tænke så langt, som at der nødvendigvis også måtte være en lokomotivfører. Nu måtte det så gå ud over dem, der lige var i nærheden.

- Der er vel ikke nogen af jer andre, der lige har undersøgt noget i søndags, eller mandags, eller hvornår ved jeg - for så er tiden moden til at fortælle om det nu.

Ingen sagde noget.

- Hr. Jan Toft, du ved vel ikke også tilfældigvis, hvem den lokomotivfører var....?

Jan Toft så ikke op fra sin lommebog.

- Han hedder John Andersen, og han bor ude i Brabrand....

Fredag, den 2. november, kl. 11.30

En opringning til DSB havde opklaret, at lokomotivfører John Andersen boede på Søvej, at han først skulle møde på arbejde om aftenen, og at han havde telefon hjemme. En opringning til det nummer, DSB opgav som hans, opklarede, at han var hjemme.

Henning Juul var stadig sur, da han og Jan Toft kørte mod Brabrand. Tanken om at tage af sted til afhøringen af lokomotivføreren alene for at straffe Toft havde ikke ligget ham fjern, men han havde sat sin personlige irritation til side til fordel for politiarbejdet. Og når nu Toft åbenbart vidste så meget om tog....

Søvej 19C var sidste opgang i den forreste af fire gulstensblokke mellem jernbanen og søen. Hvordan kan en lokomotivfører holde ud at bo så tæt ved banen?, tænkte Juul, mens de gik op af trapperne til anden sal.

Klokken virkede åbenbart ikke, men de behøvede ikke at banke mere end en enkelt gang, før døren blev åbnet. John Andersen var en lille, tæt mand med kort, mørkt hår. Han havde en blå jogging-dragt på.

- Jae, jeg skal jo ikke på arbejde før i aften..., sagde han nærmest undskyldende og tilbød i samme åndedrag at hente et par pilsnere eller tre i køleskabet. Henning Juul holdt afværgende hænderne op.

- Nåe nej, I drikker vel ikke i tjenesten, sagde lokomotivføreren, uden at Henning Juul kunne afgøre, om det var ment som en vittighed. Men han lignede nu ikke én, der gik rundt og fyrede vittigheder af.

- Du ser vist for mange kriminalfilm - det er mest der, de siger sådan, sagde Jan Toft grinende. Han havde åbenbart ikke samme opfattelse af mandens humoristiske sans som Henning Juul.

- Vi andre kan da godt tage en lille en i ny og næ, men man bliver så hulens søvnig af øl midt på dagen. Men hvis du alligevel har en kop kaffe på kanden....

John Andersen rystede på hovedet.

- Nå, vi er jo heller ikke kommet for at drikke, sagde Jan Toft afværgende.

Han og Juul fulgte med ind i stuen. Der hang blå juleplatter over det lakerede egetræschartol i den ene ende af stuen, mens den anden ende var totalt domineret af et læderarrangement med tilhørende mørkt ege-kakkelbord, som så alt for stort ud i det lille rum, syntes Juul. På den brune reol stod et par procelænsfigurer og prøvede at se kongelige ud.

John Andersen satte sig i den overdimensionerede sofa, mens Henning Juul nærmest faldt ned i stolen overfor. Han forsøgte at rette sig op, men det lykkedes kun delvist - det var bestemt ikke en passende stilling for én, der ville lede en afhøring. Jan Toft havde åbenbart gennemskuet faren og blev stående.

- Jan, du kunne alt det der med numrene..., Henning Juul havde indset det umulige i sin egen siddestilling. Og hvis han selv holdt mund og lod Toft styre samtalen, så havde han også mulighed for at skjule den rest af irritation, han stadig følte over kollegaen. Og desuden havde fjolset jo åbenbart studeret tog i sin fritid....

Jan Toft rømmede sig.

- Du kørte regionaltog 3165 for nøjagtig en uge siden, er det ikke rigtigt?, spurgte Jan Toft.

- Jo, det har jeg da ikke glemt endnu..., svarede John Andersen, og da Jan Toft så lettere mystificeret ud, tilføjede han:

- .... det vrimlede jo med politi, da vi kom ind.

- Nåe ja....Kan du fortælle os om den tur?

John Andersen trak på skuldrene.

- Nå ja, der er jo ikke så meget at fortælle. Jeg kørte fra Nyborg og hertil, men jeg sidder jo helt alene på maskinen og ved ikke, hvad der foregår nede i toget.

Nå, så er vi der igen, tænkte Henning Juul og mindedes DSB-manden på Banegården sidste fredag - ham, de andre kaldte »den fungerende« - manden, der sagde »han« om et tog.

»Maskinen« er vel lokomotivet, og »toget« må så være vognene eller hva'? Henning Juul holdt sine spekulationer for sig selv.

- Hvor hurtigt kører sådan et tog?

- Nå ja, køreplanen er lagt til 140, men vi kan køre lidt hurtigere, hvis vi for eksempel er minus nogle minutter.

- Er minus nogle minutter...? Jan Toft lignede igen et spørgsmålstegn.

- Nå ja...altså forsinket....

- Man kan altså ikke springe af i farten....eller kravle fra vogn til vogn uden på toget....?

Henning Juul fik nok engang lejlighed til at spekulere på, om manden overfor prøvede på at være morsom, eller om han var blottet for humor. John Andersens svar var i og for sig vittigt nok, men der kom stadig ikke et smil over hans læber..

- Det er vist ikke kun mig, der ser for mange film...Nej, alt det med at kravle udenpå et tog, det kan kun James Bond og sådan nogle....

- Min kollega her, sagde Henning Juul og pegede på Jan Toft, fortæller mig, at dørene i toget bliver blokeret ved 15 kilometer i timen. Er det rigtigt?

- Nå ja, Det er jo ikke mit område, men det er det vist nok. De lavede jo automatisk dørlukning for nogle år siden, for at togpersonalet ikke skulle rende og lukke alle dørene på stationerne, og den samme mekanisme holder dem vist låst, når toget kører. Men som sagt, vi ved ikke på maskinen, hvad der sker i toget. Vi kigger jo ikke engang ud af vinduet for at få afgang mere - det får vi på brummerledningen.

- Brummerledningen? Nu var det Henning Juuls tur til at ligne et spørgsmåls-tegn. Tal dansk, tænkte han.

- Nå ja, togføreren kan sætte sin kupénøgle i ved dørene og give afgang ved at dreje på den - så brummer det oppe hos os på maskinen...

Gu' ved, hvor længe vi skal blive ved på den her måde, tænkte Henning Juul. Og hvis du siger »nå, ja« én gang til, så...

- Kupénøgle...?, sagde han højt.

- Nå ja, det kalder vi den nøgle, vi bruger til at låse døre og sådan noget med....

Aha. Henning Juul nikkede. Det har nok været en »kupénøgle«, togføreren brugte til at låse med, efter hun havde opdaget liget på plads 26, tænkte han. Det var jo rart at vide....

- For nu at vende tilbage til sidste fredag...Var der noget som helst usædvanligt at bemærke på turen? Jan Toft lød saglig og lidt irriteret over Juuls mange spørgsmål.

- Næe, det var der vel ikke....

Der blev stille et øjeblik. Jan Toft kiggede over på sin ældre kollega.

- »Vel« ikke, siger du...? Henning Juul forsøgte at rette sig op.

- Nå ja, der var et enkelt stop for en AM et eller andet sted på linien, men det sker jo så tit...

Der blev stille i stuen. De to politifolk så på hinanden.

Henning Juul besluttede, at han måtte op at stå, hvis det her skulle føre til noget. Han rejste sig og stillede sig hen til vinduet. Meget passende kørte et langt hvidt tog i det samme forbi på banen kun nogle få meter fra husgavlen. Juul vendte sig om mod den stadig siddende lokomotivfører.

- John Andersen, sagde han så stille og venligt, han kunne, det er meget vigtigt, at vi forstår hinanden. Kunne du måske bruge lidt færre DSB-udtryk...og så lige sige det sidste én gang til. Skal jeg forstå det sådan, at toget holdt stille et eller andet sted? Hvor?

- Nå ja, der var stop på et signal. Jeg kan faktisk ikke huske nøjagtigt, hvor det var, men jeg holdt også kun et par minutter, så fik jeg to grønne og kørte videre.

Nej, nu bliver det fandeme for meget, tænkte Juul. »To grønne«? Drak manden øl på lokomotivet?

Fredag, den 2. november, kl. 13.00

Henning Juul havde vel aldrig helt fået svar på det der med øllerne, men han havde dog i løbet af et par minutter fattet, at »to grønne« ikke hentydede til to øl af et kendt mærke, men til lysene i signalet, og at »to grønne« var det bedste, et tog kunne blive mødt med ved sådan et signal.

Rød betød meget logisk »stop«, ét grønt lys »kør« og to grønne altså på en eller anden måde, som Juul ikke helt forstod, lidt mere »kør«.

Nu var han i gang med at referere afhøringen af John Andersen for Berg, Grønlund og Peter Nielsen, som sammen med Jan Toft nok engang lignede en hel hær i det lille kontor.

John Andersen havde ment, at det signal han havde holdt ved, var nummer to efter Skanderborg. Han havde lagt an til at kontakte fjernstyringscentralen over radioen for at spørge, hvad der var galt, men endnu inden han havde fået kontakt, var signalet skiftet til grønt....to grønne.

John Andersen var blevet enig med sig selv om, at der nok kørte et særtog eller sådan noget foran, som ikke var kommet af vejen i tide.

Juul havde trods megen ihærdighed ikke helt forstået systemet, men det var noget med, at togene så at sige selv skiftede signalerne, sådan at der var rødt på signalet bagude, indtil der var en vis afstand mellem togene.

Han havde bedt John Andersen gøre sig umage med at huske lidt flere detaljer om det anormale stop og så ringe, hvis han f.eks. kom i tanker om, nøjagtigt hvor det fandt sted.

Da Juul var færdig med sit referat holdt han en lille pause og sukkede.

- Nu ved vi altså, at der er en teoretisk mulighed for, at vores gerningsmand kunne være kommet af toget, efter at have skudt Kragelund - jeg tror bare ikke på det....

- Hvorfor ikke?, spurgte Niels Berg.

Juul havde brugt turen fra Brabrand til politigården til at fundere over den nye oplysning. Toget var standset - muligvis før, muligvis efter at Svend Kragelund var død, men efter John Andersens forklaring, var det et rent tilfælde. Der var ikke i køreplanen noget andet tog, som kunne være årsag til, at signalet viste rødt. Ergo var der ingen, der bevidst kunne have kalkuleret med, at toget var standset netop dér, hvor det skete.

- Enten, konkluderede Juul, har vi at gøre med en drabsmand, som i den grad ville af med sit offer, at han myrdede ham, selv om han vidste, at han ville blive taget. Men som så alligevel udnyttede en tilfældig chance til at slippe væk ... eller også kan vi ikke tillægge det stop nogen som helst betydning. Jeg tror på det sidste.

Men Henning Juul holdt af at betragte sig selv som en grundigt arbejdende mand, og alle muligheder skulle prøves.

- Vi mødes i parolesalen på mandag klokken 8. Jeg snakker med inspektøren om at få nogle flere til at hjælpe os, og så begynder vi bare fra en ende af med Kragelunds lister. Der er ingen vej udenom.

Lørdag, den 3. november kl. 13.30

Scenen på kirkegården mindede Juul om den eneste spionfilm, han nogensinde havde set. Titlen havde han glemt, og han kunne heller ikke huske, hvad filmen egentlig handlede om, men han kunne se kirkegårdsscenen for sig. Agentchefen havde været med til én af sine underordnedes begravelse, og dér havde han set en mystisk fremmed, som senere viste sig at være morderen.

Der var ingen mystiske fremmede ved Svend Kragelunds begravelse.

Der var faktisk ikke ret mange i det hele taget. Og ingen, som Juul ikke mente at kunne placere. Faktisk var der kun godt og vel nok til at bære kisten.

Juul kunne kende enken og sønnen og gætte sig til, hvem der var datteren og svigerdatteren. Han gættede også på, at den lidt ældre kvinde var fru Kragelunds søster. Afdødes arbejdsplads var repræsenteret ved redaktionssekretær Per Sørensen og én mere, som Juul mente at kunne genkende som chefredaktøren fra avisen. Michael Back var der også, men mon ikke det var af professionel nysgerrighed mere end det var som officiel repræsentant for standen? Desuden var der et par fotografer og nogle, som tydeligvis var Backs kolleger fra andre aviser eller blade.

Det var jo ikke længere nogen hemmelighed, at Svend Kragelund ikke kun var redaktør.

Henning Juuls blufærdighed forbød ham at gå med ind i kirken, og ude på kirkegården stod han så langt fra graven, at han ikke kunne høre, hvad den kvindelige præst sagde under jordpåkastelsen. Nogle enkelte strofer af »Altid frejdig« nåede ham dog med den kolde vind.

Fra kirkegården kunne man næsten se over til Golfbakken. Juul spekulerede på, om det var omtalen i avisen, der holdt for eksempel naboerne væk, eller om det var, fordi Kragelunds ingen omgangskreds havde.

Der var ingen af familiemedlemmerne, der sagde noget, efter at ceremonien var slut, men hvis der var gravøl, kunne de vel også have aftalt det indbyrdes på forhånd, og der var jo ikke rigtig nogen at takke for deltagelsen i øvrigt.

Mens Juul spadserede over kirkegården for at komme ud til busstoppestedet, spekulerede han over de selvmodsigelser, han altid havde syntes kristendommen indeholdt i forhold til døden.

På den ene side sagde man, at alt liv var helligt, på den anden side forsøgte man at holde fast i, at livet efter døden nærmest var bedre end det på jorden. Ulogisk, mente Juul.

Han havde mere end én gang fået at vide, at det var et primitivt synspunkt, og at det viste, at han ikke havde forstået noget som helst. Men han holdt fast ved det, ligesom han holdt fast ved sin undren over alt det onde, der skete i Guds navn. Hvis Gud var almægtig og til og med god, hvorfor døde børn og voksne så af sult i tusindtal i Afrika, hvorfor myrdede folk løs på hinanden i Jugoslavien, i Cambodia og i Sydamerika, og hvorfor lod han dagligt børn slå ihjel i trafikken?

Der er en mening med det hele, sagde de. Juul havde altid haft meget svært ved at se den, og det var bestemt ikke blevet nemmere efter.... Der var stadig noget, der klemte i halsen og trak i underlæben, når han tænkte på hende.

- Hr. Juul...!?

Han vendte sig om. Det var Bent Kragelund. Sønnen.

- Ja?

- Hr. Juul, kan vi snakke lidt? Vi kan måske sætte os i min bil ... det er da lidt varmere end her...

Bent Kragelund viste vej over mod en hvid bil på parkeringspladsen nedenfor kirken. Juul satte sig ind på passagersædet. Det var en Mazda, kunne han læse midt i rattet.

- Hvad kan jeg gøre for Dem?, spurgte han.

Det var tydeligvis svært for den anden at få sagt, hvad han ville. Der blev en pause.

- Jeg ... øh ... har læst, hvad de skriver om min far i avisen ... øhm ... er der ikke noget, man kan gøre ved det?

- Hvad mener De...?

- Det tager hårdt på min mor, at min far bliver kaldt forbryder....

- Det har der da vist heller ikke stået direkte...

- De forstår ikke ... min mor ... hun føler sig skyldig, fordi hun pludselig synes, hun har ønsket for meget af min far ... for meget materielt - et dyrt hus, biler, tøj. Hun tror, det er hende, der har drevet ham ud i det dér åger ... og hun bebrejder sig selv, at hun ikke opdagede, at han havde for mange penge mellem hænderne.

Han sad lidt uden at sige noget. Juul vidste ikke, hvad han skulle svare. Han kunne selvfølgelig begynde med straffelovens paragraffer om ærekrænkelse, men ...

Bent Kragelund fortsatte af sig selv.

- Vi andre skulle vel også have set det noget før... de kunne da ikke føre det liv for hans løn. Jeg troede bare, han kendte nogle gode skattefiduser...

Ja, og det er jo ikke spor ulovligt, vel, havde Juul den største lyst til at sige, men han nærede sig.

Bent Kragelund sukkede og tænkte sig åbenbart længe om.

- Glem det, sagde han så. Jeg troede vel på en eller anden måde, at jeg kunne få Dem til at standse skriverierne i avisen ... men vi er vel nødt til at tage det, som det kommer.

Juul sagde ikke noget. Nikkede bare og steg ud af bilen.

Han var næsten helt henne ved stoppestedet, inden han så den hvide Mazda bakke ud fra parkeringspladsen og sætte kursen mod Golfbakken.

Mandag, den 5. november, kl. 08.00

At stemme dørklokker hed det så poetisk i bøgerne. I virkelighedens verden var det noget af det kedeligste, en politimand kan komme ud for.

Der var 193 navne på Kragelunds EDB-lister - 68 på den første, den som tilsyneladende indeholdt dem, der skyldte Kragelund penge her og nu, og 125 på den anden, den de gættede på indeholdt forhenværende skyldnere.

Juul havde været ondskabsfuld nok til at give Jan Toft listerne med hjem fredag eftermiddag. Knægten havde jo allerede vist, at han holdt af weekendarbejde, så Juul havde bedt ham give så mange af de 193 som muligt et rigtigt navn og en rigtig adresse.

- Du kan jo bare smutte herind på Gården og bruge Folkeregisteret og Kriminalregisteret sammen med Kragelunds egne gadefortegnelser - så skulle det såmænd hurtigt være klaret, havde han sagt, men han måtte alligevel indrømme overfor sig selv, men kun sig selv, at han var imponeret, da Toft mandag morgen meddelte, at der kun var fem, han ikke havde kunnet få placeret.

Af de resterende 188 havde han kunnet konstatere, at 12 var døde, mens ikke færre end 24 sad i fængsel, var på lukkede afdelinger, indlagt på behandlings- eller afvænningshjem eller under en eller anden anden form for behandling. Langt de fleste af de tilbageblevne var i forvejen kendt af politiet - de fleste optog oven i købet en ikke uvæsentlig del af Kriminalregisteret. Det var en flok dejlige mennesker, redaktør Kragelund havde omgivet sig med i sin fritid.

Der var trommet 18 mand sammen i den lille parolesal, og det var ikke den store kunst at fordele de 152 navne og adresser, der var tilbage, imellem dem.

- Start hvor I vil på hver jeres liste, sagde Juul. Vi vil have at vide, hvorfor de lånte penge af Kragelund og til hvad, hvornår pengene blev tilbagebetalt, hvis de er blevet det - og så selvfølgelig hvor de hver især var forrige fredag.

Mandag, den 5. november, kl. 16.30

Henning Juul spekulerede på, om det var fordi, han var politimand, at blokkene i Bispeparken mest af alt mindede ham om et fængsel. De næsten unaturligt små vinduer var til al overflod forsynet med et gitter for den nederste halvdel a'la fransk altan, hvilket gjorde fængselstanken så meget mere nærliggende.

Blokkene var opført i begyndelsen af 70erne, og Juul havde altid betragtet dem som noget nær en hån mod menneskeheden. De var bygget af mørkegrå beton, og først for nylig havde nogen fået den idé at male vinduesrammerne i forskellige stærke farver. Om idéen var særlig heldig, kunne man diskutere. Juul var tilbøjelig til at mene, at intet kunne redde det dystre indtryk, når man nærmede sig bebyggelsen.

Intet under, syntes han, at det ganske ofte var her, han og hans kolleger kunne hente nogle af deres mest trofaste kunder. Og heller ikke overraskende, at hele fem af Kragelunds kunder boede herude.

Nummer 99 lå lige midt i hele herligheden i en blok med tre opgange. Farvegeniet, som havde stået for netop denne blok havde valgt at skifte mellem mørk grøn og mørk blå i de forskellige opgange, og hvis meningen var, at dét skulle live op.....

Juul fik ikke fuldført sin tankerække.

- Den er god nok. 2. sal til venstre, sagde Jan Toft. »J. Carlsen«, står der på skiltet, det må være ham.

Nr. 87 på Kragelunds liste var en »Jon« og adressekoden havde vist sig at dække over Bispeparken 99.

Stentrappen rungede hult, da de to traskede op ad den.

De havde hver især besøgt to andre i bebyggelsen, og det var med meget lidt entusiasme, at de nu mødtes for at tage den sidste og femte sammen, inden de fulgtes hjem.

Der er mange måder at møde kriminalpolitiet på. Én af dem er, når en repræsentant eller to derfra uopfordret ringer på ens dør. Og når det sker, er der igen mange måder at reagere på. Jon Carlsens var én af de mere usædvanlige.

- Det var I sgu længe om, sagde han bare, da Juul havde præsenteret sig selv og sin kollega. Ifølge Folkeregisteret skulle Jon Carlsen være født den 22. marts 1960, og dén alder passede meget godt på hans udseende, nåede Juul at konstatere, inden deres vært vendte sig om for at gå forrest ind i lejligheden.

- Men kom da endelig indenfor, sagde han ud i luften og fortsatte
- Jeg regnede jo nok med, at mit navn stod på én eller anden liste hos ham der Kragelund...

Så standsede han pludselig og vendte sig om med et forskrækket udtryk.

- For det er da derfor, I er her, ikke?

Han slappede af igen, da Juul nikkede bekræftende.

Lejligheden var typisk for den slags byggeri. Billige materialer, plastikhåndtag på de mørke finérdøre, en smal, ubrugelig vindueskarm under alle vinduerne, hvide betonlofter.

I den modsatte side af opgangen var der en lille altan med udgang fra stuen.

- Sid ned, sagde Jon Carlsen. Kaffe? Øl? Noget helt tredie?

- Ikke noget, tak, sagde Juul og satte sig på en af krostolene omkring det ovale, rødbejdsede spisebord. Jan Toft satte sig overfor.

- Hvorfor står du på Kragelunds liste?, spurgte Juul.

Jon Carlsen havde sat sig for bordenden. Han så ikke ud til at være spor ilde berørt over politiets tilstedeværelse.

- Ja, jeg lånte jo penge af ham. For....fire år siden, var det vist. 6000 kroner. Jeg var ude i noget snavs dengang. Lidt narko, meget druk, og lige pludselig var der nogen, der ville se kroner for noget junk, jeg havde købt på kredit....

- De 6000 kroner gjorde det nu ikke bedre ... tværtimod, så skulle jeg jo bare skaffe endnu flere penge hver måned. Hvis I har gjort jeres arbejde ordentligt, så ved I vel også, at jeg var nødt til at se lidt stort på ejendomsretten ... de andres altså ... den gang...

Juul og Jan Toft så sig begge uvilkårligt om i den faktisk helt nydelige stue. Der hang kunst på væggene, og et par reoler var spækket med bøger.

Jon Carlsen grinede.

- Ja, jeg ved godt, hvad I tænker. Det her ligner ikke en junkie og en tyveknægts lejlighed, vel? Nej, men jeg er også færdig med den slags. Kragelund og alle de andre har fået deres penge, og jeg har fået et organiseret liv igen.

- Og hvordan så det?, spurgte han selv uden at vente på, at de to andre skulle gøre det.

- Jeg mødte en pige. Hun betalte min gæld for mig og trak mig op af sumpen. Det lyder smukt, ikke? Det var det fandeme ikke, kan jeg godt fortælle jer, men hvis vi skal blive i det poetiske, så skylder jeg hende nok mit liv. Ja, og så en hel masse penge, men dem vil hun ikke ha' igen.

- Nu er jeg snart færdig som ingeniør. Jeg har jo spildt en hel del år, så jeg er en gammel studerende. Det ved jeg godt.

Den unge mand for bordenden holdt inde og slog ud med armene. Så slog han en sarkastisk latter op.

- Så nu sidder jeg i saksen hos en flok andre ågerkarle. De gør det bare lovligt og med statsstøtte. De kalder sig bankfolk. Jeg har taget omkring 60.000 kroner i statsgarantere¬de studielån. Når jeg har betalt dem tilbage om en 8-10 år, har jeg betalt næsten 200.000 ... det er en effektiv rente på 30 procent ... til en skide bank...

Juul nikkede. Hans datter havde engang spurgt ham, hvorfor bankerne ikke kunne dømmes efter straffelovens paragraf 282. Hun kunne den oven i købet udenad. »For åger straffes den, som udnytter en anden persons betydelige økonomiske vanskelig¬heder....«, og så videre. Han var blevet hende svar skyldig.

- Hvordan kom du i kontakt med Svend Kragelund, dengang?, spurgte Juul, som ikke havde lyst til at diskutere den sag igen lige her og nu.

Jon Carlsen rynkede næsen og kneb øjnene sammen.

- Åhr, I ved .... i den omgangskreds, jeg havde dengang, er der altid nogen, der kender nogen, og så mødtes vi på et værtshus inde i byen. Det var sgu meget ligetil ... Han havde pengene med, fortalte mig om betingelserne ... ja, dem kender I vel ... og det var det. Ingen dikkedarer. Han skulle ikke have nogen sikkerhed eller sådan noget. Det lå lissom i luften, at hvis jeg ikke overholdt aftalen, så var det værst for mig selv. De andre kunne også nogle historier om folk, som havde fået det meget dårligt af ikke at betale deres afdrag....

- Hvad ved du mere om Svend Kragelund?

- Åhr, ikke så meget. Det undrede mig, da jeg begyndte at kunne tænke som et almindeligt menneske igen, at han ikke blev taget ... men I opdagede ham måske først, da han døde? Et smil trak Jon Carlsens mundvige lidt i vejret.

- Det er nok, fordi han arbejdede meget alene. Jon Carlsen ventede ikke på svar på sit drilleri.

- Det var som sagt ham selv, der udbetalte pengene, og det var også ham, der inkasserede dem igen. Og så lånte han vist kun penge ud til folk, som i forvejen selv havde et eller andet i klemme - så var der mindre risiko for, at de meldte ham. Afdragene betalte jeg vist nok ind på en girokonto, som stod i en andens navn. Kan det ikke passe?

Juul nikkede. Det var den samme historie, de havde kunnet stykke sammen af det, de havde hørt fra de andre på listen. Selv om de mildt sagt endnu ikke havde mødt nogen, der fortalte så villigt - og venligt - som denne Carlsen.

- Skal I slet ikke spørge, om der var mig, der .... Jon Carlsen sigtede og skød med sin højre pegefinger.

- Bang!
Han grinte.

- Det var det ikke - og jeg har faktisk et ... hedder det ikke et alibi? ... Jeg besøgte min gamle mor i København hele den uge og mere til ... jeg er blevet en god dreng på mine gamle dage ... kom først hjem i torsdags. Vil I have hendes telefonnummer, så I kan checke?

Juul rystede på hovedet. Han ville faktisk have haft svært ved at slæbe denne Jon Carlsen ind sigtet for drab, og han følte ikke, at det var nødvendigt at afprøve hans forklaring.

Carlsen fortsatte alligevel ufortrødent med at nævne et telefonnummer i 31-området.

- Min mor hedder Else Carlsen. Fredag aften havde vi oven i købet besøg af hele familien.

Juul rystede stadig på hovedet, men så at Jan Toft skrev i sin lommebog.

Det var Jon Carlsen, der havde snakket hele tiden, og nærmest for at være høflig, syntes Juul, han burde sige ét eller andet.

- Bor du her sammen med din pige, så?, spurgte han.

Jon Carlsen trak på skuldrene og så spekulativ ud.

- Nej, det gik ikke rigtig. Vi er på en eller anden måde for ulige ... Vi kunne ikke rigtig finde ud af det dér med, at hun har masser af penge, er smuk og har check på tingene, mens jeg er - eller i hvert fald var - en fattigrøv, en junkie, som hun fik på fode igen. Det er af en eller anden grund ikke rart at stå så meget i gæld til sin kæreste. Vi snakker sammen endnu - og måske lykkes det igen - men lige nu bor hun altså ikke engang her i byen.

- Der var engang, de havde et besynderligt system herude i de her lejligheder, sagde Juul for at skifte emne, men dog holde snakken i gang. Noget med at låse ét eller flere rum af i for eksempel en fire-værelses og så leje den ud som to- eller tre-værelses. Billigere. Gør de det endnu?

Der blev en kort pause. Så lyste værtens øjne op i et stort grin.

- Jeg tilstår!, sagde han i forstilt forfærdelse og rakte begge arme i vejret.

Jan Toft så undrede fra den ene til den anden.

- I er mig sgu en tand for smarte, er I, fortsatte Jon Carlsen grinende. I kommer for at snakke om et mord, og så tager I mig i værelsestyveri...

Det var rigtigt nok. Systemet eksisterede endnu. I ren og skær 60er-optimisme var de fleste lejligheder i Bispeparken bygget som fire- eller femværelses. Oliekrisen først i 70erne og arbejdsløsheden i kølvandet på den havde imidlertid gjort det svært at leje de store og dyre lejligheder ud. Så havde man valgt at låse nogle af rummene af i hver lejlighed og så leje dem ud som mindre. Fattig-80erne havde bestemt ikke gjort behovet for dårligt isolerede kæmpe-lejligheder større, og de eneste, der havde virkelig glæde af dem, var Flygtningehjælpen, der ofte stod med ret folkerige familier med et akut indkvarteringsbehov.

Juul havde altid rystet lidt på hovedet af ideen, men han kunne da godt se, at det sparede f.eks. vedligeholdelse og varme at have de mange værelser stående ubenyttede.

Der skulle imidlertid ikke den store opfindsomhed til for at åbne dem. Nøglerne til de billige dørlåse kunne købes hos enhver isenkræmmer, og prøvede man sig lidt frem, fandt man såmænd hurtigt den, der passede.

- Og de kommer jo aldrig og checker, sagde Jon Carlsen, hvad jeg bruger mit til?

Han rejste sig, gik ud i køkkenet, rakte ind under køkkenbordet og fiskede en nøgle frem. De to andre fulgte med ham.

- Voilà!, sagde Jon Carlsen på dansk-fransk, da han smækkede døren op.

Rummet var fyldt med én stor modeljernbane. Der var huse, byer, stationer, signaler, biler, skinner og bitte små mennesker overalt. I det ene hjørne var der en slags pult med nogle hvide striber og en masse små pærer og knapper.

Jon Carlsen tændte på en kontakt. Hundredvis af små lamper lyste op på det store anlæg, og tre-fire tog begyndte at køre helt af sig selv.

- Nogle samler på frimærker, andre på tog, sagde Jon Carlsen nærmest lidt undskyldende.

- Det er sgu da enormt flot, udbrød Jan Toft.

- Synes du? Jon Carlsen lød stærkt oplivet. De fleste griner bare af det, så der er faktisk ikke så mange, der får det at se.

- I bør være beærede, tilføjede han spøgende.

Tirsdag, den 6. november, kl. 8.00

- Det kunne køre helt automatisk. Han behøvede ikke at røre en finger.

Jan Toft var midt i en begejstret beskrivelse af Jon Carlsens modelbane, da Henning Juul trådte ind i parolesalen med en stor stak papirer under armen. Juul lagde tungt bunken på et bord.

- Det her er bedrøvelig læsning, sagde han og kiggede træt ud over forsamlingen. Han havde haft 68 afhøringsrapporter med sig hjemme og havde siddet det meste af natten og tygget sig igennem dem. Det havde været en lang nat med masser af kaffe og kun to timers søvn, og Juuls fysik var ikke længere særlig velegnet til at skjule den indflydelse, sådan en omgang havde på hans velbefindende.

- Jeg kan ikke se noget her, sagde han og bankede på bunken, der bringer os videre.

- I fortsætter bare på jeres lister...

Det var surt vejr, da Henning Juul kom ud på gaden. Det småregnede, men alligevel besluttede han sig for at spadsere hen på Banegården, så fik han da i det mindste lidt frisk luft, og kunne måske komme af med den hovedpine, nattens arbejde havde givet ham.

Han havde i al stilfærdighed lavet et aftale med DSB om at komme og få en lektion i det dér med »to grønne«, som lokomotivfører John Andersen havde ævlet om. Juul fastholdt - også overfor sig selv - at det ikke havde nogen betydning for sagen, at toget var standset lidt nord for Skanderborg den aften, men alligevel. Det skete jo ikke noget ved at sætte sig ind i sagerne.

Manden, der tog imod Juul inde på billetkontoret, var ikke ret høj, han havde et lille overskæg og runde metalindfattede briller. Han havde en standard blå- og hvidstribet DSB-skjorte på og en strikket blå vest. Han så faktisk uhyre venlig ud, tænkte Juul. Han hed Torben Johansen.

- Jeg har tænkt mig, at vi kunne gå op i posten og kigge. Så er det hele nok nemmere at forstå, sagde han.

Så er vi der igen, tænkte Juul. Posten? Jeg må hellere gøre mig dum med det samme.

- Hr. Johansen, sagde han, mens de gik ud af billet¬kontoret og gennem afgangshallen, jeg må hellere med det samme sige, at jeg ikke forstår mig en pind på tog og jernbaner. De har allerede brugt ét ord, jeg ikke forstår. Hvad er »posten«?

Torben Johansen grinede.

- OK, jeg skal prøve at udtrykke mig som normale mennesker gør - vi bliver nok lidt miljøskadede ved banen. Posten ... det er dér, vi styrer toggangen fra. Stiller signaler, skifter sporskifter og al sådan noget. De skal nok komme til at forstå det hele, når vi kommer derud.

Vejret var ikke just blevet bedre, og turen over banetærrenet var noget af et forhindringsløb - både for at blive så lidt våd som muligt og for at undgå at falde over skinnerne og det væld af andre tekniske installationer, der var derude.

Posten lå et stykke ude på tærrenet, men der var i det mindste behageligt varmt, da først de var klatret op i 2. sals højde ad en udvendig jerntrappe og var kommet indendøre.

Rummet var totalt domineret af et stort opretstående tableau med en masse håndtag nedenunder. Der var lamper, der lyste og lamper, der blinkede, og på én eller anden måde syntes Juul at han havde set det hele før, men det kunne jo af gode grunde ikke passe. Han havde aldrig sat sine ben i en »post« før. De tre sider af rummet, som ikke var dækket af tableauet, bestod stort set udelukkende af vinduer, hvorfra man havde et udmærket udsyn over det meste af banegårdsarealet. To mand var tilsyneladende beskæftiget med et eller andet ved tableauet, og de nikkede bare adspredt til ham.

Henne i et hjørne stod en kaffemaskine og klukkede. Henning Juul gjorde sig umage for utilsløret at kigge direkte hen på den.

- Vil De ikke have en kop kaffe at begynde på? Han var en venlig mand, denne Johansen.

En times tid senere følte Henning Juul, at han var betydeligt klogere. Ikke noget videre på, hvordan Svend Kragelunds morder havde båret sig ad, men på, hvordan en hel masse jernbaneteknik fungerer.

Og så havde et par tanker klæbet sig fast til indersiden af hans hoved på samme måde som et stykke tape til fingrene. Selv om man vil af med det, lader det sig ikke ryste af, og når man prøver med den anden hånd, så sætter det sig bare dér...

Han takkede sine værter for gennemgangen.

- Nu har jeg forhåbentlig ikke taget for meget af Deres tid?, spurgte han høfligt, mens han tog sin frakke på og belavede sig på at skulle ud i regnen på det forblæste jernbanetærræn.

- Næe, overhovedet ikke. Torben Johansen smilede.

- Jeg har alligevel sat hele dagen af til at være politiet behjælpelig, sådan som De pludselig er begyndt at interessere Dem for jernbanen. Der er jo ikke mere end en halv times tid til Deres kollega kommer...

Juul standsede midt i et ærme og kiggede undrende på Johansen.

- Ja, Toft, hed han vist. Kan det ikke passe?

Onsdag, den 7. november, kl. 8.00

Hvad afhøringsrapporterne angik, så var onsdag morgen ikke en døjt mere opløftende end tirsdag. Igen havde Henning Juul tilbragt en nat med en masse læsning og næsten ingen søvn. Og igen måtte han konstatere, at der ikke var noget i rapporte-ne, som han kunne bruge til noget.

Af de 84, der var tilbage på Kragelunds lister efter første afhøringsdag, var der nu 24, så i teorien skulle samtlige være overstået, inden onsdagen var omme. Forudsat, at de kunne træffes altså.

Da de 18 kriminalfolk var på vej ud af parolesalen, hev Juul fat i Jan Toft.

- Jan, jeg så ikke dit navn under nogle af de rapporter, jeg havde med hjemme i nat, sagde han. Var du optaget af noget andet i går...?

- Njae... Jan Toft kiggede ned i gulvet som en skoledreng, der var blevet taget i at kigge hos sidemanden.

- Jeg kunne ikke træffe nogen hjemme, så jeg ... øh...

- ... lavede en aftale med DSB, eller hva'? Juul fuldendte Tofts sætning.

Jan Toft kiggede op med et sæt.

- Jeg var der nemlig også, skal jeg sige dig, sagde Juul i en kærligtoverbærende tone. En halv times tid før dig. Men lad os ikke skændes om det, selv om jeg nok synes, du lige kunne have fortalt mig om dine planer. Hva' fik du ud af din visit i »posten«?

- Ikke så meget mere, end jeg havde hørt fra ham dér lokomotivføreren...hva' hed han? Andersen. Hvorfor tog du derhen? Du tror jo ikke på, at det betyder noget, at toget stoppede.

- Måske ikke. Men jeg synes nu alligevel, vi skal et smut ud til vores modeljernbaneven igen.

Jan Toft så nok engang overrasket ud.

- Hvorfor? Du tror da ikke, det er ham?

Henning Juul rystede på hovedet.

- Vil du ikke ringe til ham og lave en aftale engang i dag?

Onsdag, den 7. november, kl. 13.30

Det var tydeligt, at Jan Toft var ved at sprænges af nysgerrighed efter at få at vide, hvad det var, hans foresatte ville snakke med Jon Carlsen om.

Men Henning Juul var tavs. Dels sloges han med en tanke, som han ikke kunne lide, dels blev han altid mere eller mindre deprimeret, når han skulle ud i kvarterer som Bispeparken.

Neden for indkørslen til bebyggelsen - foran det lokale supermarked - stod den sædvanlige flok af halv- og heldrankere i færd med guderne må vide hvilket nummer guldbajer, kirsebærvin eller andet godt den dag. Selv om eftermiddagen først lige var begyndt, var der allerede flere af dem, der knap kunne holde sig oprejst mere. Det var et lidet opløftende syn.

Jon Carlsen tog imod med et grin i entredøren, og det fik Juul til at tø lidt op. Han havde meget svært ved at se denne nydelige unge mand som én af dem foran supermarkedet, og det trøstede ham lidt at være vidne til, at det kunne lade sig gøre at vende tilbage til et normalt liv igen.

- Nå, I har fået smag for modeltog, sagde Jon Carlsen, mens han smuttede ud i køkkenet og sekundet efter kom tilbage med nøglen til det forbudte værelse.

Da han havde tændt for anlægget og togene var begyndt at køre ud og ind mellem hinanden, smuttede han igen.

- Kig jer lidt om, sagde han i døren. Jeg henter lidt kaffe.

Denne gang nøjedes Henning Juul ikke med at lade sig imponere af de mange lys. Han udvalgte sig et bestemt tog og fulgte det opmærksomt med øjnene på dets vej rundt i den miniverden, som anlægget i virkeligheden var.

Juul genkendte toget som en model af de røde regionaltog, som består af to tæt sammenkoblede vogne. »DSB« stod der med små hvide bogstaver på fronten og på siderne.

Det holdt stille på en station, da Henning Juul fik øje på det, men snart efter begyndte det at køre. Nøjagtig, som når nogen putter en krone i de anlæg, der står på nogle af de rigtige stationer rundt omkring i landet. Her var der bare ingen til at komme mønter i en sprække, og Juul bemærkede sig også, at systemet her var mere gennemført end dem, man putter penge i. Toget startede, da der blev grønt lys i et lille signal for enden af stationen, og Juul så, hvordan lilleputsignalet skiftede til rødt igen, så snart toget havde passeret det.

Lidt længere henne kom toget til et sted, hvor banen og en vej krydsede hinanden. Da toget nærmede sig, begyndte de røde advarselslys mod vejen at blinke og samtidig tændtes et hvidt blinklys i et signal mod toget. Så snart de røde vogne var ovre vejen, blev det hele slukket igen. Henning Juul var så opslugt af det, han så, at det næsten undrede ham, at de små modelbiler, som holdt ved overskæringen, ikke begyndte at køre, da toget havde passeret.

Henning Juuls tog nåede en ny station, men et signal, som stod foran perronen lyste rødt og gult, og toget standsede. Juul så, at der i forvejen holdt et tog på det spor, som hans tog var på vej ind i. Sekundet efter kørte det, og signalet foran Juuls tog skiftede til grønt.

Næsten alt hvad Juul så, kunne han genkende fra det, som Torben Johansen havde forklaret ham i »posten«. Signalet, som her skiftede til grønt, var et »indkørselssignal«, som så at sige bevogtede indkørslen til stationen, kunne han høre Johansen fortælle.

Netop som Juuls lille tog kørte ind på stationen og holdt stille ved perronen, kom Jon Carlsen tilbage med tre krus kaffe.

- Mælk? Sukker?

Juul havde ikke tid. Han holdt afværgende hånden op og fulgte sit tog på dets videre færd. Det var startet igen og kørte nu lige bag toget, som havde holdt på stationen før det selv. Signalerne mellem de to skiftede, så der hele tiden var et rødt signal bag det forreste tog. Henning Juul kunne se, hvordan det forhindrede, at de to tog nogensinde kom for tæt på hinanden.

Jan Toft så med stigende undren på sin chef. Ikke nok med, at manden stod med næsen helt nede i en modeljernbane, han havde også lige sagt nej til en kop kaffe. Jan Toft frygtede, at Juul var alvorligt syg.

- Hva'? Juul vågnede op, da hans tog havde fuldført sin runde og rullede ind på stationen, hvor det havde holdt, da han fik øje på det.

- Åh, kaffe! Det var dejligt!

Jan Toft sukkede lettet.

- Og hvad er det så nøjagtigt, jeg kan hjælpe jer med?, spurgte Jon Carlsen, mens han nippede til sin kaffe.

Juul tog selv en ordentlig slurk, inden han sagde noget.

- Jeg går ud fra, at når du kan lave sådan en modelbane her, så ved du også en masse om tog i virkelighedens verden?

Jon Carlsen nikkede.

- Joe, det kan man vist godt sige....

- Godt, sagde Juul, men lad mig lige først høre noget om det, du har her... Hvordan får du togene til at køre helt af sig selv? Hvordan skifter signalerne? Og hvorfor standser togene foran et rødt lys...der er jo ingen lokomotivfører i?

- Det er faktisk ikke særlig svært, sagde Carlsen beskedent. Man kan lade elektronik styre det, men jeg er lidt mere gammeldags, så jeg har en flok relæ'er til at klare det for mig. Men jeg kan godt slå hele automatikken fra og så styre det selv ved at trykke på knapperne her på mit kontrolbord. Ellers bliver det lidt kedeligt.

Jon Carlsen pegede over på kassen med streger, knapper og lamper i det ene hjørne af lokalet, og Henning Juul kunne pludselig se, hvad der havde fået ham til at tro oppe i »posten«, at han havde set det hele før...

- Du bliver nødt til at forklare det mere grundigt, sagde Juul.

Jan Toft stod og så ud som om, han var helt koblet af. Han kunne helt klart ikke se, hvad Juuls interesse for et modeltog havde at gøre med deres undersøgelse af drabet på Svend Kragelund.

- Jo, altså, skidtet kører jo på strøm, som løber i skinnerne. Togene får strømmen op igennem hjulene i den ene side, og den anden side fungerer som retur. Det er en simpel elektrisk kreds. Derfor er det heller ikke særlig svært at få togene til at standse og køre igen ... man skal bare sørge for, at der ikke er strøm i skinnerne foran et signal, der viser rødt, og at strømmen kommer igen sammen med det grønne lys.

- Hvis jeg har forstået det ret...Juul tøvede lidt...så har signalerne her på banen i virkeligheden ingen funktion, andet end at se godt ud. Det hele ligger i skinnerne?

- Jae, det kan man godt sige. Togene ville køre og stoppe lige godt uden selve signalerne, hvis bare strømstyringen i skinnerne stadig er der...

- Men sådan er det vel ikke i virkeligheden, vel?

- Nej, der er det jo lokomotivføreren, som skal standse toget, når han ser et rødt signal...eller et signal »på stop«, som det hedder. Og så alligevel, de er ved at indføre noget, der ligner. Der har jo været et par tilfælde, hvor lokomotivføreren har overset signalet ... kan I ikke huske Sorø-ulykken i 1988? Der kørte toget forbi et signal på stop...

- Derfor er DSB ved at bygge et system op, som faktisk ligner en modeljernbane - det er bare mere indviklet, men resultatet er, at toget standser af sig selv foran et signal på stop, hvis ikke lokomotivføreren gør det.

- Men sådan er det ikke mellem Skanderborg og her, vel?

- Nej, ikke endnu, men det kommer nok.

Henning Juul stod og så spekulativ ud.

- Så skal du fortælle mig, hvordan du får signalerne til at skifte af sig selv, når et tog kører forbi.

- Det er også elektrisk. De to skinner er normalt isoleret fra hinanden, men når toget passerer, skabes der forbindelse. Det udnytter man bare til at få et relæ til at skifte. Der er meget enkelt.

- Og hvad dét angår, så er model og virkelighed helt ens, tilføjede Jon Carlsen.

Henning Juul nikkede langsomt, som om han lige skulle have oplysningen rystet på plads mellem alt det andet i sit hoved.

- Forklar mig forskellen mellem »én grøn« og »to grønne«.

Jon Carlsen tænkte sig om et øjeblik, hvilket fik Henning Juul til at frygte, hvad han havde i vente....

- Ikke for teknisk. Sådan at jeg kan forstå det..., skyndte han sig at slå fast.

Carlsen sukkede lidt...

- Okay. På lange strækninger er der ofte signaler for hver cirka to kilometer. De kaldes mellembloksignaler eller automatiske mellembloksignaler. Lad os tage to tog »A« og »B«. »A« kører forrest. Hver gang det passerer et signal »X«, bliver signalet rødt, sådan at »B« ikke kører op bag i »A«. Når »A« så passerer det næste signal, bliver signalet »X« grønt, så »B« kan passere ... men der kommer kun ét grønt lys.

Jon Carlsen holdt inde lidt.

- Er du med...?

Juul nikkede langsomt. Det mente han i hvert fald.

- Hvis der altså kun er ét signals afstand mellem »A« og »B«, vil lokomotivføreren på »B« altså hele tiden se enten rødt eller ét grønt lys i signalerne...

Jon Carlsen holdt atter en lille pause, inden han fortsatte:

- Hvis »A« derimod kommer to signaler foran »B«, så ser lokomotivføreren i »B« to grønne lys som tegn på, at der er frit forbi dét signal, han er ved, og forbi det næste igen.

Der blev en lang pause. Jan Toft kiggede fra den ene til den anden, men ingen af dem tog nogen videre notits af ham.

- Hvis jeg har forstået det ret...begyndte Juul, og afbrød så sig selv igen.

- Et tog, som er standset foran rødt ved ét af de hersens mellembloksignaler, fordi der kører et tog foran, vil altså ikke få to grønne, men kun ét, når det forankø-rende tog er kommet af vejen...?

Jon Carlsen nikkede bifaldende.

- Præcis. Hvis man holder for rødt ved et mellembloksignal, så kan man aldrig få to grønne umiddelbart efter...

- Så lige én ting til. Du sagde, at du kunne slukke for alt det automatiske, når det blev for kedeligt. Kan de også det ved DSB?

Carlsen grinte.

- Jeg tvivler på, at de gider. De fleste DSB-folk er ikke særlig interesserede i tog...ikke på den måde i hvert fald. Jo mere de kan slippe for, jo bedre...Og nej, jeg mener ikke, de kan slå automatikken fra i deres automatiske mellembloksignaler. Kun hvis de skal repareres eller sådan noget.

Da Henning Juul kom tilbage til sit kontor, fandt han en A4-blok frem. Han rev et stykke papir ud og tegnede en streg ned midt gennem papiret på den lange led.

Så stod han lidt og kiggede på sin streg. Det her, sagde han til sig selv, er et jernbanespor set ovenfra. Cirka midt på stregen tegnede han to små kasser, som han godt kunne overbevise sig selv om lignede et tog med to vogne set ovenfra. Nederst på stregen tegnede han et »tog« mere magen til det første. Det nederste tog holder foran et signal, der viser rødt, sagde han til sig selv. Det lykkedes ham at finde en rød tusch i skuffen og placere en rød prik ved siden af toget.

Han arbejdede langsomt, for her var noget, som han ville fatte, selv om det faldt ham svært.

Når det forreste tog - altså det øverste - om lidt passerer et signal,... Han tegnede ét ved siden af det forreste tog ... så skifter det til rødt... og så skifter signalet ved det bageste tog til grønt. Han stregede den røde prik ud og erstattede den med en grøn.

Der er altså ét signals afstand mellem de to tog. Han greb sig selv i at tænke højt.

Men hvis nu ... hvis nu det forreste tog kører så hurtigt, at der bliver to signalers afstand mellem dem, så vil det bageste tog blive mødt med to grønne lys...

To signaler ... to grønne. Ét signal ... et grønt.

Det var jo egentlig ikke så vanskeligt.

Han kastede et blik op på opslagstavlen og måtte erkende, at de tegninger af togvogne, der hang dér, så lidt mere professionelle ud end hans egne. Idet hans blik strejfede billedet af drengen med bolden, hoppede hans hjerte op i halsen. Han havde da vel for helvede ikke glemt....

Et blik på urets datofelt beroligede ham. Det var heldigvis først på fredag, knægten fyldte fire. I år skulle han altså huske at købe en gave...

Onsdag, den 7. november, kl. 18.30

Henning Juul var om ikke tilfreds, så dog mere tilfreds end han havde været den sidste uges tid, da han kom hjem til sin lejlighed på Kirkevangen. I en plasticpose havde han en lille stak bøger, som han havde lånt på biblioteket. »Jernbanen - i model og virkelighed«, »Tog for begyndere« og »Hobby-elektronik« hed de tre øverste i den stak, han smed på køkkenbordet.

Nederst lå »Det 20ende århundredes største skakpartier«.

Kriminalkommissær Henning Juul havde i sit køleskab to æg, en liter letmælk, som lugtede fælt, en pakke bacon, hvis sidste salgsdag lå et stykke tilbage, to-tre ubestemmelige effekter indpakket i staniol og tre pilsnere. Juul havde engang hørt et radioprogram, hvor forskellige kendte mennesker var blevet bedt om at fortælle, hvad de havde i køleskabet. Det skulle åbenbart være med til at karakterisere dem. Juul rynkede brynene. Måske var dén idé ikke helt så poppet, som han umiddelbart havde tænkt.

Sammen med en dåse cocktailpølser udgjorde æggene og bacon'en et hæderligt måltid efter de Juulske standarder. Han bladrede adspredt i jernbanebøgerne, mens han spiste ved sit lille køkkenbord.

I morgen skulle han snakke med en lokomotivfører ved navn John Andersen, en togfører, der hed Birgitte Meyer og en mand fra fjernstyringscentralen, som han havde sat Jan Toft til at støve op sammen med de to andre - nemlig ham, der havde haft vagt den 26. oktober om aftenen.

Henning Juul stillede sin tallerken ned til den snavsede pande i køkkenvasken, greb en bog i bunken på køkkenbordet og satte kursen mod sofaen inde i stuen.

Han udvalgte sig et kapitel med overskriften »De store forbilleder«.

»Man kan altid sætte spørgsmålstegn ved, hvem der er den eleganteste spiller: Bobby Fischer eller Boris Spaskij...«, læste han.

[Note: Dagens afsnit er delt i to p.g.a. begrænsning i antallet af tegn i et indlæg på forum]

Torsdag, den 8. november, kl. 9.30

- Togføreren kommer først, så ham John Andersen, og hvis DSB kan finde manden fra fjernstyringscentralen, inden han skal møde på arbejde, så sender de ham herind i eftermiddag. Sagde Jan Toft, næsten inden han var inde ad døren.

Henning Juul nikkede tilfreds. Af en eller anden grund følte han, at der var skred i sagen nu. Også selvom de resterende afhøringsrapporter, som han havde læst her til morgen, heller ikke havde givet ham noget som helst at gå efter.

Politiet havde afhørt 152 mennesker, som havde en del til fælles. Punkt 1 figurerede de på en vis redaktør Svend Kragelunds lister over mennesker, der skyldte eller havde skyldt samme, nu afdøde Svend Kragelund penge, punkt 2 var de alle mere eller mindre enige i, at denne Svend Kragelund hørte til i den mindre pæne del af menneskeheden - hvilket mange af dem indrømmede også selv at gøre - og punkt 3 var ingen af dem særlig kede af, at han var død. Visse af dem ligefrem glade.

Der var bare lige det punkt 4, at det ikke var særlig sandsynligt, at nogen af dem havde været ude at køre med det tog, der i køreplanen hed Re3165, den 26. oktober. De fleste af dem var oven i købet i stand til at bevise det.

Derudover havde politiet afhørt ti personer, som havde det til fælles, at de netop havde kørt med Re3165 den 26. oktober. For deres vedkommende var der bare også det fællestræk, at ingen af dem stod på hr. Kragelunds lister.

Alligevel var Henning Juul optimistisk.

Birgitte Meyer havde sin togføreruniform på, da hun trådte ind på Henning Juuls lille kontor.

- Jeg skal møde på arbejde klokken halv elleve, sagde hun nærmest undskyldende, mens hun satte sig på gæstestolen. Jan Toft stillede sig i det fjerneste hjørne.

- Ja, men det bliver også ganske kort det her, sagde Juul imødekommende. Faktisk skal jeg bare have klarhed på én ting ... Men lad mig lige først høre, om De selv er kommet i tanker om noget, siden vi snakkede sammen sidst?

Hun rystede langsomt på hovedet.

- Jeg ved ikke rigtig, hvad det skulle være, sagde hun. Jeg har fortalt det hele...

Henning Juul gengav lokomotivfører John Andersens forklaring for Birgitte Meyer.

- John Andersen mener altså, at han standsede toget, fordi et signal viste rødt lidt nord for Skanderborg. Jeg forestiller mig, at De som togfører ville lægge mærke til, hvis toget standsede, uden det var på en station. Men jeg tager måske fejl?

Birgitte Meyer tænkte sig tilsyneladende grundigt om.

- Ja, jeg er bange for, at De tager fejl ... Jeg kan i hvert fald ikke huske noget om, at vi skulle have stoppet på strækningen den aften, men det betyder ikke, at det ikke kan være sket. Jeg skal sige Dem ... det er rutine, det vi laver, og det er ikke så usædvanligt, at toget sætter farten ned eller standser helt. Det kan skyldes så meget, som er helt normalt ... reparation af sporet, eller hvad ved jeg ... og det er kun, hvis man mærker en usædvanlig hård opbremsning eller sådan noget, at man egentlig registrerer det.

- Jeg er bange for, at jeg ikke kan hjælpe Dem. Birgitte Meyer så oprigtig ked ud af det.

Juul forsøgte at smile opmuntrende til hende.

- Så tror jeg kun, jeg har et par spørgsmål mere... Kunne der, teoretisk set, have været en passager mere med det tog, som De ikke bemærkede? Altså én, som ikke ville bemærkes...?

Kvinden i gæstestolen smilte. Hun var egentlig utrolig køn, tænkte Juul.

- Se dét er selvfølgelig et pinligt spørgsmål, sagde hun med smil på stemmen. Det er jo netop min opgave at sørge for, at der ikke er nogen af den slags, ikke? Men, jo, det kunne der da i teorien godt, selv om jeg absolut ikke tror det ... Den eneste reelle mulighed for at gemme sig er på toiletterne, og jeg kigger altid op på optagetskiltene i hver ende af vognene, når jeg billetterer. Hvis der er lys i et af dem, og jeg i øvrigt har tid, så venter jeg, til vedkommende kommer ud...

- ... og dén fredag havde jeg jo masser af tid, men dét er jeg sikker på ... der var med garanti ingen lys i optagetskiltene på den tur. I øvrigt gik I vel selv toget igennem, da vi kom ind...?

Juul sukkede og undlod at svare på togførerens spørgsmål.

- Jeg kan forstå, at sådan et tog har en eller anden form for automatisk dørlukning, som også holder dørene lukket, når toget kører...?

- Ja, togføreren kan lukke alle dørene i toget ved at dreje på en kontakt ... det vil sige alle dørene undtagen den, man selv står ved, ellers ville vi jo blive lukket ude. Og, ja, mekanismen forhindrer også, at dørene bliver åbnet, mens toget kører.

- Kan automatikken slås fra?

Birgitte Meyer nikkede.

- Ja, der sidder et lille håndtag over hver dør. Hvis man drejer på det, kan man åbne og lukke dørene manuelt.

Henning Juul sagde pænt tak, tog afsked med Birgitte Meyer og sendte Jan Toft ned i kantinen efter en kande kaffe.

Så ringede hans telefon.
- Juul!?

Det var Michael Back.

- Jeg har noget, du skal ha', sagde han uden indledning. Det er sikkert ikke særlig vigtigt, men det er nok rigtigst, at du får det alligevel.

- Og hvad er det så ... og hvad skal du ha' til gengæld? Juul små-smilede ned i telefonen. Han måtte jo indrømme, at der ikke var sket de store ulykker ved at gøre forretninger med denne Back hidtil, snarere tværtimod.

- Næe, denne gang skal jeg ikke ha' noget igen. Jeg sender et bud hen til dig med det. Det er en slags elektronisk kalender, som jeg har fundet i Kragelunds computer og skrevet ud på papir.

Han havde lagt røret igen, inden Juul kunne nå at spørge ham om, hvordan han igen havde fået noget ud af Kragelunds maskineri.

Jan Toft kom tilbage med en kande kaffe og to krus og fik til gengæld oplysningen om Backs fornyede indbrud i Kragelunds computer.

- Går du ikke lige ned i ekspeditionen og er klar, når de papirer kommer? Måske kan vi nå at se på dem, inden vi skal snakke med Andersen.

Det kunne de nu ikke. Jan Toft kom tilbage få minutter efter med både en brun konvolut og lokomotivfører John Andersen.

[... fortsættes]

[...fortsat fra 1/2]

Han var, ligesom togfører Birgitte Meyer havde været det, i DSB-uniform.

Scenen i kontoret var den samme som få øjeblikke tidligere. En DSB-ansat i gæstestolen, Jan Toft i hjørnet og Henning Juul ved skrivebordet.

- Er De kommet i tanker om noget siden sidst, hr. Andersen?, spurgte Henning Juul.

Lokomotivføreren trak på skuldrene.

- Jeg er ret sikker på, hvor det var, jeg stoppede den aften. Jeg kørte turen i går...

- Og hvor var det så?

- Ved AM 2908. Den ligger lige efter Stilling.

Juul tog en dyb indånding.

- Lad os så tage det hele forfra. Eller i hvert fald fra Skanderborg. Med tidspunkter.

- Nå, ja, jeg mener, vi var rettidig fra Skanderborg. Det er så ... 22.31. Så tager det vel fire-fem minutter til Stilling - der er nok omkring tre kilometer, for 2908 er den anden AM efter Skanderborg...

- Og så..., hr. Andersen?

- Nå, ja, så var der stop, og det får vi jo at vide på signalet inden, så vi kan tage farten af, og så stoppede jeg, sådan som jeg har fortalt det, men inden jeg kunne nå at få FC ... ja, altså fjernstyringscentralen ... på radioen, så kom der to grønne, og så kørte jeg videre.

- Hvor længe vil De tro, at De holdt helt stille?

- To ... tre minutter. Vi plejer lige at lade der gå lidt tid, inden vi ringer til FC...

- Hr. Andersen, har De nogen idé om, hvorfor det signal viste rødt lys?

John Andersen rystede på hovedet.

- Hvis jeg skulle spekulere på det, hver gang jeg fik en stop, så kunne jeg ikke bestille andet ... Der kørte vel et særtog eller en trolje eller sådan noget foran. Men det kan I helt sikkert få at vide hos FC. De fører jo bøger over sådan noget.

Henning Juul nikkede. Det havde Torben Johansen også fortalt i tirsdags. Det var derfor Juul ville snakke med ham, der havde haft vagt på fjernstyringscentralen den aften.

- Der er bare noget, jeg ikke forstår, hr. Andersen, sagde Juul meget langsomt.

- Nu må De endelig hjælpe mig, hvis der er noget, jeg har misforstået. Men hvis jeg ellers har forstået signalsystemet ret, så skulle der kun komme ét grønt lys, hvis der kørte et tog foran Deres - som tegn på, at det næste signal så viste rødt. Er det ikke rigtigt. Men der kom to grønne, har De forklaret ... som om næste signal også viste grønt...

Det gav et sæt i Jan Toft, som ellers havde stået passivt i sit hjørne, og John Andersen, som det meste af tiden havde studeret gulvet foran sine fødder, kiggede langsomt op. Han rynkede panden.

- Det har De faktisk ret i. Det har jeg slet ikke tænkt på. Det var da mærkeligt...

- De kan ikke give os et bud på hvorfor, hr. Andersen?

Der var ikke antydning af ironi i Juuls stemme - det her var to mennesker, som forsøgte at løse et problem sammen.

John Andersen rystede på hovedet.

- En fejl i signalet, måske ... Det sker somme tider.

Juul anlagde den joviale tone igen.

- Nå, det er heller ikke sikkert, det betyder noget, og hvis det gør, skal vi nok finde ud af det. Bare én ting til. Det nummer, De har brugt om signalet ....

- 2908?

- Ja, AM 2908. Betyder det noget, eller er det bare et nummer?

- Nå, ja, AM betyder jo automatisk mellemblok, og nummeret er en kilometerangivelse ... eller rettere, de tre sidste tal er.

John Andersen lød kendeligt oplivet over, at der var noget, han kunne give et præcist svar på.

- Alle AM-signaler har et 1- eller 2-tal forrest. De tre sidste er kilometer. 9-0-8 betyder så 90,8 kilometer fra Fredericia.

Jan Toft lod sig dumpe ned i gæstestolen, da de havde sagt farvel til John Andersen.

- Nå, det var derfor, du var så interesseret i de legetøjstog ude hos ham Carlsen. Én grøn, to grønne ... den havde jeg sgu ikke fanget. Tror du, det betyder noget? Er du begyndt at tro på den 11. passager?

Juul svarede ikke. I stedet for åbnede han kuverten med de nye udskrifter fra Svend Kragelunds computer. Det lignede slet og ret kalenderblade fra en spiralkalender, men ved nærmere eftersyn kunne man godt se, at de ikke var trykt, men skrevet ud på en EDB-printer. Det pudsige var, at der kun var fredage.

På de fleste af fredagene stod noget, som til forveksling lignede de koder, Kragelund havde haft på sine skyldnerlister. Her på kalenderbladene var der blot tilføjet noget, der lignede klokkeslæt og på nogle af dem også en adresse og en by eller bare et bynavn.

- Hvad får du ud af det?, spurgte Juul sin kollega.

- Jeg tror, sagde Jan Toft langsomt, at vor ven Kragelund brugte fredagene til at kradse penge ind. Sandsynligvis når folk var klar til at betale det fulde beløb tilbage. Sagde hans kone ikke, at han var væk hver fredag aften ... at han kom sent hjem?

Juul nikkede. Han var foreløbig enig i udlægningen.

- Men han havde vel ikke så mange kunder, at der var nogle, der var klar til at betale tilbage hver fredag, mon?

De sad lidt og kiggede på kalenderbladene. Der var fredage, der var tomme, men de fleste havde en eller anden angivelse.

- Det kan jo være, han tog rundt og gav gode råd til dårlige betalere, når der ikke lige var lån, der skulle indkasseres. Hvis du forstår, hvad jeg mener....

Juul nikkede nok engang. Jon Carlsen og flere af de andre, de havde snakket med, havde forklaret, at Kragelund ved forskellige lejligheder havde ladet skinne igennem, at man kunne komme slemt til skade, hvis man ikke overholdt betalingsvilkårene. Måske brugte han disse fredage til at minde sine kunder om betingelserne... Det var nu nok hurtigt opklaret.

- Gå alle dine lister igennem igen og find dem, der passer med de navne, der står på de her fredage, så skulle vi nok kunne få opklaret, om din teori her passer. Jeg kan godt selv snakke med manden fra fjernstyringscentralen, hvis han kommer. Du kan få én af de andre til at hjælpe dig...

- Og når I så er færdige ... Møde her kl. 15!

Manden fra fjernstyringscentralen hed Niels Jacobsen, og i modsætning til de andre DSB-folk den dag, stillede han op i civil.

Han satte sig helt ude på kanten af Juuls gæstestol, som om han var på spring for at sige eller gøre noget.

- Vi skulle snakke om den 26. oktober. Jeg kan forstå, at De havde vagt på fjernstyringscentralen den aften sammen med en kollega...?

Juul nåede næsten ikke at gøre sætningen færdig.

- Ja, og jeg har noget at fortælle ... men jeg ved ikke om det er vigtigt. Jeg er først kommet til at tænke på det, efter De ringede, sagde Niels Jacobsen nærmest undskyldende.

- Ja...?

- Der var noget pudsigt den aften. Det var, som om et afsnit mellem to bloksignaler blev ved med at være besat, efter at det sidste IC-tog havde passeret...

- Hvad var det for et afsnit, kan De huske det?

- Jeg er ikke helt sikker, men det var ét af de første nord for Skanderborg. Jeg besluttede mig til ikke at gøre noget, før jeg hørte fra 3165 - altså det regionaltog, der kom efter IC-toget. Hvis han fik stop, skulle han jo nok give lyd fra sig på radioen.

Juul gengav lokomotivfører John Andersens forklaring for Niels Jacobsen.

- Det kan sagtens passe, at det var blokken efter AM 2908, der viste besat. Jeg glemte alt om det i det postyr, der kom bagefter ... for da vi hørte fra 3165, var det jo noget med en død mand og ikke en AM på stop...

En forklaring på, at signalet skulle vise stop uden grund for derefter at skifte til to grønne, kunne han ikke give. Men han kunne udelukke, at der havde kørt et tog eller en trojle foran regionaltoget, sådan som John Andersen først havde troet.

- Sådan noget er det os på FC, der arrangerer, så det ville jeg med 100 procents sikkerhed have vidst...

Inden Juul sagde pænt farvel til Niels Jacobsen, aftalte de, at Jacobsen skulle kontakte signaltjenesten for at finde ud af, om der var konstateret fejl på AM 2908.

Da han var gået, sad Juul lidt og funderede over det, manden havde fortalt. Så rakte han ud efter den telefonbog, han havde liggende ved siden af telefonen. Kort tids søgen gav ham nummeret på avisen, han ringede op og bad om at komme til at tale med Michael Back.

- Back!?

- Henning Juul. Tak for kalenderen. Får du noget ud af den?

Juul greb sig selv i at spørge journalisten til råds, som om han var en kollega.

- Tjae, mon ikke fredag var Kragelunds incasso-dag. Jeg kan ikke få det til at betyde andet. Hvad mener du?

De var ikke længe om at blive enige om, at Juul og Jan Toft sikkert havde ramt rigtigt.

- Hvor har du den kalender fra?, spurgte Juul. Vi så den da ikke, da vi var ude hos Kragelund sammen?

Back grinede.

- Mon ikke jeg så lidt mere, end du gjorde...? Nej, spøg til side. Jeg så noget, der i EDB-sprog kunne tyde på, at der var en kalender i hans system et eller andet sted, og så ... jeg skulle nok ikke fortælle dig det, men hva' faen ... Jeg lod altså Kragelunds maskine være tændt, da vi gik. Det lagde I slet ikke mærke til, vel? Så har jeg ringet den op med mit modem derhjemme fra et par gange og gået på opdagelse via min egen computer. Jeg ved godt, det er både umoralsk og ulovligt, men jeg kunne ikke nære mig. Og vi fik jo også noget godt ud af det, ikke?

- Burer du mig inde? Backs sidste bemærkning lød halvt spøgende, halvt alvorlig.

Juul svarede ikke.

- Er der mere interessant i den computer?, spurgte han i stedet for.

- Nix. Nu har vi det hele. Og i øvrigt har hans kone åbenbart også opdaget, at dyret var tændt, for jeg kan ikke komme i kontakt med den mere. Men bare rolig, med mindre hun direkte har stået og set på det, så har hun ingen mulighed for at vide, at jeg har kigget mig omkring...

- Hvis hun melder dig, så er jeg jo nødt til....

Juul gjorde ikke sætningen færdig. I stedet sagde han pænt tak for kalenderen og overraskede nok engang sig selv, da han afsluttede samtalen med et muntert »Hej, du!«.

Hva' faen bli'r det næste, sagde han halvhøjt for sig selv.

Torsdag, den 8. november, kl. 15.30

- Vi skal bruge et tog.

Toft, Berg, Nielsen og Grønlund så ud, som om de var sikre på, at deres chef spøgte.

- S'gerne, sagde Peter Nielsen. Hvilken farve ønsker De, hr. Juul?

Juul ignorerede morsomheden. Han havde hurtigt sat de andre ind i, hvad han selv og Toft havde fundet ud af.

- Jeg mener det. Vi skal rekonstruere 3165s tur fra Skanderborg og hertil.

Det lød sgu godt, tænkte Juul. »3165«! Jeg taler snart som en rigtig DSB-mand.

- Det må kunne lade sig gøre at få etaten til at køre os en tur med et tog magen til det, der kørte hin fredag aften. Jan, du var den første til at gå i krig med lokomotiver, numre og alt det dér. Vi skal nok gå igennem politimesteren. Jeg får ham til at bede DSB om et tog, og så siger jeg, at du ka' det praktiske. Det skal se ud, nøjagtig som 3165 gjorde den 26., og vi skal have John Andersen til at køre, og hende Meyer skal med også.

- Hans, så skaffer du en flok her fra Gården til at agere passagererne. Prøv om du kan finde nogle, der passer bare nogenlunde i alder, og vær sikker på, at du får den rigtige kønsfordeling.

- Jan, prøv at arrangere det til i morgen aften eller nat, når den almindelige togtrafik er overstået. Det er oven i købet en fredag...

Selv tog Henning Juul hjem. Med sig havde han Jan Tofts og Niels Bergs rapport om afhøringen af tre af de mennesker, som stod i Kragelunds kalender. Den kalender, de havde fået fra Michael Back. Juul gad næsten ikke læse rapporten, for Jan Toft havde allerede fortalt ham, at de tre afhørte bekræftede fredags-teorien. Svend Kragelund varmede tydeligvis op til weekenden ved at tage rundt til sine kunder for enten at afslutte deres fælles forretningsforbindelse eller, som Juul og Toft havde gættet, for at sætte genstridige debitorer på plads. Noget tydede også på, at Kragelund udvalgte sine kunder blandt dem, der var langt nok nede i skidtet til, at han kunne true dem på plads.

Der var en del, som havde snakket om folk, der kom til skade, men der var ingen beviser for, at Kragelund brugte vold eller lod andre gøre det for sig.

Fredag, den 9. november, kl. 06.00

Der var et vækkeur et eller andet sted i lejligheden, og da Juul havde ledt længe nok torsdag aften, var det da også kommet for en dag. Og nu kom så straffen, men op skulle han, for han ville ikke gentage fadæsen fra sidste år og glemme Janus' fødselsdag.

Han gned øjnene og trådte ud på gulvet med det samme for ikke at risikere at falde i søvn igen. En telefon ved sengen ville ikke være af vejen tænkte han, mens han traskede ind i stuen. Han var nødt til at ringe så tidligt, hvis han skulle fange Lene og Janus, inden hun kørte ham i børnehave og selv tog på arbejde.

Ærgrelsen over at skulle så tidligt op blev rigeligt opvejet af den glade barnestemme i telefonen, og da han meddelte, at han ville komme med en gave om eftermiddagen, ville jublen ingen ende tage.

- Hva' er det, Morfar, spurgte knægten, så ordene næsten væltede over hinanden for at komme frem.

Henning Juul lo gemytligt og sagde, at det måtte man sandelig da ikke få at vide på forhånd.

Men han kunne nu godt have tænkt sig selv at vide det.

Fredag, den 9. november, kl. 14.31

Juul tog tid på, hvor længe han ville være om at få klaustrofobi i den overfyldte legetøjsforretning. Han fattede egentlig ikke, hvem der havde tid til at gå i legetøjsforretning midt på eftermiddagen - hvis det var dem uden arbejde, så burde de vel ikke have råd til at være der. Nå, han var der jo selv, og han havde ved gud arbejde ... rigeligt.

Han var fire minutter om at få det dårligt og yderligere to om at finde en gave, og først da han stod ude på gaden efter flugten gennem kasseapparatet, slog det ham, hvad det egentlig var, han havde købt.

Han smilede og rystede overbærende på hovedet af sin egen opfindsomhed, og en tilfældig forbipasserende ville sikkert have taget ham for just det, han var. En glad bedstefar, som havde været inde og købe en gave til barnebarnet.

Og egentlig var det vel også på tide, at ungen fik det elektriske tog...

Han dryssede lidt rundt i byen med sin store pakke under armen, indtil han hoppede på en linie 3 ud ad Randersvej.

Det var sjældent, han brugte den nøgle, han havde til Lenes lejlighed, men i dag var der en god grund til at gøre det. Han glædede sig til at se Janus' fjæs, når han fik øje på den store æske med tog-sættet.

Og han blev ikke skuffet. Lene rystede ganske vist på hovedet af ham, og ymtede noget om, at det var ungen da vist ikke gammel nok til, mens hun gik ud i køkkenet for at lave varm chokolade. Men succesen var hjemme. Selv om der var langt fra cirklen på gulvet og det enlige damplokomotiv med tre godsvogne til Jon Carlsens anlæg, kendte Janus' begejstring ingen ende. Til at begynde med drejede han blot transformatorens håndtag hele vejen rundt med det resultat, at det lille tog efter en enkelt omgang med absolut tophastighed væltede af skinnerne.

Det var selvfølgelig også vældig morsomt, men det lykkedes Juul at overbevise drengen om, at det var sjovere, hvis toget blev på skinnerne.

Middagen stod på spaghetti og røde pølser. Janus' valg. Han er en køn dreng, tænkte Juul, og spekulerede på, om det var indbildning, når han syntes, at han kunne se noget af både Lene og Lenes mor i hans ansigtstræk.

Den var ikke mere end syv, før ungen faldt i søvn liggende på gulvet foran sit nye tog. Juul drejede langsomt transformatorens håndtag ned på nul, og det lille lokomotiv standsede sin evige køren i ring. Lene løftede forsigtigt sin dreng op og bar ham ind i seng.

Da Juul var blevet alene, så han sig om i stuen. De fleste af møblerne kendte han kun alt for godt. Han rejste sig fra gulvet, tog sin kaffekop og stillede sig hen foran kommoden med billederne ovenpå. Det største af dem forestillede tre mennesker i en have - en mand, en kvinde og en halvvoksen pige. De havde alle fjogede grin på, som nok ikke mindst skyldtes den tåbelige hat, kvinden havde på. Han huskede det, som var det igår. Det var det ikke ... det var 10 år siden.

Lene kom tilbage fra Janus' værelse og lagde begge arme om sin far bagfra.

- Gør det stadigvæk ondt?, spurgte hun stille og lagde sin kind mod hans nakke. Han nikkede.

- Kan du ikke glæde dig over os i stedet for? ... se da på Janus, se hvor lykkelig han er for dig. Der var ingen bebrejdelse i hendes stemme, kun omsorg.

Han blev der så længe, han kunne. Lene var god at snakke med. Hun interesserede sig ikke meget for politiarbejde, og det var en lettelse at tale om alt muligt andet.

Der var ikke tid til at tage bussen ind på Gården, så meget mod sin sædvane ringede han til vagthavende og spurgte, om han ikke kunne lade en patruljevogn slå et vend omkring og tage ham med ind.

- Tak, sagde Lene, da han stod i døren. Kom lidt oftere, Far.

Fredag, den 9. november, kl. 22.30

Det rigtige Re3165 holdt ved perronen i spor 1. Henning Juul kiggede ind gennem vinduerne. Der var ikke mange passagerer med. Birgitte Meyer havde sikkert ret, når hun sagde, at 10-15 stykker var det normale for det tog. Om ét minut skulle det afgå. Nøjagtig som Re3165 var afgået fra Skanderborg to uger tidligere.

I spor 2 holdt et tog præcis magen til det i spor 1. Politiets rekonstruerede 3165. Jan Toft, der efterhånden optrådte som politiets jernbaneekspert, havde forklaret, at toget bestod af et MZ-lokomotiv, en A-vogn, en Bk-vogn og to B-vogne. Og selv om ingen havde været rigtig interesseret, havde han også forklaret, at en A-vogn er en 1.-klassesvogn, at en B-vogn er en 2.-klassesvogn, og at en Bk-vogn er en 2-klassesvogn med kiosk i. Deraf k'et, som han havde sagt.

Det havde ellers holdt hårdt, påstod Jan Toft, at få DSB til at sætte et særtog sammen med så kort varsel, og så oven i købet et tog, der skulle sammensættes på en helt bestemt måde. »Oprangeres«, hed det i jernbanesprog, sagde han, mens han stadig beredvilligt delte ud af sin viden til de andre. Samtidig havde han haft et hyr med at få både John Andersen og Birgitte Meyer fri for deres almindelige tjeneste den aften, men det var lykkedes. Ikke mindst fordi han havde allieret sig med Torben Johansen, som havde vist ham rundt i »posten«, og som vidste, hvilke knapper der skulle trykkes på. Ikke kun i bogstavelig, men også i overført betydning. Samme Johansen havde tilbudt selv at tage med på turen for at løse praktiske problemer, hvis sådanne skulle opstå.

Hans Grønlund havde været på jagt på Politigården, og det var lykkedes ham at skaffe frivillige nok, der kunne gøre det ud for de ti passagerer, der var med Re3165 den 26. oktober. Med en slet skjult modvilje kunne han oven i købet afsløre, at der blandt kontorpersonalet på Gården var en tyrk, som han havde fået til at spille »den der Mustafa«.

Ved hjælp af de tegninger, som nu i næsten to uger havde hængt på Henning Juuls opslagstavle, havde de benyttet turen til Skanderborg til at få »passagererne« placeret de rigtige steder. Jan Toft fungerede som instruktør, så hver enkelt så vidt muligt kunne opføre sig, som de rigtige passagerer ifølge deres egne forklaringer havde gjort det nøjagtig to uger tidligere.

Henning Juul selv havde været på besøg hos færdselspolitiet om formiddagen og lånt to stopure. Det ene havde han givet Jan Toft, det andet beholdt han selv.

Hans plan var, at Jan Toft skulle opholde sig på lokomotivet sammen med John Andersen og nøjagtigt kontrollere, hvor lang tid det ville tage for toget at nå til AM 2908, hvor det skulle standse. Selv ville Juul tage tid på Birgitte Meyers billetteringsrunde. Grønlund, Berg og Peter Nielsen fik besked på at opholde sig i kiosken, mens det hele stod på, så de ikke forstyrrede billedet.

Henning Juul var ikke helt sikker på, hvad det hele skulle føre til, men han havde en anelse.

Det ægte Re3165 rullede ud af stationen, og en DSB-mand i arbejdstøj og en walkie-talkie-lignende radio om halsen lagde an til at rangere rekonstruktionen fra spor 2 til spor 1.

Henning Juul lagde vægt på, at det hele skulle foregå nøjagtig som den aften, så han ville ikke være med til, at toget skulle afgå fra spor 2, selv om flere af de DSB-folk, der var med, havde argumenteret kraftigt for det som det nemmeste.

- Dav, Juul!, var der pludselig en bekendt stemme bag ham, der sagde. Juul sukkede og vendte sig om.

- Back, hvad faen laver du her?

- Kigger på tog. Det er vel ikke ulovligt. Jeg kom lige forbi...

Det var halvmørkt på perronen trods de tændte lamper, men det var tydeligt for enhver, Juul inklusive, at Back aldeles ikke lige var kommet forbi. Det afslørede hans brede smil med det samme.

- Du kommer ikke med den her gang, hvis det er det, du tror. Juul holdt begge hænder op foran sig, som om han regnede med, at det blev nødvendigt rent fysisk at forhindre journalisten i at stige om bord i toget.

- Det vil jeg sandelig heller ikke. Jeg ville bare vinke farvel. Og så møder jeg jer jo nok ude i Stilling igen...

Back havde stadig det brede grin på, da han vendte sig om og stillede sig i behørig afstand for at kigge på begivenhederne. Juul havde den største lyst til at spørge, hvorfra han vidste, hvad der skulle foregå, men han kunne høre Backs standardbemærkning »skal vi ikke bare sige...« for sit indre øre, så han lod være.

Toget rullede langsomt ind til perronen. Alle »passagererne« sad på deres pladser, og Juul fik selskab udenfor af Birgitte Meyer, Torben Johansen og den DSB-mand, som åbenbart stod for rangeringen.

- Vi har strækningen for os selv indtil klokken 3 i nat. Da skal vi enten være fremme eller være tilbage her, for på det tidspunkt kommer der et godstog fra Fredericia, sagde Torben Johansen.

Juul kiggede op og ned ad perronen. Birgitte Meyer havde haft ret. Der var ikke noget sted, hvor hele toget kunne overskues, fordi perronen lå i en kurve. Han gik lidt fremad og så Jan Toft stikke hovedet ud gennem vinduet på lokomotivet. Aftalen var, at de skulle starte hver deres stopure i det øjeblik, Birgitte Meyer gav afgang med den såkaldte »brummerledning«. En anordning, havde Juul forstået, som gav en bestemt lyd fra sig på lokomotivet, så lokomotivføreren vidste, at han måtte begynde at køre.

Birgitte Meyer skulle gøre nøjagtig, som hun havde gjort den 26. oktober. Fløjte som tegn på, at dørene blev lukket, stikke sin nøgle i kontakten til den automatiske dørlukning og dreje. Kontrollere, at alle døre undtagen hendes egen lukkede og så stikke nøglen i den anden kontakt. Den til »brummeren«. I samme øjeblik, hun drejede på nøglen, trykkede Juul på sit stopur. Toget satte sig langsomt i gang.

Første gang, Birgitte Meyer passerede plads 26 i 1.-klassesvognen, viste stopuret 46 sekunder. Juul tog i håndtaget på en dør ud til det fri, men kunne ikke få den op.

Da toget tre minutter og to sekunder senere standsede foran AM 2908, befandt Birgitte Meyer sig i den næstbageste vogn på vej fremad i toget. Altså på den runde, som hun havde forklaret, hun gik for at se efter glemte sager, lukke vinduer og sådan noget.

Juul lod hende gøre runden færdig. Da hun kom til kupéen, hvor hun havde fundet Svend Kragelund død, var der gået fem minutter og ni sekunder, siden toget havde forladt Skanderborg.

Der var altså fire minutter og 23 sekunder imellem, at hun passerede Kragelunds kupé første og anden gang, regnede Juul ud.

Hvem, der så end dræbte Svend Kragelund, havde haft netop de fire minutter og 23 sekunder til at gøre det i.

Eftersom Birgitte Meyer efter al sandsynlighed ikke havde gået i nøjagtig samme tempo som den 26., besluttede Juul sig til at sige mellem fire og seks minutter.

Juul regnede videre.

Hvis John Andersen havde holdt to minutter, inden signalet skiftede til grønt, havde toget været i gang igen et minuts tid efter sit stop, da Birgitte Meyer opdagede mordet.

Toget holdt stadig stille, og Juul åbnede en dør og kiggede ud. Det var mildt sagt mørkt udenfor, men han trådte alligevel ned på trinene. Der var endog meget langt fra det nederste trin, til han igen havde fast grund under fødderne. Stående nede på stenene mellem de to spor på den dobbeltsporede strækning rakte han op for at smække døren i efter sig. Det lod sig bare ikke gøre.

Birgitte Meyer stod oppe i vognen og kiggede ned på ham.

- Dørautomatikken sørger også for at holde dem åbne, mens toget holder stille, sagde hun og løftede hånden op til et sted over døren, som Juul ikke kunne se.

- Sådan, sagde hun. Og pas så i øvrigt på, der kan komme tog på nabosporet.

Juul prøvede igen at lukke døren. Denne gang lykkedes det, selv om han havde på fornemmelsen, at den ikke smækkede helt i.

Han kunne dårligt orientere sig i mørket, men han famlede sig frem langs toget, til han nåede hen til lokomotivet, kravlede op ad trinene, fik døren åbnet og stod så inde i det halvmørke førerrum.

I den modsatte side af det smalle rum sad John Andersen på en høj stol, mens Jan Toft stod lige bag ham. Desuden var der en helt tredie DSB-mand, som han ikke havde hilst på før. Motoren brummede fælt og gjorde det umuligt at høre lyde udefra, bemærkede Juul sig.

Han nikkede til de andre, men sagde ikke noget. Han kiggede ud gennem frontruden. Det mest markante var de to kraftige, grønne lys i signalet lige foran dem. Lidt længere fremme kunne han i skæret fra lokomotivets lanterner se en bro over sporene. Han tog et skridt over mod John Andersen og Jan Toft.

- Fik du tiderne?, spurgte han Toft. Han var nødt til at tale højt for at overdøve motoren.

Jan Toft nikkede.

- Og John Andersen, De er sikker på, at det var netop her, De holdt den fredag aften?

Han nikkede også.

- Jeg husker det helt sikkert på grund af broen, sagde han og gjorde et kast fremad med hovedet.

Juul stod lidt og kiggede på broen. Midt på den syntes han, at han kunne se silhuetten af en enlig skikkelse, men i det svage lys var han ikke sikker. Ingen sagde noget.

- Jeg er sådan set færdig, sagde Juul så. For min skyld kan vi godt køre hjem.

Efter en kort snak med togfører Birgitte Meyer, da de var tilbage, sendte Juul sine folk hjem og satte sig selv til rette i sin tjenestevogn, som holdt parkeret tæt ved sporene. »Som at fange mistænkte i en ruse«, kunne han huske, han havde tænkt to uger tidligere på dette sted.

Problemet var bare, konkluderede han, samtidig med at han startede bilen, at han havde sat rusen det forkerte sted.

Lørdag, den 10. november, kl. 11.30

Rute 170, hed den nu, den som stort set alle stadig kaldte hovedvej 10, skønt motorvejen for længst havde overtaget værdigheden og i øvrigt siden havde fået nyt nummer hele to gange.

Det var strålende sol, for første gang i umindelige tider, syntes Juul, og det var lige før, køreturen mod syd fik ham i helt godt humør. Han havde nøje studeret sit kort hjemmefra og var ret sikker på, hvor han skulle dreje fra for at komme over banen på den bro, som han havde skimtet i projektørlyset fra lokomotivet natten før.

10 minutter senere holdt han der. Fra hovedvejen skulle han kun nogle få hundrede meter til højre, så gik det opad, og pludselig var han midt på den smalle bro og kunne kigge ned på skinnerne. Vel 100 meter mod syd kunne han se bagsiden af signalet. AM 2908. Der havde hans rekonstruerede Re 3165 holdt for 12 timer siden, og der havde det rigtige Re 3165 holdt to uger tidligere.

Han fortsatte over broen og rundt i et skarpt højresving. Umiddelbart efter svinget holdt han stille. Fra bilen kunne han kigge ud over motorvejen, hvor trafikken hastede af sted. I den skarpe efterårssol så det ud som om, vejen lå lige foran ham, men efter kortet at dømme var der mindst en kilometer derover. End ikke, da han steg ud af bilen, kunne han høre noget derovre fra, og de tunge lastbiler så nærmest spøgelsesagtige ud, som de kørte dér helt uden støj og tilsyneladende uden mål.

Henning Juul gik tilbage mod broen. Midt på den stillede han sig op for at overskue sceneriet. Som fire blanke bånd løb skinnerne under ham. Fra syd mod nord - fra nord mod syd. På den østlige side af banen rejste sig en stejl og tæt bevokset skråning, hvorimod banelinien mod vest kun blev afgrænset af en grøft og en enkelt række træer. Bag træerne løb en grusbelagt sti parallelt med banen. På begge sider var DSBs areal afgrænset af det sædvanlige hegn - tre rækker tråd på groft tilhuggede pæle, vel ikke over en meter højt. Juul fulgte hegnet med øjnene på den vestlige side af sporene. Så gik han ned fra broen mod vest og slog ind på grusstien.

Den så nyanlagt ud og fulgte i virkeligheden kun banen over en strækning på godt og vel 100 meter. Så drejede den bort fra banen og ind imellem to rækker kolonihavehuse. Henning Juuls blik fangede en detalje. Lige dér, hvor stien drejede, havde nogen placeret et par trin over trådhegnet ind mod banelinien. Sikkert DSB selv, for stien var, bortset fra selv banen, den eneste mulighed, hvis man skulle ned til signalet, som stod lige overfor. Og Henning Juul gættede på, at det ligesom hjemme hos ham selv var nødvendigt at skifte en pære i ny og næ.

Henning Juul trådte prøvende op på trinene. Det var ingen sag at passere hegnet på den måde. Som han stod dér, var signalet, som havde standset 3165, ca. 20 meter nord for ham.

Juul havde stadig ét af færdelskollegernes stopure i lommen. Han fortsatte over hegnet og hoppede over grøften, som kun var omkring en halv meter bred, videre over det sydgående spor, til han stod mellem dét og det nordgående. Han gættede på, at det ret præcist var her, han var landet, da han i nat hoppede ud af det holdende tog for at gå op til lokomotivet.

Han så sig for til højre og venstre. Der var ikke nogen tog at se. Så trykkede han på knappen øverst på stopuret.

Ét minut og fire sekunder senere stod han midt på broen og spekulerede på, hvad han kunne bruge dén viden til. Han havde en fornemmelse, men han kunne ikke få det hele på plads. Endnu. Så gik han tilbage til sin bil.

Juul startede og forsøgte at vende på den smalle vej, hvilket ikke var let. Han bandede halvhøjt over, at politiets tjenestevogne absolut skulle være sådan nogle store kasser, da han ud af øjenkrogen så en lys bil komme drønende rundt i det skarpe sving lige efter broen. Juul kastede sig instinktivt ned på passagersædet, men braget udeblev.

Først da hvinet fra den andens opbremsning havde lagt sig, rejste Juul sig op. Der var ikke tre centimeter mellem den sølvgrå BMWs nummerplade og Juuls fordør. Hans hjerte slog i mere end dobbelt takt, da han vovede at se op mod den anden bils fører.

Han lukkede øjnene og sukkede dybt, da han havde kigget et sekund eller to på Michael Back.

Da Back havde kørt sin BMW så langt baglæns, at døren i den mørkeblå Scorpio kunne åbnes, pegede Juul på bedste politimanér og med rynkede bryn mod det byzoneskilt med rød streg over, som Back endnu ikke havde passeret, og Back gjorde på sin side opmærksom på det stærkt uhensigtsmæssige i at holde på tværs af vejen lige bag et sving.

Det var befriende at grine af hele situationen, og Juul mærkede til sin egen forbløffelse, at han rakte ud og daskede den anden venskabeligt på skulderen.

- Hvad laver du egentlig her?, spurgte Juul, da hjerterytmen var kommet ned på det nogenlunde normale igen.

- Sikkert det samme som dig....

- Var det dig oppe på broen i nat ... da vi holdt dernede? Juul gjorde et kast i retning af jernbanesporene.

Michael Back nikkede.

- Hvorfor fortalte du mig ikke om rekonstruktionen? Måske kunne en omtale i avisen have hjulpet dig.

Juul rystede på hovedet.

- Tænk dig om. Det her er ikke en almindelig rekonstruktion som dem, de har i fjernsynet ... hvor meningen er, at nogen skal komme i tanker om, at de har set et eller andet. Vi har jo allerede alle, som kan have set noget.

Og dog, tænkte han. Hvis der var noget om det, han troede, så kunne nogen....

- Men du siger noget. Måske får jeg brug for dig alligevel. Om et par dage. Jeg skal nok ringe ... Gider du lige flytte din bil? Den holder ulovligt parkeret i et sving...

Juul snoede Scorpioen udenom Backs BMW, op over broen og ned på den anden side. Han fandt stopuret frem nok engang.

På vej mod Skanderborg så han i bakspejlet, at Michael Back fulgte efter ham, men det generede ham egentlig ikke.

Fra han havde holdt på broen, til han slukkede motoren på parkeringspladsen udenfor jernbanestationen i Skanderborg, havde stopurets visere tikket i ni minutter og 35 sekunder. Juul skrev tiden op på blokken, der hang i forruden, ved siden af tiden for løbeturen ude ved broen. Michael Back holdt igen ulovligt parkeret, denne gang ovre på den anden side af gaden, og Juul løftede armen til en munter hilsen, da han passerede ham på vej mod nord.

Lørdag, den 10. november, kl. 13.00

Det begyndte at regne igen, da han nærmede sig byen. Han drejede til venstre ad den nye ringvej. Der var ikke længere en sølvgrå BMW i hælene på ham, og det var lige før, han savnede den. Op ad bakken mod Brabrand kunne han skimte Center Vest og Gellerup-planen ude i regnen og længere oppe endnu tonede Bispeparkens gråt-i-gråt frem.

Det var som sædvanlig en smilende Jon Carlsen, der åbnede døren for ham. Han havde et skrig-rødt forklæde på.

- Hr. Juul! Han næsten grinede ordene frem. Kom dog indenfor. Skal vi kigge på tog igen?

Juul nikkede.
- Du skal hjælpe mig igen. Noget teknisk.

- Jeg er lige ved at bage en kage. Jeg får gæster i aften. Og jeg er altså nødt til at blive færdig, inden vi snakker. Jeg har allerede kommet bagepulver i. Du kan komme med ud i køkkenet ... jeg går og nipper til noget rødvin, mens jeg arbejder. Du kan få et glas med...

Det var længe siden, Juul havde drukket rødvin, men han luntede med ud i køkkenet. Mens han skænkede, sagde Jon Carlsen med en lille genert smil, at han var kommet så meget på afstand af sin druk-periode, at han igen kunne drikke vin for hyggens skyld.

Han brugte en maskine til at ælte dejen med, og da han tændte den, blev al samtale umulig. Juul tog sit glas og drev lidt rundt i lejligheden.

Sådan levede altså en ung ungkarl, tænkte han. Rødvin og kagebagning lørdag eftermiddag. På spisebordet i stuen stod en frisk buket blomster i en glasvase, og der var nye stearinlys i to stager på sofabordet. På den efterårsgrønne sofa lå to hvide satin-puder arrangeret i hver sit hjørne.

Juul nippede til sin rødvin. Han var ikke den store vinkender, men han kunne da smage, at det ikke var en helt billig vin.

Han lod blikket vandre i stuen og kunne ikke lade være med at sammenligne med sin egen. Nærmest i tanker løftede han to ens rudekuverter op fra reolen og kiggede på dem. De var adresseret til »Jonny Ole Carlsen« og »Anne Katrine Bangsbo«. I det samme kom hans vært ind fra køkkenet. Juul lagde kuverterne fra sig.

- Er det ikke tosset, grinede Jon Carlsen. Min pige ... ja altså hende jeg fortalte om ... hun studerer datalogi, og alligevel kan hun ikke finde ud af sin egen selvangivelse. Hun har ikke skiftet folkeregisteradresse, siden hun flyttede, så jeg får al hendes post fra kommunen og sådan noget. Ja, og så laver jeg altså hendes selvangivelse ... Og så fik du også opklaret, at jeg ikke hedder Jon med dansk »j«, men Jonny, sikkert opkaldt efter hovedpersonen i en amerikansk lægeroman...

- Og hvad var det så, jeg kunne gøre for dig? Han havde nøglen til det forbudte togværelse i hånden og holdt den spørgende i vejret.

Juul rystede på hovedet, men svarede ikke. Der var en eller anden association, som var smuttet ud af hovedet på ham i samme øjeblik, som Jon Carlsen var kommet ind i stuen. Et eller andet, som han skulle huske ... sige ... gøre. Nå, hvis det var vigtigt, kom det vel igen, som én, han kendte godt, altid havde sagt.

- Hvis nu man vil standse et tog, hvordan gør man så?, spurgte han uden indledning.

Jon Carlsen lagde hovedet lidt på skrå.
- Hvordan standse?

- OK, helt konkret. Kan det lade sig gøre at få et signal til at skifte til rødt ... på det forkerte tidspunkt altså, hvis du forstår...

Jon Carlsen nikkede.
- Jae, det kan man da sagtens. Det er ligesom på modelbanen. Man skal bare kortslutte skinnerne bag signalet, så det virker som om, der er et tog. Så skal det jo vise rødt. De bruger det rent faktisk i virkeligheden ... hvis der for eksempel er sket et uheld, og man skal have spærret et nabospor, fordi noget er væltet ud over det, eller der løber forvildede mennesker rundt på det ... det hedder såmænd kortslutningsstropper ... alle lokomotiver har et sæt.

Juul kom i tanker om, at han vitterlig havde set nogle ledninger med store klemmer i enderne hænge på lokomotivet natten i forvejen. Det lignede over-dimensionerede startkabler fra en bil, og Juul havde i sin naivitet troet, at det var just det, det var. I lokomotivudgave.

Juul kløede sig lidt i nakken. Han ville forsøge med det næste spørgsmål også.

- Og så noget andet med strøm ... men det ligger måske alligevel udenfor dit interesseområde...

Jon Carlsen så imødekommende ud, så Juul besluttede sig til at forsøge alligevel.

- Der er sådan nogle lysskilte i alle togvogne, der fortæller, om toilettet i vognen er optaget, er der ikke? Juul ventede på Carlsens nik.

- Hvordan tænder det? Eller omvendt, kan man være på toilettet uden, at det er tændt?

Carlsen nikkede igen og så ud som om, han tænkte sig om.

- Jeg ved det faktisk ikke helt sikkert, men det tænder i hvert fald, når man låser døren til WCet. Så hvis man ikke vil have det tændt, kan man bare lade være med at låse ... eller måske kan man sætte et stykke papir i klemme i låsen, så der ikke bliver kontakt...

Juul skyndte sig at sige tak og komme væk. Han var ikke indstillet på at forklare den unge Carlsen, hvorfor han stillede alle de spørgsmål, og på et eller andet tidspunkt måtte Carlsen da begynde at undre sig...

På vej ud gennem entreen slog det Henning Juul, hvor længe det var siden, duften af frisk bagværk havde kildret ham i næsen.

Lørdag, den 10. november, kl. 19.30

Henning Juul sad i sit køkken med benene oppe på bordet. Tallerkenen med de snart obligatoriske to spejlæg stod stadig ved siden af ham, men letmælken var skiftet ud med rødvin.

Juul havde været på jagt i sine gemmer. Han var sikker på, at der ét eller andet sted gemte sig en flaske, og han havde haft ret. »Fra Lene« havde nogen skrevet med kuglepen på etiketten. Denne »nogen« var ham selv.

Den måtte være mindst fire år gammel, men mon ikke den bare blev bedre af det, havde Juul tænkt. Og havde igen haft ret. Den smagte fortrinligt. Han havde bemærket sig, at det var Mortensaften, og glædet sig over, at selv om den ikke stod på and, ja så havde han da haft rødvinen.

Lige siden besøget hos Jon Carlsen havde han spekuleret på sin tilværelse som ungkarl, og han havde også med stigende irritation ledt i sit hoved efter den association, der var blevet væk. Nu sad han med lukkede øjne og prøvede at gennemgå, hvad han havde set og gjort, før den forsvandt. Men lige meget hjalp det.

Han rejste sig op og tog sit vinglas. Måske hjalp det at gå lidt rundt med glasset, sådan som han havde gjort det hos Carlsen. For sit indre øje så han Carlsens stue, blomsterne på spisebordet, lysene på sofabordet, sofaen, puderne ... to rudekuverter.

»Jonny Ole Carlsen«. »Anne Katrine Bangsbo«! Dér var den. Han havde set dét navn før. Men hvor? Juul rynkede brynene og tog en ordentlig slurk rødvin. Så gik han hen til telefonen og drejede nummeret til Gården.

- Det er Juul. Gi' mig vagthavende.

Han bad den vagthavende kigge efter en Anne Katrine Bangsbo i kriminalregisteret. Måske var han stødt på hende i en tidligere sag. Minuttet efter meddelte vagthavende, at hun ikke var at finde i K.R. Men han havde slået hende efter i folkeregisteret.

- Hun bor Bispeparken 99, 2. sal til venstre, sagde han. Cpr 010469-1244. Er der mere du vil vide?

Juul sagde pænt nej tak og lagde røret på. 0104...? 1. april, måske var hun en aprilsnar, noget han bildte sig ind?

Han havde stor lyst til at ringe til Jan Toft eller en anden af sine kolleger for at spørge, om navnet sagde dem noget, men han lod være.

Prøv nu for fanden at holde weekend, sagde han til sig selv.

Søndag, den 11. november, kl. 10.00

Anne Katrine Bangsbo havde spøgt i Juuls drømme om natten. Han havde sovet uroligt og havde været oppe flere gange - bl.a. for at berolige sin mave med nogle anti-syre-piller. Jeg drikker for lidt rødvin, havde han konkluderet. Maven kan slet ikke klare det. Den må på tilvænningskur.

Helt uvant havde han bevæget sig ned til bageren allerede klokken 9, da han alligevel ikke kunne sove længere og investeret i to spanske rundstykker, en liter mælk, en pakke smør og en snegl.

Her en time senere havde maven det faktisk helt godt, selvom der var gledet et par kopper kaffe ned sammen med rundstykkerne og mælken. En snegl havde han ikke spist i årevis.

Anne Katrine Bangsbo.

Juul tog en rask beslutning. Han var efterhånden sikker på, at dét navn stod et eller andet sted i de mange rapporter han havde læst i forbindelse med Kragelund-sagen. I en afhøringsrapport eller et andet sted.

Nu ville han finde ud af hvor. Og nok misundte han Jon Carlsen hans ungkarle-tilværelse, men ingen skulle nu få ham i gang med at bage kager - så hellere en stak rapporter sådan en småkedelig søndag.

Mandag, den 12. november, kl. 08.00

Juul havde ikke fundet navnet i nogen af rapporterne. Han refererede lørdagens og søndagens forløb for de andre, og afsluttede med at fortælle om sin association, da han så navnet »Anne Katrine Bangsbo« på kuverten hos Jon Carlsen.

- Siger det jer noget?

Toft, Nielsen, Berg og Grønlund rystede på hovedet.

- Nå, men gennemlæsningen af rapporterne gav i øvrigt heller ikke noget nyt. Har vi nogen hængepartier?

Toft nikkede.

- To. Du ved, de fem fra Kragelunds liste, som jeg ikke kun finde...? Det viser sig, at de alle sammen er flyttet til udlandet... Han trak spørgende på skuldrene.

Juuls tanker var et andet sted, og han nikkede bare. De fem blev sidste udvej, når alle andre muligheder var helt udtømte.

Toft fortsatte.
- Og så har ham dér, som havde vagt på fjernstyringscentralen den aften, ringet .... Niels Jacobsen, hed han ... Du snakkede med ham forleden dag...

Juul nikkede.
- Hvad ville han?

- Han havde snakket med noget, han kaldte signaltjenesten ... og de kendte ikke til nogen fejl på det dér signal ... AM 2908.

Endnu et nik fra Juul.

- Hans, hent os noget kaffe, så gennemgår vi det hele.

Henning Juul tog hele rapportbunken under armen - de lånte mødebordet på kriminalinspektørens kontor og satte sig med hver sit plastickrus med kantinekaffe. Henning Juul sagde det meste, de andre supplerede.

Det viste sig, at der var mindst ét hængeparti mere.

- Vi fandt aldrig ud af det der med logerne, gjorde vi?, spurgte Juul.

Ingen svarede ham. Men det var også ligegyldigt nu, blev de enige om. Kragelund havde løjet for konen - der var ingen loge-kortspil om fredagen. Det vidste de da i hvert fald.

Da de rene kendsgerninger var gennemgået, sprang Juul ud i spekulationerne.

- Vi ved nu, at det teknisk kan lade sig gøre at standse et tog ved et bestemt signal. Det kan lade sig gøre at gemme sig for togføreren - for eksempel på WCet - og det kan lade sig gøre at hoppe ud af toget, når det holder stille foran signalet.

- Der kan være sket følgende. Juul havde ligget vågen meget af natten og tænkt teorien igennem. Den holdt et stykke hen ad vejen, men ikke helt igennem, syntes han.

Med udgangspunkt i sine tidtagninger både i toget og ude ved broen havde han regnet ud, at drabsmanden kunne have placeret en eller anden form for kortslutning bag AM 2908, efter at det sidste tog før Re 3165 havde passeret, og alligevel mageligt nå at køre i bil til stationen i Skanderborg og stige på tog 3165. Han kunne så gemme sig på WCet i 1. klassesvognen og myrde Svend Kragelund i de minutter, der gik, fra togfører Birgitte Meyer kom forbi Kragelunds kupé første gang, til hun kom forbi igen.

Det kunne altså passe med, at toget var standset ved AM 2908, inden Birgitte Meyer kom tilbage, drabsmanden var hoppet ud, havde fjernet sin kortslutning, og lokomotivfører John Andersen havde startet toget igen. Det ville rent teknisk også forklare, at John Andersen havde set to grønne lys i signalet i stedet for ét, som ville være det logiske, hvis der havde kørt et tog foran ham.

- Og hvorfor synes du så ikke, at den holder?, ville Jan Toft vide. Jeg synes sgu, det lyder meget godt.

Juul nikkede.

- To ting, sagde han. For det første, ville det kræve et indgående kendskab til tog-teknik, og for det andet ... hvem fanden kunne vide, at Svend Kragelund var med det tog?

De sad lidt uden at sige noget.

- Kun én, sagde Jan Toft så. Ham der Ole i Vejle, ham, som Kragelund havde hentet penge hos.

Jan Toft begyndte at rode i rapportbunken. Han fandt telefaxen fra Vejle.

- Ole Berggren, Østergade 6, Vejle ... måske skulle vi aflægge ham en visit trods alt...? Toft så spørgende over på Henning Juul.

- Ville han ikke have taget de 25.000 igen?, spurgte Niels Berg ud i luften.

Før Juul kunne nå at svare noget, var Jan Toft der.

- Kan du ikke se det - han lod dem netop være, fordi vi tænker på den måde.

Mandag, den 12. november, kl. 15.00

Henning Juul havde ringet til sin kommissær-kollega i Vejle og bedt ham eller hans folk finde ud af noget mere om denne Ole Berggren, og da svaret kom nogle timer senere, havde han orienteret om, at han og Jan Toft ville bevæge sig ind på deres enemærker for at afhøre ham. Det var der ingen problemer i.

Inden Juul og Jan Toft var kørt hjemmefra, havde Juul sat de tre andre til at tyre rapporterne igennem nok engang. Han ville finde Anne Katrine Bangsbo om ikke for andet så af ren og skær stædighed, og han var mere og mere sikker på, at hun hørte til denne sag og ikke andre. Han måtte have overset hende i rapporterne.

Vejle-kollegerne havde fortalt, at Ole Berggren havde en tjans som arbejdsmand hos en lokal entreprenør, og at han fik fri klokken 15.30. Carl Olesen, som var ham, der i første omgang havde afhørt Berggren, og som Henning Juul havde tænkt så pænt om, havde oven i købet tilbudt at møde Juul og Toft, så de kunne få ham udpeget, når han forlod byggepladsen, hvor han arbejdede. Et tilbud, som Juul havde sagt ja tak til.

Han var nu også let nok at finde. Et signalement ville have klaret sagen, for det store, sorte og buskede skæg var ikke til at tage fejl af. Alligevel sagde Henning Juul pænt tak til Carl Olesen, inden Juul og Toft langsomt trillede i bil efter den skæggede herre, som med dødsforagt kørte på cykel gennem byen uden at ænse, at han i realiteten blev skygget.

Havde de to politifolk været ude i et andet ærinde, kunne de have tildelt ham de første fem bøder for overtrædelser af færdselsloven.

Ole Berggren svingede i en elegant bue cyklen ind gennem porten til nummer seks. Juul og Toft blev holdende i bilen et par minutter, så steg de ud og gik op ad trappen til tredie sal.

Berggren havde stadig sine blå overalls på, da han åbnede døren. Han havde smidt træskoene og stod nu i den lille entre med det blå-stribede tapet iført tykke, grå uldsokker. Han sukkede, da de to præsenterede sig. Det var tydeligvis hverken første eller anden gang, han fik besøg af politiet, og han spurgte ikke engang, hvad de ville.

Det formelle var relativt hurtigt sat på plads. Ole Berggren lagde ikke skjul på, at han havde siddet inde et par gange for tyveri, spritkørsel og lidt vold mod sin tidligere kone. På spørgsmålet om, hvorfor han havde lånt de mange penge, svarede han, at det var spillegæld, der skulle betales af.

- Hvordan fik De så penge til at betale lånet tilbage, spurgte Henning Juul.

Ole Berggren slog en kunstig latter op.

- Jeg arvede sgu. Fandeme om ikke min mor havde penge i banken, da hun strittede af. Han rystede på hovedet. Men de er væk nu...

- Har De nogen uddannelse, hr. Berggren?

Han rystede på hovedet.
- 7. klasse. Det er alt.

- Hvordan kom De i forbindelse med Svend Kragelund?

Ole Berggren så mystificeret ud.
- Hvem?

Han virkede overbevisende, blev de enige om, da de var på vej ud af byen igen. Efter al sandsynlighed var det rigtigt, at han ikke kendte navnet på den mand, han havde lånt penge af, og de tvivlede egentlig heller ikke på, at han end ikke vidste, at Kragelund var blevet myrdet. Ole Berggren var vel ikke ligefrem analfabet, men han tilhørte den efterhånden store gruppe i samfundet, som i praksis ikke kunne læse en avis - fordi de ingen uddannelse havde, og fordi de aldrig blev sat i situationer, hvor det var nødvendigt at læse.

I øvrigt havde han fortalt, at han var gået direkte fra sit møde med Kragelund fredag den 26. hen for at spille kort på sit stamværtshus. Så der var i hvert fald tre kortspillere plus adskillige andre gæster på værtshuset, sagde han, der kunne bekræfte, at han havde været der hen under midnat. Han var nemlig blevet så fuld, at han var blevet smidt ud. Han kunne huske det, fordi han drak af fornøjelse over at have betalt pengene tilbage.

Stilheden i bilen blev afbrudt af radioen.
- Her er RG 2. Her er RG 2. 42-02, 42-02. Melding, kom!

Det var Jan Toft, der kørte, så Juul tog mikrofonen.
- RG 2. Klar. 42-02 skifter.

- 42-02. Det vil måske interessere jer at vide, at en Grethe Kragelund, Golfbakken 12, lige er blevet indbragt til KH. Piller. Kom!

Jan Toft reagerede med det samme. Endnu inden, Henning Juul havde nået at kvittere for meldingen, havde han rullet sit vindue ned og placeret det blå blinklys med magnetsugekoppen på taget af bilen. Han trykkede på knappen til udrykningshornet og trak ud i overhalingsbanen.

De var ikke nået mere end halvvejs, før radioen meldte, at Grethe Kragelund var død ved ankomsten til Kommunehospitalet. Juul og Jan Toft så på hinanden.

- Golfbakken, sagde Juul.

Mandag, den 12. november, kl. 17.10

Det var mørkt, da de kom frem til Golfbakken 12. På Juuls forslag havde Jan Toft slukket horn og blinklys et stykke tid i forvejen, men de kunne såmænd lige så godt være ankommet med fuld musik. De fleste af kvarterets børn flokkedes alligevel om de to patruljevogne, som holdt der i forvejen, og Juul og Toft blev på det nærmeste overfaldet af adskillige journalister, da de steg ud af vognen.

Juul afviste at svare på noget som helst og banede sig vej op mod den hvide låge, hvor en uniformeret politimand holdt vagt. Han holdt lågen åben for de to nyankomne.

Det var i og for sig ganske banalt. Både Niels Berg og Peter Nielsen var i huset, og ifølge dem var der ingen tvivl om, at det vitterligt var selvmord.

Grethe Kragelund var blevet fundet af hushjælpen. Hun havde ligget i badekarret med alt tøjet på. Vandet havde fosset ud af den kolde hane og havde oversvømmet hele badeværelset. Ved siden af karret flød et tomt pilleglas.

Fru Kragelund havde taget sovepiller, åbnet for vandet og lagt sig til at sove i karret, der langsomt blev fyldt. Om hun var død af forgiftningen eller druknet, ville først åbenbare sig ved obduktionen.

I stuen lå afskedsbrevet. »Brev« var måske nok lidt af en overdrivelse.

»Undskyld Svend. Jeg kan ikke leve med det«, stod der bare. Det var håndskrevet, og Niels Berg havde fundet et par andre sedler, som Grethe Kragelund sandsynligvis selv havde skrevet. En indkøbsseddel og en besked til hushjælpen om at huske at pudse vinduerne. Håndskriften var den samme.

Juul sukkede. Han huskede, hvad hendes søn havde sagt til ham i en hvid Mazda den lørdag, deres mand og far var blevet begravet. Nu kunne Bent Kragelund komme herover og starte forfra med endnu en begravelse.

Han gav Niels Berg besked om at afslutte så hurtigt som muligt, så roen på vejen kunne blive genoprettet. Så sendte han Jan Toft ud for at sige til journalisterne, at han selv ville komme om et lille øjeblik.

Han kiggede ind på Svend Kragelunds arbejdsværelse for at tage de gule ringbind med sig, nu da der ikke var nogen til at protestere.

Kragelunds computer stod stadig og brummede. Juul kiggede grundigt på kassen, som skærmen stod på. Hans blik fangedes af en meddelelse på skærmen. »Afbryd værtsfunktionen?«, stod der, hvorefter nogen tilsyneladende havde tastet et J. Han kunne derimod ikke finde nogen afbryder. I stedet fulgte han ledningen hen til vægkontakten for at slukke den dér.

Juul slukkede, og skærmen blev sort samtidig med, at den vedholdende brummen fra maskinen holdt op.

Da Juul kom udenfor, blev han igen mødt med en syndflod af spørgsmål fra journalisterne. Han kunne ikke få øje på Michael Back. Han tog en dyb indånding.

- Der er ikke noget at skrive om, sagde han højt og tydeligt. Det var en helt ny situation for ham. Selvmord var jo ikke noget, man talte højt om, selv om det var én af de hyppig¬ste dødsårsager i landet, men han var vel nødt til at sige det rent ud den her gang.

- Det ser ud til, at ... Han holdt en pause. Hva' faen, tænkte han, de ved jo allesammen i forvejen, hvem hun er.

- Det ser ud til, at Grethe Kragelund i sorg over sin mands død har taget sit eget liv. Og der er intet ... intet, der tyder på noget som helst andet. Det var alt.

Det er godt, TV ikke er her, tænkte han, da han banede sig vej hen til den mørkeblå Scorpio med hænderne afværgende viftende i luften. Den her scene har de fået én gang for meget....

Juul overvejede at bede Jan Toft køre sig direkte hjem, men ombestemte sig og tog i stedet med ind på Gården. Dels ville han høre om de andre havde fundet frøken Bangsbo, dels var han vel nødt til at vente på, at Berg og Nielsen kom tilbage fra Golfbakken. Det var ikke sandsynligt, men de kunne have noget at fortælle.

Henning Juul blev sat af ved hoveddøren, mens Jan Toft kørte bilen rundt om Gården for at parkere den i kælderen.

Juul åbnede døren til sit kontor og rakte rutinemæssigt ud efter kontakten for at tænde lyset. Det var tændt, og i hans kontorstol sad en mand. Michael Back.

Idet Juul trådte ind, smækkede Back skriveunderlaget ned. Han havde åbenbart fordrevet tiden med at finde ud af, hvad der lå under det. Han så brødebetynget ud.

- Sorry, sagde han. Jeg har ikke kigget i andet.

- Hvordan er du overhovedet kommet ind?, spurgte Juul desorienteret.

- Gennem hoveddøren, såmænd du. Bare man ser tilstrækkelig målbevidst ud og lader, som om man hører hjemme, er der ingen, der stiller spørgsmål. Det er sgu ikke anderledes hos politiet end alle mulige andre steder, grinede han.

- Hvorfor har du i øvrigt alle Tirsdagspostens medarbejdere liggende her?, tilføjede han og lindede på skriveunderlaget.

Juul besluttede sig til at tage det hele fra den humoristiske side.

- Ja, det må du egentlig nok sige. Jeg har faktisk helt glemt den liste. Den skulle selvfølgelig ligge ved sagsakterne.

Han løftede skriveunderlaget helt og tog listen. Han lod uvilkårligt blikket glide ned over den. Og standsede midt i bevægelsen.

Allernederst stod »Anne K. Bangsbo - studentermedhjælper - maj88-juni89«

Juul udstødte en lyd, som kunne betyde hvad som helst fra dyb utilfredshed til lettelse. Han lagde listen fra sig på bordet.

- Og hvad kan vi så gøre for dig?, spurgte han sin gæst, som ganske vist stadig sad på hans stol.

- Fru Kragelund.

Juul trak på skuldrene og satte sig i gæstestolen.

- Selvmord. Piller. Hun kunne ikke klare, at hendes mand var det, han var.

De to mænd sad stille lidt.

- Hun havde i øvrigt ikke slukket computeren, sådan som du gættede på....

Back så op og kneb øjnene sammen.

- Er du sikker?

- Jeg slukkede den selv her til aften... Betyder det noget?

Mandag, den 12. november, kl. 19.05

Jan Toft havde kigget misbilligende på sin chef, da denne var taget af sted med journalisten. Men Michael Back havde brugt al sin overtalelsesevne til at få Juul til at tage sig med ud på Golfbakken, så han kunne kigge på Kragelunds computer én gang til.

De kørte i Backs BMW. Juul havde bemærket, at Back havde haft meget travlt med at dække et eller andet til, som lå på hylden under rattet, men han spurgte ikke om noget. Så slap han for en ubehagelig situation, hvis det var det, han gættede på.

Det var en offentlig hemmelighed, at mange journalister havde radioer, der kunne modtage politiets frekvenser - radioer nøjagtig magen til dem, der for eksem-pel var blevet fundet hos den såkaldte Blekingegade-bande, som blev dømt for et stort postrøveri. Netop radioerne havde pressen brugt til at udnævne bandens medlemmer til de rene terrorister. Og journalisterne måtte jo vide, hvad de talte om....

Juul havde fået nøglen af Niels Berg, som havde været den sidste, der forlod villaen på Golfbakken. Han havde vurderet, at det ikke var nødvendigt at forsegle huset, så Juul og Back kunne uden videre låse sig ind.

Det voldte dem nogen kvaler at famle sig vej gennem det tæt møblerede hus i mørke, fordi de havde svært ved at finde kontakterne rundt om i huset. I arbejdsværelset sad den lige inden for døren, og samme sted kunne Juul tænde for computeren, som han havde slukket dér et par timer tidligere.

- Skal jeg ikke bare kigge, spurgte Back. Der er vel ingen grund til, at jeg forklarer dig det hele...?

Juul rystede på hovedet. Nej, det ville sikkert tage hele natten, hvis Michael Back skulle få ham til at fatte bare lidt af, hvad der foregik inde i sådan et dyr. Juul gik ind i stuen og fandt en spisebordsstol, som han slæbte med sig ind i arbejdsværelset. Han satte sig omvendt på den og lagde hagen mod ryglænet. Han var træt.

Der gik ikke mange minutter, før Michael Back første gang udbrød 'Det var satans', og udbruddet blev fulgt af et par lignende umiddelbart efter. Samtidig gjorde han flittigt brug af blok og kuglepen.

Så svingede han stolen rundt.
- Vil du høre noget meget, meget interessant?, spurgte han med eftertryk.

Juul nikkede.

- Én eller anden har været inde i computeren via modem'et, efter Kragelund var død ... faktisk samme nat, som han blev myrdet, sagde Back meget langsomt. Og ved du, hvad denne én eller anden har gjort? Han har tilsyneladende rettet i listen over skyldnere!

Juul sad et øjeblik uden at sige noget.

- Hvordan ser du det?, spurgte han så.

- På to måder. For det første holder sådan en maskine her altid regnskab med, hvornår tingene i den bliver skrevet og rettet. Det svarer til, at du sikkert også sætter dato og klokkeslæt på alle dine rapporter - hvis du skrev dem på computer, kunne den gøre det for dig...

- Man har ingen som helst indflydelse på denne tidsstempling selv, bortset fra, at man jo skal sørge for, at computerens ur går rigtigt. Det går ved hjælp af et lille batteri, og jeg har lige checket det her ... det går rigtigt og viser den korrekte dato...

- På den liste, vi fandt, er dato og tid sat til den 27. oktober kl. 02.11. Det lægger jeg først mærke til nu ... Og da havde Kragelund været død i tre en halv time, ikke? ... han blev skudt den 26. ved halv 11-tiden om aftenen, ikke?

Juul nikkede. Kragelund selv kunne på ingen måde have rettet noget som helst i sin computer lørdag morgen klokken 02.11. Udelukket.

- For det andet, fortsatte Back, så holder programmet, som bruges til at kommunikere med, øje med, hvem der ringer op, og hvornår det sker .... Jeg kan se, at nogen har ringet den 27. klokken 02.05 og har afbrudt igen klokken 02.13...

- Denne »nogen« er altså den, som har rettet i listen klokken 02.11 og afbrudt forbindelsen to minutter senere.

Juul rystede langsomt på hovedet. Det blev værre og værre.

- Sagde du, at programmet holdt øje med, hvem der ringede?
Back nikkede og smilede.

- Du forstår det jo alligevel godt, gør du ... Ja, det sagde jeg, men denne »nogen« har præsenteret sig som Kragelund selv, så det hjælper os ikke meget. Kragelund var ret sløset med sikkerheden ... det var også derfor, jeg kunne komme ind. Jeg var også i stand til at bilde computeren ind, at jeg var Kragelund.

- Kan du se, hvad der er rettet i listen?

Michael Back rystede på hovedet.

- Jeg kan kun se, at listen er blevet hentet ud af maskinen og lagt ind igen. Vedkommende har altså så at sige lånt listen og rettet den på sin egen computer.

Juul rejste sig op og stillede sig med ryggen til Back. Det krævede al hans tankevirksomhed.

- Ville Fru Kragelund ikke høre, når nogen ringer?

- Det tror jeg ikke. Der er, så vidt jeg kan se, ikke sluttet noget telefonapparat til linien, som computeren bruger. Det er sikkert en ekstra linie, som Kragelund har oprettet specielt til det her. Og et modem ringer ikke, det giver bare et klik og en hyletone fra sig.

Inden Juul var klar med sit næste spørgsmål, fortsatte Back.

- Kan du klare lidt mere?

Juul stod stadig med ryggen til, men nikkede.

- Nogen har også været i gang på computeren for at par dage siden.

- Kan du huske, jeg sagde, at fru Kragelund sikkert havde slukket? Du har ret ... det havde hun ikke ... men denne hr. »Nogen«, som altså kender Kragelunds kode, har sørget for at lukke kommunikationsprogrammet, så det ikke kan modtage flere opkald.

- Det skete onsdag, den 7. Det var derfor, jeg troede, at computeren var blevet slukket. Til gengæld er der tilsyneladende ikke sket andet ved den lejlighed, ingen rettelser i noget.

Der var stille et øjeblik.

Det var journalisten, der brød tavsheden.

- Din morder har med garanti fjernet sig selv fra Kragelunds lister, men først efter at have myrdet Kragelund, så han ikke blev opdaget...

Juul sukkede. Han havde fattet det.

I dagevis havde en horde af politifolk ledt efter én, der havde sit navn på Kragelunds lister. Nu så det ud til, at det netop var én, der ikke var på listen, de skulle have fat i.

Der stod 193 mennesker på listen. Altså var der ca. 4.999.807 danskere, der ikke gjorde det....

På den anden side. Hvis det var morderen, der havde ringet til Kragelunds computer den nat, så kunne han se bort fra yderligere 11, nemlig alle dem, der var med toget. De havde alle befundet sig på politigården lørdag den 27. klokken 02.11, og dér var der bestemt ingen adgang til en computer, der kunne kommunikere med Kragelunds.

Så var spørgsmålet bare, hvor mange af de resterende 4.999.796, der kendte så meget til EDB-verdenen, at de kunne gøre det, som Michael Back beskrev.

Mandag, den 12. november kl. 21.00

Det var første gang i tre år, Juul havde besøg hjemme. Bortset, altså, fra rent tjenesteligt, når en underordnet havde været der for at aflevere eller hente noget. Og ved de lejligheder havde Juul aldrig tilladt en egentlig indtrængen på sine enemærker. Alt foregik gennem en halvt åbnet hoveddør.

Back havde tilbudt at køre Juul hjem og havde lovet at vente én dag med at skrive i avisen, hvad han vidste, men ellers havde han understreget, at det var en »fandens god historie«, som skulle skrives.

Det meste af vejen fra Skåde til Kongsvang havde Back underholdt med computersnak. Juul havde stort set vendt det døve øre til, men pludselig havde Back sagt noget, der fangede.

- ...og så er den jo en god og tålmodig modstander, når man vil ha' sig et parti skak.

- Hva', havde Juul spurgt, og det havde sikkert lydt overmåde begavet, tænkte han.

Det kom lidt bag på Juul, at en almindelig computer kunne spille skak og måske endnu mere bag på ham, at journalisten dér bag rattet rent faktisk også kunne. Selv om han påstod, at det var på et meget lavt niveau.

Det havde på én eller anden måde noget med rødvin og kagebagning om lørdagen at gøre, at Juul inviterede Michael Back med op. Han gjorde en del ud af at undskylde, hvordan der så ud i hans lejlighed, men knap var de indenfor, før Back bekendtgjorde, at det bestemt ikke var værre end hjemme hos ham.

- Jeg er ungkarl, skal jeg sige dig. Min kone fik nok af mig ... for meget arbejde og for meget computersnak. Og vi havde ingen børn, der kunne holde os sammen. Og jeg tror faktisk, hun gjorde det rigtige....

Den sidste sætning nåede Juul ude i køkkenet, hvor han gravede to øl frem fra køleskabet. I løbet af to-tre minutter og to-tre sætninger havde han fået mere at vide om denne journalist, end han vidste om sine kolleger efter års samarbejde. Han stod lidt med øllerne i hånden. Var han nu nødt til selv at fortælle ligeså meget?

Henning Juul vandt uden besvær det første parti, og han nød af mere end én grund, at Back spillede skak som ham selv, nemlig uden unødig snak.

Efter 17 træk og godt 20 minutters spil gav Back op.

- Du er ikke så lidt bedre end mig, tror jeg, sagde han. Det kan være, jeg skal have lidt mere gang i computeren derhjemme...

Pilsnerne var gledet ned, og Juul tilbød at hente et par stykker til. Back rystede på hovedet.

- Jeg skal jo køre, sagde han med et skævt smil.

- Fortæl mig hellere, hvem du tror, der slog Kragelund ihjel.

Henning Juul rystede på hovedet. Han havde en klar fornemmelse af, at han var kommet meget tættere på denne Back, end han nogensinde havde drømt om, han kunne, men han satte stadig grænsen ved at diskutere mistænkte i en mordsag. I det hele taget at tale om sit arbejde.

Tirsdag, den 13. november, kl. 08.00

- Vi skal have fundet Anne Katrine Bangsbo.

Juul følte det, som om han havde meget mere energi denne morgen, end han plejede at have.

- Vi kan selvfølgelig spørge Jon Carlsen, men jeg vil nødig have, han begynder at tænke for meget ... vi har brugt ham nok.

Han havde fortalt de andre om navnet, som fandtes både på rudekuverten hjemme hos Carlsen og på listen over nuværende og tidligere medarbejdere på Tirsdagsposten. Han havde også skåret ud i pap, at hun lige nu var den eneste, som efter hvad de vidste, både kendte Kragelund, sikkert havde forstand på EDB og ikke stod på de famøse skyldner-lister.

Og han havde indrømmet, at hun var et halmstrå at klamre sig til - de havde overhovedet ikke noget på hende i øvrigt.

- Find ud af hvor mange steder, man kan studere datalogi og spørg dem, om de har hende indskrevet.

Selv greb han telefonen og drejede nummeret til Tirsdagspostens redaktion. Per Sørensen var på sit kontor og ja, han havde tid til at snakke lidt. Hva' med halv ti?

Tirsdag, den 13. november, kl. 09.35

Henning Juul gjorde sig umage for at spørge lidt i øst og lidt i vest, inden han gik over til sit egentlige ærinde. Der var ingen grund til, at Per Sørensen skulle få indtryk af, at Anne Katrine Bangsbo interesserede ham specielt meget.

- Ja, hun var sgu dygtig, sagde Per Sørensen med eftertryk, da Juul bragte hende på bane.

- Vi havde hende desværre kun et års tid, så vidt jeg husker ... er det fire-fem år siden?

Juul behøvede overhovedet ikke at stille spørgsmål.

- Hun var sådan en slags alt-mulig-pige, altid glad og altid klar til at tage fat. Faktisk var det hende, der fik styr på en masse ting her i huset ... hun var for eksempel med, da vi begyndte at lave vores arkiver på EDB, men man kunne også bede hende gøre orden på lageret med papir og kuglepenne og sådan noget. Det tog hun også bare fat på... Og så så hun forbandet godt ud...

- Hvor godt kendte hun Kragelund?

- Ret godt, tror jeg. De kom vist fint ud af det med hinanden ... de arbejdede en del sammen om det dér med EDB-arkiverne. Hun havde flair for den nye teknik. Og hun snakkede også om at ville begynde at studere noget i den retning.

- Ved De, hvad hun laver nu, og hvor hun bor?

Per Sørensen trak på skuldrene.

- Aner det ikke. Jeg tror, hun mødte en fyr og flyttede sammen med ham ... men hvor de bor, det ved altså jeg ikke.

Det vidste Jan Toft. Sjællandsgade 12 i Esbjerg.

- Esbjerg!? Juul lød vantro. Af en eller anden grund havde hans verden i sagen her indskrænket sig til hans egen by og så Vejle, hvor Berggren med det store fuldskæg boede.

Toft havde på sin telefoniske færd rundt i uddannelsessystemet fundet ud af, at Handelsskolen i Esbjerg havde en elev, der passede med navn og fødselsdag.

- Men det hedder ikke datalogi på de kanter. De kalder det datamatiker, hvad det så end er...?

Juul svarede af gode grunde ikke på det sidste spørgsmål.

Nu var der flere muligheder. Juul selv eller én af de andre kunne drage den lange vej til Sydvestjylland, eller de kunne bede kollegerne i Esbjerg stille den unge dame et par velvalgte spørgsmål over et tema, som Juul kunne formulere.

Juul valgte den sidste løsning. Så længe, de ikke havde mere at gå efter, var der ingen grund til selv at tage så langt udenbys. Juul slog op i politiets interne telefonbog og fandt nummeret på stationen i Esbjerg. Han kendte faktisk sin kommissær-kollega derovre, selv om det var mange år siden, de havde set hinanden.

Tirsdag, den 13. november, kl. 12.10

Solen skinnede, og det var lige før, det føltes helt lunt at stå lænet op af det store træ. Derfra, hvor han stod, havde Juul en storslået udsigt over skoven og længere ude, vandet. Det var, som med så meget andet, årevis siden han havde gået en tur i skoven, og han kunne mærke, at han havde savnet det. Han ville tage Janus med herud inden alt for længe...

Når han om lidt vendte sig om, kunne han se det hus, hvor han havde boet i næsten 20 år. 19 gode år og ét ondt. Der var nogle, der sagde, at tid, som er gået godt, ikke kommer dårligt tilbage. Henning Juul var ikke helt sikker.

I hvert fald havde den ene år, hvor Marianne havde været syg, ødelagt mindet om de 19 andre.

Juul vendte sig. Set herfra var intet forandret. Det var stadig en grim gammel kasse med to lettere skæve skorstene og en facon, der burde kunne få en arkitekt til at græde.

Juul smilede. Gu' var det grimt, huset, men det var godt. Det var nok ikke tiden lige nu, men han kunne da slå et vend forbi en dag ved lejlighed.

Onsdag, den 14. november, kl. 07.10

Skal, skal ikke, tænkte Juul, da han hørte brevsprækken blive åbnet og smække i igen. Selv om han som regel mødte på Gården klokken otte, stod han sjældent op mere end en halv times tid før - der var jo ikke så meget, han skulle nå.

I dag kunne han imidlertid vælge at bruge tid på at kigge grundigt i avisen. Der havde ligget en af de sædvanlige gule, selvklæbende lapper på hans bord, da han var kom tilbage fra sin skovtur dagen før. Ring til Michael Back på avisen.

Back havde bebudet, at onsdagsavisen ville indeholde en komplet gennemgang af Kragelund-sagen, og han ville gerne checke nogle facts. Og så ville han da også i al venskabelighed spørge, om der var noget af det, han vidste, som efter Juuls mening, ikke burde komme frem i betragtning af, hvordan Back havde fået det at vide.

Efter en pludselig indskydelse havde Juul sagt, at Back kunne skrive, hvad han ville.

Og her, under dynen, med avisen liggende derude på måtten i entreen, fortrød Juul den indskydelse.

»Afgang 22.31 fra Skanderborg«. Juul rynkede panden. Det var da en pudsig overskrift.

Artiklen fyldte en hel side. Juul besluttede sig til at sætte en stor kande kaffe over, inden kan gik i gang med den. Og for anden gang på kun tre dage gik han rundt om hjørnet og hen til bageren efter rundstykker og en snegl.

Han kunne høre telefonen ringe inde i stuen, mens han fumlede med nøglen i døren. Idet han rev døren op og styrtede ind, nåede han at tænke, at hvis han for alvor skulle have bugt med mavesyren, så skulle han også lære at kunne lade en telefon ringe.

- Ja!?

Det var Jan Toft.

- Han er sgu ikke så dum, ham Back, hva'? Det er da i hvert fald meget smart at bruge en kriminalromantitel som overskrift, synes du ikke...?

- Titel....?

- Nåe nej, der var den igen. Jeg glemmer hele tiden, at du ikke læser kriminalromaner. »Afgang 4.50 fra Paddington«, er der én, der hedder. Agathe Christie. Den handler om én, der bliver myrdet i et tog...

- Er det det, du ringer for at fortælle mig? Det irriterede af en eller anden grund Juul lidt, at Jan Toft var mere belæst end ham selv - også selv om det åbenbart kun var, hvad kriminalromaner angik.

- Nej, jeg ville også sige, at der ligger en fax fra Esbjerg. Skal jeg læse den højt fra dig?

Henning Juul sagde pænt nej tak. Han havde besluttet, at han ville læse Backs artikel grundigt, inden han tog på arbejde.

Rundstykkerne, sneglen og den hjemmelavede kaffe smagte ham, og han måtte erkende, at der ikke var nævneværdige fejl i Backs artikel. Juul havde aldrig rigtig forstået avisernes lyst til at dramatisere, og der var steder i artiklen, hvor han syntes, Back var rigelig farverig i sin beskrivelse af forholdene.

Men alt i alt gik Henning Juul oplivet på arbejde. Gad vist, hvad de havde fundet ud af i Esbjerg.

Onsdag, den 14. november, kl. 9.15

»Afhøring af Anne Katrine Bangsbo, 010469-1244, foretaget den 13.11. kl. 16.30 til 17.15 af Ole Jensen, k.a., og Hans Petersen, k.b., på adressen Sjællandsgade 12, 3.th., 6700 Esbjerg, hvor ifølge hendes egen forklaring afhørte bor.

Henning Juul var allerede forpustet. Ét er, at de derovre vestpå ikke kender forskel på sin og hendes, tænkte han, men hvorfor kunne de i det mindste ikke sætte ordene sammen i bare nogenlunde rigtig rækkefølge?

Indholdet var imidlertid ikke til at tage fejl af. De to kriminalfolk havde tydeligvis ikke bekymret sig om at pakke spørgsmålene ind, men havde holdt sig nøje til de emner, som Juul havde bedt om at få belyst.

Ja, Anne Katrine Bangsbo kendte Svend Kragelund.

Ja, hun havde arbejdet hos ham i et års tid.

Ja, hun boede officielt sammen med Jonny Ole Carlsen på adressen Bispeparken 99, 2.tv, men nej, ikke i praksis.

Nej, hun havde absolut ingen viden om jernbaner.

Nej, hun kendte ikke noget som helst til teknik.

Ja, hun læste datamatik, men det betød ikke, at hun havde forstand på strøm og relæ'er.

Nej, hun havde ingen vidner på sin færden den 26.10. Hun havde siddet hjemme og løst en opgave.

Og nej, hun anede ikke, at Svend Kragelund var blevet myrdet.

Juuls gode humør var pludselig langt væk. Nu kunne hun da ikke være i tvivl om, hvad de ville hende.

Jan Toft havde stået og læst over skulderen på Henning Juul, selv om han udmærket vidste, hvad der stod i telefax'en fra Esbjerg.

- Tror du på hende?

Juul trak på skuldrene.

- Lad os snakke med hendes ven nok engang. Denne gang synes jeg, at vi skal invitere ham ind til os. Ordner du det?

Onsdag, den 14. november, kl. 17.10

- Anne Katrine...!? Hvorfor vil I vide noget om hende?

Den stod nok engang på overarbejde for Juul og Toft. Jon Carlsen havde ikke været til at opdrive før ved fire-tiden, men han havde med sædvanlig høflighed intet imod at aflægge politigården et besøg.

Deres første spørgsmål overraskede ham imidlertid tydeligvis.

- Lad mig være helt ærlig, sagde Juul indtrængende, hvilket som regel betød, at han var nødt til at lyve lidt.

- Vi er lidt ude at svømme i den her sag, og lige nu går vi ikke efter noget bestemt spor, men er i gang med at kigge nærmere på alle, som bare periferisk har haft noget med Svend Kragelund at gøre.

Jon Carlsen så stadig mystificeret ud. Så lyste han op.

- Nåe, I mener ... jeg har haft noget med Kragelund at gøre, og jeg har noget med hende at gøre ... og så...

Juul afbrød ham. Også for at være sikker på, at Jan Toft ikke dummede sig.

- Ved du, hvad din kæreste lavede, da I mødte hinanden?

- Næe, hun havde sådan et fritids-job et eller andet sted, men jeg ved ikke hvor. Hun kvittede det vist kort tid efter ... jeg tror, hun mente, at det var en fuldtids-opgave at redde mig.

Jon Carlsen holdt en lille pause.

-... og det var det vist også.

- Studerende hun EDB allerede dengang?

Carlsen rystede på hovedet.

- Nej, jeg tror faktisk, at hendes interesse for den slags stammer fra det dér job, som jeg altså ikke rigtig ved, hvad var.

- Når hun interesserer sig for sådan noget med teknik, så havde du vel én at dele din modeltogs-interesse med?

- Nix, hun accepterede det meget flot, men ellers var hun komplet ligeglad. Hun kunne sommetider stå og kigge på, hvad jeg lavede, men jeg tror ikke, at hun nogensinde begreb, hvorfor jeg synes, det er sjovt, eller hvad det egentlig gik ud på.

- Du har sagt noget om, at hun var rig, og at det blandt andet var derfor, I ikke kunne sammen?

- Måske. Jeg aner ikke, hvor mange penge, hun har eller havde, men hun kunne i hvert fald betale min gæld til Kragelund sådan lige uden videre og så oven i købet droppe sit job samtidig.

- Fik du pengene af hende uden videre?

- Næe, jeg så aldrig de penge. Hun sagde bare en dag, at hun havde klaret det, og at jeg ikke behøvede at bekymre mig om dét længere. Og det passede ... jeg hørte aldrig noget til Kragelund siden.

- Hvor længe boede I så sammen?

Jon Carlsen tænkte sig tilsyneladende lidt om.

- Lad mig se ... Vi mødte hinanden i maj 89 ... jeg tror, vi flyttede sammen et par måneder senere ... vi fik den lejlighed, jeg bor i nu ... og så holdt det vel et års tid.

- I må jo huske på, tilføjede han med et lille smil, at jeg ikke tænkte så klart dengang ... derfor kniber det nok lidt med at huske...

- Kan du måske fortælle lidt mere om, hvorfor I holdt op med at komme sammen?

- Tjae... Jeg ved det faktisk ikke rigtig ... jeg syntes hun blev lidt underlig, dér, da vi havde kommet samme i et års tid. Hun ville ikke rigtig ...

Han standsede brat og kiggede fra den ene til de anden. Han var rød i kinderne.

- Det er ikke så nemt at snakke om, det her...

Juul nikkede.

- Det kan jeg godt forstå. Ville det hjælpe, hvis én af os gik udenfor...?

Carlsen sad lidt. Så rystede han på hovedet.

- Nej, skidt med det.... altså, det var lissom, hun ikke ville have noget med mig at gøre, seksuelt altså, men samtidig sagde hun, at hun stadig elskede mig ... at hun bare havde nogle problemer. Vi fik aldrig rigtig snakket om det.

- På et tidspunkt sagde hun, at hun havde brug for at komme lidt væk. Jeg regnede med, at det betød væk fra mig, men jeg har på fornemmelsen, at der måske også var noget andet ... jeg ved det ikke. Vi har aldrig ... eller jeg har aldrig været særlig god til at snakke om personlige problemer. Det var ikke rigtig noget, vi gjorde derhjemme.

- Og så var der det dér med pengene ... jeg har aldrig kunnet få mig til at forlange noget af hende efter det, hun gjorde for mig dengang ...

Juul fandt, at tiden var inde til at skifte emne.

- Har ... øh ... din kæreste en bil?

Den unge mand slog en høj, befriet latter op.

- Ja, det kan man godt sige. En gammel kasse, som knap kan hænge sammen. Hun er af den type, der ikke mener, det er nødvendigt at gøre andet ved en bil end at fylde benzin på ... jeg tror ikke, hun aner, om motoren sidder foran eller bagi.

- Kender du hendes forældre?

- Næe, ikke sådan rigtig. Hendes far døde for et års tid siden ... lidt mindre måske. Det tog meget hårdt på hende. Hendes forældre er begge to ret gamle ... hun er sådan en slags efternøler, tror jeg.

- Der var noget med, at faren ikke kunne få en plejehjemsplads, og så blev han vist så senil til sidst, at han vadede lige ud foran en bil og blev dræbt på stedet.

- Anne Katrine var rasende og beskyldte kommunen for at have slået ham ihjel, fordi de ikke havde skaffet ham den plejehjemsplads. Hun havde kæmpet længe med dem for at skaffe ham én.

- Anne Katrine er altid så omsorgsfuld overfor andre, næsten sukkede Jon Carlsen.

- Jeg tror, hendes mor bor i en eller anden slags ældrebolig nu, men jeg nåede aldrig at møde hende, og jeg ved ikke hvor.

Juul lagde an til at sige pænt farvel og tak.

- Vil I slet ikke vide, hvor Anne Katrine bor, spurgte Jon Carlsen med dyb undren i stemmen.

- Øh, jo ... selvfølgelig, hvordan kunne jeg dog glemme det...

Sagde Juul og stillede sig selv det samme spørgsmål. Du er vist ved at blive gammel, Henning, dit fjols, tænkte han, mens han på skrømt noterede den adresse Carlsen opgav.

Den afveg ikke fra, hvad de vidste i forvejen.

- Prøv, om du kan finde moren, sukkede Juul, da han og Jan Toft var alene igen. Der kan ikke være så mange Bangsbo'er i folkeregisteret.

Torsdag, den 15. november, kl. 10.00

- Jeg tror, vi skal en tur til Esbjerg!

Jan Toft så kendeligt oplivet ud, da han på vanlig vis entrede Henning Juuls kontor på en måde, der fik Juuls hjerte til at springe en takt eller to over.

- Fru Bangsbo er en elskelig gammel dame. Vi havde en lang, hyggelig snak. Hun holder meget af sin datter, men hun kunne absolut ikke forstå, hvorfor datteren partout ville have et sæt startkabler til sin bil i fødselsdagsgave...

Toft så triumferende på sin chef. Juul kneb øjnene lidt sammen.

- ... startkabler...? Det er vel ikke ulovligt ... især ikke, hvis man har en gammel bil...

- ... og ikke aner, hvor motoren sidder...? Jan Toft gjorde Juuls sætning færdig. Hva' nu hvis man bruger dem til at kortslutte jernbaneskinner med i stedet for?

Juul var langt fra overbevist. Han kiggede efter i rapportbunken. Han mente at kunne huske, at det var mere end et halvt år siden, Anne Katrine havde haft fødselsdag. Nåe, ja, det var hende aprilsnaren.

Igen gjorde køreturen mod syd ham i godt humør. Han måtte altså til at færdes lidt mere ude i det fri, prøvede han at overbevise sig selv om.

Jan Toft havde ærgret sig, da Juul ikke med det samme købte ideen om startkablerne, men Juul havde nu heller ikke indrømmet overfor ham, at det netop var startkabler, han var kørt ud for at kigge efter. Da hundene havde været i gang langs banen, var det en pistol, de snusede efter, og skulle én af dem have støvet et sæt startkabler op under en bro, var der vel ingen af hundeførerne, der havde reageret, mon...?

Denne gang parkerede han på det lige stykke før broen. Det var ikke til at komme ned på sporene fra den nordlige side, så han fulgte sin rute fra i lørdags. Ned ad grusstien, over trinene der, hvor stien drejede, et hop over grøften og så tværs over begge spor.

Bortset fra mælkekartoner, plastic og noget, der mest af alt lignede brugt toiletpapir, fandt han intet på de omkring 100 meter fra signalet og hen til broen. Han fortsatte ind under den. Hans skridt i sten-ballasten gav genlyd under broens buede betonloft. Da han kom ud igen på den nordre side, kiggede han sig om. Her var der tæt krat på begge sider af sporene, og grøften ved siden af ham var næsten tilgroet.

Alligevel var han mere heldig, end han syntes, han havde lov til at være. Under nogle brændenælder kunne han skimte et kabel af en slags. Han vægrede sig ved at stikke hånden ned efter det og kiggede sig om efter en pind eller sådan noget at rode det frem med. I stedet fik han øje på en lang, kraftig snor, som han nærmest stod og trådte på. Han hev i snoren ... og kablet fra grøften fulgte med op.

Torsdag, den 15. november, kl. 15.40

- Vi kan ikke fortælle dig noget. Stemmen i telefonen lød forretningsmæssig.

- Det er et standard startkabel, som man kan købe i enhver butik med biludstyr ... det er hverken særlig nyt eller særlig gammelt, og der er ingen fingeraftryk på det. Jeg kan ikke afgøre, om det er, fordi de er fjernet, eller fordi det har ligget i grøften. Men det har nu ikke ligget der så forfærdelig længe, for det er først lige begyndt at ruste på håndtagene.

Juul sad lidt og tænkte over oplysningerne fra teknisk afdeling. De gav ham hverken mere eller mindre ... bortset, at han nu kunne være ret sikker på, at hans spekulationer om forløbet af Re3165s tur fra Skanderborg var ret præcise. Med mindre nogen tilfældigvis var blevet træt af det ene af sine startkabler og havde kastet det ud over den bro for nylig.

Fredag, den 16. november, kl. 11.30

Juul havde foretaget sig to ting, inden de kørte. Han havde ført telefonsamtale med Michael Back på avisen, og han havde været en tur inde hos vagthavende for at få et par oplysninger, han regnede med, han kunne bruge.

Han insisterede på at køre ad den gamle hovedvej over Skanderborg i stedet for ad motorvejen, og han havde bedt Jan Toft om at holde ind ved stationen. Her startede han det stopur, som han endnu ikke havde fået taget sig sammen til at aflevere til færdselskollegerne.

En time og 35 minutter senere passerede de Korskroen. »Esbjerg 12« stod der på skiltet. Juul kaldte op på radioen og bad den vagthavende på politistationen i Esbjerg om en forklaring, så de kunne finde vej til Sjællandsgade.

- Pas nu på jer selv, sagde stemmen i radioen, da den havde forklaret vejen, det er det, vi kalder Lille Christiania her i byen.

Gaden havde nu absolut ingen ydre lighed med Christiania, blev de enige om, da de kom derhen. En lang, kedelig gade var det, med tunge, grå tre-etages ejendomme på begge sider. Gammelt arbejderkvarter, gættede Juul på og kunne sagtens forestille sig, at de sikkert små lejligheder i tidens løb var blevet overtaget af drankere, junkies og pushere.

Der var ingen, der åbnede døren på tredie sal til højre i nummer 12, da de ringede på. »Bangsbo« stod der på at stykke papir, der var sat op på døren med tegnestifter. Malingen i opgangen var afskallet, og døren til lejligheden overfor var tydeligvis blevet sparket ind for nylig. Der var sat en finérplade over den nederste fyldning, og man behøvede ikke at være politimand for at gennemskue, at låsen havde været ude for at voldeligt overgreb, som var lykkedes.

- Hyggeligt sted, konstaterede Juul halvhøjt, da de gik ned ad trappen igen og passerede en dør, som nogen tilsyneladende havde forsøgt at brænde af i stedet for at sparke ind. I hvert fald var den ene karm stærkt afsveden og sort.

- AE 63 809, hedder den. En Lada fra 69. Juul konsulterede EDB-printet med oplysningerne om Anne Katrine Bangsbos bil, da de igen sad i den mørkeblå Scorpio.

- Hun står som både ejer og bruger. Den dukker vel op på et eller andet tidspunkt...

Der er flere måder at tilbringe en torsdag på. Én af de mindre charmerende efter Juuls opfattelse var at sidde i en bil i én af Esbjergs mange grimme og lige gader og tage imod den ene fornærmende gestus efter den anden fra de forbipasserende. Det var helt klart ikke første gang, der holdt en bil med to mand i og osede langt væk af politi i dét nabolag.

- Hva' fanden er det her stinker af, udbrød Jan Toft irriteret, da de havde tilbragt et par timer med ingenting.

- Fisk ... eller rettere penge, som de siger her i byen, konstaterede Henning Juul tørt.

- Mon ikke kollegerne på stationen gi'r en kop kaffe? Han rakte ud efter mikrofonen.

- P-33, P-33, her er 42-02. Forespørgsel. 42-02 skifter.

Lige frem, til I kommer til Frodesgade, over én lysregulering, og så er det tredie gade på venstre hånd, forklarede manden ved radioen. Kirkegade, hedder den.

Kaffen smagte præcis som hjemme, men den lille kantine på den gamle politistation var ikke så lidt hyggeligere, end den de var vant til. Den var delt i to af en række glasmontre med forskellige pokaler i, og rundt omkring stod flere store grønne planter.

Men selv bag de lukkede vinduer kunne Juul og Toft fornemme stanken af rådden fisk. Deres kolleger rundt omkring ved de andre borde så imidlertid ikke ud til at tage sig af den.

- De ville nok snarere undre sig, hvis den ikke var der, hviskede Toft i et påtaget ondskabsfuldt tonefald.

Fredag, den 16. november, kl. 16.30

Anne Katrine Bangsbos Lada stod stadig ikke i Sjællandsgade, da de kom tilbage ved halv fem-tiden, og Juul sukkede og belavede sig på en lang aften. Han havde for nogen tid siden overvejet at købe sig et lommeskak, så han kunne sidde overalt og løse sine opgaver, men han var blevet enig med sig selv om, at han var ved at være for gammel til lange overvågningsopgaver, så det var aldrig blevet til noget. Det fortrød han nu.

- Dér er hun! Toft vækkede ham af hans tanker.

Det var næsten mørkt, men Ladaen var ikke til at tage fejl af, og idet den passerede dem, kunne de se, at nummerpladen passede med EDB-udskriften.

- Jeg går op og holder hende væk fra vinduerne, sagde Juul. Du kigger i bagagerummet...

Det var selvfølgelig ikke lovligt, men der var jo ingen, der behøvede at vide det, og Jan Toft kunne sikkert godt selv finde ud at forklare, hvorfor han kom lidt senere op end Juul.

Dørklokken virkede tilsyneladende ikke, og Juul bankede på med knyttet hånd.

Hun var smuk. Det behøvede man ikke være 20 for at synes, og Juul havde helt svært ved at få forklaret sit ærinde.

- Kriminalpolitiet? Jamen, jeg har jo forklaret alt, hvad jeg ved om Svend Kragelund...

Anne Katrine Bangsbo havde langt, udslået kastaniebrunt hår og store, mørke øjne. Dådyrøjne..., tænkte Juul, det er derfor, de kalder dem dådyrøjne. Hun var høj og slank, højere end Juul, og hendes stramme, sorte bukser gjorde sikkert benene endnu længere, end de var. Gamle gris, tænkte han, da han ikke kunne forhindre sine øjne i at studere forsiden af hendes strikkede trøje, mens hun viste ham ind i stuen.

Stue var så meget sagt, for rummet var tydeligvis også soveværelse og studérkammer. Der var helt klart kun det ene rum i lejligheden bortset fra det minimale køkken, han havde set fra entreen.

- Ja, det er jo ikke stort, sagde pigen, og så er der lokum i gården, men det er billigt, og en fattig studerende har jo ikke råd til alverden...

Det bankede på døren. Anne Katrine Bangsbo så spørgende på Juul.

- Det er sikkert min kollega ... han, øh, skulle lige ordne noget ved vores bil....

- Kom ind!, råbte hun uden at rejse sig fra den lærredsbetrukne instruktørstol, hun lige havde sat sig i.

Jan Toft nåede at ryste på hovedet mod Juul, inden han uden varsel tabte underkæben ved synet af Anne Katrine Bangsbo. Hun var åbenbart vant til det, for hun reagerede ikke på hans utilslørede beundring.

Henning Juul var ikke i tvivl om, at han var nødt til at føre ordet.

- Frøken Bangsbo, vi er nødt til at få svar på et par spørgsmål mere. Jeg ved, at De har forklaret en masse til to af vores kolleger, men der er lige et par ting mere....

Han talte langsomt og med et næsten undskyldende tonefald.

Pigen slog imødekommende ud med armene, men sagde ikke noget.

- Må vi høre lidt om Deres forhold til Svend Kragelund?

- Han var et dum svin ... en gammel gris. Han gramsede på alle de piger, han kom i nærheden af og kom med sjofle opfordringer i tide og utide, når man var alene med ham.

- Hvorfor arbejdede De så hos ham i mere end et år?

Hun trak på skuldrene.

- Jeg havde brug for pengene. Mine forældre kunne ikke give mig noget, og jeg skulle jo leve...

Juul rynkede brynene.

- Deres...øh...ven, Jon Carlsen har ellers sagt, at De havde penge nok ... De betalte jo hans gæld hos Kragelund.

Et lille smil. Hold da kæft, hvor ser hun godt ud. Og tænk så på sagen, hr. Juul, skældte han indvendig.

- Ja, han tror sikkert stadig på det... Hun sukkede.

- Men nej, jeg betalte ikke hans gæld ... jeg slettede ham bare fra Kragelunds liste over skyldnere og flyttede ham over på listen over dem, der havde betalt. Kragelund var bedøvende ligeglad med mennesker, så han huskede dem ikke ... han huskede kun sine elskede penge og sine EDB-lister.

- De havde med andre ord adgang til hans computer?

- Ja, dét havde jeg. Jeg tror, han prøvede på at imponere mig, så han viste mig det hele ... ja, altså ikke hans åger-forretning, den opdagede jeg selv, da idioten havde givet mig sine koder.

- De hadede ham?

Hun lagde hovedet lidt på skrå og kneb munden sammen, samtidig med at hun rynkede panden.

- Hade er et fjollet ord. Jeg afskyedede ham, men ikke nok til at slå ham ihjel, hvis det er det, I tror ... hvis jeg skulle myrde alle de mænd, der er ude efter at komme i bukserne på mig, så fik jeg nok at lave.

Tjae, tænkte Juul, og så ville i hvert fald det kongelige danske politi blive en kriminalassistent fattigere. Nemlig Jan Toft. Han var dumpet ned på lejlighedens kombinerede seng og sofa, og han havde ikke fået taget sig sammen til at lukke munden endnu. Juul havde aldrig før oplevet, at Toft under en afhøring ikke skriblede løs i sin lille lommebog. Han så umådelig dum ud.

- Som De jo selvfølgelig kan regne ud, så har vi snakket med Deres ven. Vil De fortælle os lidt om, hvorfor De flyttede fra ham?

- I tror da vel ikke, det er ham, der skød Kragelund, fordi han havde opdaget....? Det kunne han aldrig gøre.

- Fordi han havde opdaget ... hvad skulle han have opdaget, frk. Bangsbo?

Igen kneb hun munden sammen og rynkede panden. Sådan sad hun lidt. Ja, jeg siger ikke noget, hvis det er det, du venter på, tænkte Juul og kastede nok et blik på Toft. Han kunne efter alt at dømme ikke sige noget.

- Okay, sagde pigen så. Jeg havde et forhold til Kragelund ... og det var faktisk derfor, jeg flyttede væk.

Juul holdt stadig mund. Det var ofte en langt mere virkningsfuld taktik end at stille spørgsmål.

- Det kunne være, at I troede, at Jon havde opdaget det og derfor ville hævne sig på Kragelund...

Hun så opgivende ud. Juul så spørgende på hende.

- Kragelund forførte mig engang til en fest. Jeg var 19 år, og han virkede på én eller anden måde spændende ... der var noget ... ja, spændende ... ved at have en moden mand som elsker. Det var før jeg havde mødt Jon.

- Da jeg mødte ham, forsøgte jeg at gøre det forbi med Kragelund ... det var derfor jeg holdt op på Tirsdagsposten, men han blev ved med at forfølge mig.

- Til sidst truede han med, at han ville fortælle Jon om vores forhold, hvis ikke jeg gik i seng med ham. Det ville Jon slet ikke have kunnet klare ... han forgudede mig, anså mig for at være en ren engel. Derfor kunne jeg heller ikke holde ud at gå i seng med Jon ... jeg var led ved mig selv over at svigte hans tillid på den måde. Derfor flyttede jeg, men jeg skiftede ikke adresse i håb om, at Svend ... at Kragelund ikke kunne finde mig.

Juul fornemmede, at hun var færdig.

- Hvorfor tror De så ikke, at Jon kunne tænkes at ville hævne sig, hvis han fandt ud af, at det var Kragelund, der havde ødelagt jeres forhold?

Hun rystede på hovedet.

- Jon er slet ikke den type. Han ville vende det mod sig selv i stedet for ... synes, at det var ham, der ikke slog til, siden jeg foretrak en anden... Han ville bare gå i hundene igen, er jeg sikker på.

Der blev stille i det lille rum. Det var værtinden, der brød den igen.

- Puha, vi går tæt på i øjeblikket, hva?, sagde hun med et skævt smil.

- Trænger vi ikke til et eller andet? Jeg har et par øl og nogle sodavand i køleskabet, og jeg kan lave kaffe, hvis I vil ha' noget...?

- Øh, jeg vil da gerne have en øl, kom det ovre fra sofaen, og Juul nikkede.

Hun rejste sig og gik gennem den lille entre ud i køkkenet.

- Det er sgu ham alligevel, hviskede Toft, men Juul nåede ikke at svare, før Anne Katrine Bangsbo kom tilbage med tre øl.

- Der var ikke lige nogle rene glas, sagde hun undskyldende.

- Nåe, der er jo da glas udenom, sagde Toft muntert og grinede fjoget til hende, da hun rakte ham hans øl. Han er ved at være i form igen, konstaterede Juul.

Han følte, at han trods alt måtte have det hele med.

- Jeg kan forstå, at De selv var hjemme om aftenen den 26. i sidste måned...?

- Ja, jeg sad såmænd og løste en opgave fra Handelsskolen hele aftenen.

- Skrev De på den dér?, spurgte Juul og pegede over på en computer, der stod i et hjørne af værelset. For Juul at se, var den nøjagtig magen til den, Svend Kragelund havde haft på sit arbejdsværelse.

- Ja, det var en EDB-opgave, kan jeg huske ... så jeg både skrev og programmerede.

Juul holdt en lille pause.

- Frøken Bangsbo, en ...øh... kollega har fortalt mig, at sådan en computer helt automatisk føjer et tidspunkt og en dato til alt, der bliver skrevet på den. På den måde kunne vi jo snilt se, om De ...øh... husker rigtigt med hensyn til den aften, ikke?

Hun smilede, nikkede og rejste sig op.

Et par minutter senere var computeren tilsyneladende færdig med at varme op, og Anne Katrine Bangsbo slog igen imødekommende ud med armene.

- Vil du, eller skal jeg?, spurgte hun.

Juul tog et stykke papir frem. Han havde været nødt til at tage nogle notater, da han snakkede med Michael Back om formiddagen.

- Øh, det må De hellere, sagde han. Jeg kan forstå, at vi kan bede ... operativ-systemet ... om en ... fil-oversigt. Han var stadig nødt til kigge på sit papir, men han syntes selv, det lød ret professionelt.

Pigen satte sig og trykkede på et par knapper, og en længere liste rullede op over skærmen.

- Dér, sagde hun og pegede.

Juul læste linien højt.

- »OPGAVE.003 16.805 26-10-92 22.34«

Han holdt en lille pause.

- Og det betyder altså, at De har afsluttet arbejdet på Deres opgave, som De har kaldt OPGAVE.003, den 26. oktober klokken 22.34, er det rigtigt?

Hun nikkede.

- Og tallet dér, 16.805, det er et udtryk for størrelsen på det, De har skrevet...?

Endnu et venligt nik.

- Min kollega fortæller mig, at man ikke kan rette i den her liste selv ... at det kun er computeren, der kan lave den og sætte tider og dato på. Er det også rigtigt?

- Præcis, sagde hun. Er der mere, du vil se?

Henning Juul rystede på hovedet. Jan Toft sad med sin øl og lyste langt væk af fornøjelse over, at skønheden ved computeren altså ikke havde myrdet nogen.

- 22.34 ... det er tre minutter efter, toget kørte fra Skanderborg, sagde han henvendt til Juul. Hans stemme nærmest dirrede af begejstring.

Pigen gik de få skridt tilbage til sin instruktørstol, og Juul satte sig tungt på skrivebordsstolen foran computeren.

- Frøken Bangsbo, har De et sæt startkabler?

Det gav et sæt i Jan Toft. Hans ansigt skiftede fra jubel til dyb undren.

Pigen i instruktørstolen rynkede panden.

- Ja ... øh, hvorfor det?

- Hvor er de? Juul kunne skifte stil i løbet af et øjeblik. Nu kom spørgsmålet kort og kontant.

- De er nede i min bil ... i bagagerummet ... hvorfor spø'r du om det...?

Juul svarede ikke, men drejede sig hurtigt om mod computeren, kastede et blik på sin seddel, som han stadig havde i hånden, og skrev fire bogstaver efterfulgt af et tryk på linieskiftstasten. Både Toft og pigen rejste sig.

»Datoen er angivet til 29-10-92«, skrev computeren.

»Tid«, skrev Juul og trykkede hurtigt på linieskiftstasten efter nok en gang hurtigt at have konsulteret sin papirlap.

»Tiden er angivet til 22:03:49«.

Juul vendte sig langsomt mod de to andre. Han kiggede på sit armbåndsur.

- Ifølge mit ur er det i dag den 16.11. og klokken er 17.03.... Han talte langsomt.

- Deres computer er vist nogle dage bagefter, frøken Bangsbo...

- Og så er jeg i øvrigt nødt til at anholde Dem, sigtet for drabet på Svend Kragelund.

Lørdag, den 17. november, kl. 13.00

- Hun tilstod med det samme. Juul rystede lidt på hovedet. Men hun var vist ikke særlig ked af det.

Han stod i sit køkken og var ved at trække en flaske rødvin op. Michael Back, som sad ved køkkenbordet, kunne sikkert ikke se noget usædvanligt ved kriminal-kommissæren, men ingen der kendte ham, havde nogensinde før set ham med forklæde på.

- Hun var meget overbevisende og ærlig, da hun fortalte om sit forhold til Kragelund ... og jeg var aldrig helt sikker....

- Men da hun begyndte at lyve om de startkabler, tog jeg chancen med det, du lærte mig i telefonen...

- Og du havde ret, fortsatte Juul. Mine gode esbjergensiske kolleger havde jo ikke levnet nogen tvivl hos hende om, hvad det drejede sig om, og det blev så i virkeligheden til vores fordel....

- Hun indstillede datoen og uret i computeren til den 26-10 klokken 22.30, efter hun havde haft besøg af politiet første gang....

- Så havde hun rettet lidt i sin opgave og lagret den igen, så den fik den forkerte dato heftet på sig. Da Esbjerg-kollegerne var der, var det den 13. og de gik ved 17.15-tiden ifølge deres egne oplysninger .... hun skulle altså sætte computerdatoen 18 dage tilbage.

- Da vi var der nøjagtig to døgn senere, viste computerdatoen den 29.10. Den var stadig 18 dage bagefter.

- Vi havde altså det fantastiske held, at hun glemte at stille dato og ur til det korrekte igen - der var én, som ringede til hende, så hun kom fra det, fortalte hun.

Juul skænkede vin i de to glas, han havde fundet frem. De var nogenlunde rene.

- Hvad var hendes motiv?, spurgte Back.

Juul løftede sit glas. Det var lørdag eftermiddag, og han havde inviteret Michael Back til at komme igen om aftenen og få et parti skak, når han havde skrevet sin artikel ... så selv om Juul bestemt ikke havde tænkt sig at bage en kage, kunne han vel godt gå og nippe lidt vin.

- Motiv? Jae, for det første så hun al den kapitalistiske ondskab personificeret i Kragelund. Han havde penge, han var mandschauvinist, og han udnyttede de svage. Hvadenten det var kvinder eller mennesker i økonomisk og menneskelig nød.

- Det er selvfølgelig ikke rigtigt på det konkrete plan ... men for hende repræsenterede han også dem, der tjener formuer på spekulation og kan sende et helt lands økonomi på røven ved at købe og sælge penge ... dem, der mener, at de arbejdsløse selv er ude om det, dem der vil have alle fremmede ud af landet, dem der selv tjener millioner, og synes, at det er bedre at skære ned på folkepensionen end på militæret.

- Det lyder som om, du forstår hende....?

Juul svarede ikke, men tog nok en slurk af sin vin.

- Så var der hendes eget forhold til ham. Hun var nødt til at afbryde sit forhold til den fyr, som hun faktisk elskede, på grund af Kragelund, og hun væmmedes ved sig selv over ikke at kunne bryde med ham - og over at svigte Jon Carlsens tillid.

- Hvorfor så først nu? Alt det ligger jo mindst to år tilbage...?

Juul nikkede.

- Det, der slog hovedet på sømmet, var hendes fars død. Han var 73 - han var faktisk 50, da han fik hende - og han var blevet meget senil. Hendes mor er også gammel og kunne ikke magte at passe faderen. Anne Katrine kæmpede med kommunen om en plejehjemsplads til sin far, men der var ingen, sagde de til hende, og de måtte klare sig med noget hjemmehjælp.

- En dag gik faderen hjemmefra, og stort set lige uden for deres hus spadserede han ud foran en bil. Han blev dræbt på stedet. Anne Katrines mor hørte bilen bremse, og hun gik ud og fandt faderen.

- Det er da for faen ikke Svend Kragelunds skyld...?

- Nej, men nu kommer det. Dagen efter faderens død tager Anne Katrine ind på socialforvaltningen for at få afreageret ... hun mener, at det indirekte er kommunen, som er skyld i faderens død ... og mens hun venter på at komme til at skælde ud på nogen, kommer hun til at kigge i nogle papirer. Helt tilfældigt ser hun en skrivelse, som bekræfter, at en vis Gudrun Kragelund er blevet tildelt en ældrebolig. Kontaktpersonen, står der, er Svend Kragelund, Golfbakken 12.

Michael Back fløjtede sagte.

- Vi aner endnu ikke, om han på en eller anden måde har brugt sine penge eller sin indflydelse for at få den ældrebolig til sin mor, men Anne Katrine var sikker i sin sag. Igen havde dem med penge fået det, som de ville have det.

Henning Juul kneb øjnene sammen. Det var længe siden, han havde talt så meget på én gang. Alligevel blev han ved.

- Hun er bestemt ikke dum, og hun besluttede, at Svend Kragelund ikke havde fortjent at leve mere. Det betød mindre for hende, hvornår hun fik ham af vejen ... hun havde taget sin beslutning, og så gik hun i gang med planlægningen...

- Som du kan regne ud, havde hun hele tiden adgang til Kragelunds computer både på hans arbejde og hjemme. Hun vidste fra sin tid på Tirsdagsposten, at han altid efterlod hjemmecomputeren tændt, så han kunne komme i kontakt med den, og derfor kendte hun også til hans kalender ...

- Hun vidste for eksempel nøjagtig, hvornår han tog ud for at kradse penge ind eller true folk til at betale...du ved, hans fredagsudflugter.

- Hun fik sin mor overtalt til at give sig et sæt startkabler i fødselsdagsgave. Hun ville nemlig ikke selv ses i en forretning med biludstyr ... hun er udmærket klar over, at hun ser helvedes godt ud, og hun turde ikke løbe risikoen for, at én eller anden huskede en køn pige, der købte startkabler, og fortalte det til os, når sagen kom frem. Hun regnede ikke med, at vi nogen sinde fandt frem til hendes mor...

- Om aftenen den 26. kørte hun op til broen ved Stilling ... Hun vidste, at det sidste tog før det, som Kragelund var med, passerede cirka 22.05. Hun havde luret Jon Carlsen kunsten af og brugte et af sine startkabler til at kortslutte skinnerne med lige bag broen, så snart toget var kommet forbi. Så havde hun stadig god tid til at køre til Skanderborg og stige på regionaltoget klokken 22.31.

- Hun gemte sig på toilettet i 1.klassesvognen og lod være med at låse - så togføreren ikke opdagede, at hun var der. Da hun både kunne høre og mærke, at toget bremsede, gik hun hen til Kragelunds kupé og skød ham. Hun vidste, at larmen fra bremserne sikkert kunne overdøve skuddet, og i øvrigt var der lyddæmper på hendes pistol.

- Hun havde lært sig at slå dørautomatikken fra, og så snart toget holdt stille, hoppede hun af, løb over på stien langs med skinnerne, op på broen og hev startkablerne af skinnerne med en snor, som hun havde anbragt til det samme.

- Selve startkablet bekymrede hun sig ikke om ... dels var hun sikker på, at det ikke kunne spores til hende, dels havde hun travlt med at komme hjem til Esbjerg, så hun kunne komme til at rette i Kragelunds computer, inden politiet dukkede op på Golfbakken.

Juul smilede lidt skævt for sig selv. Der var ingen grund til at fortælle Back, at politiet rent faktisk først kom syv timer senere.

- Hun fandt en taxa og kørte ind til Skanderborg for at tage sin bil tilbage til Esbjerg. Næste morgen gik hun tur ved havnen og tabte pistolen i vandet. De dykker sikkert efter den nu. Det andet startkabel smed hun i skraldespanden derhjemme.

Michael Back havde taget notater, mens Juul talte. Han tog en slurk vin.

- Ét spørgsmål. Jeg ved tilfældigvis, at en pistol koster omkring 5000 kroner, hvis man skal købe den på et værtshus i midtbyen, og jeg regner med, at det var det, hun gjorde...?

Juul nikkede.

- Af én eller anden grund var hun ikke så bange for at blive husket dér som i en bilforretning. Hun satsede vel på, at sælgeren ikke var så vild med at gå til politiet...

- Men hvor faen fik hun 5000 kroner fra, hvis hun er så fattig, som hun selv siger?

Juul grinte.

- Det betragter hun faktisk som sin største hævn ... hun lånte dem af Kragelund. Det var jo præcis derfor, hun var nødt til at rette i hans liste på mordnatten....