Hov hov, vil du lige styre dig?! Dine antydninger om mine holdninger og at jeg måske skulle have et magtbehov er grebet ud af den blå luft. Jeg sidder altså ikke i nogen klubbestyrelse, hvis det er det du tror. Jeg har bare set indtil flere eksempler på folk, der er startet under store fanfarer (ikke kun bevaring af tog), men hvor luften hurtigt fes ud af ballonen, da hverdagen meldte sig.

Jeg syntes at min slutning omkring dit magtbehov underbygges af dit eget indlæg og det var sådan set et spørgsmål til hvordan du ser dig selv. Om du sidder i en bestyrelse er underordnet, din tilkendegivelse af en så himmelråbende holdning til bevaring af jernbanehistoriskekøretøjer sætter dig på den anden side af min linie for det uacceptable. Din prioritet omkring salg i rækkefølgen klubbber-ophugger-privatpersoner tyder ihvertfald ikke på jernbaneentusiast. Og til magtbehov så lægger det lige for da jeg mener at det er den dér "almægtige" alvidende holdning som også L.H.Jensen lagde for dagen. Den holdning omkring at man vil styre hvad der overlever og ikke gør mener jeg sagtens at man kan kalde mangtbehov. Det man bør styre fra sin "andedam" er efter min mening hvilket materiel man vil bevare og hvilket man vil afhænde. Der kan ophugning være en udvej hvis ikke der en nogen andre købere, men at en såkaldt jernbaneentusiast mener den ligger naturligt ud fra ens egen vurdering om hvad der er "sjovt" at gemme, er alarmerende...

Selvfølgelig vil jeg da også gerne have mest muligt materiel bevaret. Men jeg foretrækker altså, at det sker hos folk, der ved hvad de har med at gøre, og hvor det hele ikke står og falder med enkeltpersoners indsats og mangel på samme.

Som alle andre indlæg (inkl. mine) giver udtryk for...

Men nej, jeg synes da ikke, at ophug er noget alternativ at stræbe efter. Men jeg kan til gengæld godt forstå, hvis der er klubber, der vægter en seriøs ophugger højere end en gruppe private, der tænker "Åh hvor er det synd", men som meget vel kan ende med at stå med noget, der er i meget værre stand, end da de købte det, og som så alligevel ender med at blive ophugget. Men her afhænger det selvfølgelig også af, om der er tale om unika, eller om det er noget, der allerede findes fire-fem af i forvejen.

Men hvorfor ikke give dem chancen?? Om man ophugger den nu eller venter 20 år til entusiasmen er brændt ud af dem gør vel ingen forskel, andet end at det gav enheden en ekstra chance, som vel at mærke også kan blive en succes!
Jeg kan ikke se at antallet har noget at gøre med om private skal have lov at bevare, men det er klart at antallet af enheder gør noget for den museale værdi. - Skal den være styrende for om private må købe enheden?

Endelig: at være opmærksom på eller være interesseret i noget givent materiel er ikke det samme som at føle ansvar for det, endsige gøre noget ved det. Mange synes det er synd for lokomotiverne i Tønder, men hvor mange har faktisk tilbudt at give en hjælpende hånd? Og vil den hånd overhoved blive modtaget? De fleste klubber tager normalt gladeligt imod alle der vil hjælpe (og som ikke kommer med en forestilling om at være altvidende) men hvad med den lille lukkede kreds?

Nu er vi ude i rent gætværk, men jeg forestiller mig ikke et ønske fra malmqvist om hjælp. betyder det at det ikke kan lade sig gøre? Han kan jo købe ydelserne, hvilket så vidt jeg er orienteret også er det han planlægger omkring genopbygning af remisen og ihvertfald E 987.
Jeg kan simpelthen ikke se hvorfor (og med hvilken ret) nogen forsøger at bremse et salg til private. - Det er simpelthen for indspist!

Selvfølgelig vil jeg da også gerne have mest muligt materiel bevaret. Men jeg foretrækker altså, at det sker hos folk, der ved hvad de har med at gøre, og hvor det hele ikke står og falder med enkeltpersoners indsats og mangel på samme.>

Er helt enig i ovenstående.
Dog må jeg tilføje at organisationer/klubber som sådan ikke har nogen erfaringen; det har derimod de folk, som er medlemmer af organisationerne/klubberne.
Skulle jeg nogensinde havne i en situation hvor valget står mellem en ophugger, en klub eller privatperson, så vil jeg se meget nøje på hvem der tegner klubben og hvorledes de har ageret gennem en årrække. For privatpersonen ville krav til grundlæggende viden om operatørtilladelser, økonomisk formåen og tidligere erfaring blive ret afgørende.
Hvis jeg ikke bliver overbevist om at det solgte vil bevaret betryggende, så ender materiellet hos en ophugger ud fra en betragtning om at "det gør det sq nok alligevel", så hvorfor trække pinen ud?
Alternativt, så kunne offentlige myndigheder få idéer til et oprydningsprojekt 2 - skulle der stå for mange grimme ting rundt omkring.

Selvfølgelig vil jeg da også gerne have mest muligt materiel bevaret. Men jeg foretrækker altså, at det sker hos folk, der ved hvad de har med at gøre, og hvor det hele ikke står og falder med enkeltpersoners indsats og mangel på samme.

I mine ører er det eneste jeg hører, at du og visse andre, i denne og andre ligende debatter ikke mener at menigmand (Hr. NN) er "værdi" nok eller har evnerne, endsige midlerne til at kaste sig over et bevarings/restaureringsprojekt.

Men nej, jeg synes da ikke, at ophug er noget alternativ at stræbe efter. Men jeg kan til gengæld godt forstå, hvis der er klubber, der vægter en seriøs ophugger højere end en gruppe private, der tænker "Åh hvor er det synd", men som meget vel kan ende med at stå med noget, der er i meget værre stand, end da de købte det, og som så alligevel ender med at blive ophugget.

Hvad er forskellen på en ophugger og en seriøs ophugger?? En ophugger er vel bare en ophugger, og han er professionel fordi han lever af at ophugge tog, biler, skibe etc. etc.
Eller er det der gør ham seriøs, at man ved man kan være sikker på at ens materiel ikke overlever når man først har afleveret det hos ham??

Hvis man alligevel har afskrevet den pågældende genstand, hvorfor kan man så ikke lige så godt sælge den til Hr. NN hvis han skulle vise interesse, så kan han jo bruge den helt eller delvist. Vi kan jo være ligeglade fordi vi har jo sådan set afskrevet genstanden.
Det er jo det samme vi gør når vi f.eks. har en gammel bil vi er trætte af at reparere på hele tiden, eller ganske simpelt har opgivet, jamen skal vi så også bare kører den til huggeren og nøjes med skrotpræmien, hvis der nu er en i Den Blå Avis der vil give 1000 kr mere, fordi kan kan bruge den helt eller delvist??

Tilbage til afhændelsen af Materielet..
Det kunne jo sagtens tænkes at der sad en Hr. NN ude i landet med motivation, evnerne, tiden og ikke mindst midlerne til at kunne restaurere/sætte noget materiel i stand, men enten holder sig tilbage fordi han ikke rigtig ved hvordan man "får foden indenfor" i denne "køb & salg branche".. Eller også er han netop blevet mødt med nogle af førnævnte holdninger og nu helst vil beholde skindet på næsen..

Lad os så lege lidt med tanken om at han når så langt, den næste dør han vil møde, er sikkert spørgsmålet om hvor vil han opbevare det henne? Her vil Hr. NN så forsyne den glødende entuisiast med endnu en blodprop, da han fortæller at det vil han da hjemme på sin ejendom eller et andet sted uden tilslutning til banenettet..

Og her er det så at jeg kommer med nogle tanker som jeg helt sikkert vil få pryl for af nogle herinde... Men reflekter lige over det, når det er læst igennem og overvej om det ikke kunne være et tilfredsstilende alternativ frem for huggerens store saks.

I mine øjne ville der ikke være noget galt i at Hr. NN havde købt 10-20 m skinner som han nu gerne vil have noget materiel stående på, det kunne sågar være at han havde et halvtag eller en hal det kunne stå i. Jeg ville da nyde, hvis jeg hver dag kunne gå forbi en have med en smukt istandsat jernbanevogn stående til almen skue, og jeg tror også mange andre ville gøre det.
Det kan så godt være at Hr. NN ikke restaurere den ned til mindste deltalje, det ville den almindelige dansker alligevel ikke lægge mærke til, men de ville tilgengæld nyde den flotte gamle jernbanevogn hver gang de kom forbi (Entuisiasten kan jo være ligeglad han har jo afskrevet den).
Hvis så et museum eller en klub en dag skulle genopdage den og finde en fornuftig aftale med Hr. NN, ja så skulle de nok kunne få bragt den det sidste stykke hen af vejen mod det originale udseende.
Hovedsagen er at Hr. NN højst sansynligt fik stoppet rusten, råden samt andet forfald den måtte have været i da han overtog den. Samt at nogle flere end lige huggerens pengepung fik glæde af den..

Hej Fillip
Tro du ikke hvis struer jernbanemuseum ikke havde lukket at MY 1104 og E 987
stadig havde stået indedøre der endnu.

Jo, ganske givet, men det ændre ikke det faktum at de nu står udenfor.

Men om det er store eller små klubber,har de det ikke let da det er en forening der fortiden har det med at ta skinne op og lave stier i stedet under røven på klubberne.

Hvilken "forening"? Banedanmark, skov og naturstyrelsen? - ellers forstår jeg ikke din kommentar.

Men har du prøvet at være i Tønder og tale med Peter Malmqvist jeg tro gerne at han vil har hjælp.

Mit kendskab til ham siger det modsatte. Betragt det som en uunderbygget kommentar, da jeg ikke uddybber det.